Veer

To dage før havde Olive Kitteridge været med til at bringe et barn til verden.

Det var sket på bagsædet af hendes bil, den havde stået parkeret på plænen foran Marlene Bonneys hus. Marlene holdt babyshower for sin datter, og Olive havde ikke haft lyst til at holde bag de andre biler der stod i en lang række ned ad grusvejen. Hun havde været bange for at nogen skulle sætte deres bil bag hendes så hun ikke kunne komme væk – Olive ville gerne kunne komme væk. Så hun havde sat bilen på plænen foran huset, og godt det samme for den tåbelige pige – hun hed Ashley, og hun havde helt lyst hår, hun var veninde med Marlenes datter – var gået i fødsel, og Olive vidste det før nogen andre, de sad i en rundkreds inde i stuen på klapstole, og hun så at Ashley, som sad ved siden af hende, og som var ekstremt gravid og klædt i en rød strækbluse der fremhævede graviditeten, rejste sig og forlod stuen, og Olive vidste det bare.

Hun havde rejst sig og fundet pigen ude i køkkenet hvor hun stod og lænede sig ind over køkkenvasken og sagde: „Åh gud, åh gud,“ og Olive havde sagt til hende: „Du har veer,“ og det tåbelige pigebarn havde sagt: „Ja, det tror jeg også, men jeg har først termin om en uge.“

Dumme, tåbelige barn.

Og det tåbelige babyshower. Olive sad i sin stue og tænkte på det, kiggede ud over vandet, og hun kunne simpelthen stadig ikke fatte hvor tåbeligt det babyshower havde været. Hun sagde højt: „Tåbeligt, tåbeligt, tåbeligt, tåbeligt.“ Og så rejste hun sig og gik ud i sit køkken og satte sig der. „Vorherre bevares,“ sagde hun.

Hun vippede op og ned med foden.

Det store armbåndsur, som havde tilhørt hendes afdøde mand, Henry, og som hun gik med og havde gået med siden hans slagtilfælde for fire år siden, viste at klokken var fire. „Godt så,“ sagde hun. Og hun tog sin jakke – det var juni, men ikke varmt i dag – og sin store, sorte taske, og hun rejste sig og gik ud og satte sig ind i sin bil – der stadig var griset til med alt det slimede stads som det tåbelige pigebarn havde efterladt på bagsædet selvom Olive havde prøvet at rense det af så godt hun kunne – og hun kørte over til Libby’s og købte en hummersandwich, og så kørte hun ned til udsigtspynten og sad i sin bil og spiste sin hummersandwich mens hun kiggede ud mod Halfway Rock.

En mand i en pickup holdt ikke så langt derfra, og Olive vinkede til ham gennem ruden, men han vinkede ikke igen. „Pffft til dig,“ sagde hun, og et lille stykke hummerkød landede på hendes jakke. „For pokker da også,“ sagde hun, for mayonnaisen var trængt ind i jakkestoffet – hun kunne se en lille mørk plet – og ville ødelægge jakken hvis hun ikke hurtigt fik den under varmt vand. Jakken var ny, hun havde lavet den i går, syet stykker af det vatterede blå- og hvidmønstrede stof sammen på sin gamle maskine og sørget for at den var lang nok til at nå ned over hendes bagdel.

Ærgrelsen flåede i hende.

Manden i pickuppen talte i mobiltelefon, og pludselig lo han, hun kunne se ham kaste hovedet tilbage, kunne endda se hans tænder da han åbnede munden og lo. Så startede han bilen og bakkede ud mens han stadig talte i telefon, og Olive var alene med bugten udbredt foran sig; solen glitrede i vandet, træerne på den lille ø stod ret, klipperne var våde, for tidevandet var på vej ud. Hun hørte de små lyde af sin egen smasken, og en ensomhed der stak dybt, overfaldt hende.

Det var Jack Kennison. Hun vidste at det var det hun havde tænkt på, det rædsomme, rige, gamle drog af en mand som hun havde set over nogle uger i løbet af foråret. Hun havde syntes om ham. Hun havde endda ligget sammen med ham i hans seng en dag, for en måned siden, lige ved siden af ham, havde hørt hans hjerte banke mens hendes hoved lå på hans bryst. Og hun havde mærket en bølge af lettelse – og så var angsten begyndt at buldre gennem hende. Olive kunne ikke klare angst.

