Forord
Robert Louis Stevenson bliver af mig, og af de fleste andre vil jeg tro, først og fremmest husket som forfatteren til Skatteøen og Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Han skrev naturligvis meget mere, blandt andet digte, noveller og essays, men det meste af det er ligesom forsvundet i malstrømmen. Dr. Jekyll og Mr. Hyde er blevet filmatiseret mindst en halv snes gange med Victor Flemings version fra 1941 som højdepunktet. Skatteøen er filmatiseret endnu flere gange, vi taler om mere end dobbelt så mange versioner, den første fra 1918, og derudover findes der et ukendt antal film, som indirekte er påvirket og inspireret af romanen. Pirates of the Caribbean er et helt klart eksempel på dette. Romanen er sandsynligvis et af de mest brugte forlæg for adaptationer nogensinde, samtidig med at den fostrede en helt ny genre, som efterhånden nærmest må siges at være en slags industri: piratindustrien, som til stadighed leverer historier og ikke mindst produkter og underholdningsartikler til vores børn. Alene takket være denne bog er Robert Louis Stevenson et navn, som utroligt mange mennesker kommer i kontakt med på et eller andet tidspunkt i deres liv. Den har gjort ham udødelig. Men den har også stået i vejen for mange af de andre ting, han har skrevet. For eksempel det værk, som nu foreligger i dansk oversættelse 140 år efter, at det udkom
Vandringer med et æsel i Cevennerne er et tidligt eksempel på en personlig rejsebeskrivelse, der har inspireret adskillige efterfølgere. John Steinbecks klassiker På rejse med Charley (1960, dansk udg. 1963) ville for eksempel nærmest være utænkelig uden Stevensons æselvandring firs år tidligere. Steinbeck tager sin hund Charley med sig og kører rundt i et USA, som han føler, han har mistet kontakten til. Han har behov for at møde almindelige mennesker og for at snakke med dem. Det er en fantastisk bog.
På lignende måde, men dog på andre præmisser, rejser Stevenson i 1878 til det østlige Sydfrankrig, altså nord og øst for Middelhavskysten og ind i det bjergområde, der kaldes Cevennerne. Det fremgår ikke direkte af bogen, men hvis man læser om Stevensons liv, opdager man, at han i 1876, under en kanotur i franske Grez, havde mødt og forelsket sig i en kvinde ved navn Fanny Van de Grift Osbourne. Da hun var amerikansk gift og tilmed havde børn, var det ikke noget helt nemt forhold. Stevenson skrev i den forbindelse et essay med titlen On falling in love, som åbner således: Lord, what fools these mortals be! There is only one event in life which really astonishes a man and startles him out of his prepared opinions.
Det er med andre ord en Stevenson, der er tynget af en kærlighedshistorie, hvis udgang han ikke kender, der køber sig et æsel og begynder på sin to hundrede kilometer og tolv dage lange vandring over bjergene.
Han får syet en sovepose, et nødvendigt stykke udstyr, som for os virker hverdagsagtig, og som vi kan købe til overnatning i al slags vejr og alle temperaturer, men som dengang ikke var et massefremstillet produkt, og som flere af dem, han møder på sin vej, ikke forstår hvad er. Han har besluttet sig til at sove under åben himmel, noget som klart nok kan byde på såvel farer som ubehageligheder i forbindelse med vejr og kulde.
Det tager ham nogen tid at komme overens med æslet Modestine, de første dage går med irritation og overfusning, men til gengæld græder han af sorg, da han er nødt til at sælge det videre, da rejsen er slut. Og her er vi ved en af de store fascinationer i mødet med Stevensons tekst: Det er en rejse, det ville være umuligt at foretage i dag. Hvis man nu om dage rejser i dette område, eller i hvilket som helst andet befolket område i den nutidige verden, vil der være kommunikationsmidler, internet, forretninger, landsbyer med veje, med biler, og mennesker, der har gået i skole, og mad og medicin og telefoner. Og hele infrastrukturen i forbindelse med det at have et æsel er også forsvundet. Man kan ikke regne med, at folk sådan uden videre ved noget om, hvordan man sørger for et æsel, eller at der overhovedet findes æsler at købe.
