X
Babettes gæstebud

Idet Babettes rødhårede hjælpeånd slog døren op til spisestuen, og gæsterne langsomt skred over tærsklen, slap de gamle brødre og søstre hinandens hænder og blev stille. Men det var en velsignet stilhed, for i ånden var de endnu hånd i hånd, og der sang de endnu højt.

Babette havde stillet en række lys ned langs bordets midte, og de små klare luer skinnede på de sorte frakker og kjoler og på den ene skarlagenrøde uniform, og gav genskær i fugtige øjne.

General Löwenhielm så Martines ansigt i lysskæret ligesom dengang de var skiltes, for tredive år siden. Hvilke spor kunne vel tredive år i Berlevågs ubevægelige lille verden sætte i et kvindeansigt? Det gyldne hår var stribet med sølv, den blomsterskære pande var langsomt stivnet til alabast. Men hvor klar og ædel var ikke denne pande, øjnene så roligt tillidsfulde og munden så sød og ren som havde aldrig et ubetænkt ord trængt sig over dens læber.

Da alle var kommet til sæde, bad den ældste i menigheden bordbøn i provstens egne ord:

„Må mit brød i dag mit legem nære, må mit legem sjælens tjener være, må min sjæl gå fremad, Gud til ære.“

Ved ordet brød erindrede gæsterne, der sad med de gamle hoveder bøjede over de foldede hænder, deres løfte om ikke med et ord at berøre dette emne. I deres hjerter fornyede og forstærkede de nu løftet: end ikke en tanke ville de give det. De var gået til bords for at indtage et måltid, det samme havde man gjort ved brylluppet i Kana. Og havde Herrens kraft ikke valgt at åbenbare sig der så fuldt og helt som nogetsteds, ja endog at åbenbare sig i selve drikkevarerne?

Babettes dreng fyldte de mindste glas. Brødrene og søstrene hævede dem højtideligt til deres læber og så på hinanden, de bekræftede i dette glas deres løfte.

General Löwenhielm, der nærede nogen mistillid til husets kælder, førte med forbehold sit glas til munden. Der gik et stød igennem ham, han holdt glasset op, først til næsen og så til øjnene og satte det igen ned, til det yderste forbløffet og forvirret. „Ubegribeligt,“ tænkte han. „Amontillado! Og den bedste Amontillado jeg nogensinde har drukket!“ For at kontrollere sine sanser tog han efter et øjebliks betænkning en forsigtig skefuld suppe og lagde så igen brat skeen fra sig. „Aldeles ubegribeligt,“ gentog han. „Dette er jo ægte skildpaddesuppe – og hvilken skildpaddesuppe!“ Han blev grebet af en slags panik og tømte sit glas.

Sædvanligvis talte man i Berlevåg ikke synderligt under måltiderne. Men på forunderlig vis blev tungerne denne aften hurtigt løste. En af de gamle brødre berettede om sit første møde med provsten, så at de andre næsten så dennes milde, magtfulde ansigt for sig. En anden gentog med mærkelig styrke den præken, som havde ført til hans omvendelse fra slagsbroder og svirebroder til stræbende kristen. En gammel kvinde gentog, mens tårerne løb hende ned ad kinderne, provstens formaning: „Børnlille, elsker hverandre!“

General Löwenhielm, som skulle beherske samtalen ved bordet, havde fortalt det opmærksomt lyttende selskab at provstens prækensamling hørte til hendes majestæt dronningens yndlingslekture, men fandt derefter ikke meget at sige. Han så sig rundt i kredsen og spurgte sig selv med en art vemodig arrogance: „Er det godt at jeg i aften sidder ved dette bord? Er der noget formål dermed, eller ville ikke harmonien uden mig være mere fuldkommen?“ Mens han tænkte således, blev den næste ret budt ham. Han slap efter den første mundfuld deraf sin gaffel og lod sin hånd løbe over panden. „Men dette,“ tænkte han, „er jo Blinis Demidoff. “ Han så næsten som en druknende rundt på sine bordfæller. De sad alle med glade, rolige ansigter og spiste deres Blinis Demidoff uden tegn på hverken overraskelse eller særligt behag, som om de havde gjort det hver dag i tredive år.

En af de gamle søstre på den anden side af bordet førte samtalen ind på de forunderlige tildragelser, der var forekommet mens provsten endnu færdedes blandt sine børn, og som man meget vel kunne kalde mirakler. Huskede de, spurgte hun, den jul, da han havde lovet at holde julepræken i kirken på den anden side af fjorden? I fjorten dage havde vejret været så hårdt, at ingen skipper eller fisker havde vovet overfarten, og folkene i landsbyen havde været ved at opgive håbet. Men provsten fornyede med stor kraft sit løfte: Kunne han ikke få nogen båd til at føre sig over, da ville han komme gående til dem på bølgerne. Og tre dage før jul lagde stormen sig, og det faldt i med streng frost, så at fjorden, hvad der aldrig var sket i mands minde, lagde til fra bred til bred.

