VOR FRUE AF SNEEN

Fader Apollinaris

Næste morgen (torsdag den 26. september) begav jeg mig på vej med nyordnet oppakning. Posen var ikke længere lagt dobbelt, men hang i sin fulde længde over sadlen, en grøn pølse, seks fod lang, med en kvast af blå uld hængende i hver ende. Det så mere pittoresk ud, det skånede æslet, og det ville, som jeg begyndte at indse, sikre stabiliteten, hvordan end vinden blæste. Men det var ikke uden kvaler, jeg havde besluttet det. For selv om jeg havde købt et nyt reb og fastgjort alting så godt, som jeg formåede, var jeg alligevel nidkært urolig for, at klapperne skulle gå op og drysse mine ejendele ud langs ruten.

Min vej gik op gennem den nøgne floddal, langs grænsen mellem Vivarais og Gévaudan. Bjergene i Gévaudan til højre for mig var, om noget, lidt mere nøgne end dem i Vivarais til venstre, og de første havde monopol på en lav, pletvis underskov, som groede tæt i kløfterne og tyndede ud til enlige burrer på skråninger og toppe. Sorte klodser af granskov lå plastret ud her og der på begge sider, og her og der var der dyrkede marker. En jernbane løb langs med floden; det eneste stykke jernbane i Gévaudan, selv om der er fremsat mange forslag og indledt mange undersøgelser og der endda, som man fortæller mig, står en færdigbygget station i Mende. Om et år eller to kan det være en helt anden verden. Ødemarken er belejret. Nu kan en languedociansk Wordsworth ³⁸ omsætte sonetten til patois : „I bjerge, dale, floder, hørte I den fløjte?“

På et sted, der hed La Bastide, fik jeg besked på at forlade floden og følge en vej, der gik opad til venstre mellem bjergene i Vivarais, det nutidige Ardèche; for nu var jeg kun et kort stykke fra mit særprægede mål, trappistklosteret Vor Frue af Sneen ³⁹. Solen brød frem, da jeg kom ud af en fyrreskov og dens læ, og pludselig skuede jeg et smukt, vildt landskab mod syd. Høje fjelde, så blå som safirer, lukkede udsigten, og mellem dem lå der bakkekam efter bakkekam, lyngbevoksede, forrevne, med solglimt i bjergårer og klatrende underskov i hulningerne, så grove som Gud oprindelig havde skabt dem. Der var ingen spor af menneskehånd i hele sceneriet, ikke engang tegn på, at mennesker var kommet forbi, undtagen hvor generation efter generation havde gået på snoede stier, ind og ud mellem bøgene, op og ned ad de furede skråninger. Tågen, som indtil da havde belejret mig, blev nu brudt op til skyer, flygtede hurtigt og skinnede klart i solen. Jeg tog en dyb indånding. Det var velgørende, efter så lang tid, at betragte noget, der havde en vis tiltrækning på menneskehjertet. Jeg indrømmer, at jeg godt kan lide tydelige former i det, som mit blik skal hvile på; og hvis landskaber var til salg, ligesom min barndoms dukketeaterark, én penny for sort-hvid og to pence for koloreret, så ville jeg spendere to pence hver eneste dag i mit liv.

Men hvis udsigten var blevet bedre mod syd, var den stadig øde og ugæstfri tættere på. Et spindelvævsspinkelt kors på hver eneste bakketop markerede, at der lå et klosterhus i nærheden; og en kvart mil længere fremme, mens sydblikket åbnede sig og blev klarere for hvert skridt, ledte en hvid statue af Jomfru Maria ved hjørnet af en ung plantage den rejsende hen mod Vor Frue af Sneen. Her drejede jeg følgelig af til venstre og fortsatte, idet jeg drev mit verdslige æsel foran mig og knirkede med mine verdslige støvler og gamacher, vandringen hen mod tavshedens tilflugtssted.

