ØVRE GÉVAUDAN

Over Le Goulet

Vinden lagde sig under middagen, og himlen var stadig klar; så det var med bedre udsigter, jeg læssede Modestine uden for klosterporten. Så langt fulgte min irske ven mig på vej. Da vi kom gennem skoven, kom Père Apollinaire trækkende med sin bør; også han forlod sit arbejde for at gå måske halvandet hundrede alen med mig, mens han holdt min hånd i begge sine foran sig. Jeg skiltes først fra den ene og så fra den anden med uskrømtet beklagelse, men også med den fryd, den rejsende føler ved at ryste støvet fra én etape af sig, før han skynder sig ud på den næste. Så steg Modestine og jeg op langs Alliers løb, der her atter førte os ind i Gévaudan, op mod flodens kilder i Mercoire-skoven. Den var blevet til en uanselig bæk, før vi ikke længere lod os lede af den. Derfra gik vejen over et bjerg og gennem et nøgent plateau, indtil vi nåede Chasseradès ved solnedgang.

Selskabet i kroens køkken den aften var alle mænd, ansat til opmåling til en af de projekterede jernbaner. De var intelligente og lette at tale med, og vi sad og afgjorde Frankrigs fremtid over varm vin, indtil urets visere skræmte os til ro. Der var fire senge i det lille værelse ovenpå, og vi sov seks personer i det. Men jeg havde en seng for mig selv, og jeg overtalte dem til at lade vinduet stå åbent.

„Hé, bourgeois; il est cinq heures! “⁶⁷ var det råb, der vækkede mig om morgenen (lørdag den 28. september). Værelset var fyldt af et gennemsigtigt mørke, som svagt viste mig de andre tre senge og de fem forskellige nathuer på puderne. Men uden for vinduet rødmede gryet i et langt bælte over bjergtoppene, og dagen belavede sig på at strømme ud over plateauet. Timen gav godt mod, og det så ud til roligt vejr, hvilket gik helt i opfyldelse. Jeg var snart på vej med Modestine. Ruten gik over plateauet et stykke tid og derefter ned gennem en stærkt skrånende landsby til Chassezacs floddal. Denne flod løb mellem grønne enge, godt skjult for verden af sine stejle bredder; gyvelen stod i blomst, og her og der lå en klynge huse og sendte røg til vejrs.

Til sidst førte stien over Chassezac ad en bro, drejede bort fra den dybe hulning og begyndte at gå opad for at krydse bjerget Le Goulet. Den snoede sig op gennem Lestampes forbi højlandsmarker og skove af bøg og birk, og for hver drejning gjorde den mig bekendt med nye interessante ting. Netop i Chassezacs kløft var mit øre blevet ramt af en lyd som fra en stor basklokke, der ringede mange mil borte; men efterhånden som jeg steg opad og kom tættere på den, syntes den at ændre karakter, og til sidst fandt jeg ud af, at den stammede fra én, der ledte fåreflokke ud til græsning til tonerne fra et landligt horn. Den smalle gade i Lestampes var fyldt med får, fra mur til mur - sorte får og hvide får, der brægede som fugle om foråret, mens hvert enkelt af dem akkompagnerede sig selv med klokken, der hang om dets hals. Det udgjorde en ynkværdig koncert, helt og holdent i diskanten. Lidt højere oppe passerede jeg et par mænd i et træ med beskærerknive, og en af dem sang melodien til en bourrée ⁶⁸. Endnu længere fremme, da jeg allerede gik langs birkene, nåede muntre hanegal mit øre og sammen med dem lyden af en fløjte, der fra en af de højtliggende landsbyer fremførte en langsom og klagende vise. Jeg forestillede mig en gråhåret, æblekindet landsbyskolelærer, som sad og spillede fløjte i sin lille have i det klare efterårssolskin. Alle disse smukke og interessante lyde fyldte mit hjerte med uvant forventning; og det forekom mig, at når jeg først var nået over det højdedrag, jeg var ved at klatre op på, så ville jeg stige ned i verdens have. Og jeg tog ikke fejl, for nu var det slut med regn og blæst og trøstesløse landskaber. Den første del af min rejse endte her; og det var, som om liflige lyde førte mig ind i den anden og smukkere del.