Så lidt efter havde hun sat sig op, og han havde sagt: „Bliv her, Olive.“ Men hun blev der ikke. „Ring til mig,“ havde han sagt. „Jeg ville blive glad hvis du ringede til mig.“ Hun havde ikke ringet. Han kunne ringe til hende hvis han ville. Og han havde ikke ringet. Men hun var stødt på ham kort efter, nede hos købmanden, og havde fortalt ham om sin søn som når som helst skulle have et barn til nede i New York, og Jack havde været sød og lyttet, men han havde ikke spurgt om hun ville komme forbi igen, og så havde hun også set ham en anden gang (han havde ikke set hende) i den samme butik, han stod og snakkede med hende den tåbelige enke, Bertha Babcock, som sikkert var republikaner ligesom Jack, og måske foretrak han det tåbelige kvindemenneske frem for Olive. Det var ikke til at sige. Han havde sendt én e-mail med en masse spørgsmålstegn i emnefeltet og ikke andet. Skulle det forestille en e-mail? Det syntes Olive ikke.

„Pffft til dig,“ sagde hun nu og spiste resten af sin hummersandwich. Hun krøllede det stykke papir sammen den havde været pakket ind i og smed det om på bagsædet hvor der midt i alt rodet stadig var en plet efter det dumme pigebarn.

¤

„Jeg hjalp med at bringe et barn til verden i dag,“ havde hun sagt til sin søn i telefonen.

Tavshed.

„Hørte du hvad jeg sagde?“ spurgte Olive. „Jeg sagde at jeg hjalp med at bringe et barn til verden i dag.“

„Hvorhenne?“ Der var noget vagtsomt i hans stemme.

„I min bil, uden for Marlene Bonneys hus. Der var en pige –“ Og hun fortalte ham det hele.

„Ah. Det var flot, mor.“ Så sagde han i et sardonisk tonefald: „Du kan komme herned og være med til at bringe dit næste barnebarn til verden. Ann skal føde i et bassin.“

„Et bassin?“ Olive forstod ikke hvad han mente.

Christopher talte dæmpet med en eller anden i nærheden.

„Er Ann gravid igen? Christopher, hvorfor har du ikke sagt noget?“

„Hun er ikke gravid endnu. Vi prøver. Men hun skal nok blive gravid.“

Olive sagde: „Hvad mener du med at hun skal føde i et bassin? Et svømme bassin?“

„Jah. På en måde. Et børnebassin. Som det vi har omme i gården. Men det her er større og selvfølgelig fuldstændig rent.“

„Hvorfor?“

„Hvorfor? Fordi det er mere naturligt. Barnet glider direkte ud i vandet. Jordemoren er her. Det er ikke farligt overhovedet. Det er faktisk sådan børn burde blive født.“

„Javel. Jeg er med,“ sagde Olive. Hun var slet ikke med. „Hvornår skal hun så have det barn?“

„Så snart vi ved at hun er gravid, begynder vi at tælle ned. Vi fortæller ikke til nogen at vi prøver, på grund af det der skete sidste gang. Men jeg har lige fortalt dig det. Så, jah.“

„Jamen godt så,“ sagde Olive. „Farvel.“

Hun var helt sikker på at Christopher havde udstødt et fnys, inden han sagde: „Farvel, mor.“

¤

Da Olive var hjemme igen, blev hun glad for at opdage at den lille mayonnaiseplet på hendes nye jakke reagerede fint på det varme vand og sæben, og hun hængte jakken op ude i badeværelset for at lade pletten tørre. Så gik hun ind og satte sig i stolen hvor man kunne se ud over bugten. Solen stod i en lav vinkel over den, den var en stor flade af funklende lys på det her tidspunkt, kun et par enkelte hummerbøjer var synlige, så skarp var solen på dette tidspunkt af dagen når den skar sig lige hen over vandet. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvor tåbeligt det babyshower havde været. Kun kvinder. Hvorfor var der kun kvinder med til et babyshower? Havde mænd ikke noget at gøre med det at få børn? Olive tænkte at hun ikke kunne lide kvinder.