Jeg var ikke nået særlig langt, før vinden bar en klokkes klemten hen til mig, og af en eller anden grund, jeg kan knap nok sige hvorfor, sank hjertet i livet på mig ved lyden. Jeg har sjældent nærmet mig noget med mere uskrømtet rædsel end klosteret Vor Frue af Sneen. Sådan er det at have fået en protestantisk opdragelse. Og pludselig, da jeg drejede om et hjørne, greb frygten mig fra hoved til fod - slavefrygt, overtroisk frygt; og selv om jeg ikke standsede min fremrykning, gik jeg alligevel langsomt, som én, der ubemærket var trådt over en grænse og havde forvildet sig ind i de dødes land. For dér, på den smalle, nyanlagte vej, mellem de spæde fyrretræer, gik en middelalderlig munk og baksede med en trillebørfuld græstørv. Hver søndag i min barndom havde jeg studeret Marco Sadelers ⁴⁰ Eremitter - fortryllende kobberstik, fyldt med skov og mark og middelalderlandskaber, så store som et helt amt, som fantasien kunne gå på vandring i; og her, ganske tydeligt, gik en af Marco Sadelers helte. Han var klædt i hvidt som et andet spøgelse, og hætten på hans kutte, som faldt ned i øjeblikkets kamp med trillebøren, afslørede en isse lige så skaldet og gullig som et kranium. Han kunne have været begravet når som helst inden for de sidste tusind år og alle de levende dele af ham opløst i jorden og sønderrevet af bondens harve.

Jeg havde desuden etikettemæssige bekymringer. Turde jeg henvende mig til en person, der havde aflagt tavshedsløfte? Selvfølgelig ikke. Men da jeg kom nærmere, tog jeg på lang afstand huen af med overtroisk ærbødighed. Han nikkede tilbage og henvendte sig muntert til mig. Skulle jeg til klosteret? Hvem var jeg? Englænder? Aha, jamen så irer?

„Nej,“ sagde jeg, „skotte.“

En skotte? Åh, han havde aldrig set en skotte før. Og han tog mig i øjesyn, mens hans gode, ærlige, kødfulde ansigt skinnede af interesse, som en dreng kunne se på en løve eller en alligator. Af ham fik jeg at vide, til min fortrydelse, at jeg ikke kunne blive modtaget på Vor Frue af Sneen; jeg kunne måske få et måltid mad, men det var så alt. Og dog, mens vores samtale fortsatte, og det viste sig, at jeg ikke var en kræmmer, men en litterat, der tegnede landskaber og var i færd med at skrive en bog, ændrede han sin holdning til min modtagelse (for desværre findes der vist persons anseelse selv i et trappistkloster) og sagde til mig, at jeg endelig måtte spørge efter Fader Prior og fremlægge min sag udførligt for ham. Ved nærmere eftertanke besluttede han, at han selv ville gå med mig ind; han mente, at han bedre kunne klare det for mig. Måtte han sige, at jeg var geograf?

Nej; jeg mente, i sandhedens interesse, at det måtte han absolut ikke.

„Udmærket, så,“ (skuffet), „en forfatter.“

Det viste sig, at han havde været på seminarium med seks unge irere, alle præster, for længe siden, som havde modtaget aviser og holdt ham underrettet om de kirkelige udviklinger i England. Og han spurgte ivrigt til dr. Pusey ⁴¹, hvis omvendelse den gode mand var blevet ved med at bede for lige siden, hver aften og hver morgen.

„Jeg tænkte, at han var meget tæt på sandheden,“ sagde han, „og han skal nok nå frem til den; der er så megen kraft i bønnen.“

Man må være en stiv, ugudelig protestant for at føle andet end glæde ved denne venlige og håbefulde historie. Mens han således var inde på emnet, spurgte den gode fader mig, om jeg var kristen; og da han fandt ud af, at jeg ikke var det, eller i hvert fald ikke på hans manér, glattede han det ud med stor velvilje.

Den vej, vi fulgte, og som den trosstærke fader havde lavet med sine egne to hænder i løbet af et år, nåede til et hjørne og viste os nogle hvide bygninger lidt længere borte bag skoven. Samtidig klemtede klokken igen. Vi var tæt på klosteret. Fader Apollinaris (for det hed min ledsager) standsede mig.

„Jeg må ikke tale med Dem dernede,“ sagde han. „Spørg efter Broder Portner, så skal det nok gå godt alt sammen. Men prøv, om De kan møde mig, når De går ud igen gennem skoven, hvor jeg kan tale med Dem. Jeg sætter stor pris på at have gjort Deres bekendtskab.“

Så løftede han pludselig armene, viftede med fingrene, udbrød to gange: „Jeg må ikke tale! Jeg må ikke tale!“, løb sin vej foran mig og forsvandt ind ad klosterets dør.

