CAMISARDERNES LAND

„Vi rejste gennem gamle kriges spor,

og dog var landet frodigt;

et fredfyldt landskab fandt vi,

som før var brændt og blodigt.

De smiler ved hvert møde, sværdets børn -

sværdet er glemt i dag;

korn vokser på den mark,

hvor før der stod et slag.“

W.P. Bannatyne 74

Over Lozère

Den sti, jeg havde fulgt om aftenen, døde hurtigt bort, og hen over en nøgen, græsklædt stigning blev jeg ved med at følge en række stensøjler, ligesom dem, der havde ledt mig over Le Goulet. Det var allerede lunt. Jeg bandt min jakke fast til oppakningen og gik af sted i min strikkede vest. Modestine var selv i godt humør og satte, for første gang i min erfaring, helt af sig selv i et skumplende trav, som fik havren til at klaske i mine frakkelommer. Udsigten bagud over det nordlige Gévaudan blev videre for hvert skridt; der var næppe et træ, næppe et hus at se på de vilde bjergmarker, som strakte sig mod nord, øst og vest, blå og gyldne i morgenens dis og sollys. En mængde småfugle smuttede og kvidrede hele tiden rundt om min vej; de sad på stensøjlerne, de pikkede og spankulerede på græsset, og jeg så dem kredse flokkevis i den blå luft og fra tid til anden vise gennemsigtige, baskende vinger mellem solen og mig.

Næsten fra det første øjeblik af min dagsmarch havde en svag, stor lyd, ligesom fjern brænding, fyldt mine ører. Undertiden var jeg fristet til at tro, at det var et nærliggende vandfalds stemme, og undertiden en subjektiv følge af bjergets dybe stilhed. Men jo længere jeg nåede frem, des mere voksede lyden og blev som en hvæsen fra en enorm samovar, og samtidig begyndte pust af kold luft at nå mig oppe fra toppen. Omsider forstod jeg det. Der blæste en strid vind fra syd op ad den anden skråning af Lozère, og for hvert skridt, jeg tog, kom jeg tættere på vinden.

Selv om det var længe ønsket, var det helt uventet, da mit blik omsider nåede op over toppen. Et skridt, som på ingen måde virkede mere afgørende end mange andre skridt, der var gået forud for det - og så, „som tapre Cortez, da hans ørneblik beskued Stillehavet“, 75 tog jeg, i mit eget navn, en ny del af verden i besiddelse. For se, i stedet for den grove, græsklædte fæstningsvold, jeg havde været på vej op ad så længe, strakte der sig nu en udsigt op i himlens disede luft og over et land af intrikate blå bakker neden for mine fødder.

Lozère ligger næsten præcist øst-vest og skærer Gévaudan over i to ulige store dele; dets højeste punkt, Pic de Finiels, som jeg nu stod på, rejser sig mere end fem tusind seks hundrede fod over havet, og i klart vejr giver det udsigt til hele det nedre Languedoc og Middelhavet. Jeg har talt med folk, som enten lod som om eller troede på, at de fra Pic de Finiels havde set hvide skibe sejle forbi Montpellier og Cette 76. Bag mig lå de nordlige højlandsegne, som min vej var gået igennem, beboet af et sløvt folkefærd, uden store skove, uden megen skønhed i bjergformationerne og ikke berømt i fortiden for ret meget andet end ulve. Men foran mig, halvt tilsløret i soldis, lå et nyt Gévaudan, rigt, malerisk, navnkundigt for bevægende begivenheder. I bred forstand var jeg i Cevennerne i Monastier og på hele min rejse; men der er en streng og lokal forstand, i hvilken kun det forvirrede og tjavsede land for mine fødder kan gøre krav på navnet, og det er i den forstand, bondebefolkningen bruger ordet. Her er Cevennerne med streg under; Cevennernes Cevenner. I denne uberegnelige labyrint af bakker rasede der i to år en røverkrig, en vilddyrskrig, mellem Den store Monark 77 og alle hans tropper og marskaller på den ene side og nogle få tusind protestantiske bjergboer på den anden. For hundrede og firs år siden holdt camisarderne 78 en stilling netop her på Lozère, hvor jeg stod; de havde en organisation, arsenaler, et militært og religiøst hierarki; deres anliggender blev „drøftet på hvert eneste kaffehus“ i London; England sendte flåder for at støtte dem; deres ledere profeterede og myrdede; med trommer og faner og under afsyngning af gamle franske salmer trodsede deres bander undertiden dagslyset, marcherede op foran befæstede byer og splittede kongens generaler; og undertiden, om natten, eller i forklædning, erobrede de stærke borge og hævnede sig for forræderi på deres allierede og for grusomhed på deres fjender. Dér var, for hundrede og firs år siden, den ridderlige Roland, „greve og herre Roland, generalissimus over Frankrigs protestanter“, en alvorlig, tavs, bydende, koparret tidligere dragon, fulgt på sine vandringer af en dame for kærlighedens skyld. Der var Cavalier, en bagerlærling med et geni for krig, valgt som camisardernes brigadekommandør som syttenårig for siden at dø, i en alder af femoghalvtreds, som engelsk guvernør over Jersey. Der var endvidere Castanet, en partisanleder med omfangsrig paryk og smag for kontroversiel teologi. Sælsomme generaler, som gik i enrum for at rådføre sig med Hærskarers Herre, og som undveg kampen eller udfordrede til kamp, satte vagtposter ud eller sov i en ubevogtet lejr, alt efter hvad Ånden hviskede til deres hjerter! Og der var, til at følge disse og andre ledere, alle de menige profeter og disciple, dristige, tålmodige, utrættelige, hårdføre nok til at løbe i bjergene, mens de muntrede deres barske liv op med salmer, ivrige til kamp, ivrige til bøn, folk, som lyttede fromt til orakelsvar fra hjernesyge børn og symbolsk lagde et hvedekorn mellem de tinkugler, de ladede deres musketter med.

