I eksil

Jim og Helen Burgess fløj fra New York til Maine i juli med deres ældste barnebarn, Ernie – han var syv år gammel – for at følge ham på sommerlejr. De lejede en bil i Portland, og efter at have sat drengen af, græd Helen lidt i bilen og sagde hele tiden til Jim at hun syntes drengen var for lille til at være væk en hel måned, og Jim sagde at drengen nok skulle få det godt. De var nu på vej til Crosby hvor Jims bror Bob boede sammen med sin anden kone, Margaret. Helen havde kun mødt Margaret en enkelt gang før, det var mange år siden, dengang Bob havde taget Margaret med til New York, og Helen havde fornemmet – det var svært at undgå – at Margaret på ingen måde havde brudt sig om byen, hun havde været bange – bange! – og efterfølgende kom Bob alene på besøg i New York, han kom cirka en gang om året.

Helen havde ikke været i staten Maine i næsten ti år, og hun kiggede interesseret rundt da de kørte ind i Crosby. De havde kørt et lille stykke langs kysten; grantræerne stod slanke og ranke ude på øerne, og vandet glitrede helt vanvittigt, og nu kørte de forbi nogle af de hvide, bræddeklædte huse og også enkelte murstenshuse. Solen skinnede klart, og der var en kunstudstilling eller et marked af en slags langs hovedgaden, der var boder og masser af mennesker som gik rundt og kiggede. „Her er virkelig kønt,“ sagde hun, og Jim sagde: Tja, det er her vel.

Det hus Bob boede i, var ikke svært at finde, det lå lige ved hovedgaden og var et stort, gammelt murstenshus i fire etager. Nu var det delt op i ejerlejligheder, og da Helen stod på trappen i eftermiddagssolen, følte hun sig meget glad for at være der. Men da hun så Margaret, blev hun helt paf; Margarets hår – som engang havde været mørkeblond med lysere striber og sat op i en rodet frisure oven på hovedet – var nu helt gråt og gik til lige under ørerne.

Margaret sagde „Goddag!“, og Helen strakte sig op for at kysse hende på kinden og efterlod et læbestiftaftryk som Helen så prøvede at gnide væk med fingeren. „Ups,“ sagde Helen, men Margaret sagde: „Åh, det gør ikke noget,“ og Helen og Jim fulgte efter hende op ad en virkelig stejl trappe mens Margaret sagde at Bob var gået ud for at købe noget vin, han kom tilbage om et øjeblik. Tæppet på trappen var gråt og beskidt – Helen var forbavset – og så blev Helen, da hun gik efter Margaret ind ad døren til lejligheden, bare helt grundlæggende forbavset over stedet: Det var lille, kun to værelser, med et køkken i det ene, og der stod de mærkeligste møbler derinde, en sofa lige midt i køkkenområdet med to matchende stole, de virkede alle meget gamle, og betrækket havde store gule plamager på en rød baggrund, og så var der en lille stue; deres soveværelse lå tilsyneladende på etagen over, en trappe op, der var en trappe i stuen, men Margaret sagde ikke noget om det, og Helen spurgte ikke. „Sikke et dejligt sted,“ sagde Helen da hun gik igennem stuen, for Jim havde ikke sagt noget da han rystede jakken af og satte sig i sofaen. „Det er okay,“ sagde Margaret, og hun trak på skuldrene og rakte hænderne frem i en velkomstgestus. „Det er vores.“

Helen tænkte at hun ville blive fuldstændig vanvittig hvis hun selv var nødt til at bo i to værelser på den her måde, selvom vinduerne var høje, gik næsten ned til gulvet, og udsigten faktisk var ret fin, man kunne se lige ned i parken hvor træerne stod med deres enorme skyer af grønne blade, og man kunne se nogle børn der sparkede til en bold. „Ih, hvor er det hyggeligt,“ sagde Helen og satte sig i en gyngestol hvor polstringen var revnet.

Døren i køkkenafdelingen knirkede, og der var Bob, han kom ind i stuen nu. Jim rejste sig og slog sin bror på skulderen. „Hey, din dovne hund, hvordan går det?“ Han stillede spørgsmålet med et stort grin og åbent ansigt. „Du ser godt ud, knægt,“ sagde Jim til Bob, og Bob sagde: „Det gør du også,“ selvom Helen vidste at Jim – som altid havde været i god form og en flot mand – havde taget fem kilo på i løbet af det seneste år, og hun syntes det fik hans øjne til at se små ud. „Åh, Bobby,“ sagde Helen, og efter hun havde kysset ham, rørte hun ved hans kind med hånden. „God dag, Bobby,“ sagde hun. Og Bob smilede stort og sagde: „Goddag, Helen, velkommen til Crosby i Maine.“

„Her er skønt,“ sagde Helen.

¤

For en del år siden havde Bob Burgess spurgt sin kone – de havde været gift i fem år på det tidspunkt, Bob var flyttet fra New York hvor han havde boet hele sit voksenliv – om hun ville have noget imod at flytte fra Shirley Falls og i stedet slå sig ned i Crosby, en times kørsel derfra, og så snart han havde spurgt hende, så han at hun blev modløs. Han sagde omgående: „Nej, bare glem det,“ men hun spurgte ham hvorfor han gerne ville flytte, og han svarede hende ærligt: Shirley Falls gjorde ham så trist. De sad i deres stue på det tidspunkt; den var lavloftet, og der kom meget lidt dagslys ind, selv her sidst i juni som var det tidspunkt hvor samtalen fandt sted, og han kiggede rundt i stuen og sagde: „Undskyld.“

Hver gang han tænkte på den aften, mærkede han en stor kærlighed til denne kvinde, sin anden kone, Margaret, unitarpræsten, fordi hun havde spurgt mere ind til sagen, og det viste sig at det som gjorde ham trist, ikke bare var at byen efterhånden virkede så reduceret, alle butikkerne på hovedgaden havde været lukket i årevis, bortset fra dem som somalierne drev; det var ikke bare det – denne stille rædsel Bob følte ved at bo i en by som engang havde været aktiv og fuld af liv – det var også fordi byen på en eller anden måde hele tiden mindede ham om hans barndom og den bilulykke hans far var død i da Bob var kun fire år gammel. Han blev forbavset da han forstod at det var årsagen til hans ubehag ved stedet, men Margaret havde slet ikke virket forbavset: „Det giver mening, for hele livet har du troet at det var dig der dræbte ham,“ sagde hun og lagde benene over kors den anden vej end de lige havde været. „Og det var det måske også,“ sagde Bob. Margaret trak på skuldrene og sagde næsten håbefuldt: „Og det var det måske også.“ Det havde altid været sådan familien havde forstået det, at det var Bob der var ansvarlig for sin fars død. Men faktisk havde Jim, der var fire år ældre end Bob, for ti år siden tilstået over for Bob at det var ham – Jim – der havde leget med koblingen så bilen trillede ned ad deres indkørsel og ramte faren som stod nede ved postkassen og var ved at tømme den. Og fordi Jim, Bob og Susan – Bobs tvillingesøster – var vokset op i det nordlige New England, i en kultur og en tid hvor man ikke talte om den slags, havde de – i overensstemmelse hermed – aldrig talt om ulykken efterfølgende. Ikke før den dag hvor Jim, der på det tidspunkt var i halvtredserne, havde fortalt Bob at han – Jim – var skyld i den. Og som resultat havde Bob følt at han havde mistet noget betydningsfuldt. Hans identitet var blevet taget fra ham. Det var sådan Margaret forstod det, og han havde med det samme indset at hun havde ret. Uanset hvad var hun den dag gået med til at de skulle flytte til Crosby omkring en times kørsel derfra.

