I
To søstre
Der er i Norge en lang, snæver fjord mellem høje fjelde, der hedder Berlevåg fjord. Ved fjeldenes fod ligger Berlevåg by som et barns legetøjsby af små træklodser malede i grå, gule og hvide, rosa og andre kulører.
For femogtres år siden levede i et af de små gule huse to søstre, der begge var ude over den første ungdom. Der var på denne tid i Berlevåg damer, der gik med tournure, og de to søstre kunne have båret den så yndefuldt som nogen af dem, for de var begge to høje, slanke og bøjelige. Men de havde livet igennem levet i lykkelig uvidenhed om modens fordringer og tyranni, ja om dens eksistens, og havde gået ærbart og stilfærdigt klædt i gråt eller sort. De var døbt Martine og Philippa efter Martin Luther og hans ven Philip Melanchton. Deres fader havde været provst og profet, stifter af en from og streng kirkelig retning, der var kendt og agtet, og også lidt frygtet, over hele landet. Denne retnings tilhængere forsagede verdens glæder, jorden og alt hvad dens var. Disse var dem kun gøglebilleder, og den sande virkelighed, mod hvilken de droges med dyb hjemve, var det ny Jerusalem. De tog ikke Herrens navn forfængeligt, deres tale var ja, ja og nej, nej, og de kaldte hinanden broder og søster.
Provsten havde giftet sig sent i livet og var nu for længe siden lykkeligt hjemkaldt og hjemvendt. Hans disciple blev med hvert år færre, mere tunghøre, mere hvidhårede eller skaldede. Ja, det kunne ske, at de også blev mere utålmodige og vredagtige, og at der opstod bedrøvelige stridigheder og skismer i menigheden. Men de søgte dog stadig sammen for at læse og udlægge ordet og mindes deres mester. Alle havde de kendt præstens døtre fra de blev født og betragtede dem stadig som meget små søstre, der var dem dyrebare for deres faders skyld og for deres egen. De gamle folk følte at deres mesters ånd var hos dem i det lille gule hus, herinde boede freden og fordrageligheden uforandret.
De to provstedøtre havde en fransk tjenestepige, der hed Babette.
Dette forhold kan synes så særegent hos et par verdensforsagende gamle jomfruer i en lille norsk fjeldby, at det må kræve en forklaring. Folk i Berlevåg fandt forklaringen i søstrenes hjertensgodhed og dybe fromhed. Thi den gamle provsts døtre gav, uden at betænke sig og uden at gøre sig til deraf, al deres tid og så godt som hele deres beskedne renteindtægt til denne verdens fattige og ulykkelige, så at aldrig nogensinde en bekymret eller nødstedt sjæl bankede forgæves på deres dør. Og Babette var kommet til døren for fjorten år siden som en jaget flygtning, næsten vanvittig af sorg og angst.
Men den virkelige og oprindelige forklaring på Babettes tilstedeværelse i de to søstres hus lå mere end fjorten år tilbage i tiden og var at finde dybere inde, i hjertets lønlige verden.