Hidtil havde jeg rejst gennem et kedeligt distrikt uden at være på sporet af noget mere bemærkelsesværdigt end det børneædende Uhyre fra Gévaudan, ulvenes Napoleon Bonaparte. Men nu var jeg på vej ned til scenen for et romantisk kapitel - eller rettere, en romantisk fodnote - i verdenshistorien. Hvad var der tilbage af alt dette svundne støv og heltemod? Jeg havde fået at vide, at protestantismen stadig overlevede i dette hovedsæde for protestantisk modstand; så meget havde præsten selv fortalt mig i klosterets dagligstue. Men jeg manglede stadig at finde ud af, om det var den blotte overlevelse eller en rig og levende tradition. Og hvis folk i de nordlige Cevenner er religiøst snæversynede og mere opfyldte af trosiver end af barmhjertighed, hvad kunne jeg så vente mig i dette forfølgelsens og gengældelsens land - et land, hvor kirkens tyranni frembragte camisardoprøret, og hvor camisardernes rædselsregime kastede den katolske bondebefolkning ud i berettiget revolte på den anden side, så at camisarder og florentinere 79 lå på lur efter hinandens liv mellem bjergene?

Netop på bjergets højeste kam, hvor jeg standsede for at se, hvad der lå foran mig, holdt rækken af stensøjler brat op; og ikke ret meget længere nede dukkede en slags sti op og begyndte at gå ned ad en halsbrækkende skråning, idet den snoede sig som en proptrækker undervejs. Den førte ind i en dal mellem faldende bakker, stubbet af sten som en afhøstet kornmark og gulvlagt med grønne enge længere nede. Jeg fulgte stien i fuld fart; skråningens stejlhed, de vedvarende smidige drejninger af nedstigningsretningen og de gamle utrættelige forhåbninger om at finde noget nyt i et nyt land, det hele var med til at give mig vinger. Endnu længere nede begyndte en bæk, der samlede sig af mange kilder og snart pludrede lystigt mellem bakkerne. Somme tider krydsede den stien i et lille vandfald med et bassin, som Modestine forfriskede sine fødder i.

Hele nedstigningen står for mig som en drøm, så hurtigt blev den gennemført. Jeg havde knap nok forladt toppen, før dalen lukkede sig om min sti, og solen bagte ned på mig, hvor jeg vandrede i en stillestående lavlandsatmosfære. Stien blev til en vej, der gik op og ned i lette bølger. Jeg passerede den ene hytte efter den anden, men de virkede alle sammen forladte; og jeg så ikke et eneste menneske og hørte ikke nogen anden lyd end bækken. Jeg var imidlertid kommet til et helt andet land end dagen før. Verdens stenskelet blev her energisk fremvist for sol og luft. Skråningerne var stejle og afvekslende. Egetræer klyngede sig til bakkerne, velvoksne, rige på løv og strejfet af efteråret med stærke og lysende farver. Her og der sluttede endnu en bæk sig til fra højre eller venstre, ned gennem en kløft med snehvide kampesten hulter til bulter. Floden i dalens bund (for den var hurtigt ved at vokse til en flod, der ragede til sig fra alle sider, mens den hastede af sted) skummede snart i hidsige strømfald og lagde sig snart i stille bredninger med den mest fortryllende søgrønne farve, isprængt udvasket brunt. Så langt jeg har rejst, har jeg aldrig set en flod med så foranderlige, yndefulde kulører; krystal var ikke klarere, engene ikke bare halvt så grønne; og ved hvert bassin, jeg så, følte jeg en kildrende længsel efter at slippe ud af disse varme, støvede og tingslige klæder og bade min nøgne krop i bjergenes luft og vand. Hele tiden, mens jeg gik, kunne jeg ikke glemme, at det var hviledagen; stilheden mindede mig konstant om det, og jeg hørte i ånden kirkeklokkerne, som bamlede over hele Europa, og salmesangen fra tusind kirker.

Omsider ramte en menneskelig lyd mit øre - et råb, sært moduleret mellem patos og spot; og da jeg kiggede tværs over dalen, så jeg en lille knægt sidde på en eng med hænderne foldet om knæene, mindsket til næsten komisk dværgstørrelse af afstanden. Men purken havde fået øje på mig, mens jeg gik ned ad vejen fra egelund til egelund og drev Modestine foran mig; og han bragte mig det nye lands hilsen i dette skælvende, skingre anråb. Og da alle lyde er kønne og naturlige på en vis afstand, klang også denne, der kom gennem så megen ren bjergluft og helt ovre fra den anden side af den grønne dal, behageligt i mine ører; den hørte til i de landlige omgivelser, ligesom egene og floden.

Lidt senere løb den lille flod, jeg fulgte, ud i Tarn ved Pont de Montvert, af blodig ihukommelse.

