VELAY ³

Æslet, bagagen og paksadlen

I en lille by med navnet Le Monastier, i en køn, højtbeliggende dal femten mil ⁶ fra Le Puy, tilbragte jeg en måneds tid med godtvejrsdage. Monastier er kendt for kniplingsfremstilling, drukkenskab, frisprog og en enestående politisk uenighed. Der findes tilhængere af alle de fire franske partier - legitimister, orléanister, imperialister og republikanere - i denne lille bjergby; og de hader, afskyr, fordømmer og bagtaler alle sammen hinanden. Undtagen til forretningsformål, eller for at beskylde hinanden for at lyve under et værtshusslagsmål, har de lagt al høflig tale bort. Det er det rene polske mundhuggeri ⁷ i bjergene. Midt i dette Babylon blev jeg et samlingsmærke; alle og enhver gjorde sig umage for at være venlig og hjælpsom mod den fremmede. Dette kom ikke bare af bjergboernes naturlige gæstfrihed og ikke engang af den overraskelse, hvormed jeg blev betragtet, som en mand, der boede i Le Monastier af egen fri vilje, selv om han lige så godt kunne have boet ethvert andet sted i denne store verden; det opstod i høj grad af min planlagte vandretur sydpå gennem Cevennerne. En rejsende af min slags var noget hidtil uhørt på de kanter. Jeg blev mødt med foragt, som en mand, der havde tænkt sig at rejse til månen, og så alligevel med respektfuld interesse, som en, der skulle af sted til den ugæstmilde nordpol. Alle var parate til at hjælpe med mine forberedelser, en skare sympatisører støttede mig i det kritiske øjeblik under en handel; der blev ikke taget et skridt, uden at det blev indvarslet af en rundskål og fejret med en middag eller et morgenmåltid.

Det var allerede tæt på oktober, før jeg var parat til at tage af sted, og i de bjerghøjder, min vej gik over, var der ingen eftersommer i vente. Jeg var besluttet på, om ikke at slå lejr udendørs, så i det mindste at have remedierne til en lejr med mig; for der er intet, der kan plage det lette sind så meget som nødvendigheden af at nå i ly før mørkets frembrud, og en landsbykros gæstfrihed er ikke altid noget, man kan regne sikkert med, når man trasker til fods. Et telt er, især for en enlig rejsende, besværligt at slå op og besværligt at tage ned igen; og selv på marchen er det en iøjnefaldende del af ens bagage. En sovepose er derimod altid parat - man behøver bare at krybe ned i den; den tjener et dobbelt formål - som seng om natten og vadsæk om dagen; og den forkynder ikke ens hensigt om at overnatte udendørs for hver eneste nysgerrig forbipasserende. Det har stor betydning. Hvis lejren ikke er hemmelig, er den kun et utrygt hvilested; man bliver en offentlig skikkelse; de selskabeligt anlagte landboer aflægger besøg ved sengekanten efter et tidligt aftensmåltid; og man må sove med det ene øje åbent og stå op før daggry. Jeg besluttede mig for en sovepose; og efter gentagne besøg i Le Puy og luksuøse traktementer til mig selv og mine rådgivere blev en sovepose formgivet, fremstillet og hjembragt i triumf.

Dette barn af min opfinderevne målte næsten seks fod på langs og på tværs, udover to trekantede klapper, der tjente som hovedpude om natten og som top og bund i posen om dagen. Jeg kalder det „posen“, men en pose var det kun for en velvillig betragtning, det var bare en slags lang rulle eller pølse af grøn, vandtæt kalechedug udenpå og blåt fåreskind indeni. Den var rummelig som rejsekuffert og varm og tør som seng. Der var rigelig vendeplads til én; og skulle det være, kunne den gå an til to. Jeg kunne begrave mig i den helt op til halsen; mit hoved betroede jeg til en pelshue med klapper, der kunne foldes ned over mine ører, og med et bånd, der kunne strammes ind under næsen som en støvmaske; og i tilfælde af kraftig regn forestillede jeg mig, at jeg kunne lave mig et lille telt, et småtelt, af min vandtætte kappe, tre sten og en krummet gren.

Det vil let kunne indses, at jeg ikke magtede at bære denne omfangsrige bagage på mine egne, blot og bart menneskelige, skuldre. Tilbage stod at vælge et lastdyr. En hest er jo en fornem dame blandt dyrene, forfløjen, ængstelig, kræsen med sin kost og af skrøbeligt helbred; den er for værdifuld og for urolig til at blive ladt alene, så man er lænket til bæstet som to galejslaver til hinanden; en farlig vej skræmmer den fra vid og sans; kort sagt, den er en upålidelig og krævende forbundsfælle og tredivedobler den rejsendes besværligheder. Hvad jeg havde brug for, var noget billigt og småt og hårdført, af et uanfægtet og fredeligt gemyt; og alle disse fornødenheder pegede på et æsel.