Jeg indrømmer, at denne uhyggelige excentricitet gjorde ganske meget for at genoplive min skræk. Men hvor der var én, som var så god og enfoldig, hvorfor skulle så ikke alle andre være ligesådan? Jeg tog mod til mig og gik fremad mod porten så hurtigt som Modestine, der lod til at have en vis modvilje mod klostre, ville tillade. Det var den første dør, hun i løbet af hele mit bekendtskab med hende ikke havde haft upassende travlt med at træde ind ad. Jeg anmodede høfligt, om end med bankende hjerte, om indtræde på stedet. Fader Michael, klosterets hospitalit, og et par brødre i brune kutter kom ud til porten og talte med mig en stund. Jeg tror, at min pose var den store attraktion; den havde allerede besnæret den arme Apollinaris, som havde pålagt mig for alt i verden at vise den til Fader Prior. Men om det nu skyldtes min henvendelse eller posen eller den oplysning, som hurtigt bredte sig blandt den del af broderskabet, der tog sig af fremmede, at jeg alligevel ikke var nogen kræmmer, så havde jeg intet besvær med at blive modtaget. Modestine blev ført bort til stalden af en lægbroder, og jeg og min bagage blev indladt på Vor Frue af Sneen.

Munkene

Fader Michael, en behagelig, smilende mand med en frisk ansigtskulør, måske femogtredive år gammel, tog mig med ud i spisekammeret og gav mig et glas likør at holde mig gående på indtil middagen. Vi talte sammen, eller måske burde jeg sige, at han lyttede velvilligt nok til min snak, men med en fraværende mine, som en ånd over for en ting af ler. Og sandt nok, når jeg husker, at jeg først og fremmest udbredte mig om min appetit, og at det på det tidspunkt må have været mere end atten timer siden, at Fader Michael havde så meget som brudt brødet, forstår jeg godt, at han fandt et jordisk præg ved min konversation. Men var hans væremåde end ophøjet, var han dog udsøgt elskværdig mod mig; og jeg mærker en snigende nysgerrighed med hensyn til Faders Michaels fortid.

Da opstrammeren var skænket, blev jeg i lidt tid overladt til mig selv i klosterhaven. Den er ikke andet end hovedgårdspladsen, anlagt med grusstier og bede med flerfarvede georginer, et springvand og en sort statue af Jomfru Maria i midten. Bygningerne står rundt om den i en firkant, dystre, endnu umærket af vejr og tidens tand og uden andre fremtrædende træk end et klokketårn og et par skifertækkede gavle. Brødre i hvidt og brødre i brunt passerede tavst forbi ad de grusbelagte gange; og lige da jeg kom derud, knælede tre hætteklædte munke på terrassen i bøn. En nøgen bakke rejser sig over klosteret til den ene side; skoven rejser sig til den anden. Det ligger udsat for blæsten; sneen falder nu og da fra oktober til maj og bliver somme tider liggende seks uger i træk; men om selve bygningerne så stod i Eden med et klima som i Himlen, ville de frembyde det samme vinterkolde og forstemmende skue; og for mit vedkommende, på denne barske septemberdag, inden jeg blev kaldt ind til middagen, frøs jeg både indvendig og udvendig.

Da jeg havde spist godt og rigeligt, førte Broder Ambrose, en hjertelig og meddelsom franskmand (for alle de, der tager sig af fremmede, har tilladelse til at tale), mig hen til et lille værelse i den del af bygningen, som er beregnet til MM. les retraitants ⁴². Det var rent og hvidkalket og forsynet med det allermest nødvendige, et krucifix, en buste af den afdøde pave ⁴³, en fransk udgave af De Imitatione ⁴⁴, en bog med religiøse meditationer og The Life of Elizabeth Seton ⁴⁵ - åbenbart Nordamerikas og, i særdeleshed, New Englands missionær. Så langt min erfaring rækker, er der rigelig plads til mere missionering på de kanter; men tænk på Cotton Mather! ⁴⁶ Jeg kunne godt tænke mig at læse op for ham af dette lille værk i Himlen, hvor jeg håber, han har taget bolig; men måske ved han det hele allerede, og meget mere til, og måske er han og mrs. Seton blevet de bedste venner og forener gladelig deres stemmer i evighedens salmesang. Over bordet, for nu at gøre inventaret færdigt, hang et sæt regler for MM. les retraitants : hvilke gudstjenester, de skulle gå til, hvornår de skulle bede deres rosenkrans eller meditere, og hvornår de skulle stå op og gå til ro. Nederst stod et bemærkelsesværdigt N.B.: „Le temps libre est employé à l’examen de conscience, à la confession, à faire des bonnes résolutions“ ⁴⁷ osv. Javist, at træffe gode beslutninger! Man kunne tale lige så frugtbart om at få håret til at gro på sit hoved.