Det vil nu om dage heller ikke være helt så eksotisk med en udlænding, der taler det lokale sprog. Franskmænd i vore dages Cevenner vil allerede have set en skotte, en nordmand eller en dansker. Og måske vil de endda være begyndt at synes, at turister er irriterende, sådan som det allerede nu er tilfældet mange steder.
Stevensons tur er blevet gentaget mange gange, så det eksotiske element er helt forsvundet. Og dertil kommer, at det ikke er ret mange unge mennesker (Stevenson var 28, da han gennemførte turen), der i dag ville gå så meget som et skridt uden at berette om det på Instagram eller et andet socialt medium. Og så er noget at charmen allerede forduftet.
Den umiskendelige kvalitet ved Stevensons tekst er, foruden den sproglige elegance og den henrivende snusfornuft, som i øvrigt er fint gengivet i Niels Brunses oversættelse, at tingene må tage den tid, de tager. Han går sine kilometer, op på bjerge og ned i dale, beskriver naturen og vejret og fortæller om de små landsbyer, han kommer forbi, og om mennesker han møder, om hvad han spiser, og om samtaler, han fører. Det er en adstadig tekst fra en adstadig verden. Stevenson reflekterer og observerer.
En hel del af refleksionerne kredser om religiøse spørgsmål og i særdeleshed om de dramatiske begivenheder, der fandt sted i dette område omkring begyndelsen af 1700-tallet, men som stadig 180 år efter, da Stevenson vandrede der, levede i bedste velgående i lokalbefolkningens bevidsthed. Frankrigs sidste protestantiske enklave havde i mere end hundrede år levet i Cevennerne, da Louis XIV (Solkongen) tilbagekaldte sin forfaders edikt om, at de frit kunne udøve deres tro. Disse huguenotter, kaldet camisarder, forskansede sig derefter i bjergene og førte en indædt kamp mod den katolske overmagt med vold og overgreb fra begge sider, lige indtil de ikke længere havde en chance og blev mere eller mindre fuldstændig udslettet. Mere end 400 protestantiske landsbyer i Cevennerne blev brændt ned til grunden, ofte i forbindelse med en hensynsløs behandling af befolkningen.
Stevenson kom selv fra en strengt calvinistisk familie og havde sikkert allerede grublet meget i løbet af sin opvækst, både over religion og andre ting. Han var et svageligt barn og havde for øvrigt et skrøbeligt helbred det meste af sit relativt korte liv (han døde som 44-årig). Han er et godt eksempel på, at svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke.
Vandringer med et æsel i Cevennerne er en af Stevensons tidlige tekster og bærer præg af at være skrevet af en mand, der endnu ikke ved, hvad livet vil bringe. De allerfleste af hans andre værker blev skrevet i løbet af nogle hektiske år delt mellem sygdom og kærlighedsliv sammen med den nævnte fru Osbourne, som han efter hendes skilsmisse giftede sig med i 1880. Stevensons sidste år tilbragte de to på øer i Stillehavet, som viste sig at være et sted med en gunstig indflydelse på hans svagelige konstitution. Men alligevel ikke mere gunstig end at han døde på Samoa i 1894 og ligger begravet der med udsigt over havet. Det digt, han skrev før sin død, og som er citeret på gravstenen, slutter således: Home is the sailor, home from the sea. And the hunter home from the hill.
Stevensons stille vandring er en inspiration, og jeg har allerede noteret mig de stednavne, han angiver, og den rute, han fulgte. Jeg køber nok ikke et æsel. Mest fordi jeg er allergisk. Men også fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal omgås det. Men en cykel tager jeg nok med. Højst sandsynligt den med de overdimensionerede hjul, altså fatbiken, der kan komme gennem sne og floder og hvad som helst. Og et telt. Og den gode sovepose, jeg købte på udsalg for et par måneder siden. Den har jeg allerede ligget ude i, når det var otte eller ni graders frost. Det burde være nok. Og tolv dage er jo ikke alverden. Det klarer jeg nok.
Erlend Loe