Byen lå ved kysten, og der var kønt.

¤

Klokken var et, og de besluttede at de ville gå en lille tur alle fire. Kroen hvor Helen og Jim skulle overnatte, lå kun to gader derfra så de gik sammen ned for at få dem tjekket ind, de ville tage taskerne med senere. Fortovet var kun bredt nok til to ad gangen; Jim gik sammen med Margaret, og Bob og Helen gik bag dem. Helen sagde: „Bobby, sidste gang du kom til New York, skulle du mødes med Pam inden du tog toget hjem. Jeg har hele tiden villet spørge hvordan det gik?“ Pam var Bobs første kone, de var til Helens store forundring forblevet venner, og nu sagde Bob: „Hun har det godt. Ja, det var dejligt at se hende.“

Kroen havde en stor veranda der gik hele vejen rundt om bygningen. Nogle af de andre gæster sad derude i hvide gyngestole, og Helen vinkede til dem, og de nikkede som svar. Kvinden der tjekkede dem ind, var en køn kvinde med glansfuldt hår, og da hun sagde at hun oprindeligt var fra New York, blev Helen begejstret. „Kan du godt lide at bo heroppe?“ spurgte Helen, og kvinden sagde at det kunne hun godt, hun og hendes familie elskede at være her. Kvinden viste dem deres værelse, det var faktisk to værelser, en lille stue med to øreklapstole, og så soveværelset. „Hvor er det fint!“ sagde Helen. Derefter gik de to gader længere op ad Dyer Road, der var træer på begge sider af vejen, så gik de ad de små veje tilbage til hovedgaden. Helen sagde: „Hvor er det dog en yndig by, Bobby,“ mens de gik op ad den frygtelige, uhumske trappe til lejligheden.

Planen var som følger: Jim og Bob ville køre til Shirley Falls og være tilbage til spisetid. Deres søster, Susan, boede der stadig – hun var aldrig rejst derfra – og fordi Susan og Helen ikke kom særlig godt ud af det med hinanden, var det blevet besluttet – inden turen, det var Margaret der havde tilbudt det – at Helen og Margaret skulle blive i Crosby og se det kunstmarked der var i byens gader den weekend, og så ville brødrene komme tilbage nogle timer senere og mødes med dem. „Hej, hej,“ sagde Helen, og hun gav begge mænd et kys. Margaret vinkede bare.

Helen og Margaret blev siddende i stuen lidt. Helen pillede ved sin guldørering og sagde: „Jamen hvordan går det så?“ og Margaret sagde at det gik helt fint med både hende og Bob. „Hvordan går det med jer?“ spurgte Margaret, og Helen sagde at hun var bekymret for lille Ernie, og så tog Helen sin telefon frem og viste Margaret billeder af sine børnebørn, og Margaret tog sine briller på der hang i en sort snor om halsen, ned over hendes store barm, og hun kneb øjnene lidt sammen og kiggede på telefonen og sagde: Åh, hvor var de dog søde, det var de virkelig. „Jeg kommer sikkert til at snakke alt for meget om dem,“ sagde Helen, og Margaret tog sine briller af og sagde: „Det gør slet ikke noget,“ så Helen viste hende to billeder mere, så lagde hun telefonen væk og sagde: „Skal vi gå?“ Og Margaret tog sin taske, og så gik de.

¤

Så snart de var ude af Crosby og kørte ad de små veje til Shirley Falls, mærkede Bob en stor glæde stige op i sig – den overtog den lette uro han tidligere havde følt, og nu var han bare glad. Hans bror kørte. „Jimmy, det er så dejligt at se dig heroppe,“ sagde Bob, og hans bror vendte sig og smilede lakonisk. „Du er okay, ikke?“ spurgte Bob så, for pludselig blev han opmærksom på at der var noget svagt forandret ved hans bror – han kunne ikke sætte fingeren på det – men det var som om Jim ikke helt var til stede.

„Alt okay,“ sagde Jim. „Hvad går du og laver i øjeblikket?“

Så Bob fortalte ham – hvilket Jim allerede vidste – at han stadig kørte til retsmøder i Shirley Falls tre dage om ugen i forbindelse med sit arbejde, og Jim spurgte om han havde mange somaliske klienter, og Bob sagde nogle få, men ikke mange. Somalierne var kommet til Maine for næsten tyve år siden og havde slået sig ned i Shirley Falls fordi de tænkte at det var et trygt sted. Bob havde for nylig haft en sag hvor en somalisk kvinde var sigtet for socialt bedrag, og det virkede som om Jim var interesseret i sagen.

Jim, der havde læst jura på Harvard, på fuldt stipendium, og som på toppen af sin karriere var blevet kendt for at forsvare og få frikendt sangeren Wally Parker efter at Wally blev sigtet for at have slået sin kæreste ihjel, tog nu om dage kun mindre sager, og da Bob spurgte til dem nu, vinkede Jim bare afværgende med hånden. I stedet spurgte Jim: „Hvad synes du om Helen? Synes du hun ser okay ud?“

„Hun ser fantastisk ud,“ sagde Bob. „Hun har altid set fantastisk ud. Hun ser mindre ud, men ikke særlig meget ældre.“

„Hun ser mindre ud fordi jeg er blevet større,“ sagde Jim. „Pænt af dig ikke at sige noget.“

„Du ser da godt ud, Jimmy.“

Et øjeblik efter sagde Jim: „Hvad sker der med Margarets hår?“

„Åh.“ Bob sukkede. „Hun sagde at hun var træt af at tænke på det, så hun lod det få sin naturlige farve igen og klippede det af.“

Jim så over på Bob. „Okay.“ Så sagde Jim: „Troede du jeg ville sige at hun ligner en lebbe?“

Bob svarede ærligt. „Jeg var sikker på det var det første du ville sige til mig når vi blev alene.“

„Nah, hun ser fin ud. Det er også lige meget. Jeg er blevet lidt mildere når det kommer til den slags. Er Susan okay, eller hvad?“ spurgte Jim.