Jeg var knap nok blevet færdig med at udforske min niche, da Broder Ambrose kom tilbage. En engelsk pensionær ville åbenbart gerne tale med mig. Jeg erklærede mig villig, og munken viste en rødmosset, ung, lille irer på halvtreds år ind, en diakon i den katolske kirke, klædt i regelret ornat og med det, jeg i mangel af bedre viden kun kan kalde den kirkelige chakot på hovedet. Han havde boet i syv år i retræte på et nonnekloster i Belgien og efterhånden i fem år på Vor Frue af Sneen; han så aldrig nogen engelske aviser; han talte ufuldkomment fransk, og havde han talt det som en indfødt, var der alligevel ikke mange chancer for at konversere, der hvor han boede. Samtidig var han et umådelig omgængeligt menneske, grådig efter nyheder og enfoldig som et barn. Hvis jeg var glad for at få en fører rundt i klosteret, var han ikke mindre begejstret for at se et engelsk ansigt og høre det engelske tungemål.

Han viste mig sit eget værelse, hvor han fik tiden til at gå med breviarer, hebraiske bibler og Waverley-romanerne ⁴⁸. Derfra førte han mig ud i klostergangen, ind i kapitelsalen, gennem sakristiet, hvor brødrenes kapper og bredskyggede stråhatte var hængt op, hver især med sit eget munkenavn på et skilt - navne, der var fulde af legendernes ynde og interesse, som Basil, Hilarion, Raphael eller Pacifique; ind i biblioteket, hvor man fandt de samlede værker af Veuillot og Chateaubriand ⁴⁹ samt Odes et Ballades ⁵⁰, hvis det skulle være, og tilmed Molière, for ikke at nævne utallige kirkefædre og et stort udvalg af lokal- og generalhistorikere. Derfra førte min gode irer mig rundt i værkstederne, hvor brødrene bager brød og bygger vognhjul og tager fotografier; hvor én har opsyn med en samling af kuriositeter og en anden med et galleri af kaniner. For i et trappistkloster har hver munk en selvvalgt beskæftigelse, ud over de religiøse pligter og det almindelige husarbejde. Enhver skal synge i koret, hvis han har stemme og gehør til det, og deltage i høhøsten, hvis han har sine hænders brug; men i sine ledige timer kan han, om end han skal være beskæftiget, beskæftige sig med det, han synes om. Således fik jeg at vide, at én broder studerede litteratur; mens Fader Apollinaris har travlt med at bygge veje, og abbeden sysler med bogbinding. Det er i øvrigt ikke så længe siden, denne abbed blev indviet; og ved den lejlighed fik hans mor en særlig tilladelse til at komme ind i kapellet og overvære ceremonien. En stolt dag for en mor, at se sin søn bære en abbeds mitra; det er en glædelig tanke, at de lukkede hende ind.

Under alle disse ture frem og tilbage krydsede mange tavse fædre og brødre vores vej. Som regel ænsede de ikke vores tilstedeværelse mere, end hvis vi havde været en sky; men somme tider havde den gode diakon en tilladelse at udbede sig hos dem, og den blev givet med en særlig bevægelse af hænderne, næsten som af poterne på en svømmende hund, eller afslået med de sædvanlige nægtende tegn, og i begge tilfælde med sænkede øjenlåg og en vis angerfuld mine, som hos én, der styrede meget tæt på det onde.

Ved særlig tilladelse fra abbeden indtog munkene stadig to måltider om dagen; men det var allerede tid til deres store faste, som begynder engang i september og fortsætter til påske, og under hvilken de kun spiser én gang i døgnet, klokken to om eftermiddagen, tolv timer efter at de har begyndt dagens arbejde og vågen. Deres måltider er knappe, men selv af dem spiser de nøjsomt; og selv om de hver har lov til at få en lille karaffel vin, er der mange, der afstår fra denne fornøjelse. Det meste af menneskeheden spiser uden tvivl alt for meget; vores måltider tjener ikke kun til livets opretholdelse, men til grundig og naturlig adspredelse fra vores arbejdsomhed. Selv om overdrivelse kan være skadelig, ville jeg nok mene, at denne trappistdiæt var mangelfuld. Og jeg er forbløffet over, når jeg tænker tilbage på det, hvor friske ansigter og hvor munter adfærd der var hos alle, som jeg fik at se. Jeg kan knap tro, at jeg nogen sinde har set et gladere eller sundere selskab. I dette barske højland og med munkenes uophørlige beskæftigelse er livet faktisk af uvis varighed og døden en jævnlig gæst på Vor Frue af Sneen. Det var i det mindste, hvad man fortalte mig. Men hvis de dør let, må de leve sundt i mellemtiden, for de virkede alle faste i kødet og rødmossede af kulør; og det eneste sygelige tegn, jeg kunne iagttage, en usædvanlig glans i blikket, var noget, som snarere forstærkede det generelle indtryk af livfuldhed og styrke.

