ØVRE GÉVAUDAN ²²

En lejr i mørket

Næste dag (tirsdag den 24. september) blev klokken to om eftermiddagen, før jeg fik min dagbog skrevet og min rygsæk repareret, for jeg havde besluttet at bruge rygsækken for fremtiden og ikke have mere postyr med kurve; og en halv time senere begav jeg mig på vej mod Le Cheylard l’Évêque, et sted i udkanten af Mercoire-skoven. En mand kunne gå dertil på halvanden time, fik jeg at vide, og jeg mente ikke, det var for ambitiøst at tro, at en mand belemret med et æsel kunne tilbagelægge den samme afstand på fire timer.

Hele vejen op ad den lange bakke fra Langogne skiftevis regnede og haglede det; vinden friskede støt, om end langsomt, op; mængder af ilende skyer - nogle med slør af retlinjede regnbyger slæbende efter sig, andre optårnede og lysende, som om de lovede sne - kom farende fra nord og fulgte mig på min vej. Jeg var snart ude af Alliers opdyrkede floddal og borte fra de pløjende stude og den slags landlige syn. Heder, lyngklædte moser, strækninger med klipper og fyrretræer, birkeskove, helt behængt med efterårets gule smykker, her og der nogle få nøgne småhuse og bare marker - sådan var landets kendetegn. Bakke og dal fulgte på dal og bakke; de små grønne og stenede kreaturstier snoede sig ind og ud af hinanden, delte sig i tre eller fire, døde bort i sumpede lavninger og begyndte igen sporadisk på bakkeskråninger eller i skovbryn.

Der var ingen direkte vej til Cheylard, og det var ikke nogen let opgave at trænge frem i dette ujævne terræn og gennem denne stedvis afbrudte labyrint af stier. Klokken må have været omkring fire, da jeg nåede Sagnerousse og fortsatte, velfornøjet ved at have et sikkert udgangspunkt. To timer senere, mens skumringen hastigt var ved at falde på, og vinden lagde sig, kom jeg ud fra en granskov, jeg længe havde gået i, og fandt - ikke den ønskede landsby, men endnu en fugtig sænkning mellem trælsomme bakker. I nogen tid havde jeg nu hørt ringlende koklokker længere fremme; og idet jeg kom ud gennem skovbrynet, så jeg tæt ved mig et dusin køer og måske lige så mange sorte skikkelser, som jeg gættede på, var børn, selv om tågen havde forvrænget deres omrids næsten til ukendelighed. De fulgte alle tavst rundt og rundt efter hinanden i en kreds, mens de snart tog hinanden i hånden, snart brød kredsen med kæder og inklinationer. Dansende børn appellerer til helt uskyldige og livlige tanker; men i moselandet ved nattens frembrud var det et sælsomt og gådefuldt syn. Selv jeg, der er rimelig velbelæst i Herbert Spencer ²⁴, mærkede en slags tavshed falde på mit sind et øjeblik. I næste øjeblik var jeg i færd med at prikke Modestine fremad og føre hende som et uregerligt skib gennem det åbne terræn. På en sti gik hun stædigt fremad på eget beskub, som for en gunstig vind; men når dyret først var ude på grønsværen eller i lyngen, var hun fra sans og samling. Vildfarne vandreres tendens til at gå rundt i cirkler var hos hende udviklet til en sand lidenskab, og det krævede al den styrekunst, jeg havde i mig, at holde en bare nogenlunde ret kurs gennem en enkelt mark.

Mens jeg således krydsede fortvivlet frem gennem mosen, begyndte børn og kvæg at spredes, indtil kun et par piger blev tilbage. Dem bad jeg råde mig om vejen. Bondebefolkningen var i almindelighed lidet tilbøjelig til at rådgive en rejsende. Én gammel støder trak sig simpelt hen tilbage til sit hus og barrikaderede døren, da jeg nærmede mig; og selv om jeg bankede og råbte mig hæs, vendte han det døve øre til. En anden, der havde givet mig en anvisning, som jeg, hvad jeg fandt ud af senere, havde misforstået, så med sindsro til, mens jeg gik den gale vej, og gjorde ikke tegn til noget som helst. Det ragede ham en persillekvist, om jeg vandrede rundt i bjergene hele natten! Hvad de to piger angik, var de et par uforskammede tøser, der ikke tænkte på andet end spilopper. Den ene rakte tunge ad mig, den anden gav mig besked på at følge køerne; og de fnisede begge to og puffede til hinandens albuer. Uhyret fra Gévaudan åd omkring hundrede børn fra dette distrikt; jeg begyndte at tænke på det med en vis sympati.