„Hun har det godt. Bare vent og se. Hun ser godt ud. Jeg mener, du ved, i betragtning af at det er Susan.“

„Helt ufatteligt at hendes tossede søn faktisk skal giftes nu,“ sagde Jim. „Han virkede sgu nærmest helt normal da han kom til New York sidste år.“

„Er det rigtigt?“ Bob kiggede ud ad vinduet på den mark de kørte forbi, den var fuld af store klippesten, græsset var en skrigende grøn farve, og solen strømmede ned over alting. „Det gik alt sammen til sidst, Jimmy.“ Han så over på sin bror.

Jim stirrede på vejen foran sig. „Okay,“ sagde han.

¤

Helen begyndte at blive træt mens de gik ned ad gaden og standsede ved hver eneste lille udstilling af kunst. Bod efter bod med masser af billeder: akvareller og oliemalerier. Helen fandt det hele frygtelig amatøragtigt – mange af billederne forestillede havet, eller de hvide træhuse, et hjørne af dem, ofte med en rosenbusk foran. „Se lige der,“ sagde hun til Margaret. „Det er vel nok fint.“

Margaret sagde at det var det.

Det blev ved med at genere Helen hvordan Margaret så ud. Hun havde glemt at Margaret havde så store bryster. De virkede nærmest gigantiske på Helen, Margaret havde en lang, løstsiddende kjole på i mørkeblåt stof, og alligevel væltede de frem under den. Og hendes hår! Hun fattede ikke hvorfor man havde lyst til at have sit hår siddende sådan. Bare hakket af på den måde. Åh, du milde, tænkte Helen og så på Margaret gennem sine solbriller. Åh, Bobby, sikke dog et skift for dig! Pam havde været meget stilfuld – måske endda lidt overgjort, efter Helens mening – men Bob havde snart levet sammen med sin anden kone i over ti år. Tja. Hvad kunne man stille op? Ingenting.

„Davs,“ sagde en kvinde til Margaret, og Margaret sagde: „Jamen goddag.“ Og hun standsede op og snakkede med kvinden som så ud til at være på Margarets alder, de talte om kvindens søster, at hun havde det meget bedre, og så sagde Margaret: „Det her er min svigerinde, Helen,“ og Helen rakte hånden frem, og kvinden så forbavset ud, og hun gav hånd, og så gik de hver til sit. Det skete en hel del gange: Folk standsede Margaret for at snakke. De virkede allesammen glade for at se hende. Margaret spurgte til deres børn og deres arbejde og en eller andens mor, men hun sagde ikke „Det her er min svigerinde, Helen,“ igen, og Helen stod bare der og prøvede at virke interesseret. Så på et tidspunkt, mens Margaret stod og snakkede med en mand, sagde Helen: „Hej, jeg hedder Helen, jeg er Margarets svigerinde,“ og manden – denne gang var det en stor mand som Margaret talte med – løftede hånden op af lommen og tog Helens hånd og trykkede den slapt.

„Du er meget populær,“ sagde Helen til Margaret da de gik videre ned ad gaden, og Margaret sagde: „Jeg er præst. Da vi flyttede hertil for nogle år siden, var jeg så heldig at få et deltidsjob i UU-kirken.“

„I hvad for en kirke?“ spurgte Helen.

„Unitarernes,“ sagde Margaret.

Og Helen sagde lidt efter: „Nå, men du er stadig populær.“ Margaret så på Helen gennem sine solbriller og lo, og så lo Helen også. De kom forbi en café hvor døren stod åben. Helen standsede og tog en stråhat op af tasken, hatten kunne rulles sammen, og nu rullede hun den ud og tog den på hovedet.

„Du ligner en turist,“ sagde Margaret til hende, og Helen sagde: „Jeg er jo også turist.“

Endnu en mand gik forbi, han havde gråt skæg, og Helen så at han havde nederdel på. Helen kiggede væk, så kiggede hun på ham igen. Det var en kilt, så hun nu, selvom den ikke virkede så lang som kilte normalt var. Den var brun, og manden havde en grå T-shirt på og brune vandresko. „Goddag, Fergie,“ sagde Margaret, og manden sagde: „Goddag, Margaret.“

Da de var kommet forbi ham, sagde Helen: „Hvorfor havde han den på?“

„Det kan han åbenbart godt lide,“ sagde Margaret.

„Jeg har boet i New York i halvtreds år, og jeg har aldrig set en mand komme gående ned ad gaden i nederdel,“ sagde Helen. „Kilt,“ tilføjede hun. Margaret vendte sine solbriller mod Helen, og Helen løftede en finger og sagde: „Ups, det er ikke helt rigtigt. Engang var der en mand som løb ture på Third Avenue i sort negligé. Hvilket selvfølgelig stadig ikke er en nederdel.“

„Men så vinder du, vil jeg mene,“ sagde Margaret. „Så vidt jeg ved, er der ikke nogen mænd heromkring der løber rundt i sort negligé.“

„Han var også gammel. Manden i det sorte negligé,“ sagde Helen.

Margaret gik videre.

„Det var da lidt underligt,“ sagde Helen. „Ikke?“

Og Margaret sagde ikke noget, hun standsede bare ved den næste kunstbod.

Helen var ved at få det varmt, selv med hatten som forhindrede solen i at bage lige ned i hovedet på hende, og hun gik hen bag Margaret og sagde: „Jeg vidste slet ikke der blev så varmt her i Maine.“

Margaret sagde: „Nå, men det gør der.“

Og så besluttede Helen at hun ville købe noget kunst. Det var det hun besluttede at gøre så Margaret ikke skulle tro hun var en snob, for måske tænkte Margaret at Helen var en snob. „Øjeblik,“ sagde hun og rørte let ved Margarets arm. „Lad mig lige se de malerier.“ Det var havstykker, masser af lilla bølger og skumsprøjt. Helen fandt et, et mindre et der hang højt oppe på det hvide stof: Det var et maleri af en klippe med hvirvlende bølger rundt om. „Jeg vil gerne bede om det der,“ sagde Helen, og hun fandt sit kreditkort frem, og fyren virkede vældig fornøjet over at sælge det til hende. „Jeg tager det bare med sådan, jeg behøver ikke få det pakket ind eller noget,“ sagde Helen for fyren skulle til at pakke det ind i brunt indpakningspapir.

Idet Helen tog maleriet og vendte sig for at gå, stødte hun ind i en høj, stor gammel kvinde som meget højt sagde til den mand hun var sammen med: „Jøsses, nu har jeg set nok af det her ragelse! Kom så, Jack.“

Margaret sagde: „Jamen goddag, Olive.“

Kvinden så forbavset ud, og hun sagde: „Goddag, Margaret.“ Så kiggede hun op og ned ad Helen gennem sine solbriller, Helen kunne se kvindens hoved bevæge sig lidt da hun gjorde det. „Hvem er du?“ spurgte kvinden.