Drengen skænkede atter i glassene. Men denne gang vidste brødrene og søstrene, at hvad der her blev sat for dem ikke kunne være vin, thi det skummede, og måtte da være en slags limonade. Og denne limonade syntes at harmonere med deres egen lyse, ophøjede sindsstemning, det var som om den løftede dem endnu et stykke fra jorden til en renere sfære.

General Löwenhielm satte på ny glasset fra sig, vendte sig til sin sidemand på venstre hånd og sagde: „Jamen dette er da bestemt en Cliquot 1860.“ Hans sidemand så ham mildt i øjnene, nikkede og sagde et par ord om vejret.

Drengen havde fået sine bestemte ordrer af Babette: Han skænkede kun én gang i brødrenes og søstrenes glas, men sørgede middagen igennem for at holde generalens glas fyldt. Og generalen drak hurtigt glasset ud. Thi hvad tilflugt har en fornuftig mand, når han ikke længere kan stole på sin fornuft? Det er bedre at være fuld end gal.

Det gik i den lille by ofte således, at man under et godt måltid kom til at føle sig lidt tung i det. Men denne aften var det modsatte tilfældet, selskabet omkring bordet blev lettere af vægt, og lettere om hjertet, jo mere de spiste og drak. De behøvede ikke mere at huske på deres løfte. Det var, forstod de, når mennesket har ikke blot glemt, men aldeles afvist al tanke på æde og drikke, at det æder og drikker i den rette ånd.

General Löwenhielm holdt brat op at spise og sad ubevægelig. Igen følte han sig hensat til den middag i Paris, som han havde tænkt på i kanen. En ganske ubegribeligt udsøgt og velsmagende ret var der blevet serveret, han havde udbedt sig dens navn af en af sine bordfæller, oberst Galliffet, og denne havde svaret at den kaldtes „ cailles en sarcophage “. Obersten havde videre fortalt, at denne ret var en specialitet for den restaurant hvor middagen blev afholdt, og var opfundet af den mester i kogekunsten, som stod for køkkenet der, og som, endskønt forbløffende nok en kvinde, var kendt i hele Paris som tidens største kulinariske geni. „Og i sandhed,“ tilføjede oberst Galliffet, „denne kvinde er i stand til at forvandle hvert enkelt måltid på Café Anglais til en art kærlighedsaffære, et ophøjet og romantisk elskovsforhold, hvori man ikke længere formår at skelne mellem legemlig og sjælelig appetit eller mæthed. Jeg har i mit liv udkæmpet mere end én duel for en smuk kvindes skyld, men, min unge ven, for ingen kvinde i Paris ville jeg mere beredvilligt udgyde mit blod!“

General Löwenhielm vendte sig nu til sin bordfælle på venstre hånd og sagde til ham, næsten vredt, som en anerkendt forstandig mand der uventet er bragt fuldstændig i vildrede: „Dette her, det er jo cailles en sarcophage.“ Hans sidemand, der henrevet havde lyttet til beskrivelsen af et mirakel, så på ham, nikkede og svarede: „Ja, det er det, kære broder. Hvad skulle det vel ellers være?“

Fra mesterens mirakler var samtalen ved bordet gledet over til de små mirakler af godhed og hjælpsomhed, der daglig blev udført af hans døtre. Den gamle broder, der først havde istemt provstens salme, anførte også hans ord: „Det eneste, vi får lov til at tage med os fra dette vort jordeliv, det er det som vi har givet bort.“ Smilet på gæsternes ansigt bredte sig. Hvor ubegrænset rige ville ikke de fattige piger blive i det næste liv?

General Löwenhielm var nået til ikke længere at føle forundring over noget som helst. Da han lidt efter så druer, ferskner og friske figner foran sig, lo han til sin genbo ved bordet og bemærkede: „Skønne druer!“ og genboen svarede uden at betænke sig, lykkeligt smilende: „Og de nåede Esjkoldalen, og afskar en ranke med en drueklase. Og der måtte to mænd til at bære klasen på en stang.“

Da følte generalen at tiden var kommet til at holde en tale. Han rejste sig og stod meget rank.

Ingen anden havde ved middagsbordet rejst sig for at tale. De gamle mennesker omkring bordet hævede blikket til hans myndige ansigt i glad forventning og ærefrygt. De havde mange gange set sømænd og vagabonder døddrukne af hjemlig brændevin, men de genkendte ikke, hos en strålende officer og hofmand, en rus frembragt af verdens ædleste vin.