Der boede en gammel mand i Monastier, efter sigende af temmelig skrøbelig forstand, hyppigt fulgt af gadedrenge og kendt for verden som Fatter Adam. Fatter Adam havde en vogn, og til at trække vognen havde han et lillebitte hunæsel, ikke meget større end en hund, af farve som en mus, med et mildt blik og en beslutsom underkæbe. Der var noget fornemt og sirligt, en kvækeragtig elegance, over den lille gavtyv, som straks faldt i min smag. Vores første møde fandt sted på torvet i Monastier. For at bevise hendes gode temperament blev det ene barn efter det andet sat op at ride på hendes ryg, og det ene efter det andet blev sendt hovedkulds op i luften, indtil der indfandt sig en vis mistillid i de unge hjerter, og eksperimentet blev afbrudt af mangel på forsøgspersoner. Jeg havde allerede støtte fra en deputation af mine venner, og som om det ikke var nok, kom alle de købende og sælgende hen og hjalp mig; og æslet og jeg og Fatter Adam var midtpunkt for et sandt postyr i næsten en halv time. Omsider trådte hun i min tjeneste formedelst femogtres francs og et glas brændevin. Posen havde allerede kostet firs francs og to glas øl; så Modestine, som jeg straks døbte hende, var på alle måder den billigste af varerne. Det var også, som det skulle være, for hun var kun et tilbehør til min madras, et selvgående sengested på fire ruller.

Jeg havde en sidste samtale med Fatter Adam i en billardstue i daggryets trolddomstime, hvor jeg bød på brændevinen. Han hævdede at være stærkt berørt af adskillelsen og erklærede, at han tit havde købt hvedebrød til æslet og selv nøjedes med rugbrød; dette må dog, ifølge de kyndigste autoriteter, have været fri fantasi. Han var berygtet i landsbyen for brutalt at mishandle dyret; men det er sikkert og vist, at han fældede en tåre, og tåren trak en ren stribe ned over hans ene kind.

Efter råd fra en uvederhæftig lokal sadelmager blev der udfærdiget en læderpude til mig med ringe, som kunne fastgøres til min bylt; og jeg supplerede med omtanke mit udstyr og udvalgte min påklædning. Hvad våben og redskaber angår, medbragte jeg en revolver, et lille spritapparat og en kasserolle, en lygte og nogle tællepråse, en foldekniv og en stor læderdunk. Hovedlasten bestod af to komplette sæt varmt tøj - ud over mit rejseantræk af landligt bomuldsfløjl en sømandspjækkert og en strikket jakke - nogle bøger og min rejseplaid, der, idet den også havde form af en pose, udgjorde en dobbelt befæstning mod kolde nætter. Viktualiebeholdningen udgjordes af pladechokolade og dåser med kogt, røget pølse. Alt dette, bortset fra hvad jeg bar på min person, kunne let stuves ned i fåreskindsposen; og ved et heldigt træf lagde jeg også min tomme rygsæk derned, mere for bekvemt at transportere den end ud fra nogen ide om, at jeg ville få brug for den på rejsen. Til det mere umiddelbare kostbehov medtog jeg en kold fårekølle, en flaske Beaujolais, en tom flaske til at have mælk i, et piskeris og en betragtelig mængde rug- og hvedebrød, ligesom Fatter Adam, til mig selv og æslet; dog tænkte jeg mig en fordeling, der var den omvendte af hans.

Monastierianere af alle politiske afskygninger havde været enige om at true mig med mange latterlige uheld og med den bratte død i mange overraskende former. Dagligt og tungefærdigt blev min opmærksomhed henledt på kulde, ulve, røvere og frem for alt på natlige spøgefugle. Men i disse profetier blev den sande, åbenlyse fare udeladt. Ligesom for Kristen ⁸ var det min byrde, jeg måtte lide under på vejen. Inden jeg fortæller om min egen modgang, lad mig så i korthed gengive den lære, jeg uddrog af mine erfaringer. Hvis oppakningen er godt fastspændt i enderne og hængt i sin fulde længde - for alt i verden ikke lagt dobbelt - hen over paksadlen, så kan den rejsende være tryg. Sadlen vil naturligvis ikke passe, således er vort flygtige livs ufuldkommenhed; den vil med sikkerhed vakle og vise tilbøjelighed til at skride; men der findes sten ved alle vejkanter, og et menneske lærer hurtigt at korrigere enhver tendens til overbalance med en velanbragt sten.

På afrejsedagen var jeg oppe lidt over fem, klokken seks begyndte vi at læsse æslet, og ti minutter efter lå mine forhåbninger i støvet. Puden ville ikke blive liggende på Modestines ryg så meget som et øjeblik. Jeg leverede den tilbage til dens fremstiller, med hvem jeg havde en sådan udveksling af forhånelser, at gaden udenfor var proppet fra mur til mur med nyfigent lyttende tilskuere. Puden skiftede hænder med stor livfuldhed; det ville måske være mere dækkende at sige, at vi kastede den i hovedet på hinanden; i hvert fald var vi meget ophidsede og uvenskabelige og talte med en god del hæmningsløshed.

Jeg fik en almindelig æselpaksadel - en barde, som man kalder den - lagt på Modestine og læssede hende endnu en gang med mit habengut. Den sammenfoldede sovepose, min pjækkert (for det var lunt, og jeg ville vandre i vest og skjorteærmer), et stort rugbrød og en åben kurv, der indeholdt hvedebrødet, fårekøllen og flaskerne, blev alle surret sammen i et meget sindrigt system af knuder, og jeg betragtede resultatet med enfoldig tilfredshed. I en så uhyrlig dækslast, det hele stablet oven på æslets skuldre uden nogen modvægt nedenunder, på en splinterny paksadel, der endnu ikke var tilpasset dyret ved brug og havde splinternye remme, som kunne ventes at strækkes og slækkes undervejs, burde selv en meget sløset rejsende have set en kommende katastrofe. Og det sindrige knudesystem var et værk af for mange velyndere til at være særlig kyndigt udformet. Sandt nok strammede de rebene af hjertens lyst; så mange som tre på en gang havde stemt fødderne mod Modestines fjerdinger og halet med sammenbidte tænder; men jeg fandt senere ud af, at en enkelt omtænksom person uden magtanvendelse kan gøre et mere solidt stykke arbejde end et halvt dusin ivrige, optændte staldknægte. Jeg var kun begynder dengang; selv efter uheldet med puden kunne intet forstyrre min troskyldighed, og jeg drog ud af stalddøren så roligt som en okse til slagtebænken.