„Jeg er Margarets svigerinde,“ sagde Helen, og kvinden blev ved med at kigge på hende, og Helen tilføjede: „Min mand er Bobs bror, og vi er kommet hertil fra New York for at følge vores barnebarn på sommerlejr.“

Kvinden sagde: „Jaså.“ Hun pegede med fingeren på det maleri Helen stod med. „God fornøjelse med det der,“ og hun vendte sig og vinkede med hånden over hovedet mens hun og manden gik videre.

¤

„Hun har proppet mig med lykkepiller,“ sagde Jim. Han trak på skuldrene og sendte sin bror og søster et af sine skæve smil. „Hvad kan jeg gøre?“

„Er du deprimeret, Jim?“ Susan satte sig ved køkkenbordet over for sin bror. Susan var optiker og havde taget eftermiddagen fri for at være sammen med dem. Solen faldt ind gennem vinduet og dannede en firkant på bordet, hen over Susans arm.

„Altså, ikke længere.“ Og Jim lo.

Susan og Bob lo ikke, og Susan sagde: „Men var du det før?“

Jim lagde hænderne ved siden af hinanden på bordet og kiggede til siden. „Det ved jeg ikke.“ Han kiggede rundt i køkkenet igen. Der var orange gardiner for køkkenvinduerne, det ene løftede sig en anelse i brisen fra det åbne vindue, der var varmt herinde. „Men det virker som om hun synes jeg er nemmere at leve sammen med når jeg tager dem så – det gør jeg. Altså tager dem.“ Jim så på Bob og smilede. „Max dosis, så jeg drikker ikke. Hvilket er okay. Men jeg siger jer, Helen har i den grad taget faklen op i stedet. Hun er blevet virkelig glad for at drikke vin om aftenen, det har jeg bemærket.“

Susan så hurtigt over på Bob, og ingen af dem sagde noget. Lidt efter sagde Susan: „Men, altså, du er okay. Ikke?“

„Jada,“ sagde Jim og så fra den ene til den anden. Bob følte at han så på Jim gennem en glasrude, og nu forstod han hvad der var anderledes ved ham. Han havde ingen kanter mere. Det var ikke fordi han var blevet mildere, det var fordi han var medicineret. Bob mærkede hvordan det strammede lidt om brystet på ham, og han rettede sig op.

Jim tilføjede: „Vi har jo det der store hus nu, det er blevet så fancy efter vi renoverede det.“ Hans ansigt glinsede svagt.

„Kan du ikke lide det?“ spurgte Susan og pillede i sin blå og hvidstribede bluse, og Jim så alvorlig ud.

„Ved du hvad,“ sagde Jim som om det først lige gik op for ham. „Det kan jeg faktisk ikke. Jeg savner hvordan det var før, det var et ret dejligt hus, og nu er det ligesom sådan et …“ Han så rundt i Susans køkken som om svaret lå der.

„Et luksuspalæ,“ sagde Bob. „Det ligner et moderne luksuspalæ.“

„Jah,“ sagde Jim langsomt og kiggede på Bob og nikkede.

„Tja, måske var det straffen for dine affærer,“ sagde Susan, og Jim sagde omgående: „ Det var det, det er der ingen tvivl om.“

Jim og Helen boede i et brownstone-byhus på Park Slope, og for nogle år siden havde de renoveret hele huset. Første gang Bob trådte ind efter det var færdigt, kunne han dårligt se at det var det samme hus. Alle de originale træpaneler og stoftapeter, det hele var væk, og huset virkede glat og blankt indvendigt, som et luksuspalæ. „Hvad synes du?“ spurgte Helen ivrigt, nærmest åndeløst, og Bob sagde, at det var jo helt utroligt. „Hold da op,“ sagde han.

„Du kan ikke lide det,“ svarede Helen, og Bob havde sagt at det passede i hvert fald ikke, men det gjorde det.

Susan rejste sig og slukkede for elkedlen, og mens hun lavede te – tre krus med en tepose i hver – sagde Jim: „Jeg savner Maine.“

Bob sagde: „Hvad?“ Og Jim gentog hvad han havde sagt.

„Gør du? Jeg har tænkt meget på mor,“ sagde Susan og vendte sig mod Jim.

„Det var pudsigt,“ sagde Jim, „for det har jeg også.“

„Hvad har du tænkt på?“ spurgte Susan. Hun satte to krus over på bordet og vendte sig for at tage det tredje.

„Det ved jeg ikke. På hvor hårdt hendes liv var,“ sagde Jim. „Og ved I hvad jeg ellers har tænkt over på det seneste? At vi var virkelig fattige i vores barndom.“

Susan sagde: „Og det er først gået op for dig nu?“ Hun lo brat. „Jimmy, du godeste, selvfølgelig var vi fattige.“

Jim så på Bob. „Vidste du det godt?“

Bob sagde: „Øh – ja. Det vidste jeg godt, Jim.“

„Jeg tror bare jeg har været rig så længe – jeg mener, jeg har levet som en rig mand så længe – at jeg lidt har glemt at vi faktisk var ret fattige da vi var børn.“

„Men det var vi, Jimmy,“ sagde Susan. „Tænk, at du kunne glemme det. Vi havde avispapir proppet ind i alle sprækkerne omkring vinduerne for at holde kulden ude.“

„Jeg havde ikke glemt det. Jeg havde bare ikke tænkt på det.“

Susan satte sig ned. „Men vi var jo ikke ulykkelige.“ Hun kiggede fra den ene bror til den anden. „Var vi vel?“

„Nøh,“ sagde Bob samtidig med at Jim sagde: „Jo.“

„Jimmy, var du ulykkelig?“ Susan havde løftet sit krus lidt, nu satte hun det fra sig igen.

