IX
General Löwenhielm

General Löwenhielm havde under køreturen fra Fossum til Berlevåg været i en forunderlig sindstilstand. Han havde i tredive år ikke været på disse kanter, han var kommet hertil for at hvile ud fra sin ansvarsfulde, stærkt optagne tilværelse ved hoffet, men han havde ingen hvile fundet. Den gamle hovedbygning på Fossum var i sig selv fredelig nok, og forekom næsten rørende lille efter tuilerierne og Sankt Petersborgs Vinterpalads. Men den husede én urovækkende og bevægende skikkelse: Den unge løjtnant Löwenhielm gik igen i dens stuer.

Generalen mødte den slanke skikkelse, eller så den gå tæt forbi sig, og i forbifarten sendte den unge mand den ældre et hurtigt blik og smil, det lette smil af bedreviden, som ungdommen har tilovers for alderdommen. Generalen kunne have smilet tilbage, venligt, med den vemodige erkendelse hvormed alderdommen omfatter ungdommen, ifald det blot ikke havde forholdt sig således, at han slet ikke følte sig oplagt til at smile. Han var, som hans tante havde skrevet, træt.

General Löwenhielm havde til overmål nået alt hvad han her i livet havde stræbt efter, han stod i en fuldkommen sikker, anerkendt og misundt position. Kun han selv kendte til et forunderligt, et uforklarligt forhold, der slet ikke svarede til hans håndgribelige kår: Han var ikke fuldkommen lykkelig. Noget var galt et eller andet sted, og han befølte sin løbebane og sit selv, således som man beføler en finger for at afgøre hvor en usynlig, plagsom torn sidder.

Han var i gunst hos kongehuset, han var højt anset i armeen og havde en stor, smuk vennekreds. Det var ikke her tornen sad.

Hans hustru var en begavet dame, som endnu kunne tage sig overmåde godt ud. Måske var hun stadig mere hofdame end husmoder, – generalen kunne have ønsket sig en mere regelmæssig tilværelse, en mindre evindeligt omskiftende tjenerstab og punktligere og mere gennemtænkte måltider. Men det var dog heller ikke her, den sad, den torn der pinte ham, han vidste selv at han måtte søge den andetsteds.

Thi der var i disse sidste år overgået general Löwenhielm en fuldkommen uventet, paradoksal, uforklarlig, ja i virkeligheden unævnelig prøvelse. Han var begyndt at nære bekymring for sin udødelige sjæl.

Han kunne have spurgt hele verden om han vel havde rimelig årsag dertil, og den måtte have frikendt ham. Han var moralsk uangribelig, en samvittighedsfuld embedsmand, en trofast ægtemand, ren og redelig i al sin færd. Men der var øjeblikke, hvori verden forekom ham at være ikke så meget et moralsk som et mystisk anliggende. Han skred op foran spejlet og så sig i det, gennemgik den lange række ordener på sit bryst og følte med forfærdelse, at de egentlig ikke var til. Forfængelighed! klagede han dybt i sit hjerte med den konge, der havde nået alt i livet. Forfængelighed, alt er forfængelighed!

Nu havde da dette sidste sælsomme møde på Fossum sat ham i gang med at gøre hele sit livs regnskab op.

Den unge Lorens Löwenhielm havde tiltrukket drømme og fantasier, således som blomster drager bier og sommerfugle til sig. Han havde måttet kæmpe for at gøre sig fri af dem, han var flygtet for dem, og de var flagret et lille stykke efter ham. Han var blevet ganske grundigt skræmt af huldren i familielegenden og havde afslået hendes invitation til at komme indenfor i de blå bjerge. Han havde med militær resoluthed nægtet at tage mod synskhedens gave. Nu greb den ældre Lorens Löwenhielm sig i at ønske at en enkelt lille drøm ville finde vej til ham, at blot ét af skumringens grå møl ville aflægge ham besøg. Det kunne hænde ham at længes efter, at begære synskhedens gave, således som den blinde længes efter og begærer selve det at kunne se.

Kan summen af en række sejre, gennem mange år og i mange lande, komme til at udgøre et nederlag? General Löwenhielm havde opfyldt løjtnant Löwenhielms stræben og tilfredsstillet hans ærgerrighed, ja det kunne siges at han havde vundet den ganske verden til ham. Og general Löwenhielm spurgte sig selv og ham, hvad det vel havde gavnet ham? Noget i ham havde taget skade.

Da hans gamle tante havde fortalt ham om provstens hundredeårsdag, og han havde besluttet sig til at tage med hende til højtideligheden, havde hans beslutning været af en anden art end den, hvormed man i almindelighed modtager en middagsindbydelse.

Han ville nu gøre regnskabet op med den unge Lorens Löwenhielm, som havde sørget og døjet tort i provstens hus, og som til slut havde rystet dets støv af sine ridestøvler. Han ville i aften lade ynglingen bevise, at han dengang havde truffet det rette valg. De lave stuer, klipfisken og vandkaraflen på bordet skulle hjælpe med til én gang for alle at slå fast, at Lorens Löwenhielms liv i deres verden ville have været forspildt.

Han lod sine tanker strejfe vidt omkring. I Paris havde han engang vundet første pris i en ridekonkurrence og var blevet fejret af franske kavaleriofficerer med en middag på byens mest udsøgte restaurant. Ved bordet havde han over for sig en fornem dame, en skønhed som han længe uden håb havde tilbedt. Der kom et øjeblik, da hun hævede sine fløjlsøjne over champagneglassets rand og uden ord lovede at gøre ham lykkelig. Han huskede nu pludselig, at han da et sekund havde set Martines ansigt for sig og havde vist det bort. Efter en stund at have lyttet til kanebjælderne smilede han ved tanken om, hvordan han i aften dog til sidst ville komme til at beherske samtalen omkring det samme bord, ved hvilket den unge Lorens havde siddet tavs.

De store snefnug faldt tæt, bag kanen viskedes medesporene hurtigt ud. General Löwenhielm sad ubevægelig ved sin tantes side, med hagen presset ned i pelskraven.