Hun kunne lide mænd.

Hun havde altid godt kunnet lide mænd. Hun havde ønsket sig fem sønner. Og hun ønskede stadig at hun havde fået dem, for Christopher var – Olive mærkede vægten af en reel sørgmodighed ramme sig nu, sådan som den havde gjort lige siden Henry fik sit slagtilfælde for fire år siden, og som den havde gjort siden hans død for efterhånden to år siden, hun kunne næsten mærke hvordan hendes bryst blev tungere. Christopher og Ann havde kaldt deres første fælles barn for Henry, efter Chris’ far. Henry Kitteridge. Sådan et vidunderligt navn. En vidunderlig mand. Olive havde ikke mødt sit barnebarn.

Hun rykkede på sig i stolen, lagde hånden under hagen og tænkte igen på det babyshower. Der havde været et bord med mad, og fra sin plads havde Olive en gang imellem fået et glimt af små sandwich, skidne æg og mikroskopiske stykker kage. Da Marlenes gravide datter kom forbi, havde Olive hevet hende i kjolen og sagt: „Gider du hente noget mad til mig?“ Pigen så forbavset ud og sagde så: „Ja, selvfølgelig, mrs. Kitteridge.“ Men pigen blev passet op af sine gæster, og det tog en evighed før Olive sad med en lille paptallerken i skødet med to skidne æg og et stykke chokoladekage. Ingen gaffel, ingen serviet, ingenting. „Tak,“ havde Olive sagt.

Hun proppede kagen i munden i én bid, så skubbede hun tallerkenen med æggene langt ind under sin stol. Skidne æg gav hende kvalme.

Marlenes datter satte sig i en hvid kurvestol med silkebånd bundet om ryglænet, de strømmede ned bagtil, som om hun var dronning for en dag. Da alle endelig havde sat sig – ingen satte sig ved siden af Olive, men hende den gravide pige Ashley var nødt til det fordi der ikke var andre steder tilbage at sidde – da de allesammen sad ned, så Olive bordet med den store bunke gaver, og da gik det op for hende: Hun havde ikke nogen gave med. En bølge af rædsel strømmede gennem hende.

Marlene Bonney var standset op på vej over i den anden ende af stuen og havde lavmælt sagt: „Olive, hvordan går det med Christopher?“

Olive sagde: „Hans barn døde. Hjertet holdt op med at slå nogle dage inden termin. Ann var nødt til at presse det døde barn ud.“

„Olive! “ Marlenes kønne øjne fyldtes af tårer.

„Ingen grund til at tude over det,“ sagde Olive. (Olive havde tudet. Hun havde grædt som et barn da hun havde lagt på efter at Christopher ringede og fortalte det).

„Åh, Olive, det gør mig ondt at høre.“ Marlene drejede hovedet, kiggede ud over stuen et øjeblik og sagde så: „Det er nok bedst ikke at fortælle det til nogen her, tror du ikke?“

„Fint,“ sagde Olive.

Marlene gav Olives hånd et klem og sagde: „Jeg må hellere tage mig af pigerne her.“ Marlene trådte ind midt i stuen, klappede i hænderne og sagde: „Okay, skal vi komme i gang?“

Marlene tog en gave fra bordet og rakte den til sin datter som læste kortet og sagde: „Åh, den er fra Ashley,“ og alle vendte sig og kiggede på den lyshårede, gravide pige ved siden af Olive. Ashley viftede lidt med hånden, hendes ansigt glødede. Marlenes datter pakkede gaven op, hun tog gavebåndene og satte dem fast på en paptallerken med tape. Langt om længe fremdrog hun en lille æske, og nede i æsken lå der en lillebitte sweater. „Næh, se lige engang!“ sagde hun.