Pont de Montvert

Noget af det første, jeg mødte i Pont de Montvert, var, hvis jeg husker ret, det protestantiske tempel 80 ; men det var kun et forvarsel for andre nye indtryk. En subtil forskel i atmosfære adskiller en by i England fra en by i Frankrig eller sågar i Skotland. I Carlisle 81 kan man se, at man er i ét grevskab; i Dumfries, tredive mil derfra, er man lige så sikker på, at man er i et andet. Jeg ville få svært ved at sige, i hvilke enkeltheder Pont de Montvert adskilte sig fra Monastier eller Langogne, eller selv Bleymard; men forskellen fandtes og talte indtrængende til øjnene. Stedet havde, med sine huse, sine stræder, sin glitrende flodseng, et ubeskriveligt præg af Syden.

Der var lutter søndagsstimmel på gaderne og på kroen, ligesom der havde været lutter hviledagsfred i bjergene. Der må have været næsten en snes af os ved middagsbordet klokken elleve om formiddagen; og efter at jeg havde spist og drukket og sat mig til at føre min dagbog ajour, tror jeg, at der kom dryssende lige så mange til, en efter en eller i grupper på to eller tre. Ved at krydse Lozère var jeg ikke kun kommet ned blandt nye naturoplevelser, men også nået ind på et andet folkefærds territorium. Mens disse mennesker hastigt fortærede deres middagsretter under kunstfærdig sværdfægtning med deres knive, udspurgte og svarede de mig med en grad af intelligens, som overgik alt, hvad jeg havde mødt, undtagen blandt jernbanefolkene i Chasseradès. De havde åbne, meddelsomme ansigter og var livlige i både tale og manerer. Ikke alene forstod de til bunds meningen med min lille rejse, der var endda mere end én, som erklærede, at hvis han var rig nok, ville han gerne tage ud på en tur magen til.

Selv fysisk var der en behagelig forandring. Jeg havde ikke set en smuk kvinde, siden jeg forlod Monastier, og dér kun en. Og nu var der, af de tre, som satte sig til middagsbordet med mig, en, som bestemt ikke var smuk - et stakkels frygtsomt væsen på fyrre, ret betuttet ved dette larmende table-d’hôte 82, som jeg agerede kavaler for og skænkede vin for og skålede med og prøvede at opmuntre i al almindelighed, med den stik modsatte effekt; men de andre to, begge gifte, var kønnere end gennemsnittet af kvinder. Og Clarisse? Hvad skal jeg sige om Clarisse? Hun opvartede bordet med en tung, godmodig skødesløshed, som en dresseret ko; hendes store, grå øjne var fulde af elskovslængsel; hendes træk var, om end kødfulde, originalt og skarpt tegnet; hendes mund krusedes; hendes næsebor talte om kræsen stolthed; hendes kind faldt i sære, interessante linjer. Det var et ansigt med evner for stærke følelser og løfter om, med øvelse, forfinet sensitivitet. Det var næsten synd at se en så mønstergyldig fremtoning overladt til bondske beundrere og bondetankegang. Skønhed bør i det mindste have strejfet det dannede samfund; så kaster den, på et øjeblik, den vægt af sig, som hviler på den, den bliver bevidst om sig selv, den tiltager sig elegance, lærer sig en gangart og en holdning af hovedet, og så, i en håndevending, patet dea 83. Inden jeg tog derfra, forsikrede jeg Clarisse om min hjertelige beundring. Hun tog imod den som mælk, uden forlegenhed eller forundring, mens hun bare så ufravendt på mig med sine store øjne; og jeg indrømmer, at resultatet for mit eget vedkommende var en vis forvirring. Hvis Clarisse kunne læse engelsk, ville jeg ikke vove at tilføje, at hendes figur var hendes ansigt uværdig. Hun var et korsettilfælde; men det kan måske blive bedre, når hun kommer op i årene.

Pont de Montvert, eller Grønbjergsbro, som vi kunne sige derhjemme, er et mindeværdigt sted i fortællingen om camisarderne. Det var her, krigen brød ud; det var her, disse Sydens covenanters 84 dræbte deres ærkebiskop, Sharpe. Forfølgelsen på den ene side og den feberhede entusiasme på den anden er næsten lige vanskelige at forstå i disse stilfærdige, moderne tider og med vores bekvemme, moderne opfattelser af tro og vantro. Protestanterne var alle som én ude af sig selv af sorg og trosiver. De var alle profeter og profetinder. Brystbørn opfordrede deres forældre til gode gerninger. „Et barn på femten måneder i Quissac talte fra sin mors arme, oprevet og hulkende, klart og tydeligt og med høj røst.“ Marskal Villars har set en by, hvor alle kvinderne „syntes besatte af Djævelen“, havde anfald af kramperystelser og fremsatte profetier offentligt på gaderne. En profetinde fra Vivarais blev hængt i Montpellier, fordi der flød blod fra hendes øjne og næse, og hun erklærede, at hun græd blod for protestanternes ulykke. Og det var ikke kun kvinder og børn. Hærdebrede, farlige karle, som var vant til at håndtere seglen og svinge skovøksen, blev ligeledes gennemrystet af sære paroksysmer og udtalte orakelbudskaber med hulken og strømmende tårer. En forfølgelse, der ikke havde sin lige i brug af vold, havde varet næsten en snes år, og dette var resultatet for de forfulgte; galge, radbrækning, bål og brand havde været forgæves; dragonerne havde efterladt deres hovspor over hele egnen; der var mænd, som blev slaver på galejerne, og kvinder, som sygnede hen i kirkens fængsler; og ikke én tanke blev ændret i hjertet på nogen retskaffen protestant.