Jeg forlod pigerne, skyndte mig videre gennem mosen og kom ind i en ny skov og ind på en tydeligt afmærket vej. Det blev mørkere og mørkere. Modestine, som pludselig begyndte at ane uråd, satte af egen fri vilje tempoet op og voldte mig ingen problemer derefter. Det var det første tegn på intelligens, jeg fik lejlighed til at bemærke hos hende. Samtidig friskede vinden op til hård kuling, og endnu en voldsom regnskylle kom farende nordfra. På den anden side af skoven fik jeg nogle røde vinduer i sigte i skumringen. Det var landsbyen Fouzilhic; tre huse på en bakkeskråning, tæt på en birkelund. Her fandt jeg en herlig gammel mand, som gik et lille stykke med mig i regnen for at føre mig sikkert hen på vejen til Cheylard. Han ville ikke høre tale om belønning, men rystede hænderne over hovedet næsten som en trussel og afslog tungefærdigt og skingert på det reneste patois ²⁵.

Alting syntes omsider rigtigt. Mine tanker begyndte at dreje sig om aftensmad og kaminild, og mit hjerte blev behageligt blødt i mit bryst. Men ak, jeg gik på randen af en ny og større elendighed! Pludselig, med ét hug, faldt natten på. Jeg har været ude i mange sorte nætter, men aldrig en så sort som denne. Et svagt skær af klipper, et svagt skær af stien, hvor den var godt trådt til, en vis lodden fortætning eller nat i natten i stedet for et træ - det var alt, hvad jeg kunne ane. Himlen var slet og ret mørke over hovedet på mig; selv de flyvende skyer gled af sted uden at kunne ses af det menneskelige øje. Jeg kunne ikke skelne min hånd fra stien en armslængde fra mig, ej heller på samme afstand min pigkæp fra engene eller himlen.

Snart delte den vej, jeg fulgte, sig på landlig manér i tre eller fire på et stykke stenet eng. Siden Modestine havde vist en sådan forkærlighed for slagne veje, prøvede jeg hendes instinkt i denne knibe. Men instinktet hos et æsel er, hvad man kunne forvente efter navnet; i løbet af et halvt minut klavrede hun rundt og rundt blandt nogle kampesten, det mest fortabte æsel, man kunne forestille sig. Jeg burde have slået lejr længe før, hvis jeg havde været ordentligt udrustet; men da etapen skulle være så kort, havde jeg ikke taget vin med, ikke noget brød til mig selv og kun lidt over et pund til min veninde. Dertil kom, at både jeg og Modestine var gennemvåde af bygerne. Men nu ville jeg have slået lejr med det samme på trods af alt, hvis jeg havde kunnet finde noget vand. Da vand imidlertid var helt fraværende, undtagen i form af regn, besluttede jeg at vende tilbage til Fouzilhic og bede om en fører et lidt længere stykke af vejen - „før mig en smule længer ved din hånd“ ²⁶.

Det var let nok at beslutte, men svært at udføre. I dette håndgribeligt buldrende mørke var jeg ikke sikker på noget, undtagen vindretningen. Den vendte jeg ansigtet imod; vejen var forsvundet, og jeg gik tværs gennem terrænet, snart over åbne mosestrøg, snart hindret af stengærder, som Modestine ikke kunne forcere, indtil jeg igen fik nogle røde vinduer i sigte. Denne gang var de mig anderledes stemt. Det var ikke Fouzilhic, men Fouzilhac, en landsby, der var lidet forskellig fra den anden i størrelse, men ganske anderledes i sine indbyggeres ånd. Jeg bandt Modestine til et led og famlede mig frem, snublende mellem sten og dumpende i mosevand til midt på benet, indtil jeg nåede indgangen til landsbyen. I det første oplyste hus var der en kvinde, der ikke ville lukke op for mig. Hun kunne intet gøre, råbte hun til mig gennem døren, for hun var alene og krøbling; men hvis jeg ville spørge i det næste hus, var der en mand, som kunne hjælpe mig, hvis han da ville.