Fra stuen kom mange påskønnende lyde. Og så blev sweateren, til Olives store ærgrelse, sendt rundt i kredsen. Da den nåede til hende, sagde hun: „Meget fin,“ og rakte den til Ashley som sagde: „Jeg har allerede set den,“ og folk lo, og Ashley gav den videre til personen på den anden side, som sagde mange ting om sweateren og bagefter vendte sig og gav den til pigen til venstre. Det tog alt sammen utrolig lang tid. En af pigerne sagde: „Har du selv strikket den?“ Og Ashley sagde at det havde hun. En anden sagde at hendes svigermor også strikkede, men ikke noget der var lige så fint som denne sweater. Ashley syntes at stivne lidt, og hendes øjne blev store. „Åh, hvor skønt,“ sagde hun.

Endelig blev det tid til den næste gave, og Marlene gik hen til sin datter med den. Datteren kiggede på kortet og sagde: „Fra Marie.“ En ung kvinde vinkede til alle fra den anden ende af stuen. Marlenes datter tog sig god tid til at sætte gavebåndene fra gaven fast på paptallerkenen med tape, og så gik det op for Olive at det ville ske for hver gave, og til sidst ville der være en hel tallerken fuld af bånd. Det forvirrede Olive. Hun sad stille og ventede, og så holdt Marlenes datter et sæt sutteflasker op med små blade malet på. Den gave blev ikke lige så godt modtaget, bemærkede Olive. „Har du ikke tænkt dig at amme barnet?“ var der en der spurgte, og Marlenes datter sagde: „Altså, jo, jeg vil prøve –“ Og så sagde hun muntert: „Men jeg er sikker på at jeg nok skal få brug for dem her på et tidspunkt.“

Marie sagde: „Jeg tænkte bare – man ved jo aldrig. Så det er bedst at have nogen flasker, også selvom man ammer.“

„Selvfølgelig,“ var der en der sagde, og flaskerne blev også sendt rundt. Olive troede det ville gå hurtigere med dem, men det virkede som om alle der fik flaskerne i hånden, havde en historie at fortælle om amning. Olive havde bestemt ikke ammet Christopher – det var der ingen der gjorde dengang, kun dem der troede de var bedre end alle andre.

En tredje gave blev overrakt til Marlenes datter, og Olive mærkede hvordan det våndede sig i hende. Det ville tage helt ubegribelig lang tid for pigen at pakke hver eneste hulens gave på det bord op og omhyggeligt sætte båndene på den hulens paptallerken, og så skulle alle vente – vente – mens hver eneste gave blev sendt rundt. Hun kunne ikke mindes at hun havde været med til noget mere tåbeligt i hele sit liv.

Hun fik et par små gule sokker i hånden, hun stirrede på dem, så rakte hun dem til Ashley, som sagde: „De er bare så skønne.“

Og så tænkte Olive pludselig på at hun heller ikke havde været glad inden Henry fik sit slagtilfælde. Hvorfor hun blev ramt af den indsigt lige på det tidspunkt, vidste hun ikke. Hendes viden om den ulykkelighed kom til hende sommetider, men oftest når hun var alene.

Sandheden var at Olive ikke forstod hvorfor hun med alderen var begyndt at føle sådan en hårdhjertethed mod sin mand. Men det var noget hun tilsyneladende ikke havde kunnet forhindre, som om det stendige der havde bugtet sig mellem dem i hele deres lange ægteskab – et stendige der adskilte dem, men også dannede uventede lavninger fulde af mosbegroede, varme steder hvor solen flimrede mellem dem i pludselige latterudbrud af gensidig forståelse – var blevet højt og urokkeligt, og der var ikke længere blomster i sprækkerne, men i stedet et iskoldt uvejr fastfrosset langs med det. Med andre ord var der kommet noget imellem dem som virkede uoverstigeligt. Nogle dage kunne hun godt udpege de steder der havde fået tilføjet en kampesten her og en bunke småsten der (Christophers teenageår, hendes følelser for ham Jim O’Casey for så længe siden, ham der havde været lærer på samme skole som hende, Henrys latterlige opførsel over for hende Thibodeau-pigen, rædslen over en forbrydelse hun og Henry havde oplevet, hvor frygten for nært forestående død havde gjort at usigelige ting var blevet sagt, og så havde der været Christophers skilsmisse, og det at han rejste væk), men hun forstod stadig ikke hvorfor de var gået ind i alderdommen sammen med denne høje og frygtelige mur mellem sig. Og det var hendes skyld. For efterhånden som hendes hjerte blev mere tillukket, blev Henrys hjerte mere ynkværdigt og krævende, og sommetider, når han kom hen og stillede sig bag ved hende derhjemme og lagde armene om hende, skulle hun virkelig tage sig sammen for ikke at gyse så han kunne mærke det. Lad være! havde hun lyst til at råbe. (Men hvorfor? Hvad var det dog for en forbrydelse han havde begået, andet end at bede om hendes kærlighed?).