De, som jeg talte med, var enestående milde af temperament og havde, hvad jeg kun kan kalde en from frimodighed i minespil og omgængelse. I anvisningerne til de besøgende er der en bemærkning om, at de ikke skal lade sig fornærme af ordknapheden hos dem, der tager sig af dem, eftersom det er passende for munke kun at tale lidt. Den bemærkning kunne man have sparet sig; hospitalitterne strømmede over af uskyldig snak, alle som en, og i min oplevelse af klosteret var det lettere at indlede end at afslutte en samtale. Med undtagelse af Fader Michael, som var en verdensmand, viste de sig fulde af venlig og sund interesse for alle slags emner - for politik, for rejser, for min sovepose - og ikke uden en vis glæde ved deres egne stemmer.

Med hensyn til dem, der er blevet pålagt tavshed, kan jeg kun undre mig over, hvordan de udholder deres højtidelige og glædesløse isolation. Og dog, helt bortset fra enhver mening om spægelse, kan jeg se en vis kløgt ikke kun i udelukkelsen af kvinder, men også i dette tavshedsløfte. Jeg har erfaring med lægmands-phalanstèrer ⁵¹, af kunstnerisk, for ikke at sige bakkantisk art; og jeg har set mere end én sammenslutning dannet let og opløst endnu lettere. Under en cistercienserregel ⁵² ville de måske have holdt længere. I kvinders nærvær kan der kun dannes en overfladisk forbindelse mellem forsvarsløse mænd; den stærkeste elektricitet kan være sikker på at sejre; drengedrømme og ungdomsplaner lades i stikken efter en samtale på ti minutter, og kunst og videnskab og professionel mandlig gemytlighed forlades omgående for et par kønne øjne og et kælent tonefald. Og næst efter dette er det tungen, der sætter de største skel.

Jeg skammer mig næsten ved at udvikle denne verdslige kritik af en religiøs regel; men der er endnu et punkt, hvor trappistordenen tiltaler mig som visdomsforbillede. Klokken to om morgenen rammer knebelen klokken, og så fremdeles, time efter time og somme tider kvarter efter kvarter, indtil klokken otte, hvilestunden; så nøjeregnende deles dagen mellem de forskellige beskæftigelser. Den mand, der holder kaniner, skynder sig for eksempel fra sine bure til kapellet, til kapitelsalen eller til refektoriet hele dagen igennem; hver time har han et officium at synge, en pligt at udføre; fra klokken to, hvor han står op i mørke, til klokken otte, hvor han vender tilbage for at modtage søvnens trøsterige gave, er han på benene og beskæftiget med mangfoldige og skiftende opgaver. Jeg kender mange mennesker, med en indkomst på adskillige tusind om året, som ikke er så heldige med tilrettelægningen af deres liv. I hvor mange huse ville klosterklokkens lyd ikke bringe sindsro og sund kropsaktivitet til veje ved at dele dagen ind i overskuelige portioner? Vi taler om genvordigheder, men den sande genvordighed er at være en tungnem tåbe og have lov til at vanrøgte livet på vores egen tungnemme og tåbelige måde.

Ud fra dette synspunkt kan vi måske bedre forstå munkens eksistens. Der kræves et langt noviciat og alskens beviser for sindsligevægt og legemlig styrke, før man optages i ordenen; men jeg kunne ikke finde mange, der havde tabt modet. I fotografens atelier, som ligger så mærkeligt blandt udhusene, blev mit blik fanget af et portræt af et ungt menneske i menig infanteristuniform. Det var en af novicerne, som havde nået værnepligtsalderen og havde marcheret og ekserceret og stået på vagt i den fastsatte tid ved garnisonen i Algier. Her var en mand, der bestemt havde set begge sider af livet, før han besluttede sig; og dog vendte han, så snart han blev hjemsendt fra tjenesten, tilbage for at fuldende sit noviciat.

Den strenge regel giver en mand et nærmest retmæssigt krav på Himlen. Når trappisten bliver syg, afbryder han ikke sine vaner; han ligger på dødslejet, ligesom han har bedt og arbejdet i sin nøjsomme og tavse tilværelse; og i samme øjeblik som befrieren kommer, allerede inden man har båret ham i hans kutte hen at ligge sin sidste korte stund i kapellet under vedvarende messen, lyder der glædesklokker, som ved et bryllup, fra det skiferklædte klokketårn og forkynder over hele distriktet, at endnu en sjæl er gået bort til Gud.