Den grønne æseldriver

Klokken i Monastier slog netop ni, da jeg slap ud af disse indledende besværligheder og begav mig ned ad bakke over fælleden. Så længe jeg var inden for synsvidde fra vinduerne, var der en hemmelig skam og frygt for latterlige nederlag, der holdt mig tilbage fra at bakse med Modestine. Hun trippede af sted på sine fire små hove i en nydelig og adstadig gangart; fra tid til anden rystede hun sine ører eller sin hale; og hun så så lille ud under bylten, at det fyldte mig med bange anelser. Vi kom over vadestedet uden problemer - der var ingen tvivl, hun var føjeligheden selv - og da vi først var ovre på den anden bred, hvor vejen begyndte at stige opad gennem fyrrelunde, tog jeg den ugudelige stav i min højre hånd og brugte den med bævende hjerte på æslet. Modestine satte farten op i måske tre skridt, og så faldt hun tilbage til sin tidligere menuet. Endnu en anvendelse fik samme virkning, og ligesådan med en tredje. Jeg mener mig fortjent til at bære navnet engelskmand ⁹, og det strider mod min samvittighed at lægge hård hånd på et hunkønsvæsen. Jeg afholdt mig fra det og betragtede hende fra hoved til fod; det stakkels dyrs knæ rystede, og hendes åndedræt var besværet; det var tydeligt, at hun ikke kunne gå hurtigere på en bakke. Gud forbyde, tænkte jeg, at jeg skulle vise mig brutal mod denne uskyldige skabning; lad hende gå i sit eget tempo, og lad mig tålmodigt følge efter.

Hvad dette tempo var, findes der ikke tilstrækkeligt usle ord til at beskrive; det var noget, der var lige så meget langsommere end gang, som gang er langsommere end løb; det lod mig nøle på hver fod i ubegribelig lang tid; på fem minutter nedbrød det min ånd og satte en feber i alle mine benmuskler. Og dog måtte jeg holde mig tæt ved hende og afpasse min hastighed nøjagtigt efter hendes, for hvis jeg faldt nogle alen tilbage eller gik nogle alen i forvejen, standsede Modestine straks op og begyndte at græsse. Tanken om, at det skulle fortsætte sådan herfra og til Alais, var nær ved at knuse mit hjerte. Af alle tænkelige rejser lod dette til at blive den kedsommeligste. Jeg prøvede at sige til mig selv, at det var en dejlig dag, jeg prøvede at dulme min mistrøstige ånd med tobak, men jeg havde hele tiden en vision af de lange, lange veje, op ad bakke og ned ad bakke, og et par skikkelser, som bevægede sig fremad med infinitesimalfart, skridt for skridt, tre fod i minuttet, og som, ligesom forheksede figurer i et mareridt, aldrig syntes at komme nærmere til målet.

I mellemtiden blev vi indhentet af en høj bonde, måske fyrre år gammel, med et ironisk-gnavent ansigtsudtryk og klædt i egnens grønne kjolefrakke. Han overhalede os lige så stille og standsede op for at betragte vores ynkelige fremrykning.

„Deres æsel,“ sagde han, „er meget gammelt?“

Jeg sagde til ham, at det mente jeg ikke.

Så måtte vi, formodede han, have en lang vej bag os.

Jeg fortalte ham, at vi først lige havde forladt Monastier.

„Et vous marchez comme ça! “¹⁰ udbrød han, kastede hovedet tilbage og lo længe og hjerteligt. Jeg iagttog ham, halvvejs parat til at blive fornærmet, indtil han havde tilfredsstillet sin munterhed; og så sagde han: „Man skal ikke have medlidenhed med de dyr,“ og efter at have plukket en tynd kæp fra et krat begyndte han at piske løs på Modestines bagparti, mens han udstødte et råb. Det lille asen rettede ørerne op og satte i pænt trav, som hun fortsatte uden at vakle og uden at vise mindste tegn på at være i nød, så længe bonden gik ved siden af os. Hendes tidligere gispen og rysten havde, må jeg desværre indrømme, været det rene komediespil.

Min deus ex machina gav mig, inden han forlod os, et par glimrende, om end ubarmhjertige råd og rakte mig kæppen, som han sagde, at hun ville mærke tydeligere end min stok; og til sidst lærte han mig æseldrivernes sande kampråb eller hemmelige løsen: „Prut!“ ¹¹ Hele tiden så han på mig med en komisk, vantro mine, som det gjorde mig forlegen at møde, og smilede ad mit æseldriveri, som jeg kunne have smilet ad hans retstavning eller hans grønne kjolefrakke. Men jeg var den underlegne i det øjeblik.