„Det er en brystpumpe,“ sagde Ashley til hende. For Olive sad og vendte en plastiktingest mellem hænderne uden at kunne regne ud hvad det var. „Okay,“ sagde Olive, og hun rakte den til Ashley. Olive så på gavebordet og tænkte at det så ud som om der ikke var blevet lavet det mindste indhug i bunken.

Et lysegrønt babytæppe blev sendt rundt. Olive kunne godt lide fornemmelsen af det, hun lod det ligge i skødet og strøg med hænderne over det. Der var en som sagde: „Mrs. Kitteridge, lad os allesammen se det,“ og Olive rakte det omgående til Ashley. Ashley sagde: „Ih, hvor fiint,“ og det var på det tidspunkt Olive bemærkede at der løb sveddråber ned over begge sider af pigens ansigt. Og så var Olive næsten sikker på – hun var helt sikker på det – at hun hørte hende hviske: „Åh gud.“ Da det grønne tæppe nåede til Marie i den anden ende af stuen, rejste Ashley sig og sagde: „Undskyld mig, jeg låner lige toilettet.“ Og Marlene sagde: „Du ved godt hvor det er, ikke?“ Og Ashley sagde, at det gjorde hun.

Et sæt babyhåndklæder blev sendt rundt, og Ashleys stol stod stadig tom. Olive rakte håndklæderne til pigen på den anden side af den tomme stol, og så rejste hun sig op og sagde: „Tilbage om lidt.“ Ude i køkkenet fandt Olive Ashley bøjet over køkkenvasken hvor hun stod og sagde: „Åh gud, åh gud.“

„Er alt i orden?“ sagde Olive højt. Pigen rystede på hovedet. „Du har veer,“ sagde Olive.

Så kiggede pigen på hende, hendes ansigt var vådt. „Ja, det har jeg vist,“ sagde hun. „I morges tænkte jeg at jeg måske mærkede noget, men så kom der ikke flere, og nu – åh gud,“ sagde hun, og hun bukkede sig forover og klamrede sig til kanten af køkkenvasken.

„Lad os få dig på hospitalet,“ sagde Olive.

Et øjeblik efter rettede Ashley sig op, mere rolig. „Jeg vil bare ikke ødelægge det her, det betyder så meget for hende. Vidste du“ – det hviskede hun til Olive – „at Rick måske slet ikke har tænkt sig at gifte sig med hende?“

„Og hvad så,“ sagde Olive. „Du skal til at føde et barn. Til helvede med om du ødelægger det for hende. De lægger ikke engang mærke til at du er gået.“

„Jo, de gør. Og så får jeg al opmærksomheden. Og det er hende der –“ Ashleys ansigt trak sig sammen, og hun greb igen om kanten af vasken. „Åh gud, åh gud,“ sagde hun.

„Jeg henter min taske og kører dig på hospitalet med det samme,“ sagde Olive, bevidst om at hun brugte sin skolelærerstemme. Hun gik ind i stuen igen og fandt sin store, sorte taske.

Folk sad og lo ad et eller andet, høj latter strømmede ind i Olives ører. „Olive?“ Det var Marlenes stemme.

Olive løftede hånden op over hovedet og gik ud i køkkenet igen hvor Ashley stod og gispede. „Hjælp mig,“ sagde Ashley, hun græd.

„Kom så,“ sagde Olive og skubbede pigen over mod døren. „Det er min bil der står lige der, på græsplænen. Sæt dig ind.“

Marlene dukkede op og sagde: „Hvad sker der?“

„Hun har veer,“ sagde Olive, „og jeg kører hende på hospitalet.“

„Men jeg ville ikke ødelægge noget,“ sagde Ashley til Marlene, hun stod bare der med forvirring i sit våde ansigt.