Der er flere grader af feyness ⁶⁹, ligesom der er flere grader af straf end dødsstraffen; og jeg blev nu af mit gode humør ledt ud på et eventyr, som jeg vil fortælle i fremtidige æseldriveres interesse. Vejen gik i så store zigzagsving op ad skråningen, at jeg valgte en genvej efter kort og kompas og skar igennem den undersætsige skov for at støde til vejen igen på et højere niveau. Det var min eneste alvorlige konflikt med Modestine. Hun skulle ikke nyde noget af min genvej; hun vendte sig om mod mig, hun bakkede, hun stejlede; hun, som jeg ellers havde forestillet mig som stum, skrød faktisk i en lang, hæs fanfare, som en hane, der galede mod daggryet. Jeg brugte pigkæppen med den ene hånd; med den anden, så stejl var opstigningen, måtte jeg holde fast i paksadlen. Et halvt dusin gange var hun ved at vælte bagover og ned på mig; et halvt dusin gange var jeg, af lutter åndelig udmattelse, lige ved at give op og føre hende ned igen for at følge vejen. Men jeg tog det som et væddemål og kæmpede det igennem. Da jeg begav mig videre, blev jeg overrasket af noget, der syntes at være kølige regndråber, som faldt på min hånd, og mere end én gang så jeg forundret op på den skyfri himmel. Men det var kun sved, der dryppede fra min pande.

Hen over toppen af Goulet-højdedraget var der ingen afmærket vej - kun oprejste sten, stillet op med mellemrum for at vise retningen for kvægdriverne. Grønsværen under mine fødder var fjedrende og velduftende. Jeg havde ikke andet selskab end en lærke eller to, og jeg mødte kun én studekærre mellem Lestampes og Bleymard. Foran mig så jeg en flad dal og bag den Lozères bjergryg, sparsomt bevokset med skov og velformet på flankerne, men lige og kedelig i sit omrids. Der var knap nok tegn på kultur; kun omkring Bleymard løb den hvide landevej fra Villefort til Mende gennem en række enge, som var omgivet af spirhøje popler og genlød fra alle sider af fåre- og kvægflokkes klokker.

En nat mellem fyrretræerne

Fra Bleymard begav jeg mig efter middagsmaden, selv om det allerede var sent, af sted for at forcere en del af Lozère. En dårligt markeret, stenet kvægdrivervej ledte mig fremad; og jeg mødte næsten et halvt dusin studekærrer på vej ned fra skoven, hver især belæsset med et helt fyrretræ til vinterbrændsel. Øverst oppe i skoven, der ikke når ret højt op på dette kolde højdedrag, drejede jeg til venstre ad en sti mellem fyrretræerne, indtil jeg stødte på en lavning med grønt græs, hvor en lille bæk sprudlede frem over nogle sten og kunne tjene mig som vandhane. „Og faun og nymfe ingen sinde sov i mere lønligt, helligt løvhus.“ ⁷⁰ Træerne var ikke gamle, men de groede tæt omkring lysningen; man kunne ikke se nogen steder hen, undtagen mod nordøst til nogle fjerne bjergtoppe eller lodret opad mod himlen; og lejrpladsen føltes lige så sikker og afsondret som et værelse. Da jeg havde fået indrettet mig og fodret Modestine, gik dagen allerede på hæld. Jeg spændte soveposen om mine ben til knæene og lavede mig et solidt måltid, og så snart solen gik ned, trak jeg huen ned over øjnene og faldt i søvn.

Natten er en helt monoton periode, når man er under tag; men i den åbne verden træder den let med sine stjerner, sin dug og sine dufte, og timerne markeres af forandringer i naturens ansigt. Det, der ligner en midlertidig død for folk klemt inde mellem vægge og gardiner, er kun en let og levende slummer for den, der sover på marken. Hele natten kan han høre naturen trække vejret dybt og frit; selv når hun tager sin hvile, vender hun sig og smiler; og der er én livlig time, ukendt for dem, der bor i huse, hvor et pust af vågenhed drager hen over den sovende halvklode, og hele den udendørs verden kommer på benene. Da er det, at hanen galer første gang, ikke for at melde daggryets komme, men som en munter vægter, der fremskynder nattens gang. Kvæget vågner på engene; fårene bryder deres faste på dugvåde bakkeskråninger og finder sig nye liggesteder blandt bregnerne; og husløse mænd, der er gået i seng med hønsene, åbner deres svage øjne og skuer nattens skønhed.