Hovedmanden og frontfiguren i forfølgelsen - næst efter Lamoignon de Bâvile 85 - François de Langlade du Chayla (udtales Chéïla), ærkepræst i Cevennerne og missionsinspektør i samme egn, havde et hus, hvor han somme tider boede, i byen Pont de Montvert. Han var et nidkært menneske, som naturen syntes at have skabt til at være pirat, og nu var han blevet femoghalvtreds, en alder, hvor et menneske har lært alt det mådehold, det er i stand til. Da han i sin ungdom var missionær i Kina, led han martyriet, blev efterladt som død og blev kun undsat og bragt tilbage til livet ved en parias barmhjertighed. Vi må formode, at pariaen ikke havde nogen sjette sans og ikke begik denne handling af forsætlig ondskab. En sådan oplevelse ville, kunne man tro, have kureret et menneske for lysten til at forfølge; men menneskeånden er besynderligt sammensat, og efter at have været en kristen martyr blev Du Chayla en kristen forfølger. Arbejdet for Troens Udbredelse skred energisk fremad i hans hænder. Hans hus i Pont de Montvert tjente ham til fængsel. Der trykkede han sine fangers hænder mod glødende kul og plukkede hårene ud af deres skæg for at overbevise dem om, at de tog fejl i deres meninger. Men havde han da ikke selv blandt buddhisterne i Kina prøvet og konstateret, hvor lidet effektive sådanne kødelige argumenter var?

Ikke nok med at livet blev gjort uudholdeligt i Languedoc; flugt var strengt forbudt. En vis Massip, en muldyrdriver, som kendte bjergstierne ud og ind, havde allerede ført adskillige grupper af flygtninge til sikkerhed i Genève; og det var ham, samt endnu en konvoj, hovedsagelig bestående af kvinder klædt som mænd, Du Chayla fik fat på i en ulykkesstund for ham selv. Den følgende søndag var der et konventikel 86 af protestanter i Altefage-skoven på Mont Bougès, hvor en vis Séguier - Ésprit Séguier 87, som hans ledsagere kaldte ham - tog til orde; en uldkarter, høj, sortsmusket i ansigtet og tandløs, men en mand fuld af profetisk evne. Han erklærede, i Guds navn, at tiden for underkastelse var forbi, og at de måtte gribe til våben for at frelse deres brødre og knuse de katolske præster.

Næste aften, den 24. juli 1702, blev missionsinspektøren forstyrret af en lyd, mens han sad i sit fængselshus i Pont de Montvert; talrige mandsstemmer, opløftet i salmesang, kom nærmere og nærmere gennem byen. Klokken var ti; han havde sit hof omkring sig, præster, soldater og tjenere i et antal på mellem tolv og femten; og da han nu frygtede den uforskammethed, et konventikel lige neden for hans egne vinduer ville være, beordrede han sine soldater ud for at rapportere. Men salmesangerne stod allerede ved hans dør, halvtreds i tallet, anført af ildsjælen Séguier, og de åndede død. Da de kaldte, svarede ærkepræsten som en hårdnakket gammel forfølger og påbød sin garnison at skyde på pøbelen. En af camisarderne (for nogle hævder, at det var ved denne nats værk de fik deres navn) faldt for kuglerne; hans kammerater slog døren ind med økser og en træbjælke, løb husets nederste etage over ende og befriede fangerne, og da de fandt en af dem lænket til den såkaldte vine 88, et dengang og dersteds anvendt torturinstrument, blev deres vrede mod Du Chayla fordoblet, og de prøvede ved gentagne stormløb at indtage de øvre etager. Men han havde på sin side givet sine mænd syndsforladelse, og de holdt trappen tappert.

„Guds børn,“ råbte profeten, „stands jeres hænder. Lad os brænde huset af med præsten og Baals drabanter.“

Ilden fængede hurtigt. Du Chayla og hans folk firede sig ned i haven fra et vindue i øverste etage ved hjælp af sammenbundne lagner; nogle flygtede tværs over floden under beskydning fra oprørerne; men ærkepræsten selv faldt, brækkede lårbenet og kunne kun kravle ind i hækken. Hvad tænkte han mon på, mens hans andet martyrium nærmede sig? En stakkels, modig, forblindet, modbydelig mand, der resolut havde gjort sin pligt efter bedste evne både i Cevennerne og Kina. Han fandt i det mindste ét afslørende ord at sige til sit forsvar; for da taget styrtede sammen, og de opblussende flammer røbede hans skjulested, og de kom og slæbte ham ud på byens torv, mens de rasede og kaldte ham fordømt, sagde han: „Hvis jeg er fordømt, hvorfor skulle I så også gøre jer selv fordømte?“

Her var en god grund til besindelse; men i løbet af sit inspektorat havde han givet mange stærkere grunde, som alle pegede i modsat retning, og dem fik han nu at høre. En efter en, Séguier først, kom camisarderne hen og dolkede ham. „Dét,“ sagde de, „er for min far, der blev radbrækket. Dét er for min bror på galejerne. Dét er for min mor eller min søster, holdt fanget i jeres forbandede klostre.“ Enhver gav ham sit stød og sin grund; og så knælede de alle og sang salmer omkring liget indtil daggry. Da det blev lyst, marcherede de bort, stadig syngende, mod Fugères, længere oppe ad Tarn, for at øve deres hævn; de efterlod Du Chaylas fængselshus i ruiner og hans lig, gennemboret af tooghalvtreds stiksår, på torvet.