Jeg var stolt af mine nye kundskaber og mente at have lært kunsten til fuldkommenhed. Og Modestine udrettede virkelig mirakler resten af formiddagen, og jeg fik et pusterum til at se mig om. Det var hviledag; alle bjergmarkerne lå tomme hen i solskinnet, og da vi kom ned gennem Saint Martin de Frugères, var kirken fyldt helt hen til døren; der var folk der knælede på trappen udenfor, og lyden af præstens messen trængte ud fra det dunkle indre. Det gav mig straks en hjemlig fornemmelse; for jeg er en hviledagens landsmand ¹², så at sige, og alle måder at holde hviledagen hellig på vækker, ligesom en skotsk accent, blandede følelser til live i mig, taknemlige og det modsatte. Kun en rejsende, der iler forbi som en person fra en anden planet, kan rettelig nyde freden og skønheden ved den store asketiske helligdag. Synet af det hvilende land gør hans ånd godt. Der er noget bedre end musik i den vidtstrakte, usædvanlige stilhed; og det fremmer de elskværdige tanker i ham, ligesom lyden af en lille flod eller solskinnets varme.

I dette behagelige humør kom jeg ned ad bakken til det sted, hvor Goudet ligger i den grønne ende af en dal, og hvor Château Beaufort knejser overfor på en stenet skrænt, mens floden, klar som krystal, løber i et dybt bassin imellem dem. Oppe og nede kan man høre den risle over stenene, et indtagende, halvvoksent vandløb, som det virker absurd at kalde Loire. Goudet er på alle sider lukket inde af bjerge; klippefyldte fodstier, der i bedste fald kan befærdes af æsler, forbinder den med Frankrigs ydre verden; og byens mænd og kvinder drikker og bander i deres grønne afkrog eller ser om vinteren op på de sneklædte tinder fra tærsklen til deres hjem, lige så afsondret, skulle man tro, som Homers kyklop. Men sådan er det ikke; postbuddet når frem til Goudet med sin brevtaske; Goudets fremadstræbende ungdom er kun en dagsvandring fra jernbanen i Le Puy; og her i kroen kan man finde et xylografisk portræt af værtens nevø, Régis Senac, „professor i fægtning og nord- og sydamerikansk mester,“ en hædersbetegnelse, som han vandt, med fem hundrede dollars i tilgift, i Tammany Hall, New York, den 10. april 1876.

Jeg skyndte mig med mit middagsmåltid og var snart på vej igen. Men ak, da vi skulle over den uendelige højderyg på den anden side, syntes „Prut!“ at have mistet sin kraft. Jeg pruttede som en løve, jeg pruttede så blidt som en turteldue, men Modestine ville hverken lade sig blødgøre eller skræmme. Hun holdt stædigt fast ved sit eget tempo; kun et rap kunne få hende til at flytte sig, og det kun i et sekund. Jeg måtte følge i hælene på hende og bearbejde hende ustandseligt. Bare et øjebliks pause i dette uværdige arbejde, og hun faldt tilbage i sin egen private gangart. Jeg har vist aldrig hørt om nogen i en så nedrig situation. Jeg var nødt til at nå frem til søen Lac du Bouchet, hvor jeg havde tænkt mig at slå lejr, før solnedgang, og for at bevare bare et håb om det, måtte jeg hele tiden mishandle det sagtmodige dyr. Lyden af mine egne slag gav mig kvalme. En gang, da jeg så på hende, øjnede jeg en svag lighed med en dame af mit bekendtskab, som tidligere havde overøst mig med venlighed, og det forøgede kun min rædsel over min egen grusomhed.

For at gøre ondt værre traf vi på et andet æsel, som strejfede frit omkring i vejkanten; og dette andet æsel var tilfældigvis en herre. Han og Modestine mødtes i fælles frydefuld skryden, og jeg var nødt til at skille parret ad og slå deres unge romance ned med en fornyet, febrilsk bastonade. Hvis det andet æsel havde haft et mandigt hjerte under skindet, ville han have overfaldet mig med bid og spark; og netop det var en slags trøst - han var tydeligvis uværdig til Modestines hengivenhed. Men episoden bedrøvede mig, ligesom alt andet, der mindede mig om mit æsels køn.

Vejen op gennem dalen var stegende hed, ikke en vind rørte sig, den stærke sol stod lige ned på mine skuldre; og jeg måtte slide sådan i det med min kæp, at sveden randt ned i øjnene på mig. Hvert femte minut hældede oppakningen, kurven og pjækkerten desuden slemt til den ene eller den anden side, og jeg blev nødt til at standse Modestine, netop som jeg havde fået hende op i en acceptabel fart på omkring to mil i timen, for at hive og skubbe og skuldre og rette lasten op igen. Og til sidst, i landsbyen Ussel, vendte sadlen og hele baduljen rundt og kastede sig i støvet under æslets bug. Det var hun godt tilfreds med, hun standsede ufortøvet op og så ud, som om hun smilede; og en lille skare bestående af en mand, to kvinder og to børn kom hen og stillede sig i en halvkreds om mig og opmuntrede hende med deres eksempel.