„Nu,“ sagde Olive. „Lige nu. Ind i min bil. Der på græsset.“

„Åh, Olive, lad os ringe efter en ambulance. Hvad nu hvis hun føder mens du kører? Bliv her, Olive. Lad mig ringe.“ Marlene rakte ud efter telefonen på væggen, og det syntes at vare en evighed før nogen tog den.

Olive sagde: „Nu kører jeg hende altså, så du må fortælle dem hvordan min bil ser ud, så kan de følge efter hvis de vil.“

„Men hvordan ser din bil ud?“ Det var nærmest som om Marlene hylede ordene.

„Kig på den,“ beordrede Olive. Ashley var allerede ude ad døren og på vej ind på bagsædet af Olives bil. „Sig til ambulanceføreren at han skal standse mig når han kommer.“

Da Olive åbnede døren til bagsædet af sin bil, så hun pigens ansigt, og hun forstod: Det er nu. Pigen føder nu. „Tag bukserne af,“ sagde Olive til hende. „Nu. Tag dem af.“ Ashley prøvede, men hun vred sig af smerte, og Olive rodede i sin taske med rystende hænder og fandt den havesaks hun altid havde med. „Læg dig ned.“ Olive lænede sig ind i bilen, men hun var bange for at komme til at stikke pigen i maven med saksen, så hun gik om til døren i den anden side og åbnede den, og så kunne hun få klippet bukserne op. Så gik hun om til den anden side igen og trak bukserne af pigen. „Bliv liggende,“ sagde hun med fast stemme, åh ja, hun var i den grad skolelærer.

Pigen spredte knæene, og Olive stirrede. Hun var lamslået. Pudendum fór gennem hovedet på hende. Hun havde aldrig før set en ung kvindes – pudendum. Jøsses dog! Så meget hår – og den var – den var pivåben! Der kom blod og slimet stads ud af den, sikke noget! Ashley sagde gryntende lyde, og Olive sagde: „Godt, godt, tag det roligt.“ Hun havde overhovedet ingen anelse om hvad hun skulle gøre nu. „Tag det roligt!“ Hun råbte. Hun rakte ud og rørte ved Ashleys knæ, spredte dem længere fra hinanden. Få minutter efter – Olive havde ingen anelse om hvor mange minutter – udstødte Ashley en voldsom lyd, et stort støn og skrig på én gang. Og ud smuttede et eller andet.

Olive tænkte at pigen slet ikke havde født et barn, men snarere en klumpet tingest af en art, den mindede om ler. Så så Olive ansigtet, øjnene, armene – „Åh, du godeste,“ sagde hun. „Du har fået et barn.“

Hun bemærkede næsten ikke engang mandens hånd på sin skulder da han sagde: „Okay, godt, lad os se hvad vi har her.“ Han var fra ambulancen, hun havde ikke engang hørt ham holde ind. Men da hun vendte sig om og så hans ansigt, så roligt og myndigt, mærkede hun en bølge af kærlighed til ham. Marlene stod på græsplænen med tårerne strømmende ned over ansigtet. „Åh, Olive,“ sagde hun. „Åh jøsses dog.“

¤

Olive rejste sig og gik gennem sit hus. Det føltes ikke længere som et hus, men mere som en rede hvor der boede en mus. Sådan havde det føltes længe. Hun satte sig ned i det lille køkken, så rejste hun sig og gik forbi ’karnapværelset’, som hun og Henry havde kaldt det, hvor det lilla vattæppe nu lå i en rodet bunke på den brede bænk under vinduet – det var her Olive havde sovet siden hendes mand døde – og så gik hun ind i stuen igen hvor blege fugtstrimer fra sidste vinters sne kunne ses på tapetet ved kaminen. Hun satte sig i den store stol ved vinduet og vippede op og ned med foden. Aftenerne var uendelige i øjeblikket, og hun kunne huske dengang hun elskede de lange aftener. Ude over bugten glimtede solen der nu hang lavt på himlen. En bred stråle af sollys skar sig hen over gulvbrædderne og videre over på tæppet i stuen.