„Selvfølgelig var jeg ulykkelig. Jeg troede jeg have slået far ihjel, og det tænkte jeg på hver dag. Og på hvordan jeg havde ladet Bob tage skylden for det. Hver eneste dag tænkte jeg på det.“

Susan rystede langsomt på hovedet. „Åh, Jimmy,“ sagde hun. „Det gør mig så ondt.“

Bob sagde: „Jim, giv nu bare slip på det. Vi var børn. Vi finder aldrig ud af hvad der egentlig skete.“

Jim så på ham. „Jaja,“ sagde Jim til sidst, „det er meget fint at sige til mig at jeg skal give slip på det nu, men det var hos mig hver dag hele mit liv.“ Han kiggede rundt og lagde det ene ben over det andet. „Hver eneste dag.“

„Hør her,“ sagde Bob – og han var tæt på citere Margaret – „hvis det var sket i dag, var vi sikkert allesammen blevet sendt til psykolog så vi kunne snakke om det. Men det skete for over halvtreds år siden, og man talte ikke om det dengang, ikke heroppe i Shirley Falls – aldrig. Og du blev fanget midt i det.“ Han tilføjede: „Jeg er virkelig ked af det, Jimmy.“

Jim så alvorligt på ham: „Nej, det er mig der er ked af det, Bobby.“

Susan rakte ud og lagde hånden over den af Jims hænder som holdt tekruset. „Åh, Jimmy,“ sagde hun. „Men vi er her allesammen, vi klarede den alle tre.“

Jim så pludselig bedrøvet ud, og Bob prøvede at finde på noget at sige som kunne fordrive det udtryk, men nu spurgte Susan til Pam. „Hvordan har hun det?“ spurgte Susan. „Jeg tror en af de bedste somre nogensinde var dengang hun boede hos os i det gamle hus. Hun var ret fantastisk. Det er ikke alle der ville have gidet bruge deres collegesommerferie sammen med os i det lillebitte hus, men det gjorde hun. Men hun kom vist også selv fra små kår. Jim, du var allerede flyttet …“ Og Jim nikkede. „Nå, men jeg tænker ofte på hende. Går det godt med hende?“

Sidst Bob var i New York, havde han ringet til sin ekskone, Pam, og de havde mødtes på en café ikke langt fra hendes hjem på Upper East Side. „Bobby!“ sagde hun og kastede sig om halsen på ham. Hun så ud som hun plejede, bare ældre, og det sagde han til hende, og hun lo og sagde: „Nå, men du ser fantastisk ud.“

„Jeg har savnet dig,“ sagde han, og det var rigtigt.

„Åh Bobby, jeg har savnet dig så meget,“ sagde hun og kastede håret tilbage, det var skulderlangt og farvet i en køn, rødlig nuance. „Jeg tænker hele tiden på om du har det godt deroppe i den frygtelige stat, i Maine? Nej, undskyld, det var ikke fordi jeg mente at den er frygtelig – den virker bare så …“

„Frygtelig,“ sagde han, og de lo. „Jeg har det fint, Pam. Det går fint med det hele.“

Da Bob mindedes det nu, mærkede han en bølge af kærlighed til Pam. De var blevet gift lige efter college, de var de rene børn. Og de havde nået at være gift i næsten femten år. Som Bob huskede det havde Pam forladt ham da hun fandt ud af – da de fandt ud af – at Bob ikke kunne få børn. Og det havde knust Bobs hjerte. Først langt senere gik det op for ham at det også havde knust Pams hjerte, men hun fandt en mand og fik sine to drenge – drenge som Bob havde mødt flere gange gennem årene, dejlige børn var det – og hendes mand virkede helt okay. Hun klagede aldrig over ham, han var direktør i et eller andet medicinalfirma, og Pam havde masser af penge nu, men hver gang hun og Bob mødtes, var de som rene børn igen. Bare ældre, og det sagde de begge to til hinanden hver gang de mødtes.

„Hun har det godt,“ sagde Bob til Susan.

Margaret havde ikke brudt sig om New York. Det havde været tydeligt for Bob den ene gang de var der sammen: Han så hvor bange hun var da de gik ned ad trappen til subwayen, og selvom han prøvede at berolige hende, og hun prøvede – det kunne han se – at tage det hele ovenfra og ned, var det ikke gået særlig godt, for Bob kunne hele tiden mærke hendes utilpashed, og det havde gjort ham ked af det for han elskede New York hvor han havde boet i tredive år inden han mødte Margaret i Maine.

„Vil du hilse Pam fra mig?“ sagde Susan, og Bob sagde at selvfølgelig ville han det.

Jim sagde: „Du er bedre stillet med Margaret,“ og Susan sagde: „Hvorfor siger du det?“

Men Bob sagde: „Susan, fortæl hvordan det går med Zach. Jim sagde at det virkede som om han havde det godt da han var i New York sidst.“

„Åh, Zach.“ Susan kørte hånden gennem håret, det var gråt og bølget og nåede til lige over skuldrene. „Jim, det går så godt med ham. Han laver noget med computerprogrammering, det har han sikkert fortalt, og han skal giftes med sin kæreste som han mødte i Massachusetts.“

„Kan du lide hende?“ spurgte Jim. Han løftede tekruset, tog en slurk og satte det på bordet igen.

„Ja, det kan jeg.“

„Jamen det er jo godt, så.“ Nu kiggede Jim rundt som om han var blevet grebet af rastløshed. „Ved I hvad, I to, jeg kunne godt tænke mig at komme herop noget oftere. Jeg savner det. Jeg savner Shirley Falls, og jeg savner jer to.“

Bob og Susan så på hinanden, og Susan spærrede øjnene lidt op. „Jamen det må du da endelig gøre,“ sagde hun. „Det ville være så dejligt.“

„Jeg har taget fem kilo på i løbet af det seneste år,“ sagde Jim. „Kan man se det?“

„Nah,“ sagde Bob. Han løj.

„Bob, drikker du stadig lidt for meget?“ Jim kneb øjnene sammen og så på sin bror.

„Nej. Højst et enkelt glas om aftenen. Og jeg har ikke røget en eneste gang siden jeg blev gift med Margaret.“

Jim rystede langsomt på hovedet. „Utroligt.“ Så spurgte han Susan: „Hvordan går det i øjenbranchen?“

„Strygende,“ sagde Susan. „Jeg kunne godt gå på pension, men jeg har ikke lyst. Jeg kan godt lide mit arbejde.“

„Jamen se lige jer to,“ sagde Jim.

¤

Da de var kommet tilbage til den lille lejlighed, sagde Helen: „Hvad med et glas vin?“

Margaret virkede som om hun blev forbavset – det syntes Helen i hvert fald – og hun sagde: „Okay,“ og så tog hun den flaske hvidvin som Bob havde lagt i køleskabet tidligere og åbnede den og hældte lidt af den i et syltetøjsglas. Hun rakte glasset til Helen.

„Dejligt,“ sagde Helen og besluttede at hun ikke ville kommentere vinglasset. „Skal du ikke have noget?“ Margaret rystede på hovedet og satte sig i gyngestolen med den revnede polstring, og Helen satte sig i sofaen. Helen lagde benene over kors og svingede med foden. „Nå,“ sagde hun.

„Nå,“ sagde Margaret.

„Åh, lad mig lige vise dig lidt flere billeder af mine børnebørn,“ og Helen tog telefonen frem. „Jeg bliver altså ved med at tænke på lille Ernie. Jeg er bare ikke sikker på han er gammel nok til at være på sådan en lejr helt alene, men hans forældre ville have han skulle afsted, og selv Ernie virkede som om han gerne ville, men den hytte han skulle bo i virkede altså – ja, temmelig rustik.“ Da Margaret ikke reagerede, fandt Helen nogle billeder på sin telefon og viste de mange billeder af sine børnebørn. Hun fortalte Margaret at lille Sarah allerede kunne tale – næsten i hele sætninger, og hun var kun knap to år gammel, var det ikke utroligt? „Jo,“ sagde Margaret og kiggede på telefonen gennem de briller hun havde i den snor der hang ned over hendes barm. Så lænede Margaret sig tilbage og sukkede.