Det var et vildt natteværk, akkompagneret af salmer; og det forekommer mig, at en salme altid må lyde som en trussel i denne by ved Tarn. Men historien ender ikke, ikke engang hvad angår Pont de Montvert, med at camisarderne drog bort. Séguiers karriere blev kort og blodig. Endnu to præster og en hel familie i Ladevèze, fra faderen til tyendet, faldt for hans hånd eller på hans ordre; og dog var han kun på fri fod en dag eller to, hele tiden holdt i skak af soldaternes tilstedeværelse. Da han omsider blev pågrebet af en berømt lykkeridder, kaptajn Poul, trådte han urokket frem for sine dommere.

„Deres navn?“ spurgte de.

„Pierre Séguier.“

„Hvorfor kaldes De Ésprit?“

„Fordi Herrens ånd er med mig.“

„Deres bopæl?“

„Nylig i ødemarken og snart i Himlen.“

„Føler De ingen anger for Deres forbrydelser?“

„Jeg har ikke begået nogen. Min sjæl er som en have fuld af læ og af kilder.

I Pont de Montvert fik han sin højre hånd skilt fra kroppen og blev levende brændt. Og hans sjæl var som en have? Det var Du Chaylas, den kristne martyrs, måske også. Og måske, hvis De kunne læse i min sjæl, eller jeg i Deres, ville vores egen sindsro måske ikke virke meget mindre overraskende.

Du Chaylas hus står endnu, med et nyt tag, ved siden af en af byens broer; og hvis man er nysgerrig, kan man se den terrassehave, han faldt ned i.

I Tarndalen

En ny vej fører fra Pont de Montvert til Florac gennem Tarns floddal; den er en jævn, sandet afsats, der løber omtrent midt mellem toppen af de stejle skråninger og floden i dalens bund; og mens jeg fulgte den, gik jeg ind og ud mellem skyggefulde bugter og forbjerge badet i eftermiddagssol. Det var et pas ligesom Killiecrankie 89, en dyb, snoet kløft i bjergene, hvor Tarn lavede det herligste hæse bulder langt nede, og forrevne klippetoppe stod i solskinnet højt oppe. En tynd bræmme af asketræer løb langs det øverste af bjergene, ligesom vedbend på en ruin; men på de lavere skråninger og langt op i hver eneste dal stod ægte kastanjetræer, hvert enkelt urokkeligt himmelstræbende i sit løvtelt. Nogle var plantet på hver sin terrasse, der ikke var større end et bed; nogle stolede på deres rødder og fandt styrke til at gro og trives og blive store og ranke på de bratte dalskråninger; andre stod, hvor der var afstand til floden, opmarcheret på række, så vældige som Libanons cedre. Men selv hvor de voksede tættest, kunne de ikke opfattes som en skov, men som en flok af drabelige individer; og kuplen på hvert af træerne fremtrådte stor og adskilt, som en lille bakke, fra kuplerne på dets artsfæller. De udsendte en svag, sødmefuld vellugt, som gennemtrængte eftermiddagens luft; efteråret havde lagt gyldne og anløbne pletter ind i det grønne; og solen gennemskinnede og tændte blus i det brede løv, så hvert kastanjetræ stod i relief mod de andre, ikke i skygge, men i lys. Her lagde en ydmyg skitsetegner opgivende blyanten fra sig.

Jeg ville ønske, jeg kunne videregive en fornemmelse af disse ædle træers vækst; hvordan de skyder grene ud som egen og vifter med klynger af hængende blade som pilen; hvordan de står på ranke, kannelerede stammer som søjlerne i en kirke; eller hvordan de, ligesom oliventræet, kan skyde glatte, unge skud fra selv den mest splintrede bul og begynde et nyt liv på ruinerne af det gamle. Således har de del i mange forskellige træers natur; og selv deres tornede topskud har, set tæt på og mod himlen, en vis lighed med palmer, som gør indtryk på fantasien. Men deres individualitet er, skønt den er sammensat af så mange elementer, kun desto rigere og mere original. Og at kigge ned på en jævn flade, fyldt med disse grønne høje af løv, eller at se en klan af gamle, uovervindelige kastanjer fylkes „som en hjord af elefanter“ på et bjergs udløbere er at nå til højere tanker om de kræfter, der findes i naturen.

På grund af Modestines træge temperament og sceneriets skønhed nåede vi ikke ret langt hele den eftermiddag; og da jeg konstaterede, at solen, om end den stadig var langt fra at gå ned, dog allerede var ved at forlade den snævre Tarndal, begyndte jeg at se mig om efter et sted at slå lejr. Det var ikke let at finde; terrasserne var for smalle, og hvor jorden ikke havde terrasser, var den som regel for stejl for et menneske at ligge på. Jeg ville være rutsjet hele natten og vågnet op hen under morgen med fødderne eller hovedet i floden.