De kom talstærkt til den næste dør, en mand, to kvinder og en pige, og havde et par lygter med for at se nøjere på vandringsmanden. Manden så ikke så ilde ud, men han havde et upålideligt smil. Han lænede sig op ad dørkarmen og hørte mig fremsætte mit ærinde. Det eneste, jeg bad om, var en fører så langt som til Cheylard.

„C’est que, voyez-vous, il fait noir,“ ²⁷ sagde han.

Jeg sagde, at det netop var grunden til, at jeg bad om hjælp.

„Det forstår jeg,“ sagde han og så utilpas ud,, „ Mais - c’est - de la peine. “

Jeg ville gerne betale, sagde jeg. Han rystede på hovedet. Jeg bød helt op til ti francs, men han fortsatte med at ryste på hovedet. „Jamen, så nævn Deres egen pris,“ sagde jeg.

„Ce n’est pas ça,“ sagde han omsider, og med tydeligt besvær,, „men jeg går ikke uden for en dør - mais je ne sortirai pas de la porte. “

Jeg blev lidt hidsig og spurgte ham, hvad han så ville foreslå, at jeg skulle gøre.

„Hvor skal De hen efter Cheylard?“ spurgte han i stedet for at svare.

„Det angår ikke Dem,“ replicerede jeg, for jeg ville ikke finde mig i hans dyriske nysgerrighed, „det ændrer ikke noget ved den knibe, jeg står i netop nu.“

„C’est vrai, ça,“ indrømmede han med en latter, „ oui, c’est vrai. Et d’où venez-vous? “

Et bedre menneske end jeg kunne være blevet irriteret.

„Åh,“ sagde jeg, „jeg kommer ikke til at svare på nogen af Deres spørgsmål, så De kan spare Dem den ulejlighed at stille dem. Jeg er sent nok ude allerede; jeg vil gerne have hjælp. Hvis De ikke selv vil føre mig, så hjælp mig i det mindste med at finde en anden, der vil.“

„Vent lidt,“ udbrød han pludselig. „Var det ikke Dem, der kom forbi på engen, da det stadig var dag?“

„Jo, jo,“ sagde pigen, som jeg indtil da ikke havde genkendt, „det var den herre; jeg sagde, han skulle følge efter koen.“

„Og hvad Dem angår, mademoiselle,“ sagde jeg, „så er De en farceuse. “²⁸

„Og,“ sagde manden, „hvad fanden har De gjort, siden De stadig er her?“

Netop, hvad fanden! Men her stod jeg.

„Det vigtige er,“ sagde jeg, „at få en ende på det“, og igen foreslog jeg, at han skulle hjælpe mig med at finde en fører.

„C’est que,“ sagde han igen, „ c’est que - il fait noir. “

„Udmærket,“ sagde jeg, „så tag en af Deres lygter med.“

„Nej,“ udbrød han og trak sig en smule baglæns, mens han igen forskansede sig bag en af sine tidligere ytringer: „Jeg går ikke uden for en dør.“

Jeg så på ham. Jeg så uskrømtet rædsel kæmpe med uskrømtet skam i hans ansigt; han smilede ynkeligt og vædede læben med tungen som en skoledreng grebet i noget forbudt. Jeg opridsede kort et billede af min situation og spurgte ham, hvad jeg skulle gøre.

„Det ved jeg ikke,“ sagde han, „jeg går ikke uden for en dør.“

Her var Uhyret fra Gévaudan, det var ikke til at tage fejl af.

„Min herre,“ sagde jeg med mit mest bydende væsen, „De er en kryster.“

Og dermed vendte jeg ryggen til familieskaren, der skyndte sig at retirere ind bag sine fæstningsværker; og den famøse dør blev lukket igen, men ikke før jeg havde hørt lyden af latter. Filia barbara pater barbarior ²⁹. Lad mig sige det i flertal: Uhyrerne fra Gévaudan.