Jeg havde et djævelsk besvær med at få skik på det hele; og i samme øjeblik som jeg havde gjort det, fik det lige på stedet overbalance og faldt ned på den anden side. Gæt engang, om jeg var hidsig! Og dog var der ingen, der tilbød en hjælpende hånd. Manden fortalte mig endda, at jeg burde give oppakningen en anden facon. Jeg foreslog ham, siden han ikke kunne gøre noget bedre for mig i min knibe, at han jo kunne holde mund. Og den godmodige hund samtykkede med et smil. Det var den mest forfærdelige redelighed. Jeg måtte tydeligvis stille mig tilfreds med at lade Modestine tage bagagen og selv påtage mig byrden af følgende genstande: en stok, en fempægls dunk, en pjækkert med tungt lastede lommer, to pund rugbrød og en åben kurv fuld af kødmad og flasker. Jeg tror nok, jeg tør sige, at jeg ikke er blottet for sjælelig storhed; for jeg veg ikke tilbage for dette nederdrægtige læs. Jeg fik det fordelt, Himlen må vide hvordan, så det blev tåleligt at bære, og fortsatte så med at styre Modestine gennem landsbyen. Hun prøvede, som det var hendes ufravigelige vane, at træde ind i hvert eneste hus og på hver eneste gårdsplads på hele strækningen; og så betynget som jeg var, uden en fri hånd til hjælp, kan ord ikke give bare et begreb om mine vanskeligheder. En præst var sammen med seks-syv andre ved at besigtige en kirke under reparation, og han og hans følgesvende lo højt, da de så min forfatning. Jeg huskede, hvordan jeg selv havde leet, når jeg havde set gode folk kæmpe med genvordigheder i skikkelse af et æsel, og erindringen fyldte mig med anger. Det var i mine letsindige ungdomsdage, før disse trængsler kom over mig. Gud ved i det mindste, at jeg aldrig vil le igen, tænkte jeg. Men hvor er dog en farce en grusom ting for dem, der er indblandet i den!

Lidt uden for landsbyen fik Modestine, som en drilledjævel var faret i, lyst til en sidevej, som hun pure nægtede at forlade. Jeg lod alle mine pakkenelliker falde, og jeg skammer mig over at sige det, men jeg slog den arme synder to gange i ansigtet. Det var ynkværdigt at se hende løfte hovedet med lukkede øjne, som om hun ventede på endnu et slag. Jeg var meget nær ved at græde; men jeg gjorde noget, som var klogere, og satte mig simpelthen i vejkanten for at gennemtænke min situation under opmuntrende indflydelse af tobak og en slurk brændevin. Imens gumlede Modestine med en angerfuld, hyklerisk mine på noget rugbrød. Det var klart, at jeg måtte bringe et offer til skibbruddets guder. Jeg smed den tomme flaske væk, som var beregnet til at have mælk i; jeg smed mit eget hvedebrød væk, og i ringeagt for den solidariske hæftelse ved havari beholdt jeg rugbrødet til Modestine; endelig smed jeg den kolde fårekølle væk, samt piskeriset, selv om det sidstnævnte havde en stor plads i mit hjerte. Således kunne jeg få plads til alting i kurven og stuvede endda pjækkerten oveni. Ved hjælp af en tovende bar jeg den under den ene arm; og selv om tovet skar mig i skulderen, og pjækkerten hang næsten helt ned til jorden, var det med kendeligt lettere hjerte, at jeg begav mig på vej igen.

Nu havde jeg en arm fri til at prygle Modestine, og jeg tugtede hende grusomt. Hvis jeg skulle nå frem til søbredden, før det blev mørkt, måtte hun se at flytte sine små skanker. Solen var allerede gået ned i en tåge, der så ud til blæst, og selv om der stadig var nogle få gyldne striber på bjergene og de sorte granskove langt ovre mod øst, var alting koldt og gråt på den vej, vi skulle frem ad. En uendelighed af små markveje førte hid og did mellem agrene. Det var den mest meningsløse labyrint. Jeg kunne se mit bestemmelsessted oppe over os, eller rettere, den bjergtop, der dominerer det, men hvad jeg end valgte, endte vejene altid med at dreje bort fra den og snige sig tilbage mod dalen eller mod nord, langs kanten af bakkerne. Det svigtende lys, de svindende farver, det nøgne, fremmede, stenede land, jeg vandrede igennem, kastede mig ud i en vis modløshed. Jeg kan forsikre, at kæppen ikke var i hvile; jeg tror, at hvert eneste ordentligt skridt, Modestine tog, må have kostet mig mindst to eftertrykkelige slag. Der var ingen andre lyde i nærheden end dem, der kom af min utrættelige bastonade.

Pludselig, midt under mine bestræbelser, måtte lasten endnu en gang bide i støvet, og som ved hekseri løsnede alle rebene sig på én gang, så mine dyrebare ejendele dryssede ud over vejen. Der måtte pakkes om igen fra begyndelsen; og da jeg var nødt til at opfinde et nyt og bedre system, er jeg ikke i tvivl om, at jeg mistede en halv time. Det begyndte at skumre for alvor, da jeg nåede et vildnis af grønsvær og sten. Det lignede en vej, der kunne føre alle steder hen på én gang, og jeg var ved at falde i noget nær fortvivlelse, da jeg så to skikkelser, som skridtede hen imod mig over stenene. De gik bag hinanden som vagabonder, men deres fart var bemærkelsesværdig. Sønnen førte an, en høj, ildedannet, dyster, skotsk udseende mand; moderen fulgte efter i sin bedste søndagsstads, med et elegant broderet bånd i huen og en ny filthat oven på den, og udstødte, mens hun storkede af sted med opkiltede skørter, en perlerække af obskøne og blasfemiske bandeord.