Helen rejste sig og gik ud i køkkenet og vendte tilbage med vinflasken. Hun hældte mere op i sit glas, og så kiggede hun på sine telefon igen og viste den til Margaret og sagde: „Og se Karen! Hun er tre år, og hun er så forskellig fra sin bror, han er sådan meget selvsikker og udadvendt, og Karen – er det ikke bare et skønt navn, Karen? så lige-ud-ad-landevejen – og hun er bare det sødeste lille pus –“ Helen så op på Margaret og sagde: „Jeg taler alt for meget om mine børnebørn.“

Margaret sagde: „Ja. Det gør du.“

Helen mærkede en fornemmelse af vantro, og hun blev omgående varm i ansigtet. Hun lagde telefonen ned i sin taske, og da hun kiggede op på Margaret igen, så hun at Margarets kinder også var lyserøde. „Undskyld,“ sagde Helen. „Det må du meget undskylde. Jeg ved jo at du og Bob aldrig –“

„Ja, det at vi ikke har børn, gør os anderledes. Vi har det fint med det, men sommetider bliver det lidt trættende at høre –“ Margaret viftede med hånden og holdt inde. „Nej, undskyld. Jeg er sikker på at jeres børnebørn er virkelig pragtfulde allesammen.“

Helen drak to store slurke vin og mærkede varmen fra den sprede sig i brystet. „Gad vidst hvornår drengene kommer tilbage,“ sagde Helen og kiggede rundt i stuen, hun var vred på Margaret nu, godt gammeldags vred. Hun rejste sig op. „Undskyld mig et øjeblik, jeg låner lige toilettet.“

„Selvfølgelig,“ sagde Margaret.

Helen tog vinen med og tømte glasset så snart hun havde lukket døren til badeværelset bag sig. Men så gik det op for hende at hvis hun ringede til Jim, ville alt hvad hun sagde kunne høres, så hun satte sig ned på toilettet og skrev en sms til ham i stedet. Jimmy, skrev hun, hvor er du henne? M gør mig VANVITTIG. Hun ventede, og der kom ikke noget svar. Så skrev hun: Jeg synes hun er RÆDSELSFULD. Åh, kom nu, Jimmy, tænkte hun, og så blev hun urolig for at Margaret kunne høre at hun ikke tissede – for det skulle Helen faktisk ikke – så hun prøvede, og så kom der en lille pruttelyd, og det var meget stressende, Margaret sad jo lige derude og lyttede! Lidt efter rejste hun sig og vaskede hænderne omhyggeligt – håndklædet så lidt snusket ud – og så gik hun ind i stuen igen hvor Margaret stadig sad i gyngestolen som om hun slet ikke havde rørt sig.

Helen skænkede sig noget mere vin.

„Jeg er virkelig frygtelig ked af det,“ sagde Margaret til hende.

„Nej, nej, det er helt fint.“ Helen drak vinen.

¤

På køreturen tilbage til Crosby sagde Jim: „Ved du hvad, Bobby, sandheden er at jeg er kommet til at elske Helen endnu mere efter hun renoverede huset.“ Han så over på Bob som sad uden at røre sig. „Ved du hvorfor?“

„Nej,“ sagde Bob.

„Fordi hun faktisk troede at det ville hjælpe. Hun troede at hvis hun ændrede huset, ville det udviske alt det der var foregået i det, det vil sige, det sidste år hvor jeg gik i opløsning og knaldede med de der tåbelige tøser, og Helen troede virkelig: Hvis vi kan ændre hvordan her ser ud, vil det blive anderledes.“

Jim så igen på Bob og kiggede på vejen foran sig. „Men det ændrer selvfølgelig ingenting, og nu bor vi i et helt nyt hus som engang var vores gamle hus hvor der skete mange dejlige ting. Og da det gik op for mig at det var derfor hun gjorde det, at det var derfor hun fik igangsat den frygtelige renovering, fik det mig til at elske hende højere, Bobby. Jeg tror det gjorde hende mere menneskelig i mine øjne, eller sådan noget. Jeg elsker hende højere end jeg gjorde før, det er virkelig rigtigt.“

„Okay,“ sagde Bob. „Jeg forstår.“

Et øjeblik efter sagde Jim: „Det var ikke Helen der fik mig til at tage de piller. Det var noget jeg selv besluttede.“

De kørte i tavshed et øjeblik, Bob forstod godt hvad Jim havde sagt, men oplysningen syntes at blive hængende uden for ham. „Så det var ikke hende der fik dig til det?“ spurgte Bob. „Men hvorfor gjorde du det så?“

Og så sagde Jim: „Jeg er bange.“ Jim kiggede lige frem mens han sagde det.

„For hvad, Jimmy?“

„For at dø.“ Jim så over på Bob, sendte ham sit skæve smil. „Jeg er dødsensangst for at dø. Det er jeg virkelig. Jeg kan mærke hvor hurtigt det nærmer sig – wusj! For helvede, alting går så hurtigt i øjeblikket. Men ved du hvad?“

„Hvad?“

„Jeg er også lidt ligeglad samtidig. Jeg mener med at dø. Det er så mærkeligt, Bobby. For på den ene side har jeg nogle øjeblikke – eller rettere, jeg havde nogle øjeblikke inden jeg begyndte at æde alle de piller – af ren og skær rædsel. Rædsel. Og præcis samtidig føler jeg sådan her: Nå, okay, men så lad os smutte, jeg er klar.“ Jim var tavs et øjeblik og kiggede i bakspejlet. „Men jeg er bange. Eller det var jeg. Inden jeg begyndte at tage medicinen.“

Og nu var det Bob der blev skræmt. Jimmy, havde han lyst til at sige, du må ikke blive bange, du er ham jeg ser op til! Men han vidste godt – en del af ham vidste det udmærket, og det gjorde ham så forbandet trist – at Jim ikke var en han så op til længere. Så sagde han: „Hvis det ikke er Helen der har fået dig til at tage de piller, hvorfor sagde du så til Susan at det var Helen der ville have det?“

Jim så ud som om han tænkte lidt. Han sagde: „Fordi jeg ved at Susan ikke kan lide Helen, og så gav jeg Helen skylden.“ Han så over på sin bror, og han spærrede øjnene lidt op. „Hørte du lige hvad jeg sagde, Bobby, hold da op, jeg er virkelig en røv.“

Bob blev forbavset over at høre en temmelig irriteret tone i sin stemme da han sagde: „Helt ærligt, Jim. Gider du ikke godt holde op med det der? Du gjorde noget fandens dumt for ti år siden, det var da Zach kom i problemer, og det fik al den skyldfølelse du bærer rundt på op til overfladen, og så – så reagerede du uhensigtsmæssigt. Du havde en affære. Eller nogle stykker, hvad ved jeg. Det gør dig ikke til en røv, Jim. Det gør dig til et menneske. For fanden, altså, gider du ikke holde op?“

Jim sagde med det samme: „Du har ret, du har ret. Undskyld. Jeg er virkelig ked af det. I guder – jeg lyder så melodramatisk. Det er jeg altså virkelig ked af, Bobby.“

Og Bob følte sig pludselig ramt af trøstesløshed; han kunne ikke huske at han nogensinde havde talt sådan til sin bror, eller at Jim havde reageret med en undskyldning sådan som han lige havde gjort.