Efter omkring en mils vandring så jeg, omkring tres fod oppe over vejen, et lille plateau, som var stort nok til at rumme min sovepose og havde et gammelt, enormt kastanjetræs stamme som et sikkert brystværn. Der fik jeg med uendeligt besvær gennet og sparket den modstræbende Modestine op, og der skyndte jeg mig at læsse af hende. Der var kun plads til mig selv på plateauet, og jeg måtte næsten lige så højt op igen, før jeg fandt så meget som en ståplads til æslet. Det var på en bunke rullesten, på en kunstig terrasse, som bestemt ikke var over fem fod på hver led. Her bandt jeg hende til en kastanje, og da jeg havde givet hende korn og brød og lavet en bunke kastanjeblade, som jeg så, at hun var grådig efter, steg jeg endnu en gang ned til min egen lejrplads.

Placeringen var ubehageligt udsat. En vogn eller to kom forbi nede på vejen; og så længe dagslyset varede, skjulte jeg mig, fuldkommen som en jaget camisard, bag min store kastanjebefæstning; for jeg var inderligt bange for at blive opdaget og få besøg af spøgefugle om natten. Desuden indså jeg, at jeg måtte vågne tidligt; for disse kastanjehaver havde været skueplads for arbejdsomhed i hvert fald så sent som dagen før. Skråningen var oversået med afhuggede grene, og her og der lå et stort bundt blade stablet op ad en stamme; for selv bladene er anvendelige, og bønderne bruger dem som foder til deres dyr om vinteren. Jeg spiste et måltid i frygt og bæven, halvt liggende for ikke at ses fra vejen; og jeg tør godt sige, at jeg var lige så bekymret, som hvis jeg havde været en spejder fra Joanis skare oppe på Lozère eller fra Salomons på den anden side af Tarn i de gamle, blodige, salmesyngende dage. Eller måske ligefrem mere; for camisarderne havde en bemærkelsesværdig tillid til Gud; jeg mindes en historie om, hvordan greven af Gévaudan kom ridende med en deling dragoner og en notar ved sin sadelbue for at gennemtvinge troskabseden i alle egnens landsbyer, nåede ind i en dal i skoven og stødte på Cavalier og hans mænd, som sad muntert i græsset og spiste til middag med buksbomkranse om pulden på deres hatte, mens femten kvinder vaskede deres linned i floden. Sådan tog en fest i det fri sig ud i 1703; på det tidspunkt malede Antoine Watteau 90 lignende motiver.

Det var en helt anden slags lejr end den foregående nat i den kølige og stille fyrreskov. Der var lunt, endda kvælende, i dalen. Frøernes skingre sang, ligesom tremolotonen fra en trillefløjte, klang fra flodbredden før solnedgang. I det tiltagende tusmørke begyndte det at pusle svagt her og der mellem de nedfaldne blade; fra tid til anden nåede en svag, pibende eller pippende lyd mine ører; og fra tid til anden syntes jeg, at jeg kunne se noget hurtigt og utydeligt bevæge sig mellem kastanjerne. Mængder af store myrer vrimlede rundt på jorden, flagermus flintrede forbi, og myg summede over mit hoved. De lange kviste med deres bundter af blade hang mod himlen som kranse; og de, der var lige over og omkring mig, mindede lidt om et espalier, der var blevet knust og halvt revet ned af en storm.

Søvnen undveg mine øjenlåg i lang tid; og netop som jeg begyndte at mærke roen snige sig over mine lemmer og lægge sig tæt over mine tanker, blev jeg lysvågen igen af en lyd ved mit hoved, og jeg tilstår, at det sendte hjertet op i halsen på mig. Det var en lyd som den, man kan frembringe ved at kradse hårdt med en fingernegl; den kom nede under rygsækken, som tjente til hovedpude for mig, og den blev gentaget tre gange, før jeg nåede at sætte mig op og dreje rundt. Der var intet at se, der var heller ikke længere noget at høre, kun nogle få af de gådefulde puslende lyde langt væk og tæt på og flodens og frøernes uophørlige akkompagnement. Næste dag fik jeg at vide, at kastanjehaverne myldrer af rotter, og al denne puslen og piben og skraben skyldtes formodentlig dem; men mysteriet var uløseligt i det øjeblik, og jeg var nødt til at tage mig sammen til at sove, så godt jeg nu kunne, i undrende uvished om mine naboer.

Jeg blev vækket i det første grå morgenlys (mandag den 30. september) ved lyden af fodtrin ikke langt borte på stenene, og da jeg lukkede øjnene op, så jeg en bonde gå forbi mellem kastanjerne ad en sti, jeg ikke tidligere havde lagt mærke til. Han så hverken til højre eller venstre og forsvandt med nogle få skridt mellem bladene. Sluppet med skrækken! Men det var tydeligvis på høje tid at komme af sted. Bønderne var på benene; de var næppe mindre frygtindgydende for mig i min ubestemmelige situation, end kaptajn Pouls soldater havde været for en uforfærdet camisard. Jeg fodrede Modestine med al den hast, jeg kunne opbyde; men da jeg var på vej ned til min sovepose igen, så jeg en mand og en dreng komme ned ad bjergsiden i en retning, der krydsede min. De råbte mig utydeligt an, og jeg svarede med uartikulerede, men muntre lyde og skyndte mig fremad for at komme i mine gamacher.

Parret, som lod til at være far og søn, kom langsomt op til plateauet og stod tæt ved mig en tid i tavshed. Sengen var åben, og jeg så med fortrydelse min revolver ligge tydeligt udstillet på den blå uld. Til sidst, efter at de havde taget mig grundigt i øjesyn, og tavsheden var blevet latterligt pinlig, spurgte manden i et tonefald, der syntes at være uvenligt:

„Har De sovet her?“

„Ja,“ sagde jeg. „Som De kan se.“

„Hvorfor?“ spurgte han.