Jeg råbte sønnen an og spurgte om vej. Han pegede løseligt mod vest og nordvest, mumlede en uhørlig kommentar og skridtede videre, uden at sætte farten ned et eneste øjeblik, i samme retning, på tværs af min. Moderen fulgte efter uden så meget som at løfte hovedet. Jeg råbte og råbte efter dem, men de fortsatte med at stige op ad bjergsiden og vende det døve øre til mine udråb. Til sidst var jeg tvunget til at lade Modestine blive stående og løbe efter dem, mens jeg råbte dem an. De standsede, da jeg nærmede mig, og moderen bandede stadig; jeg kunne se, at hun var en køn, moderlig, respektabelt udseende kvinde. Sønnen svarede mig igen kortfattet og uhørligt og ville til at gå igen. Men denne gang tog jeg simpelt hen fat i kraven på moderen, der var den nærmeste, og erklærede, idet jeg undskyldte min voldelige fremfærd, at jeg ikke kunne lade dem gå, før de havde sat mig på rette spor. Ingen af dem blev fornærmede - de blev snarere formildet end det modsatte; de sagde, at jeg bare skulle følge efter dem, og så spurgte moderen, hvad jeg ville ved søen så sent. Jeg svarede, på skotsk maner, ved at spørge, om hun selv havde langt at gå endnu. Hun fortalte mig, med endnu en ed, at hun havde halvanden times vandring foran sig. Og så, uden nogen afskedshilsen, marcherede parret fremad igen, op ad skråningen i det tiltagende tusmørke.

Jeg gik tilbage efter Modestine og puffede hende rask fremad, og efter tyve minutters stejl stigning nåede vi til kanten af et plateau. Udsigten tilbage over min dagsmarch var både vild og bedrøvelig. Mont Mézenc og bjergtoppene bag Saint Julien trådte frem i skarpttegnet dysterhed mod en kold glitren i øst; og de mellemliggende bakkedrag var sunket ned i ét bredt skyggestrøg, med undtagelse her og der af omridset af en skovklædt sukkertop i sort, og her og der en hvid, uregelmæssig plet, som markerede en gårds dyrkede marker, og her og der en klat, hvor Loire, Gazeille eller Laussonne løb i en kløft.

Snart var vi på en landevej, og overraskelsen greb mig, da jeg fik øje på en landsby af en vis størrelse ganske tæt ved; for jeg havde fået at vide, at søens nabolag var ubeboet på nær af ørreder. Vejen dampede i skumringen af børn, der drev kvæg hjem fra markerne; og et par kvinder overskrævs på deres heste, med hat og hue og det hele, fløj forbi mig i gungrende trav fra distriktsbyen, hvor de havde været i kirke og til marked. Jeg spurgte et af børnene, hvor jeg var. I Bouchet Saint Nicolas, meddelte han. Derhen, omkring en mil syd for mit bestemmelsessted, og på den anden side af en anselig bjergtop, havde de forvirrede veje og træske bønder ført mig. Min skulder var flået, så den smertede skarpt; min arm værkede som tandpine af de evindelige prygl; jeg opgav søen og mine planer om at slå lejr og spurgte efter landsbyens auberge ¹³.

Jeg har en pigkæp

Bouchet Saint Nicolas’ auberge var blandt de mindst fordringsfulde af alle kroer, jeg har besøgt; men jeg så mange flere af slagsen på min vandring. Faktisk var den typisk for dette franske højland. Forestil Dem et lille toetagers hus med en bænk uden for døren; med stald og køkken ud i ét, så Modestine og jeg kunne høre hinanden spise; med møbler af jævneste slags, lerstampede gulve, et enkelt sovekammer til rejsende, og dét uden nogen andre bekvemmeligheder end senge. I køkkenet foregår madlavning og spisning side om side, og familien sover der om natten. Enhver, der føler trang til at vaske sig, må gøre det offentligt ved det fælles bord. Maden er undertiden knap; tørre fisk og omelet har været mit traktement mere end en gang; vinen er ringe, brændevinen er en vederstyggelighed for mennesker; og et besøg af en fed so, der roder under bordet og gnubber sig op ad ens ben, er ikke nogen umulighed under middagen.

Men folkene i kroen viser sig, i ni ud af ti tilfælde, venlige og hensynsfulde. Så snart man kommer ind ad døren, er man ikke længere en fremmed; og selv om disse landboer er grove og afvisende på landevejen, viser de et anstrøg af venlig levemåde, når man deler arne med dem. I Bouchet, for eksempel, trak jeg min flaske Beaujolais op og indbød værten til at dele den med mig. Han ville kun have lidt.

„Jeg ynder den slags vin, forstår De?“ sagde han, „og jeg ville være i stand til ikke at gemme nok til Dem.“

I disse kroer forventes den rejsende at spise med sin egen kniv; medmindre han spørger, leveres der ingen anden - og med et glas, en humpel brød og en jerngaffel er bordet fyldestgørende dækket. Min kniv blev hjerteligt beundret af kroværten i Bouchet, og fjedermekanismen fyldte ham med forbløffelse.

„Det ville jeg aldrig have gættet,“ sagde han. „Jeg tør vædde på,“ tilføjede han, mens han vejede den i hånden, „at den har kostet Dem mindst fem francs.“

Da jeg fortalte ham, at den havde kostet mig tyve, måbede han.