Lygterne havde blændet mig lidt, og jeg pløjede mig nødstedt frem mellem sten og affaldsbunker. Alle de andre huse i landsbyen var både mørke og tavse; jeg bankede her og der på en dør, men uden at få svar på min banken. Det var et håbløst foretagende; jeg opgav Fouzilhac under forbandelser. Regnen var hørt op, og blæsten, som stadig tog til, begyndte at tørre min pjækkert og mine bukser. „Udmærket,“ tænkte jeg, „vand eller ej, jeg må slå lejr.“ Men det første, der skulle gøres, var at vende tilbage til Modestine. Jeg er ret sikker på, at jeg famlede i mørket efter damen i tyve minutter; og havde det ikke været for den uvenlige bistand fra mosen, som jeg endnu en gang plumpede i, kunne jeg stadig have famlet rundt efter hende ved daggry. Min næste opgave var at finde ly i en skov, for blæsten var både kold og voldsom. At det tog mig så lang tid i dette skovrige distrikt at finde en, det er endnu et af de uløselige mysterier ved denne dags eventyr; men jeg kan sværge på, at jeg brugte næsten en time, før jeg fandt den.

Endelig begyndte sorte træer at dukke op til venstre for mig, og pludselig strakte de sig tværs over vejen og dannede en hule af ublandet sorthed lige foran mig. Det er ingen overdrivelse, når jeg kalder det en hule; at gå ind under denne bue af løv var som at træde ind i et fangehul. Jeg følte mig for, indtil min hånd mødte en solid gren, og til den bandt jeg Modestine, et forgræmmet, gennemblødt, kummerfuldt æsel. Så tog jeg min oppakning ned, lagde den langs stengærdet i vejkanten og spændte remmene op. Jeg vidste udmærket, hvor lygten var, men hvor var lysene? Jeg famlede og famlede blandt de udspredte genstande, og mens jeg således famlede, stødte jeg pludselig på spritapparatet. Jeg var reddet! Det ville også komme mig til nytte. Vinden brølede utrætteligt mellem træerne; jeg kunne høre kvistene svaje og bladene piske en halv mil ind i skoven; men stedet, hvor jeg slog lejr, var ikke bare afgrundssort, men også beundringsværdigt afskærmet. Ved den anden tændstik fængede vægen. Lyset var både gustent og flakkende; men det afskar mig fra universet og fordoblede mørket i den omgivende nat.

Jeg bandt Modestine, så det var mere bekvemt for hende selv, brød halvdelen af rugbrødet itu til hendes aftensmad og gemte den anden halvdel til om morgenen. Så samlede jeg, hvad jeg kunne få brug for, inden for rækkevidde, tog mine våde støvler og gamacher af og pakkede dem ind i min regnfrakke, lagde rygsækken til rette som hovedpude under klappen på min sovepose, lod mine lemmer glide ind i dens indre og snørede mig selv til som en bambino ³⁰. Jeg åbnede en dåse kogt røget pølse og knækkede en plade chokolade, og det var alt, hvad jeg havde at spise. Det lyder måske frastødende, men jeg spiste dem sammen, bid for bid, som om det var brød og kød. Det eneste, jeg havde at skylle denne afskyelige blanding ned med, var ublandet brændevin - i sig selv en afskyelig drik. Men jeg var tyndslidt og sulten, så jeg spiste godt og røg en af de bedste cigaretter, jeg har oplevet. Så lagde jeg en sten i min stråhat, trak klappen på min pelshue ned over hals og øjne, lagde revolveren parat ved siden af min hånd og puttede mig godt ned mellem fåreskindene.

Først tvivlede jeg på, at jeg var søvnig, for jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigere end ellers, ligesom af en behagelig spænding, som mit sind stod fremmed over for. Men så snart mine øjenlåg rørte hinanden, sprang der en listig lim frem mellem dem, og de skiltes ikke mere ad.

Blæsten i træerne var min vuggevise. Somme tider lød den i flere minutter ad gangen med en stadig, jævn susen, der hverken steg eller tog af; og så kunne den svulme og briste som en vældig, buldrende brådsø, og træerne overstænkede mig med store dråber fra eftermiddagens regn. Nat efter nat har jeg lagt øre til denne urovækkende vindkoncert i mit eget soveværelse på landet; men om det nu var, fordi træerne var anderledes, eller terrænet, eller fordi jeg selv var udenfor og midt i den, så står det fast, at vinden sang en anden melodi i disse skove i Gévaudan. Jeg lyttede og lyttede; og imens tog søvnen gradvis min krop i besiddelse og dæmpede mine tanker og sanser; men min sidste vågne bestræbelse var stadig at høre efter og skelne, og min sidste bevidste tilstand var undren over denne fremmede larm i mine ører.