Om aftenen tog jeg, ført derhen af min venlige irer, plads på galleriet for at høre completorium ⁵³ og Salve Regina ⁵⁴, hvormed cistercienserne afslutter hver eneste dag. Der var ingen af de omstændigheder, der slår protestanten som barnlige eller forlorne ved de offentlige gudstjenester i Rom. En streng enkelhed, forstærket af de romantiske omgivelser, talte direkte til hjertet. Jeg mindes det hvidkalkede kapel, de hætteklædte figurer i koret, lysene, der blev skiftevis tildækket og afsløret, den stærke, mandige sang, den stilhed, der fulgte efter, synet af hoveder i kutter, bøjet i bøn, og så de klare, gennemtrængende klokkeslag, som brød ind for at vise, at den sidste tjeneste var forbi, og søvnens time kommet; og når jeg mindes det, overrasker det mig ikke, at jeg flygtede ud i gården med temmelig flyvske fantasier og stod der, forvirret og fortumlet, i den blæsende, stjerneklare nat.

Men jeg var træt; og da jeg havde dulmet min ånd med Elizabeth Setons memoirer - et kedeligt værk - gjorde kulden og vindens rasen mellem fyrretræerne (for mit værelse lå i den side af klosteret, der vendte ud mod skoven) mig hurtigt modtagelig for søvnen. Jeg blev vækket i den dunkleste midnatstime, forekom det mig, selv om klokken egentlig var to om morgenen, af det første klokkeslag. Alle brødrene var nu hastigt på vej til kapellet; de døde i livet var i denne ubetimelige time allerede ved at begynde deres umilde dagsværk. De døde i livet - det var en kuldegysende tanke. Og ordene fra en fransk sang dukkede op i min hukommelse og fortalte om det bedste ved vores blandede tilværelse:

„Que t’as de belles filles, ⁵⁵

Giroflé!

Girofla!

Que t’as de belles filles,

l’amour les comptera!“

Og jeg velsignede Gud for, at jeg havde min frihed til at vandre, til at håbe og til at elske.

Pensionærerne

Men der var en anden side af mit ophold på Vor Frue af Sneen. Så sent på året var der ikke mange pensionærer; og dog var jeg ikke alene i den offentligt tilgængelige del af klosteret. Den ligger lige ved porten, med en lille spisesal i nederste etage og en hel korridor med celler magen til min ovenpå. Dumt nok har jeg glemt pensionsprisen for en regulær retraitant ; men den lå et sted mellem tre og fem francs om dagen, mest sandsynligt det første, tror jeg. Tilfældige gæster, som jeg selv kunne give, hvad de syntes, som frivillig gave, men der blev ikke krævet noget. Jeg kan måske nævne, at da jeg tog derfra, afslog Fader Michael tyve francs som for meget. Jeg forklarede de ræsonnementer, der førte mig til at tilbyde ham dette beløb; men selv da, ud fra en ejendommelig æresfølelse, ville han ikke tage imod det med egne hænder. „Jeg har ikke ret til at afslå det for klosteret,“ forklarede han, „men jeg ville foretrække, at De gav det til en af brødrene.“

Jeg havde spist til middag alene, fordi jeg var kommet sent; men ved aftensmåltidet fandt jeg to andre gæster. Den ene var en landsbypræst, der var kommet vandrende samme morgen fra sin præstegård tæt ved Mende for at hengive sig til fire dages ensomhed og bøn. Han var den inkarnerede grenadér, med en bondemands sunde ansigtskulør og cirkelbuede rynker; og da han beklagede sig over, hvor meget de lange gevandter havde generet ham på turen, har jeg et levende fantasiportræt af ham, som han marcherer frem, rank og stærkt bygget, med opkiltet præstekjole, gennem Gévaudans forblæste bjerge. Den anden var en lavstammet, grånende, firskåren mand mellem femogfyrre og halvtreds, klædt i tweed med en strikket vest og et rødt ordensbånd ⁵⁶ i knaphullet. Denne sidste person var svær at bestemme. Han var gammel soldat, havde været i tjeneste og var avanceret til major; og han havde bevaret noget af feltlivets raske, resolutte manerer. På den anden side var han, så snart hans afskedsansøgning var imødekommet, rejst til Vor Frue af Sneen som pensionær, og efter at have mærket dets daglige liv en kort tid havde han besluttet at blive der som novice. Det nye liv var allerede begyndt at ændre hans fremtræden; han havde allerede erhvervet noget af brødrenes stilfærdige og smilende væsen; han var endnu hverken officer eller trappist, men havde del i begges væremåde. Her var virkelig et menneske i et interessant øjeblik i livet. Fra kanoners og trompeters larm var han på vej ind i dette stille land, grænsende til graven, hvor folk sover i deres ligklæder hver nat og, som fantomer, meddeler sig med tegn.