¤

Helen sad med sit syltetøjsglas med vin og vippede med foden. „For et år siden var Jimmy og jeg på krydstogt til Alaska,“ sagde Helen. Hun vidste ikke hvorfor hun sagde det.

„Ja,“ sagde Margaret. „Det hørte jeg.“

„Det regnede hver eneste dag. Da vi nåede op til det der gletsjersted, Glacier Bay, skulle vi være fløjet med helikopter ind over gletsjerne, men det var for tåget.“

„Det var en skam,“ sagde Margaret.

„Nej, det var det ikke. Det er jo lige meget.“

Margaret så på Helen. „Det var vel ikke helt lige meget for jer. I havde betalt en masse penge for at se det sted.“

„Ja, men jeg var ligeglad,“ sagde Helen. Hun drak to store slurke vin til. Hun kunne mærke sine kinder blive en anelse røde da hun lidt efter sagde: „Jeg skal sige dig hvad jeg ikke var ligeglad med: de indonesere der arbejdede på krydstogtsskibet. Alle dem der arbejdede på den båd, kom fra Indonesien, og vi kom til at snakke med en af dem en aften, og han arbejdede ti måneder om året på den båd og tog så hjem til Bali i to måneder. Og jeg vil vædde på,“ hun pegede på Margaret med fingeren, „at de fyre der ligger som sild i en tønde i bunden af det skib, uden vinduer, og da det først gik op for mig – så syntes jeg faktisk ikke længere det var så morsomt det hele. Altså, vores tur foregik jo nærmest på ryggen af de her mennesker.“

Margaret sagde ikke noget selvom hun havde åbnet munden som om hun skulle til det.

„Hvad tænker du?“ spurgte Helen.

„Jeg tænker: Hvor storsindet af dig.“

Et øjeblik efter sagde Helen som havde svært ved faktisk at fatte det: „Jamen Margaret, du hader mig jo.“

„Vær nu ikke fjollet.“

Men nu blev Helen ked af det. Hun troede at præster skulle forestille at være rare mennesker. Hun fnøs. „Jeg er ked af det,“ sagde hun, og Margaret sagde: „Jeg tror måske du er lidt beruset.“

Helen mærkede hvordan hun blev varm i ansigtet igen. Hun tog vinflasken og hældte noget mere i det dumme syltetøjsglas. „Skål på det,“ sagde hun.

Og så kunne man høre mændene ude på trappen, og et øjeblik efter gik døren knirkende op og lukkede igen, og der var de, de stod inde i stuen. „Åh, drenge,“ sagde Helen. „Hold da op hvor er jeg glad for at se jer to.“ Hun kiggede op på dem gennem sammenknebne øjne. „Er I okay?“

Hun kunne ikke se Jims øjne, men noget i måden mændene stod på, gav hende en fornemmelse af at de ikke var okay. „Se,“ sagde hun, „jeg har købt noget rigtig ragelse.“ Hun pegede på det lille maleri der stod på gulvet ved siden af sofaen.

Bob tog det op, og Jim trådte hen bag ham for at kigge. „For fanden, Helen,“ sagde Jim, „hvorfor i alverden har du købt det?“ Og Bob sagde: „Det er da ikke så slemt.“

„Det er rædsomt,“ sagde Helen. „Jeg købte det bare – for at være flink. Hvem var hende kvinden?“ Helen så forvirret på Margaret. „Hende der martinidamen. Du ved –“ Hun prøvede at knipse, men hendes fingre smuttede. „Hende der, altså – ikke, hvad er det man får i en martini?“

„Oliven. Olive.“ Margaret stemme var kold.

„Olive.“ Helen nikkede.

„Olive Kitteridge,“ sagde Margaret.

„Ja, hun sagde det var ragelse.“

„Olive synes alting er noget ragelse,“ sagde Bob. „Sådan er hun bare.“

Margaret rejste sig og sagde: „Jeg tror hellere vi må gå ud og få noget at spise. Helen har brug for mad.“

Det var ikke før Helen selv rejste sig at det gik op for hende hvor fuld hun var. „Uups,“ sagde hun lavmælt. Hun så sig omkring. „Hvor blev Jimmy af?“

„Han er lige ude på toilettet,“ sagde Bob. „Vi går om et øjeblik.“

Og så fik Helen øje på den trappe der førte op fra stuen. „Bobby, er det der I sover? Deroppe?“

Bob sagde at det var det.

Og Helen gik op ad trappen. „Jeg kigger bare lige,“ råbte hun. Hun støttede med hånden mod væggen for ikke at vakle. Den trappe her var allerhelvedes stejl, og halvvejs oppe drejede den. Hun standsede op på reposen og vendte sig om. Der stod en plante lige der, og dens blade voksede op og ned langs trappen. „Hold da op, det ville virkelig give mig myrekryb det her,“ sagde Helen, og idet hun drejede kroppen for at gå resten af vejen op, væltede hun bagover, og det hun tænkte var hvor lang tid faldet tog, hvordan hendes krop bumpede og bumpede ned ad den trappe, det tog en evighed, det var meget rystende. Og så holdt det op.