To gange i løbet af de mørke timer - én gang, da en sten gnavede mig nede under posen, og så igen, da den stakkels tålmodige Modestine var blevet vred og skrabede og stampede i vejen - blev jeg kortvarigt kaldt tilbage til bevidstheden og så en stjerne eller to over mit hoved og den kniplingsagtige kant af løvet mod himlen. Da jeg vågnede for tredje gang (onsdag den 25. september), lå verden badet i et blåt lys, daggryets moder. Jeg så bladene svaje tungt for vinden, jeg så vejens bånd; og da jeg drejede hovedet, stod Modestine der, bundet til et bøgetræ og halvt på tværs af stien i en uforligneligt tålmodig stilling. Jeg lukkede øjnene igen og gav mig til at tænke over nattens erfaringer. Jeg var overrasket over at mærke, hvor let og behageligt det havde været, selv i dette stormfulde vejr. Stenen, som generede mig, ville ikke have været der, hvis jeg ikke havde været tvunget til at slå lejr i blinde i den bælgmørke nat; og jeg havde ikke mærket nogen anden ubekvemmelighed, undtagen når min fod stødte på lygten eller andet bind af Peyrats Ødemarkens sjælehyrder ³¹ mellem det blandede indhold af min sovepose; ja, jeg havde tilmed ikke mærket det mindste strejf af kulde og var vågnet med usædvanlig klare og livlige sanser.

Dermed rystede jeg mig, fik støvler og gamacher på igen og slentrede rundt, efter at have brudt resten af brødet til Modestine, for at se, hvilken del af verden jeg var vågnet op i. Odysseus ³², som sad tilbage på Ithaka med den rastløshed, gudinden havde sat i ham, kunne ikke have følt sig mere behageligt på afveje. Jeg har ønsket mig et eventyr hele mit liv, et rent og lidenskabsløst eventyr som dem, der overgik heroiske rejsende i gamle dage; og således at blive fundet af morgenen i en tilfældig skovafkrog i Gévaudan - uden at kende nord fra syd, så fremmed for mine omgivelser som det første menneske på jorden, en skibbruden sømand i landets indre - var at se en brøkdel af mine dagdrømme virkeliggjort. Jeg befandt mig i udkanten af en lille birkeskov, blandet med nogle få bøgetræer; bagved stødte den op til endnu en granskov, og foran tyndedes den ud og gik i spredt formation ned i en flad og engklædt dal. Hele vejen rundt var der nøgne bjergtoppe, nogle tæt ved, andre langt borte, alt efter hvordan perspektivet åbnede eller lukkede sig, men ingen af dem så ud til være meget højere end de andre. Vinden fejede gennem træerne. Efterårets gyldne pletter i birkene blev skælvende kastet omkring. Ovenover var himlen fyldt med strimler og laser af vanddamp, som fløj, forsvandt, kom til syne igen og drejede sig om deres akse som akrobater, mens blæsten jog dem hen over himmelhvælvet. Det var barsk vejr og ædende koldt. Jeg spiste noget chokolade, nedsvælgede en mundfuld brændevin og røg en cigaret, inden kulden fik tid til lamme mine fingre. Og da jeg havde fået gjort alt dette og pakket bagagen sammen og bundet den fast på paksadlen, stod dagen på tæer ved tærsklen i øst. Vi var ikke nået mange skridt hen ad vejen, før solen, der stadig var usynlig for mig, sendte en gylden glød ud over nogle skybjerge, som strakte sig hen over den østlige himmel.

Vi havde vinden agterind, og den gennede os bidsk fremad. Jeg knappede min frakke til og vandrede videre i mild stemning mod alle mennesker, da jeg pludselig, ved en drejning af vejen, så Fouzilhic ligge foran mig igen. Og ikke nok med det; den gamle mand, der havde eskorteret mig så langt natten før, kom også løbende ud af sit hus ved synet af mig med hænderne løftet i rædsel.

„Min stakkels dreng,“ råbte han, „hvad skal det betyde?“

Jeg fortalte ham, hvad der var sket. Han slog sine gamle hænder sammen som klapskoene i en mølle ved tanken om, hvor letsindigt han havde ladet mig gå; men da han hørte om manden i Foulzilhac, blev han overvældet af vrede og bedrøvelse.

