VII
Skildpadden

I november bestemte Babette sig til at foretage en rejse. Der var, fortalte hun sine frøkener, forberedelser at træffe, hun havde gennemgået dem og måtte nu have fjorten dage fri for at komme videre med dem. Hendes nevø, som i sin tid havde fragtet hende til Christiania, sejlede efter hvad hun havde erfaret stadig på denne by, hun måtte træffe ham og give ham sine ordrer. Babette var ikke søstærk, hun havde omtalt sin sørejse fra Frankrig til Norge som sit livs forfærdeligste oplevelse. Nu så hun forunderligt fattet en sørejse i møde. Ja, tænkte søstrene, hendes hjerte var allerede i Frankrig.

Efter et tidsrum af fjorten dage, hvori søstrene fik indsigt i hvorledes deres daglige tilværelse ville forme sig uden Babette, vendte hun tilbage til Berlevåg.

Havde hun fået alting ordnet efter ønske? spurgte de hende. Ja, sagde Babette, hun havde givet sin nevø en liste over alle varerne. Dette var for Martine og Philippa sort tale, men de holdt sig tilbage fra at drøfte fremtiden og stillede hende ikke flere spørgsmål.

I de følgende uger var Babette ikke ganske sig selv. Men en dag i december forkyndte hun triumferende for sine frøkener, at varerne lykkeligt havde nået Christiania, hvor de var blevet omladede, og at de i morgen ville ankomme til Berlevåg. Hun havde, tilføjede hun, lejet en gammel mand med en trillebør til at køre dem fra havnen op til huset.

Jamen hvilke varer, Babette? spurgte søstrene. Hvilke varer, mesdames! gentog Babette. Varerne til fødselsdagsmiddagen. Priset være Herren, de var alle kommet velbeholdne fra Paris.

På dette tidspunkt var Babette, ligesom i eventyret flaskens ånd, svulmet op til sådanne dimensioner, at hendes frøkener følte sig ganske små sammenlignet med hende. De så i ånden den ægte franske middag rykke dem nær, et foretagende af uberegnelig natur og rækkevidde. Men de havde aldrig i deres liv brudt et løfte, de måtte som sande kristne glemme sig selv og tage, hvad der nu gennem deres kokkepiges hænder måtte komme over dem.

Dog blev Martine den næste dag stående som lammet, da hun så en bør fuld af flasker blive trillet ind i køkkenet. Hun rørte ved flaskerne med to fingre og tog til sidst en af dem op.

„Hvad er der i denne flaske, Babette?“ spurgte hun med usikker stemme. „Det er da vel ikke vin?“

„Vin, madame?“ råbte Babette. „Nej, madame! Det er en Clos Vougeot 1846!“ Efter en pause tilføjede hun: „Fra Philippe i Rue Mont Orgueil!“

Martine havde aldrig hørt at vine kunne have navne, hun tav.

Sent ud på aftenen ringede det på døren, og da Martine lukkede op, stod hun endnu engang over for trillebøren, denne gang med en rødhåret skibsdreng bag, som om den gamle mand allerede var slidt helt op. Drengen grinede til hende og løftede en stor ubestemmelig genstand op fra trillebøren. I lampelyset lignede den en slags mørkegrøn sten, men da den var blevet sat ned på køkkengulvet, skød der pludselig ud fra stenen et slangeagtigt hoved, der bevægede sig fra side til side. Martine havde set billeder af skildpadder og havde endda som barn selv ejet en lille skildpadde. Men denne var uhyre af størrelse og frygtelig at skue. Hun gik baglæns og fuldkommen stum ud af køkkenet.

Hun turde ikke fortælle sin søster hvad hun havde set. Men om aftenen kunne hun ikke falde i søvn, hun tænkte på sin fader og følte det som om hun og hendes søster stod i begreb med, på selve hans hundredeårsdag, at overgive hans hus til en heksesabbat. I mørket voksede utrygheden om hende og skildpadden selv, hun følte at hun måtte have nogen at tale om den med. Da hun ud på morgenen sov ind, havde hun en skrækkelig drøm, hvori hun så Babette træffe forberedelser til at forgive de gamle brødre og søstre.

Hun stod tidligt op, tog sin grå kåbe på og begav sig ud i de endnu mørke gader. Hun gik fra hus til hus og åbnede sit hjerte for brødrene og søstrene. Hun og Philippa var gået ind på at opfylde Babettes bøn og havde ikke kunnet forudse hvad dette kunne føre til. Nu så hun at de havde indladt sig med farlige magter. Hun kunne slet ikke sige hvad der på hendes gode faders fødselsdag ville blive givet hendes gæster at spise og drikke. Hun nævnte ikke skildpadden med rene ord, men den var så at sige nærværende i hendes stemme og ansigt.

De gamle folk i menigheden havde, som allerede fortalt, kendt provstens to døtre fra små, de havde set dem græde bitterligt over en dukke, der var gået itu. Nu kaldte Martines tårer tårerne frem i deres egne øjne. De kom da sammen om eftermiddagen for at drøfte sagen.

Før de opløste deres møde og gik hver til sit, lovede de hinanden, at de for deres små søstres skyld på denne aften ville forholde sig tavse over for alt hvad der hed mad og drikke. Lige meget hvad der blev sat på bordet foran dem, om det så var frøer og snegle, skulle det ikke vriste et ord fra deres læber.

„Tungen,“ sagde en hvidskægget broder, „tungen er et lidet lem, men pukker storligen. Den er mennesket et ustyrligt onde, fuld af dødelig forgift. På vor mesters højtidsdag vil vi bruge vore tunger til taksigelse og bøn og til aldeles intet andet. Slet intet der berører dem skal lede dem bort fra de høje åndens ting. Men det skal blive som om smagens evne aldrig var givet dem.“

Der hændte så lidt i de gamle folks daglige tilværelse, at de i øjeblikket blev højtideligt til mode. De gav hinanden hånden på deres løfte, og det var som om det var blevet aflagt for den gamle provsts eget ansigt.