V
Hverdagsliv
Babette var kommet til byen hærget, slunken, med et jaget dyrs vilde øjne, men i de nye venlige og rolige omgivelser fik hun snart et helt igennem respektabelt og højt anset tyendes udseende. Hun var kommet forklædt som tigger, men viste sig at være erobrer. Hendes faste, dybe blik havde magnetisk kraft, under det indtog alt beredvilligt og lydløst sin rette plads.
De to provstedøtre havde til at begynde med bævet let, ligesom engang deres fader, ved tanken om at modtage en papist under deres tag. Det var dog langt fra dem at ville plage et hårdtprøvet medmenneske med katekisation, heller ikke var de ganske sikre på at deres fransk ville slå til over for opgaven. De blev uden ord enige om, at et ret og sandt luthersk levned gennem eksemplets magt ville være det bedste middel til at føre deres husfælle på den rette vej. Således blev Babettes tilstedeværelse i huset så at sige en moralsk spore for dets ejerinder.
De havde også fra først af næret mistanke til monsieur Papins forsikring om at Babette kunne lave mad. I Frankrig, vidste de, spiste man frøer. De forklarede omhyggeligt Babette hvordan man laver klipfisk og øllebrød og demonstrerede fremgangsmåden for hende, og den franske kvindes ansigt blev under demonstrationen aldeles udtryksløst. Men inden en uges forløb tilberedte hun klipfisk og øllebrød så godt som nogen kvinde født og opvokset i Berlevåg.
De to søstre huskede nu også, næsten med angst eller gru, hvad de havde hørt om den samvittighedsløse luksus og ødselhed i Paris. De kaldte Babette for sig og forklarede hende, at vellevned i deres øjne var en stor synd. Maden på deres eget bord skulle være så enkel og tarvelig som mulig, den betød slet intet for dem, men det der betød noget var suppespandene og madkurvene til deres fattige. Babette nikkede forstående. Som ung pige, fortalte hun sine frøkener, havde hun været i køkkenet hos en gammel biskop, der var en helgen. Søstrene besluttede sig straks i deres stille sind til at overgå den franske biskop i nøjsomhed og fromhed. De havde jo ikke troet, og troede heller ikke senere, at et menneske som Babette kunne gøre mirakler, men de undrede sig i den følgende tid i tavshed over, hvilket forslag der fra og med Babettes overtagelse af husholdningen var i pengene i deres lille kasse, og hvilken mærkelig kraft og styrkende lægedom i suppespandene og madkurvene.
Også uden for det gule hus kom verden til at anerkende Babettes magt og evner. Hun lærte aldrig at tale sit nye lands sprog helt fejlfrit, men på sit gebrokne norsk mestrede hun Berlevågs gamle drevne handelsmænd og satte dem skånselsløst til vægs. Hun var frygtet både ved skibene i havnen og i boderne på torvet.
Også de gamle brødre og søstre af menigheden, som fra først af havde været urolige ved den mørke, tavse udenlandske kvindes nærværelse i deres midte, noterede inden længe en lykkelig forandring i deres kære små søstres daglige liv og glædede sig derover. For var nu ikke alle huslige bekymringer og besværligheder som tryllet bort fra Martines og Philippas tilværelse, så at provstens døtre bestandig havde tid til at lytte til deres gamle venners fortrolige meddelelser og deres bekymringer for deres udødelige sjæl og til at tale med dem om himmelske ting? Ingen af dem behøvede nu længere mod deres egen natur og tilbøjelighed at påtage sig Marthas rolle, det lyste gennem årene med stadig finere og rigere glans af de to stilfærdige Maria’er. Som tiden gik, tog mange af vennerne Babette med i deres aftenbøn og takkede Herren for den sælsomme fremmede, der skærmede og gav læ til dette lys. Den sten som bygmestrene gerne havde set forkastet var blevet en hovedhjørnesten.
Kun søstrene selv i det gule hus vidste, at der var noget mystisk og foruroligende ved denne svære hjørnesten, som om den havde været i slægt med den sorte sten i Mekka, kaba selv.
Babette talte sjældent om sin fortid. Når søstrene i den første tid blidt havde givet deres deltagelse i hendes ulykke ord, var de blevet mødt med al den majestæt og stoicisme, som monsieur Papin havde omtalt i sit brev. „Ja, hvad skal man sige, mine små damer?“ sagde hun blot og trak på skuldrene. „Det er skæbnen.“
En dag fortalte hun dem alligevel, som i forbigående, at hun i mange år havde spillet i det franske lotteri, og at en trofast veninde i Paris bestandig fornyede seddelen for hende. Hun kunne, sagde hun, være heldig og vinde den store gevinst på ti tusind francs. Fra denne dag af følte de to søstre det som om deres kokkepiges vadsæk var syet af selve eventyrets flyvende tæppe, og at hun når hun ville kunne sætte sig op i den og forsvinde i luften i retning af Paris.
Det hændte at Martine og Philippa talte til Babette uden at få svar, så at de måtte spørge sig selv om hun i det hele taget havde hørt hvad de sagde. Det hændte også at de fandt hende i køkkenet med albuerne på køkkenbordet og ansigtet mellem hænderne, helt tabt for verden i studiet af en tyk sort bog, som de mistænkte for at være en papistisk bønnebog. Eller det kunne også ske at hun sad ubevægelig på den trebenede køkkenskammel med de stærke hænder i skødet og med to vidtåbne sorte øjne som brønde, så gådefuld og skæbnesvanger som en pythia på sin trefod. I sådanne øjeblikke forstod de at Babette var dyb, langt nede i hendes sind var der undervandsskær, hvorimellem der gik erindringer, lidenskaber og længsler, som de selv slet intet kendte til. En lille gysen løb igennem dem, og i deres hjerter tænkte de: Hun har måske alligevel været pétroleuse.