Ved aftensmaden talte vi om politik. Jeg lægger vægt på, når jeg er i Frankrig, at prædike politisk velvilje og mådehold, og at dvæle ved Polens eksempel, ligesom visse panikmagere i England dvæler ved Karthagos eksempel. Præsten og majoren forsikrede mig om deres sympati med alt, hvad jeg sagde, og sukkede tungt over bitterheden i vores samtids følelser.

„Ja, man kan jo ikke sige noget til et menneske, som han ikke er absolut enig i, uden at han farer rasende op imod én,“ sagde jeg.

De erklærede begge, at en sådan tingenes tilstand var antikristelig.

Mens vi således var enige, hvad skulle min tunge så hitte på, hvis ikke en bemærkning, der roste Gambettas ⁵⁷ mådehold? Den gamle soldats ansigtskulør blev øjeblikkelig blodrød; han slog i bordet med håndfladerne som et uartigt barn.

„Comment, monsieur? “⁵⁸ råbte han. „Comment? Gambetta mådeholden? Vil De vove at retfærdiggøre de ord?“

Men præsten havde ikke glemt hovedemnet for vores samtale. Og pludselig, på højden af sit raseri, fandt den gamle soldat et advarende blik rettet mod sig ansigt; han fattede det absurde i sin opførsel i et glimt, og stormen lagde sig abrupt uden så meget som et ord mere.

Det var først om morgenen, over vores kaffe (fredag den 27. september), at parret fandt ud af, at jeg var kætter. Jeg havde formodentlig vildledt dem med nogle beundrende bemærkninger om munkelivet omkring os; og først ved et direkte spørgsmål kom sandheden frem. Jeg var blevet behandlet tolerant af både den troskyldige Fader Apollinaris og den drevne Fader Michael; og da den gode irske diakon hørte om min religiøse svaghed, klappede han mig bare på skulderen og sagde: „De må blive katolik og komme i Himlen.“ Men nu sad jeg med en anden sekt af rettroende. Disse to mænd var bitre og stejle og snæversynede, ligesom de værste blandt skotter, og hånden på hjertet, jeg tror, de var værre. Præsten fnøs højt som en krigshest.

„Et vous prétendez mourir dans cette espèce de croyance? “⁵⁹ ville han vide; og ingen jordisk bogtrykker har typer store nok til at gengive hans tonefald.

Jeg tilkendegav ydmygt, at jeg ikke havde nogen planer om at forandre mig.

Men han kunne ikke affinde sig med en så uhyrlig indstilling. „Nej, nej,“ udbrød han, „De må forandre Dem. De er kommet hertil, Gud har ført Dem hertil, og De må gribe lejligheden.“

Jeg begik en fejl i min fremgangsmåde; jeg appellerede til familiefølelsen, selv om jeg talte med en præst og en soldat, to klasser af mennesker, som af omstændighederne er afskåret fra hjemlige slægtskabsbånd.

„Deres far og mor?“ udbrød præsten. „Udmærket; De kan så også omvende dem, når De kommer hjem.“

Jeg synes, jeg kan se min fars ansigt! Jeg ville hellere give mig i kast med den gaetuliske løve ⁶⁰ i dens hule end begive mig ud i et sådant forehavende mod familiens teolog.

Men nu var jagten i gang; præst og soldat forfulgte min omvendelse i fuld galop; og det Arbejde for Troens Udbredelse, som befolkningen i Cheylard havde bidraget til med otteogfyrre francs og ti centimer i 1877, blev nu tappert anvendt på mig selv. Det var en ejendommelig, men højst effektfuld missionering. De prøvede aldrig at overbevise mig med argumenter, hvor jeg kunne have forsøgt at forsvare mig lidt, men tog det for givet, at jeg var både skamfuld og rædselsslagen ved min situation, og trængte alene ind på mig med tidspunktet. Nu, sagde de, nu da Gud havde ført mig til Vor Frue af Sneen, var den berammede time inde.

„Lad Dem ikke holde tilbage af falsk skamfølelse,“ indskød præsten for at opmuntre mig.