Han var en mild, smuk, fornuftig, venlig gammel mand og besynderligt uvidende. Hans kone, som ikke var nær så behagelig at omgås, kunne læse, selv om jeg ikke formoder, at hun nogen sinde gjorde det. Hun havde et ganske godt hoved og talte med en slags hvast eftertryk, som den, der bestemte, hvor skabet skulle stå.

„Min mand ved ingenting,“ sagde hun med et vredt nik, „han er ligesom dyrene.“

Og den gamle erklærede sit samtykke med en hovedbøjning. Der var ingen foragt fra hendes side og ingen skam fra hans; kendsgerningerne blev loyalt accepteret, og så talte man ikke mere om det.

Jeg blev taget i nøje krydsforhør om min rejse; fruen forstod det øjeblikkelig og skitserede, hvad jeg skulle tage med i min bog, når jeg kom hjem. „Om folk høster eller ej det-og-det sted; om der var skove; studier af skik og brug; for eksempel hvad jeg og husherren siger til Dem; naturskønheder og alt sådan noget.“ Og hun sendte mig et granskende blik.

„Netop,“ sagde jeg.

„Der kan du se,“ tilføjede hun til sin mand. „Jeg forstod det.“

De var begge meget interesserede i historien om mine uheld.

„I morgen tidlig,“ sagde manden, „skal jeg lave noget til Dem, som er bedre end Deres kæp. Sådan et dyr kan ikke mærke noget; det er, som ordsproget siger - dur comme un âne ¹⁴ ; De kunne banke hende bevidstløs med en knippel, og alligevel ville De ikke komme nogen vegne.“

Noget bedre! Lidet anede jeg, hvad han havde at tilbyde.

Sovekammeret var udstyret med to senge. Jeg fik den ene, og jeg vil indrømme, at jeg blev lidt forlegen ved at se en ung mand og hans kone og barn i færd med at lægge sig i den anden. Det var min første oplevelse af den art; og hvis jeg hver gang skal føle mig lige så fjollet og upassende, beder jeg til Himlen om, at det også bliver min sidste. Jeg holdt øjnene for mig selv og ved ikke andet om kvinden, end at hun havde smukke arme og ikke syntes det mindste forlegen ved min tilstedeværelse. Situationen var faktisk mere belastende for mig end for det unge par. Et par kan støtte hinanden; det er den enlige herre, der må rødme. Men jeg kunne ikke lade være med at tillægge ægtemanden mine egne følelser, så jeg prøvede at vinde hans overbærenhed med et bæger brændevin fra min lommeflaske. Han fortalte mig, at han var bødker fra Alais, på vej til Saint Etienne for at søge arbejde, og at han i sine ledige stunder fulgte det livsfarlige kald ¹⁵ at fremstille tændstikker. Mig anslog han frimodigt til at være brændevinshandler.

Jeg stod op som den første om morgenen (mandag den 23. september) og hastede skyldbetynget gennem mit morgentoilette for at give klar bane til Madame, bødkerens kone. Jeg drak en skål mælk og gik ud for at se på nabolaget i Bouchet. Det var afskyeligt koldt, en grå, blæsende, vinteragtig morgen; disede skyer drev hurtigt og lavt hen over himlen, blæsten peb over det nøgne plateau, og det eneste farvestrejf lå ude bag Mont Mézenc og højdedragene mod øst, hvor himlen stadig var klædt i morgengryets orange.

Klokken var fem om morgenen, fire tusind fod over havets overflade, og jeg måtte begrave hænderne i lommerne og trave godt til. Folk drog ud til markarbejdet i grupper på to og tre, og alle vendte sig for at kigge på den fremmede. Jeg havde set dem komme hjem aftenen før, og nu så jeg dem gå i marken igen; det var livet i Bouchet i en nøddeskal.

Da jeg kom tilbage til kroen for at spise lidt morgenmad, stod værtinden i køkkenet og var ved at kæmme sin datters hår; jeg komplimenterede hende for dets skønhed.

„Nej da,“ sagde moderen, „det er ikke så smukt som det burde være. Se, det er alt for fint.“

Sådan finder den kloge bondestand trøst under ugunstige fysiske omstændigheder, og ved en forbløffende, demokratisk proces afgør flertallets mangler, hvad der er typisk smukt.

„Og hvor,“ spurgte jeg, „er Monsieur?“

„Husherren er ovenpå,“ svarede hun, „han er ved at lave en pigkæp til Dem.“

Velsignet være den mand, der opfandt pigkæppe! Velsignet være kroværten i Bouchet Saint Nicolas, som indførte mig i brugen af dem! Denne simple stav, med en nål i en ottendedel tommes længde, blev i sandhed et scepter, da han lagde den i mine hænder. Derefter var Modestine min slave. Et prik, og hun passerede forbi den mest indbydende stalddør. Et prik, og hun satte i et tappert lille luntetrav, som lagde mil efter mil bag os. Det var ikke nogen bemærkelsesværdig fart, når sandheden skal siges, og det tog os i bedste fald fire timer at tilbagelægge ti mil. Men hvilken himmelsk forandring siden i går! Ikke flere prygl af den grimme knippel; ikke flere hug med en værkende arm; ikke flere sving med tunge slagsværd, men diskret og forfinet kårdefægtning. Og hvad så, hvis der nu og da viste sig en bloddråbe på Modestines musefarvede, kileformede rumpe? Jeg ville have foretrukket det anderledes, vist så; men gårsdagens bedrifter havde renset mit hjerte for al menneskelighed. Det stædige lille utyske måtte, når hun ikke ville lystre min venlighed, finde sig i mine prik.