Margaret skreg: „I må ikke flytte hende!“

¤

Jim kørte med i ambulancen med Helen, og Margaret og Bob fulgte efter i bilen. Margaret sagde: „Åh Bob, åh Bob. Det er alt sammen min skyld.“ Han så over på hende. Hendes øjne så helt nøgne ud, og de var rødrandede. „Det er det,“ sagde hun. „Det er alt sammen min skyld, Bob, jeg kunne ikke holde hende ud. Og hun vidste det godt. Og det var frygteligt af mig, jeg prøvede ikke engang at kunne lide hende. Åh, Bob. Og hun vidste det! Hun vidste det, for folk ved altid den slags, og så drak hun sig fuld.“

„Margaret –“

„Nej, Bob. Jeg har det frygteligt. Hun drev mig bare til vanvid, og det var der egentlig ingen grund til, men hun er – åh, Bob, hun er bare så rig.“

„Ja, hun er rig. Det er rigtigt. Men hvad har det med noget at gøre?“

Margaret så over på ham. „Det gør hende selvoptaget, Bob. Hun spurgte ikke en eneste gang til mig.“

„Hun er genert, Margaret. Hun er nervøs.“

Margaret sagde: „Den kvinde er ikke genert. Hun er rig. Og lige fra begyndelsen kunne jeg bare ikke holde hende ud. Du ved, håret sat så smart, og hendes guldøreringe. Åh, Bob. Og da hun så tog den fjollede stråhat frem, nej, altså, jeg troede jeg skulle dø.“

„Stråhat? Margaret, hvad er det du siger?“

„Jeg siger at jeg ikke kunne holde hende ud, og det vidste hun godt, Bob. Og jeg har det frygteligt.“

Bob sagde ikke noget. Han kunne ikke finde på noget at sige. Men en stille fornemmelse af næsten-uvirkelighed sneg sig ind på ham, og han tænkte på ordet ’fordomsfuld’, og han forstod at han skulle køre forsigtigt, og det gjorde han, og så nåede de frem til hospitalet.

Det var midnat da Helen blev udskrevet. Hun havde brækket en arm og to ribben, og hendes ansigt var slemt forslået, det ene øje var blålilla og hævet. Nu sad hun tavs med armen i en hvid gipsbandage der bøjede i albuen mens Jim – som Margaret havde kørt tilbage for at han kunne hente sin bil – gik om og åbnede bildøren og hjalp hende ind i bilen. Der var blevet lavet en CT-scanning af hendes hoved, og der var ingen skader, og hun havde fået taget en masse røntgenbilleder for at finde ud af om der var nogen indre skader. Nu satte Bob sig ind på bagsædet, og han sms’ede til Margaret at Helen var okay, at Margaret bare skulle gå i seng.

Jim sagde over skulderen: „Man er nødt til at sove siddende når man har brækket et ribben.“

„Åh, Helen,“ sagde Bob og rakte ud for røre Helen på baghovedet. „Det gør mig så ondt.“

Jim sagde: „Hellie, vi kører hjem i morgen. Jeg lejer en SUV, og så kører vi bare hele vejen tilbage. Det bliver mere behageligt for dig på den måde, tror jeg.“ Og Bob kunne se Helen nikke svagt.

På kroen hjalp Bob sin bror med at placere Helen i øreklapstolen – efter hun havde fået pyjamas på, med gips der stak ud og sin morgenkåbe over sig – i stuedelen af deres værelse, og så sagde han at han ville komme tilbage.

Da han gik op ad trappen til sit eget soveværelse, blev han overrasket over at finde Margaret i dyb søvn. Der stod en lille lampe ved sengen, og han kiggede på den kvinde der lige nu nærmest virkede fremmed for ham. Han så nu hvor småligt hun havde reageret på en verden hun ikke kendte eller forstod, det var ikke meget anderledes end den måde hans søster havde reageret på Helen. Og han vidste at hvis han ikke selv havde boet så mange år i New York – og hvis hans bror, som han havde elsket og forgudet, ikke også havde boet der, rig og berømt i alle de år – så ville han måske have haft det ligesom Margaret. Men han havde det ikke ligesom hende. Han slukkede lyset og gik ned ad trappen og tilbage til kroen.

Døren til værelset var ikke låst, og han gik ind uden at lave støj. Jim lå og snorkede i sengen, og Helen sad i stolen og så ud som om hun sov. Hendes fødder stak frem med lette lyserøde hjemmesko på, de havde bløde pomponer på spidsen.

Bob mærkede en bølge af bedrøvelse strømme igennem sig, noget han ikke havde følt i årevis. Han havde savnet sin bror – sin bror! – og hans bror havde savnet Maine. Men hans bror var gift med en kvinde som hadede Maine, og Bob forstod at de aldrig ville komme herop igen. Jim måtte leve resten af sit liv i eksil i New York. Og Bob måtte leve resten af sit liv i eksil i Maine. Han ville altid savne Pam, han ville altid savne New York, selvom han tog på besøg en gang om året. Han var i eksil her. Og det mærkelige ved det hele – hvordan livet var endt med at forme sig, for ham selv, og Jim, og selv Pam – gjorde at et hav af bedrøvelse vuggede gennem ham.

Der kom en lyd ovre fra stolen, og han så at Helen var vågen, og at hun græd stille. „Åh, Helen,“ sagde han, og han gik over til hende. Han vendte sig og fandt en æske papirlommetørklæder på bordet, og så holdt han et lommetørklæde om hendes næse og sagde stille: „Pust,“ og det fik Helen til at le lidt, og Bob satte sig på hug ved siden af hendes stol. Han lagde hånden på hendes hår og strøg det væk fra hendes ansigt. „Det skal nok blive fint igen det hele, Helen,“ sagde han. „Bare rolig. Jim kører dig direkte hjem i morgen, og du behøver aldrig mere at vende tilbage til den her rædsomme stat.“

Hun så på ham i stuens dunkelhed, det ene øje var så hævet at det næsten var lukket, det andet øje så undersøgende på ham. „Men du bor her jo,“ sagde hun. „Det er ikke rædsomt for dig, er det vel, Bobby?“

Han tøvede, så hviskede han: „Sommetider,“ og han blinkede til hende, og så lo hun igen.

„Bobby?“

„Hvad, Helen?“

„Jeg har altid holdt meget af dig.“

„Det ved jeg godt. Og jeg har også altid holdt meget af dig.“

Helen nikkede meget svagt. „Okay,“ sagde hun, „jeg er søvnig.“

„Hvil du dig. Jeg er lige her, og Jim er lige inden ved siden af.“

„Snorker han?“

„Ja.“

„Okay, Bobby.“

Og Bobby vippede bagud på hælene, og efter Helens øjne havde været lukket et stykke tid, gik han stille hen og satte sig i stolen over for hende. Det gjorde ondt i ham, som om han havde gået meget længere end hans krop magtede, hele hans krop gjorde ondt, og han tænkte: Min sjæl gør ondt.

Og i det øjeblik kom den tanke til ham at man aldrig burde tage let på folks grundlæggende ensomhed, at de valg de tog for at holde sig på afstand af det gabende mørke, var valg der burde aftvinge respekt: Det gjaldt for Jim og Helen og for Margaret og også ham selv.

„Bobby?“ Helen hviskede det.

„Hvad er der, Helen?“ Han rejste sig og gik over til hende.

„Ikke noget. Jeg ville bare gerne vide om du var her.“

„Jeg er lige her.“ Han blev stående et øjeblik, så gik han hen og satte sig i stolen igen. „Jeg skal ingen steder,“ sagde han.