„Denne gang,“ sagde han, „skal der i det mindste ikke ske nogen fejl.“

Og han fulgte mig humpende på vej, for han var meget plaget af gigt, omkring en halv mil og lige indtil jeg næsten havde Cheylard i sigte, det rejsemål, jeg havde jagtet så længe.

Cheylard og Luc

Oprigtig talt syntes den knap at være al den søgen værd. Nogle stumper landsby uden nogen egentlig gade, kun en række åbne steder overdynget med træstammer og brændeknipper; et par skæve kors, et kapel for Vor Alnådige Frue på toppen af en lille bakke; og alt dette, over en rislende højlandsflod, i en krog af en nøgen dal. Hvad gik I ud for at se? ³³ tænkte jeg ved mig selv. Men stedet havde sit eget liv. Jeg fandt en tavle, der mindedes godgørenheden i Cheylard i det seneste år, hængt op som et banner i den lillebitte, vaklende kirke. I 1877, fremgik det, havde beboerne indsamlet otteogfyrre francs og ti centimer til „Arbejdet for Troens Udbredelse“. Nogle af dem, kunne jeg ikke lade være med at håbe, ville blive anvendt på mit fødeland. Cheylard skraber et par skilling sammen til de formørkede sjæle i Edinburgh, mens Balquhidder og Dunrossness ³⁴ jamrer over Roms uvidenhed. Således bombarderer vi, til englenes udelte morskab, hinanden med missionærer, ligesom skoledrenge, der slås i sneen.

Kroen var igen enestående fordringsløs. Hele den ikke helt fattige families møblement var at finde i køkkenet: sengene, vuggen, tøjet, tallerkenrækken, melkisten og fotografiet af sognepræsten. Der var fem børn, hvoraf det ene blev sat til at bede sin morgenbøn ved foden af trappen kort efter min ankomst, og et sjette var på vej inden længe. Jeg blev venligt modtaget af disse gode mennesker. De var meget interesserede i mine genvordigheder. Den skov, jeg havde sovet i, tilhørte dem, manden i Fouzilhac anså de for et lastefuldt uhyre, og de rådede mig ivrigt til at stævne ham - „fordi jeg kunne være død.“ Den gode hustru var rædselsslagen ved at se mig drikke en halv pot råmælk.

„De gør skade på Dem selv,“ sagde hun. „Lad mig koge den for Dem.“

Efter at jeg havde begyndt morgenen med denne fortræffelige drik, og siden hun havde en uendelighed af ting at se til, fik jeg lov til, nej, jeg blev bedt om, at lave mig selv en skål chokolade. Mine støvler og gamacher blev hængt til tørre, og da den ældste datter så mig forsøge at skrive dagbog på mit knæ, klappede hun et hængslet bord i skorstenskrogen ned til mig. Her skrev jeg, drak min chokolade og spiste til sidst en omelet, før jeg tog af sted. Bordet var tykt af støv, for, som de forklarede, blev det aldrig brugt undtagen i vintervejr. Jeg havde klart udsyn op igennem røgkanalen, gennem brune ansamlinger af sod og blå dampe, op til himlen; og så snart en håndfuld kviste blev kastet på ilden, sved blusset mine ben.

Manden havde begyndt sit liv som muldyrdriver, og da jeg skulle til at læsse på Modestine, viste han sig fuld af kyndighed i sin kunst. „De bliver nødt til at lave oppakningen om,“ sagde han, „den bør være i to dele, og så kan De fordoble vægten.“

Jeg forklarede, at jeg ikke ønskede mere vægt; og ikke for noget æsel, skabt hidindtil, ville jeg skære min sovepose midt over.

