IV
Et brev fra Paris

Seksten år senere, en regnvejrsnat i juni 1871, blev der trukket kraftigt tre gange i klokkestrengen til det lille gule hus, hvor søstrene nu boede. Husets ejerinder åbnede døren for en svær, mørk, ligbleg kvinde med en vadsæk i hånden. Hun stirrede på dem, tog et skridt frem og faldt afmægtig om på dørtærskelen. Da de opskræmte søstre havde fået hende bragt til bevidsthed, satte hun sig op, sendte dem endnu et dybt blik fra sine indsunkne øjne, famlede, stadig uden et ord, i sit våde tøj og fremdrog et brev som hun rakte dem.

Brevet så fremmed ud, det var adresseret til dem, men det var skrevet på fransk. De to søstre læste det med hovederne tæt sammen ved den lille petroleumslampe. Det lød således:

Mesdames!

Tør jeg tro, at De endnu erindrer mig? Ah! Når jeg tænker på Dem, er mit hjerte fyldt, med liljekonvaller! Vil da nu erindringen om en franskmands dødelige hengivenhed bevæge Deres egne hjerter til at frelse en fransk kvinde fra døden?

Den ulykkelige, som overgiver dette brev i Deres hænder, madame Babette Hersant, har – som min skønne kejserinde selv – måttet flygte fra Paris. Borgerkrigen, den forfærdelige, har raset i vore gader, franske hænder har udgydt fransk blod! De ædle kommunarder, disse retfærdighedens vidner der stod op til forsvar for menneskerettighederne, er blevet knuste og tilintetgjorte. Madame Hersants mand og søn, der begge var fremragende damefrisører, er blevet skudt ned som rotter. Selv har hun været arresteret som pétroleuse (et ord, der her anvendes om kvinder som stikker lid på huse med petroleum) og er kun med nød og næppe undsluppet general Galliffets blodbesudlede hænder. Alt hvad hun ejede i livet har hun mistet, og hun vover ikke at forblive i Frankrig!

Hendes nevø Pierre er kok på skibet „Anna Colbjørnsen“ og sejler på Christiania (hvilken by, ifald min hukommelse ikke svigter mig, er Norges hovedstad). Han har skaffet sin tante skibslejlighed hertil. Dette er nu hendes sidste, fortvivlede udvej.

Da hun ved at jeg engang, alt for kort, har været gæst i Deres storladne fædreland, kommer hun nu til mig, spørger om der findes gode mennesker i Norge, og beder mig, ifald dette er tilfældet, at give hende et brev med til dem. De to skønne ord „gode mennesker“ bringer som ved et trylleslag Deres billede, der er mit hjertes helligdom, frem for mit blik. Jeg overrækker Dem her et menneskeliv. Hvorledes hun skal komme fra Christiania til Berlevåg ved jeg ikke, da jeg ikke kan huske mit Norgeskort. Men hun er en ægte fransk kvinde, og De vil erfare, at hun i ulykken har bevaret sin rådsnarhed, sin majestæt og sin sande stoicisme.

Jeg misunder hende i hendes elendighed og udstødthed – hun skal se Deres ansigter!

Idet De tager imod hende med barmhjertighed, send da en barmhjertig tanke tilbage til Frankrig.

I seksten år, mademoiselle Philippa, har jeg begrædt den skæbnens hårde bestemmelse, at Deres røst aldrig kom til at fylde den store opera i Paris. Når jeg nu i aften tænker på Dem – æret, dyrebar for mange, omgivet af en munter og kærlig børneflok – og på mig selv – en ensom, askegrå mand, forglemt af dem der engang tiljublede og tilbad mig – da føler jeg, at De i livet har valgt den bedre del. Hvad er berømmelse? Hvad er fremkaldelser? Graven venter os alle.

Og dog, min tabte Zerlina, og dog, du sneens syngende svane! Idet jeg skriver dette, føler jeg med hjertets vished, at graven er ikke afslutningen. I Paradis skal jeg atter høre Deres stemme! Der vil De synge, uden frygt eller skrupler, således som det var Guds mening at De skulle synge. Der er De, for Evigheden, den store kunstnerinde, som det var Guds mening at De skulle være. Ah! Hvor De vil henrykke englene!

Babette kan lave mad.

Modtag, mesdames, en hilsen fra den ven, som engang var
Achille Papin.

Nederst på siden, som en efterskrift, var de første to takter af duetten mellem Don Juan og Zerlina meget sirligt nedskrevet med hånden, således:

De to søstre havde hidtil kun holdt en lille tjenestepige på femten år til hjælp i deres hus, og de følte at de på ingen måde kunne have råd til at antage en udlært husholderske. Men Babette erklærede at hun ville tjene monsieur Papins gode mennesker uden nogen løn, og at hun ikke ville tage tjeneste hos nogen anden. Sendte de hende bort, måtte hun dø.

Babette forblev nu i det gule hus i fjorten år, indtil tiden for denne historie.