Det var råt og bitterkoldt, og på nær en kavalkade af damer overskrævs på heste og et par postløbere var vejen fuldstændig øde helt frem til Pradelles. Jeg kan knap nok huske en eneste episode med undtagelse af én. Et kønt føl med en klokke om halsen kom stormende frem mod os på en langstrakt fælled, snusede krigerisk til luften, som om det havde stordåd i sinde, men ombestemte sig så pludselig i sit grønne unge hjerte og galoperede væk, som det var kommet, mens klokken klingrede i vinden. I lang tid derefter kunne jeg se dets ædle holdning, når det standsede op, og høre lyden af dets klokke; og da jeg nåede ud til landevejen, syntes telegraftrådenes sang at fortsætte den samme musik.

Pradelles ligger på en bjergskråning, højt oppe over floden Allier, omgivet af frodige enge. Man var ved at slå efterslæt til alle sider, hvilket på denne blæsende efterårsmorgen lagde en høduft, som slet ikke passede til årstiden, over hele stedet. På den modsatte bred af Allier steg terrænet over mange mil helt op til horisonten: et brunet og gulnet efterårslandskab med sorte pletter af granskov og hvide veje, der løb mellem bakkerne. Over det hele kastede skyerne en ensartet, lillablå skygge, trist og på en måde truende, så højde og afstand blev overdrevet og landevejens bugtede bånd sat i endnu større relief. Det var et trøstesløst syn, men stimulerende for en vandringsmand. For nu var jeg nået til Velays grænse, og alt, hvad jeg kunne se, lå i en anden egn - det vilde Gévaudan, bjergrigt, uopdyrket og først for nylig skovryddet af frygt for ulvene.

Ulve synes desværre, ligesom banditter, at flygte, hvor rejsende rykker frem; og man kan traske gennem hele vort bekvemme Europa uden at støde på eventyr, der er navnet værd. Men her, mere end noget andet sted, befandt man sig i håbets grænseland. For dette var hjemstedet for det uforglemmelige uhyre, ulvenes Napoleon Bonaparte. Sikke et levnedsløb, det havde! Det levede i ti måneder i frihed i Gévaudan og Vivarais ¹⁶ ; det åd kvinder og børn og „hyrdinder, der var fejret for deres skønhed“; det forfulgte bevæbnede ryttere; det blev set ved højlys dag, mens det forfulgte en postvogn og en forrider på kongens landevej, og vogn og forrider flygtede for det i galop. Det blev efterlyst på plakater som en statsforbryder, og der blev sat en pris på ti tusinde francs på dets hoved. Og dog, da det blev skudt og sendt til Versailles ¹⁷, se så bare! En almindelig ulv, og endda lidt lille i det. „Rakte jeg end fra pol til pol,“ ¹⁸ sang Alexander Pope; Den lille Korporal ¹⁹ rystede Europa; og hvis alle ulve havde været som denne ulv, ville de have ændret menneskets historie. Élie Berthet ²⁰ har gjort den til helten i en roman, som jeg har læst og ikke ønsker at læse igen.

Jeg skyndte mig med min frokost og var ubøjelig over for min værtindes ønske om, at jeg skulle besøge Vor Frue af Pradelles, „som gjorde mange mirakler, selv om hun var af træ“; og før der var gået tre kvarter, gennede jeg Modestine ned ad den stejle vej, der fører til Langogne ved Allier. På begge sider af vejen var landmænd på store, støvede marker i færd med at berede jorden til næste forår. For hver hundrede alen trak et spand af tykhalsede, uforstyrrelige stude tålmodigt af sted med ploven. Jeg så en af disse milde, vældige muldens tjenere, som pludselig blev interesseret i Modestine og mig. Furen, som den fulgte, nærmede sig vejen i en vinkel, og dens hoved var solidt fastgjort til åget, ligesom karyatider står fast under en vægtig gesims; men den drejede sine store, ærlige øjne og fulgte os med et eftertænksomt drøvtyggerblik, indtil dens herre bød den at vende ploven og trække op ad bakken igen. Fra alle disse brydende plovskær, fra studenes klove, fra en daglejer her og der, som knuste de tørre klumper med en hakke, førte vinden en tynd støvsky med sig, som lignede røg. Det var et smukt, travlt, levende, rustikt landskab; og mens jeg fortsatte min vej nedad, blev Gévaudans højland ved med at rejse sig foran mig mod himlens baggrund.

Jeg havde krydset Loire dagen forinden; nu skulle jeg krydse Allier; så tæt på hinanden går disse to sammenløbende floder i deres ungdom. Netop ved broen i Langogne, da den længe lovede regn begyndte at falde, henvendte et syv-otte års pigebarn sig til mig med den rituelle sætning: „D’où’st-ce-que vous venez?“ ²¹ Hun gjorde det med en så hovmodig mine, at hun fik mig til at le, og det krænkede hende dybt. Hun var åbenlyst vant til respekt, og hun blev stående og så efter mig i tavs fortørnelse, mens jeg krydsede broen og vandrede ind i grevskabet Gévaudan.