„Jamen, det udmatter hende,“ sagde kromanden, „det udmatter hende rigtig meget på marchen. Se.“

Ak, hendes to forben så ikke meget bedre ud end råt oksekød på indersiden, og der løb blod ud under hendes hale. Man havde fortalt mig, da jeg begyndte, og det var jeg villig til at tro, at i løbet af få dage ville jeg komme til at holde af Modestine som af en hund. Tre dage var gået, vi havde delt nogle strabadser, og mit hjerte var stadig koldt som en kartoffel mod mit lastdyr. Hun var køn nok at se på; på den anden side havde hun bevist sin regederlige dumhed, der nok formildedes af hendes tålmodighed, men forværredes af glimt af sørgelig og ilde anbragt letsindighed. Og jeg indrømmer, at denne nye opdagelse atter syntes at tale imod hende. Hvad fanden skulle et hunæsel gøre godt for, hvis hun ikke kunne bære en sovepose og nogle få fornødenheder? Jeg kunne se enden på fabelen nærme sig hurtigt, hvor jeg ville blive nødt til at bære Modestine. Æsop ³⁵ var en verdensklog mand! Jeg kan forsikre, at det var med triste tanker, jeg begav mig ud på min korte dagsmarch.

Det var ikke kun triste tanker om Modestine, der bebyrdede mig på vejen; det var en helt igennem blytung affære. For det første blæste det så voldsomt, at jeg måtte holde fast på oppakningen med den ene hånd fra Cheylard til Luc, og for det andet gik vejen gennem en af de elendigste egne i verden. Det var som det værste af det skotske højland, bare endnu værre; koldt, nøgent og gement, karrigt med skov, med lyng, med liv. En vej og nogle gærder brød den ensformige ødemark, og vejens forløb var markeret med lodrette pæle, som kom til nytte i snefaldstider.

Hvorfor nogen skulle have lyst til at besøge enten Luc eller Cheylard, er mere end min ellers opfindsomme ånd kan begribe. For min del rejser jeg ikke for at komme et sted hen, men for at komme af sted. Jeg rejser for rejsens skyld. Det vigtige er at bevæge sig, at mærke vort livs behov og forhindringer desto tydeligere, at forlade civilisationens dundyne og finde kloden granithård under fødderne og oversået med skarpe flintesten. Når vi bliver ældre og mere optaget af vores gøremål, er selv en fridag desværre noget, der skal arbejdes for. At holde en oppakning fast på en paksadel mod en storm fra det iskolde nord er ikke nogen fornem syssel, men det tjener til at holde tankerne samlet og beskæftiget. Og når nutiden er så krævende, hvem kan så bekymre sig om fremtiden?

Omsider nåede jeg ud oven for Allier. En mere uskøn udsigt på denne årstid ville det være svært at forestille sig. Skrånende bakker rejste sig omkring den på alle sider, snart spættede af skov og marker, snart knejsende med toppe, som var skiftevis nøgne og lodne af fyrretræer. Farven var sort eller askegrå over det hele og kulminerede i ruinerne af borgen Luc, som stak uforskammet i vejret fra et sted lavere end mine fødder og på en spidssøjle bar en høj, hvid statue af Vor Frue, der, som jeg med interesse lod mig fortælle, vejede halvtreds centner ³⁶ og skulle indvies den 6. oktober. Gennem dette triste landskab piblede Allier og en biflod af næsten samme størrelse, som løb ned til den gennem en bred, nøgen dal i Vivarais. Vejret var klaret lidt op, og skyerne samlede sig i eskadroner; men den stride vind jog dem stadig hen over himlen og kastede store, klodsede klatter af skygge og sollys ned over sceneriet.

Selve Luc var to rækker spredte huse, kilet ind mellem bjerget og floden. Den havde ingen skønhed og ingen bemærkelsesværdige træk, på nær den gamle borg højere oppe med dens halvtreds centner splinterny Madonna. Men kroen var ren og stor. Køkkenet med de to alkovesenge med rene, ternede forhæng, med den brede stenkamin og en kaminhylde, som var seks alen lang og prydet med lygter og religiøse statuetter, med et større opbud af skabe og et par tikkende ure, kunne gælde som mønster for, hvad et køkken bør være; et melodrama-køkken, passende til banditter eller adelsmænd i forklædning. Scenen blev heller ikke skæmmet af værtinden, en køn, tavs, mørk gammel kvinde, i sort dragt og hovedklæde som en nonne. Selv gæstgiveriets sovekammer havde sin egen karakter med lange fyrretræsborde og bænke, hvor halvtreds spisende gæster kunne have fået plads, dækket op som til høstgilde, og tre alkover langs væggen. I en af disse, liggende på halm og dækket med et par middagsservietter, gjorde jeg bod hele natten med gåsehud og klaprende tænder og sukkede fra tid til anden, når jeg vågnede, efter min fåreskindspose og en storskovs læ.