For en, der føler nogenlunde det samme ved alle religiøse sekter, og som aldrig har været i stand til bare et øjeblik at overveje fordelene ved den ene eller den anden trosbekendelse på den evige side af sagen, hvor meget han end finder at rose eller dadle på den verdslige og timelige side, var den opståede situation både urimelig og smertelig. Jeg begik min anden fejl i taktfuldhed og prøvede at hævde, at det hele til syvende og sidst var det samme, og at vi alle fra forskellige sider nærmede os den samme velvillige Ven og Fader, som ikke gjorde forskel på os. Det måtte, set med lægmandsøjne, være det eneste evangelium, der fortjente navnet. Men forskellige mennesker tænker forskelligt; og denne revolutionære forhåbning fik præsten til at kaste sig over mig med alle lovens rædsler. Han udbredte sig om sindsoprivende detaljer ved Helvede. De fordømte skulle, sagde han - med henvisning til en lille bog, som han havde læst for ikke engang en uge siden, og som han, for at føje overbevisning til overbevisning, havde haft den bestemte hensigt at tage med sig i lommen - indtage den samme holdning i al evighed under de frygteligste pinsler. Og mens han talte vidt og bredt om dem, blev hans udseende stadig ædlere af lutter begejstring.

Som resultat konkluderede parret, at jeg burde opsøge prioren, eftersom abbeden ikke var hjemme, og straks forelægge ham min sag.

„C’est mon conseil comme ancien militaire,“ mente majoren, „ et celui de monsieur comme prêtre. “⁶¹

„Oui,“ tilføjede pateren, mens han nikkede betydningsfuldt, „ comme ancien militaire - et comme prêtre. “⁶²

I dette øjeblik, hvor jeg var lidt i forlegenhed for et svar, kom en af munkene ind, en lille brun mand, glad og fro og med italiensk accent; han kastede sig med det samme ind i striden, men på en mildere og mere overtalende måde, som det passede sig for en af disse behagelige brødre. Han sagde, at vi skulle se på ham. Klosterreglen var meget streng; han ville så gerne være blevet i sit eget land, Italien - man vidste jo nok, hvor smukt det var, det smukke Italien; men der var bare ingen trappister i Italien, og han havde en sjæl at frelse, så her var han.

Jeg er bange for, at jeg på bunden må være, hvad en morsom indisk kritiker ⁶³ har kaldt mig, „en legesyg hedonist“; for denne beskrivelse af munkens motiver gav mig noget af et chok. Jeg ville have foretrukket at mene, at han havde valgt dette liv for dets egen skyld og ikke med bagvedliggende hensigter; og det viser, hvor ringe fornemmelse jeg havde for disse gode trappister, selv når jeg gjorde mit bedste for at sympatisere med dem. Men for monsieur le curé ⁶⁴ syntes det at være et afgørende argument.

„Hør bare!“ udbrød han. „Og jeg har set en markis her, en markis, en markis“ - han gentog det hellige ord tre gange - „og andre højtstående personer, og generaler. Og her, ved Deres side, sidder denne herre, som har tilbragt så mange år i hæren - dekoreret, en gammel kriger. Og nu er han her, parat til at hellige sig Gud.“

Jeg var på dette tidspunkt så helt igennem ilde til mode, at jeg undskyldte mig med kolde fødder og flygtede fra logiet. Det var en morgen med strid blæst, en nærmest ryddet himmel og lange og stærke solskinsintervaller; og jeg vandrede indtil middagen i det vilde landskab mod øst, omtumlet og gennemblæst, men belønnet med nogle frapperende udsigter.

Ved middagen blev Arbejdet for Troens Udbredelse genoptaget, og ved denne lejlighed endnu mere smagløst, for mig. Præsten stillede mig mange spørgsmål om mine fædres foragtelige tro og modtog mine svar med en slags gejstlig fnisen.

„Deres sekt,“ sagde han på et tidspunkt, „for jeg tror, De må indrømme, at det ville vise den for megen ære at kalde den en religion.“

„Som De vil, monsieur,“ sagde jeg. „La parole est à vous. “⁶⁵

Efterhånden ærgrede det mig til det uudholdelige; og selv om han var på hjemmebane og, hvad der vejer tungere, en gammel mand og dermed havde krav på min overbærenhed, kunne jeg ikke afholde mig fra at protestere mod hans uhøflige behandling af mig. Min irettesættelse bedrøvede ham.

„Jeg forsikrer Dem,“ sagde han, „at jeg ingen tilbøjelighed har til at le i mit hjerte. Jeg har ingen anden følelse end omsorg for Deres sjæl.“

Og dermed var det slut med min omvendelse. Den ærlige mand! Han var ingen farlig bedrager, han var bare en landsbypræst, fyldt af trosiver. Gid han må vandre længe i Gévaudan med sine opkiltede gevandter - en mand med kræfter til at gå og kræfter til at trøste sine sognebørn i døden! Jeg tør sige, at han ville kæmpe sig tappert gennem en snestorm, hvor end pligten kaldte ham ud; og det er ikke altid de stærkeste i troen, der bliver de snedigste missionærer.