„Mintro!“ svarede jeg henkastet, „jeg var træt.“

Derefter forhørte han sig om, hvor jeg skulle hen, og hvad jeg havde fået at spise, og så tilføjede han, helt uden overgang: „ C’est bien 91, kom af sted.“ Og han og hans søn vendte sig uden et ord mere mod det næstnærmeste kastanjetræ, som de gav sig til at beskære. Det hele var gået enklere for sig, end jeg håbede. Han var en værdig, respektabel mand; og hans uvenlige stemme betød ikke, at han mente at tale med en forbryder, kun med en af lavere rang.

Snart var jeg på vej igen, mens jeg nippede til en plade chokolade og tumlede alvorligt med et samvittighedsspørgsmål. Skulle jeg betale for mit natlogi? Jeg havde sovet dårligt, sengen var fuld af lopper i skikkelse af myrer, der var ikke vand på værelset, selve daggryet havde forsømt at kalde på mig om morgenen. Jeg kunne være kommet for sent til et tog, hvis der havde været nogen i nabolaget at komme rettidigt til. Det var klart, at jeg var utilfreds med opvartningen, og jeg besluttede, at jeg ikke ville betale, medmindre jeg mødte en tigger.

Dalen så endnu dejligere ud om morgenen; og snart bevægede vejen sig ned til flodens niveau. Her, på et sted, hvor mange ranke og velnærede kastanjetræer stod sammen og dannede en allé på en græsklædt terrasse, gjorde jeg morgentoilette i Tarns vand. Det var vidunderlig klart og gysende køligt; sæbeskummet forsvandt som ved trylleri i den rivende strøm, og de hvide kampesten var et forbillede for renlighed. At vaske sig i en af Guds floder i fri luft forekommer mig at være en slags munter højtidelighed eller en halvt hedensk form for tilbedelse. At pjaske med vandfade i et soveværelse kan måske gøre kroppen ren; men fantasien har ingen del i en sådan renselse. Jeg fortsatte med let og fredfyldt hjerte og sang salmer for mit åndelige øre, mens jeg travede fremad.

Pludselig kom en gammel kone hen til mig og forlangte uden omsvøb en almisse.

„Godt,“ tænkte jeg, „her kommer tjeneren med regningen.“

Og jeg betalte på stedet for mit natlogi. Tænk, hvad De vil, men det var den første og sidste tigger, jeg mødte på hele turen.

Et skridt eller to længere fremme blev jeg overhalet af en gammel mand i brun nathue, klarøjet, vejrbidt, med et svagt, begejstret smil. En lille pige fulgte efter ham og drev to får og en ged af sted; men hun holdt sig lidt bag os, mens den gamle mand gik ved siden af mig og talte om morgenen og dalen. Klokken var ikke meget over seks; og for sunde mennesker, som har sovet nok, er det en time til åbenhjertighed og tillidsfuld tale.

Connaissez-vous le Seigneur?92 sagde han omsider.

Jeg spurgte ham, hvilken Seigneur han mente; men han gentog bare spørgsmålet med større eftertryk og et blik i øjnene, der udtrykte håb og interesse.

„Åh,“ sagde jeg og pegede opad, „nu forstår jeg Dem. Ja, jeg kender Ham; Han er den bedste bekendt, man kan have.“

Den gamle mand sagde, at det glædede ham. „Ved De hvad,“ tilføjede han og slog sig for brystet, „det gør mig lykkelig herinde.“ Der var nogle få, som kendte Herren i disse dale, fortalte han mig derefter; ikke mange, men nogle få. „Mange er kaldede,“ 93 citerede han, „men få er udvalgte.“

„Min far,“ sagde jeg, „det er ikke let at sige, hvem der kender Herren; og det tilkommer ikke os. Protestanter og katolikker og selv de, der tilbeder sten, kan kende Ham og være kendt af Ham, for Han har skabt alle.“

Jeg vidste ikke, at jeg var så god en prædikant.

Den gamle mand forsikrede mig, at han tænkte ligesom jeg, og udtrykte igen sin fornøjelse ved at møde mig. „Vi er så få,“ sagde han. „De kalder os mähriske brødre 94 her; men nede i departementet Gard, hvor der også er en hel del, kalder man dem derbister 95, efter en engelsk pastor.“

Jeg begyndte at forstå, at jeg på en lidt tvivlsom måde figurerede som medlem af en mig ukendt sekt; men jeg var mere fornøjet over min ledsagers fornøjelse end forlegen ved min egen tvetydige situation. Jeg kan virkelig ikke se noget uhæderligt ved ikke at indrømme en uenighed; især ikke i disse høje materier, hvor vi alle kan være sikre nok på, at hvem der end måtte tage fejl, har vi ikke selv fuldkommen ret. Der tales meget om sandheden; men denne gamle mand i brun nathue viste sig så jævn og mild og venlig, at jeg ikke er uvillig til at erklære mig omvendt af ham. Han tilhørte faktisk Plymouthbrødrene 96. Hvad det indebærer af doktriner, har jeg ingen ide om og heller ikke tid til at informere mig om; men jeg ved udmærket, at vi alle er sat ind i en byrdefuld verden, børn af én Far, og på mange væsentlige punkter ihærdige efter at gøre og blive det samme. Og selv om det var på et fejlagtigt grundlag, at han så tit trykkede min hånd og viste sig så villig til at tage imod mine ord, var det en fejl af den sandhedssøgende slags. For næstekærligheden begynder i blinde; og kun gennem en række af lignende misforståelser hæver den sig efterhånden til et holdbart princip om kærlighed og tålmod og en fast tro på alle vores medmennesker. Hvis jeg bedrog den gode gamle mand, så ville jeg beredvilligt gå videre til at bedrage andre. Og hvis vi nogen sinde engang, fra vores adskilte og bedrøvelige veje, alle skulle samles i ét fælles hus, så har jeg det håb, som jeg holder inderligt fast ved, at min Plymouthbroder fra bjergene vil skynde sig hen for at trykke min hånd igen.