Hvilken uhørlig kalden, hvilken blid berøring af naturen er det, der således kalder alle disse sovende tilbage til livet i den samme time? Regner der en påvirkning ned fra stjernerne, eller deler vi en kildrende skælven fra Moder Jord nede under vores hvilende kroppe? Selv hyrder og gamle landsbyfolk, som er de mest belæste i disse arcana ⁷¹, har ingen anelse om denne natlige genopstandelses midler eller mål. Ved totiden om morgenen sker det, erklærer de; og de hverken ved eller spørger om mere. I det mindste er det en behagelig hændelse. Vi bliver kun forstyrret i vores søvn, så vi som den livsnydende Montaigne ⁷² „des bedre og mere fornuftigt kan sætte pris på den“. Vi får et øjeblik at betragte stjernerne i, og nogle menneskers sind finder et særligt behag i den tanke, at vi deler impulsen med alle udendørs skabninger i vores nærhed, at vi er sluppet ud af civilisationens Bastille ⁷³ og for en stund bliver slet og ret et venligsindet dyr, et får i naturens flok.

Da den time nåede mig mellem fyrretræerne, vågnede jeg op og var tørstig. Min dunk stod ved siden af, halvt fuld af vand. Jeg tømte den i ét drag; og da jeg følte mig lysvågen efter denne kolde indvendige bestænkning, satte jeg mig op og rullede en cigaret. Stjernerne var klare, farvede og juvelagtige, men ikke frostkolde. En svag, sølvagtig dis markerede Mælkevejen. Rundt om mig stod de sorte fyrretoppe ranke og helt stille. På grund af paksadlens hvidhed kunne jeg se Modestine gå rundt og rundt, så langt tøjret rakte; jeg kunne høre hende gumle støt og stadigt på græsset; men der var ingen anden lyd, på nær den ubeskrivelige, stille mumlen af bækken over stenene. Jeg lå dovent og røg og studerede farven på himlen, som vi kalder rummets tomhed, fra hvor den viste sig rødgrå bag fyrretræerne, til hvor den viste sig blank og blåsort mellem stjernerne. For at ligne en kræmmer lidt mere bærer jeg en sølvring. Den kunne jeg se skinne svagt, når jeg løftede eller sænkede cigaretten; og for hvert sug blev indersiden af min hånd illumineret og stod et sekund som det klareste lys i landskabet.

En svag vind, mere en bevægelig kølighed end en luftstrøm, passerede hen over lysningen fra tid til anden, så at luften, selv i mit store kammer, blev fornyet hele natten. Jeg tænkte med gru på kroen i Chasseradès og de forsamlede nathuer; med gru på kontoristers og studenters natlige bedrifter, på varme teatre og gadedørsnøgler og beklumrede rum. Det er ikke ofte, jeg har nydt en mere afklaret besiddelse af mig selv eller følt mig mere uafhængig af materielle hjælpemidler. Den ydre verden, som vi kryber i ly for i vores huse, syntes alligevel at være et mildt og beboeligt sted; og nat efter nat, lod det til, ventede ens opredte seng på en på de marker, hvor Gud holder åbent hus. Jeg tænkte, at jeg havde genopdaget en af de sandheder, der åbenbares for de vilde og holdes skjult for nationaløkonomer: i det mindste havde jeg opdaget en ny fornøjelse for mig selv. Og dog, bedst som jeg frydede mig ved min ensomhed, blev jeg klar over en underlig mangel. Jeg ønskede mig en ledsager, der ville ligge tæt ved mig i stjerneskæret, tavs og uden at røre sig, men altid inden for rækkevidde. For der findes et fællesskab, som er endnu mere stille end ensomhed, og som, ret forstået, er ensomhed fuldkommengjort. Og at leve udendørs med en kvinde, man elsker, er det frieste og fuldstændigste af alle slags liv.

