III
Philippas tilbeder

Året efter kom en endnu mere betydelig person end løjtnant Löwenhielm selv til Berlevåg.

Den store sanger Achille Papin fra Paris havde givet et fjorten dages gæstespil på den kongelige opera i Stockholm og havde her som overalt henrevet sit publikum. En aften havde en af hoffets damer, hvis dybeste romantiske følelser kunstneren havde vakt, beskrevet Norges vilde, storslåede natur for ham. Hans egen romantiske sjæl blev opflammet af beskrivelsen, og han lagde hjemrejsen til Frankrig rundt den norske kyst. Men han følte sig, uventet, ganske lille i de mægtige omgivelser, han havde ikke før oplevet ikke at have nogen at tale med om hvad der greb og bevægede ham. Han hensank i melankoli og så med frygtelig klarhed sig selv som en gammel mand, ved enden af sin kunstnerbane, – indtil han en søndag, da han ikke kunne finde på noget som helst andet at foretage sig, gik i kirke og derinde hørte Philippa synge.

Da, i ét eneste øjeblik, vidste og forstod han alt. For her var de snedækte tinder, de vilde blomster og den lyse nordiske sommernat oversat til hans eget sprog: musikken, og bragt ham af en ung kvindestemme. Ligesom Lorens Löwenhielm modtog han en åbenbaring.

„Almægtige Gud,“ tænkte han. „Din miskundhed rækker til himlen, og din retfærdighed til havenes dyb! Her er en diva, der vil lægge Paris for sine fødder.“

Achille Papin var ved den tid en smuk mand på fyrretyve år, med sort krøllet hår og en rød mund. Hele Europas tilbedelse havde ikke spoleret ham, han var et menneske med hjertelag og ærlig mod sig selv.

Han gik direkte til provstens hus, præsenterede sit store smukke visitkort – der ikke sagde den gamle præst noget som helst – og forklarede at han opholdt sig en tid i Berlevåg for sit helbreds skyld og ville være lykkelig ved så længe at tage den unge dame som elev. Han nævnede ikke den store opera i Paris, men dvælede længe ved beskrivelsen af, hvor smukt Philippa ville komme til at synge i kirken til den gode Guds ære.

Der var et farligt øjeblik i samtalen, for da provsten spurgte ham om han var papist, svarede han rask og frimodigt, i overensstemmelse med sandheden, ja. Og den gamle mand, som aldrig havde set en levende papist, blev bleg. Dog fortsatte samtalen, fordi det var provsten en tilfredsstillelse at få lejlighed til at tale fransk, som han havde gjort det i sin ungdom, mens han studerede den store franske protestantiske skribent Lefevre d’Etaples værker, og da ingen længe kunne modstå Achille Papin når han for alvor havde besluttet sig til at bedåre og at sejre, gav faderen til slut foretagendet sin velsignelse. „Guds veje,“ sagde han til sin datter, „går over havets bølger og over de sneklædte bjerge, hvor menneskeøjet ikke ser nogen sti.“

Således kom den store franske sanger og den af og med verden ukendte pige i Berlevåg til at arbejde sammen. Achilles håb steg til vished, og hans vished til salighed. Han tænkte: „Jeg tog fejl, da jeg troede at jeg var ved at blive gammel. Jeg har endnu mine største sejre tilbage. Verden vil endnu engang anerkende miraklet, når hun og jeg synger sammen!“

Efter nogen tid blev det ham for svært at holde sine drømme for sig selv, han måtte meddele sig til Philippa.

Som en stjerne, sagde han, som en stjerne ville hun hæve sig over alle fortidens og nutidens store sangerinder. Kejseren og kejserinden, Paris’ skønne, fornemme damer og dens belesprits ville lytte til hende og udgyde tårer. Også det jævne folk ville tilbede hende, og hun ville bringe trøst og styrke til de forurettede og undertrykte. Når hun ved sin sanglærers arm forlod den store opera, ville folket spænde hestene fra hendes vogn og selv trække den til Café Anglais, hvor en mageløs, ægte fransk souper og det mest udsøgte, åndrige selskab ventede hende.

Philippa fortav disse fremtidsudsigter for sin fader og søster, og dette var første gang i sit liv at hun holdt noget hemmeligt for dem.

Det næste som hændte imellem dem var nu, at læreren satte sin elev til at indstudere Zerlinas parti i Mozarts opera „Don Juan“. Selv sang han, som ofte før, Don Juan.

Men aldrig havde han sunget som nu. I duetten i anden akt – den, der kaldes forførelsesduetten – fik den himmelske musik og de himmelske stemmer ham til at tabe hovedet. Da den sidste smeltende tone var døet bort, greb han Philippas hænder, trak hende ind til sig og kyssede hende højtideligt, som en brudgom kysser sin brud foran alteret. Så lod han hende gå. Thi øjeblikket var for sublimt til yderligere ord eller handlinger, Mozart selv så fra sin himmel ned på ham og hende.

Philippa gik hjem og bad sin fader skrive til monsieur Papin, at hun ikke ønskede flere sangtimer.

Provsten sagde: „Guds veje, mit barn, går også lige gennem elvene.“

Da Achille Papin havde fået provstens brev, sad han en time uden at røre sig. Han tænkte: „Jeg tog fejl. Min tid er forbi. Aldrig bliver jeg igen den guddommelige Papin. Og denne verdens stakkels have, med dens tidsler og torne, er gået glip af sin nattergal.“

Lidt senere tænkte han: „Gud må vide hvad der har stukket pigebarnet. Kom jeg mon til at kysse hende?“

Og lidt senere igen sluttede han sin tankegang: „Jeg har mistet mit liv for et kys, og jeg har overhovedet ingen erindring om dette kys. Don Juan kyssede Zerlina, og Achille Papin betaler for det. Således er kunstnerens skæbne.“

I provstens hus følte Martine, at sagen gik dybere end det så ud, og ransagede sin søsters ansigt. Et øjeblik spurgte også hun sig selv med en let gysen, om den papistiske herre vel kunne have forsøgt at kysse Philippa. Hun forestillede sig ikke, at hendes søster kunne være blevet overrasket og skræmt af noget i sin egen natur.

Achille Papin rejste bort med den første båd fra Berlevåg.

Om denne gæst fra den store verden talte søstrene kun lidt. De savnede ord at drøfte ham i.