Mens vi således talte sammen undervejs som Kristen og Trofast 97, kom han og jeg til en landsby ved Tarn. Det var et ydmygt sted, som hed La Vernède, med mindre end et dusin huse og et protestantisk kapel på en lille bakke. Her boede han; og her, på kroen, bestilte jeg min morgenmad. Kroen blev holdt af en behagelig ung mand, som var stenhugger på vejen, og hans søster, en køn og indtagende pige. Landsbyens skolelærer kiggede ind for at tale med den fremmede. Og de var alle sammen protestanter - hvad der glædede mig mere, end jeg ville have ventet; og hvad der glædede mig endnu mere, var, at de alle lod til at være retskafne og jævne folk. Plymouthbroderen hang omkring mig med en slags længselsfuld interesse og kom tilbage i hvert fald tre gange for at sikre sig, at jeg nød mit måltid. Hans adfærd rørte mig dybt på det tidspunkt og rører mig stadig, når jeg tænker på det. Han var bange for at være påtrængende, men ville nødig gå glip af ét øjeblik i mit selskab; og det var, som om han aldrig blev træt af at trykke mig i hånden.

Da alle de andre lidt efter lidt var gået tilbage til dagens dont, sad jeg i næsten en halv time med den unge kroværtinde, som talte hyggeligt over sit sytøj om kastanjehøsten, om Tarns skønheder og om gamle familiefølelser, som bliver revet op, når de unge flytter hjemmefra, men stadig består. Jeg er sikker på, at hendes natur var kærlig, med en landlig ligefremhed og megen finfølelse underneden; og han, der tager hende til sit hjerte, vil utvivlsomt være en heldig ung mand.

Dalen neden for La Vernède gjorde et mere og mere behageligt indtryk på mig, efterhånden som jeg kom frem. Snart nærmede klipperne sig fra begge sider, nøgne og smuldrende, og hegnede floden ind mellem skrænter; snart videde dalen sig ud og blev grøn. Vejen førte mig forbi det gamle Château Miral på en stejl bjergside; forbi et kreneleret kloster, der for længe siden var blevet delt op og gjort til en kirke med en præstegård; og forbi en klynge sorte tage, landsbyen Cocurès, som lå blandt vingårde og enge og frugthaver, bugnende af røde æbler, og hvor folk langs landevejen slog valnødder ned fra træerne i vejkanten og samlede dem i sække og kurve. Klipperne var stadig høje og nøgne, hvor meget dalen end åbnede sig, med stejle tinder og her og der en spids top; og Tarn fossede stadig af sted mellem stenene med sin bjerglyd. Af kolportører af pittoresk tankegang var jeg blevet forledt til at vente et skrækindjagende landskab efter Byrons hjerte; men i mine skotske øjne så det smilende og frodigt ud, ligesom vejret stadig fik min skotske krop til at fornemme højsommer; om end kastanjerne allerede var mærket af efteråret, og poplerne, som her var begyndt at blande sig med dem, var falmet til bleggyldne nuancer i forventning om vinterens komme.

Der var noget i dette landskab, smilende, skønt vildt, som gav mig en forklaring på den ånd, der rådede blandt de sydlige covenanters. Alle de, der for samvittighedens skyld flygtede ud i bjergene i Skotland, havde dystre og plagede tanker; for hver gang de modtog Guds husvalelse, måtte de to gange kæmpe med Satan; men camisarderne havde kun lyse og opbyggelige visioner. De havde meget mere med blod at bestille, både givet og taget; og dog kan jeg ikke finde nogen tvangstanker om Den Onde i deres optegnelser. Med let samvittighed levede de deres liv trods de barske tider og omstændigheder. Séguiers sjæl var, lad os ikke glemme det, som en have. De vidste, at de var på Guds side, med en viden, der ikke har noget modstykke blandt skotterne; for selv om skotterne måske kunne være sikre på deres sag, så kunne de aldrig være trygge ved deres person.

„Vi fløj,“ siger en gammel camisard, „når vi hørte lyden af salmesang, vi fløj, som om vi havde vinger. Vi mærkede i os en oplivende glød, en henrykkende iver. Den følelse kan ikke udtrykkes i ord. Den er noget, man må have oplevet for at forstå. Hvor trætte vi end kunne være, så tænkte vi ikke længere på vores træthed og blev let til mode, så snart salmerne nåede vores ører.“

Tarndalen og de folk, jeg mødte i La Vernède, forklarer ikke bare denne passage for mig, men de tyve års lidelser, som de, der var så stejle og blodige, da de først gik i krig, udholdt så sagtmodige som børn og så standhaftige som helgener og bønder.