Mens jeg lå sådan, mellem tilfredshed og længsel, sneg en svag lyd sig frem til mig gennem fyrretræerne. Jeg troede først, at det var galende haner eller gøende hunde på en meget fjern bondegård; men støt og gradvis tog den tydelig form i mine ører, indtil jeg blev klar over, at der kom en vandringsmand forbi på landevejen nede i dalen, mens han sang højt undervejs. Der var mere god vilje end skønhed i hans udførelse, men han trallede af fulde lunger, og lyden af hans stemme lagde sig over bjergsiden og fik luften til at dirre i de løvrige kløfter. Jeg har hørt folk komme forbi om natten i søvnige byer; nogle af dem sang; én, kan jeg huske, spillede højlydt på sækkepibe. Jeg har hørt den skramlende lyd af en kærre eller vogn bryde pludseligt igennem efter timers stilhed og, i nogle minutter, passere forbi inden for hørevidde, mens jeg lå i min seng. Der er noget romantisk ved alle, som færdes ude i de mørke timer, og det er med en vis spænding, vi prøver at gætte deres ærinde. Men her var det dobbelt romantisk: først den glade vandringsmand, indvendigt blussende af vin, som sendte sin stemmes musik op gennem natten; og så mig, på den anden side, snøret ind i min pose som en ensom ryger i fyrreskoven mellem fire og fem tusind fod oppe mod stjernerne.

Da jeg vågnede igen (søndag den 29. september), var mange af stjernerne forsvundet; kun de stærkeste af nattens ledsagere brændte stadig synligt over mit hoved; og ude mod øst kunne jeg se en svag lysdis i horisonten, ligesom den, der havde været Mælkevejen, sidst jeg var vågen. Dagen forestod. Jeg tændte min lygte, og ved dens sankthansormelys tog jeg støvler og gamacher på; så brækkede jeg noget brød i stykker til Modestine, fyldte min dunk ved vandhanen og tændte mit spritapparat for at koge mig noget chokolade. Det blå mørke blev liggende længe i lysningen, hvor jeg havde sovet så sødt; men snart lå der et bredt strøg af orange, som smeltede til guld, over bjergtoppene i Vivarais. Mine tanker blev grebet af højtidelig munterhed ved dagens langsomme, liflige komme. Jeg hørte med glæde bækken risle og så mig om efter noget smukt og uventet; men de stille, sorte fyrretræer, den hule lysning, det gumlende æsel, det hele forblev det samme. Intet havde ændret sig, undtagen lyset, men netop det spredte en stemning af fredfyldt åndende liv over det hele, som rørte mig til en mærkelig opstemthed.

Jeg drak min vandchokolade, som var varm, om end ikke fed, og slentrede lidt frem og tilbage, op og ned gennem lysningen. Mens jeg nølede sådan, kom der en strøm af vedholdende blæst, så lang som et tungt suk, direkte ud af morgenens tilholdssted. Den var kold og fik mig til at nyse. Træerne i nærheden rystede deres sorte fjer, når den gik forbi, og jeg kunne se de tynde, fjerne spir af fyrretræer langs bjergets kant gynge let hid og did mod den gyldne østhimmel. Ti minutter senere spredtes solskinnet i fuld galop ned ad bjergsiden og kastede skygger og lysglimt omkring, og dagen var kommet for alvor.

Jeg skyndte mig at gøre oppakningen klar og forberede mig på den stejle nedstigning, der lå foran mig; men noget forstyrrede mig. Det var bare et lune; men et lune kan somme tider være påtrængende. Jeg var blevet meget gæstfrit modtaget og punktligt betjent i mit grønne karavanserai. Værelset var luftigt, vandet var glimrende, og daggryet havde kaldt på mig i rette øjeblik. Jeg vil ikke sige noget om vægtæpperne eller det uforlignelige loft, ej heller om den udsigt, jeg havde fra vinduerne; men jeg følte, at jeg skyldte nogen noget for hele dette rundhåndede traktement. Og derfor tillod jeg mig, på en halvt leende måde, at lade pengestykker falde på grønsværen, mens jeg gik af sted, indtil jeg havde efterladt nok for mit natlogi. Jeg stoler på, at de ikke tilfaldt en eller anden rig og uforskammet studedriver.