Olives uro voksede, hun kunne næsten ikke holde det ud. Hun vippede mere og mere med foden, og da himlen lige akkurat var blevet mørk, sagde hun højt: „Lad os bare få det overstået.“ Hun trykkede Jack Kennisons nummer. Hun havde lagt sig ved siden af manden for næsten en måned siden, det føltes stadig som om hun havde drømt det. Nå, men hvis Bertha Babcock tog telefonen, ville Olive bare lægge på. Også hvis en anden kvinde tog den.

Jack tog den efter andet ring. „Hallo?“ sagde han og lød som om han kedede sig. „Er det Olive Kitteridge?“

„Hvordan vidste du det?“ spurgte hun og en bølge af rædsel skyllede gennem hende, som om han kunne se hende sidde der i sit hus.

„Jeg har sådan noget der hedder ’vis navn og nummer’, så jeg ved altid hvem der ringer. Og her står der – øjeblik, lad mig lige se igen – ja, her står der ’Henry Kitteridge’. Og vi ved jo at det ikke kan være Henry. Så jeg tænkte at det måske var dig. Goddag, Olive. Hvordan har du det? Jeg er meget glad for at du ringer. Jeg havde tænkt på om vi mon nogensinde ville komme til at tale sammen igen. Jeg har savnet dig, Olive.“

„Jeg bragte et barn til verden for to dage siden.“ Olive sagde det mens hun sad på kanten af stolen og kiggede ud gennem vinduet mod den mørke bugt.

Der gik et øjeblik inden Jack sagde: „Gjorde du det? Du bragte et barn til verden?“

Hun fortalte ham det hele, lænede sig lidt tilbage, holdt telefonen i den ene hånd og tog den så over i den anden. Jack brølede af latter. „Sikke en vidunderlig historie, Olive. Gode gud, du bragte et barn til verden. Det er pragtfuldt!“

„Da jeg ringede til mig søn og fortalte ham det, syntes han ikke det var særlig pragtfuldt. Han lød – jeg ved ikke hvordan han lød. Han ville kun snakke om sig selv.“

Hun syntes hun hørte Jack tænke over det. Så sagde han: „Åh, Olive, din dreng er virkelig en stor skuffelse, ikke.“

„Jo, det er han,“ sagde hun.

„Kom herover,“ sagde Jack til hende. „Sæt dig ind i bilen og kom over og besøg mig.“

„Nu? Men det er jo mørkt udenfor.“

„Hvis du ikke vil køre i mørke, så kommer jeg og henter dig,“ sagde han.

„Jeg kører stadig i mørke. Vi ses om lidt. Farvel,“ sagde hun og lagde på. Hun gik ud og tog sin nye jakke som hang ude på badeværelset, pletten var tør.

¤

Jack havde en kortærmet skjorte på, og hans arme så slaskede ud. Hans mave virkede kæmpestor under skjorten, men Olives mave var også stor, det vidste hun godt. I det mindste var hendes bagdel skjult. Jacks blå øjne glimtede svagt idet han bukkede og bød hende indenfor. „Goddag, Olive.“

Olive ville ønske hun ikke var kommet.

„Må jeg have lov at tage din jakke?“ spurgte han, og hun sagde: „Nej.“ Hun tilføjede: „Den hører til resten af tøjet.“

Hun så at han kiggede på hendes jakke, og han sagde: „Den er vældig pæn.“

„Jeg lavede den i går,“ sagde hun, og Jack sagde: „Har du selv lavet den?“

„Ja, det har jeg.“

„Jeg er meget imponeret. Sid ned.“ Og Jack tog hende med ind i stuen hvor mørket trængte ind gennem vinduerne udefra. Han nikkede mod en lænestol og satte sig i den overfor. „Du er nervøs,“ sagde han. Og netop som hun skulle til at svare ham hvad pokker hun da havde at være nervøs over, sagde han: „Det er jeg også.“ Så tilføjede han: „Men vi er voksne mennesker, så vi finder ud af det.“

„Det gør vi vel,“ sagde hun. Hun syntes godt han kunne have været sødere med hensyn til hendes nye jakke. Da hun kiggede rundt, blev hun skuffet over det hun så: en udskåret træand, en lampeskærm med flæse – havde det været der hele tiden? Det måtte det have været, og hun havde ikke bemærket det. Hvordan kunne hun have undgået at bemærke den slags tåbeligheder?

„Min datter er vred på mig,“ sagde Jack. „Jeg har fortalt dig at hun er lesbisk, ikke?“

„Jo, det har du. Og jeg sagde til dig –“

„Jeg ved det godt, Olive. Du sagde til mig at jeg var et skarn at det skulle betyde noget. Og jeg tænkte over det, og jeg kom frem til at du havde ret. Så jeg ringede til hende for nogle dage siden, og jeg prøvede, jeg prøvede – på en lidt fjoget måde – at fortælle hende at jeg godt vidste jeg var en lort. Hun ville ikke høre. Hun tror sikkert bare jeg er så ensom nu hvor hendes mor er væk at jeg har besluttet at acceptere hende.“ Jack sukkede, han så træt ud, og han lagde den ene hånd op på sit tynde hår.

„Er det så rigtigt?“ spurgte Olive.

„Tja, det tænkte jeg over. Jeg tænkte en del over det. Og jeg ved det ikke. Det kan godt være det er rigtigt. Men det er også rigtigt at din reaktion fik mig til at tænke.“ Jack rystede langsomt på hovedet, kiggede ned på sine sokker hvilket også fik Olive til at kigge ned på dem, og hun blev forbløffet over at se hans tå stikke ud. Hans tånegl trængte til at blive klippet. „Kors, hvor utiltalende,“ sagde han. Han skjulte kort sin tå med sin anden fod, så slap han den igen. „Det jeg prøver at sige – børn. Din søn. Min datter. De kan ikke lide os, Olive.“

Olive overvejede det. „Nej,“ sagde hun til sidst. „Jeg tror ikke at Christopher kan lide mig. Hvorfor er det sådan?“

Jack kiggede op på hende med hovedet hvilende i den ene hånd: „Fordi du var en dårlig mor? Hvem ved, Olive? Det kan også være han bare er født sådan.“

Olive sad og kiggede ned på sine hænder som lå foldet i hendes skød.

Jack sagde: „Øjeblik. Har han ikke lige fået et barn til?“

„Det døde. Hun var nødt til at vente og presse det døde barn ud.“

„Åh, Olive, det er jo frygteligt. Du godeste, hvor er det frygteligt.“ Nu rettede Jack sig op.

„Jep. Det er det.“ Olive strøg noget fnuller af knæet på sine sorte bukser.

„Måske var det derfor han ikke havde lyst at høre dig snakke om at du havde bragt et barn til verden.“ Jack trak på skuldrene. „Jeg siger bare –“

„Nej. Du har ret. Selvfølgelig.“ Tanken var ikke faldet hende ind, og hun mærkede hvordan hun blev varm i ansigtet. „Nå, men hun prøver at blive gravid igen, og denne gang skal barnet fødes i et bassin. Et lille børnebassin. Det var det han sagde.“

Jack lagde hovedet bagover og lo. Olive blev overrasket ved lyden af hans latter – den var så ægte.

„Jack.“ Hendes stemme var skarp.

„Ja, Olive?“ Han sagde det med tør humor.

„Jeg er nødt til at fortælle dig hvor tåbeligt det babyshower var. Marlenes datter – altså, den stakkels pige sad i en stol og satte alle sine gavebånd fast på en paptallerken, og så skulle hver eneste af de tåbelige gaver sendes rundt fra den ene kvinde til den anden. Hver eneste af dem! Og alle sagde: Åh, hvor fint, og er den ikke skøn, og jeg siger dig, Jack, jeg troede jeg skulle dø.“

Han iagttog hende et øjeblik, så kneb han øjnene sammen i munterhed.

„Olive,“ sagde han til sidst, „jeg ved ikke hvor du har været henne. Jeg har prøvet at ringe til dig nogle gange, og jeg tænkte at du måske var taget til New York for at se dit barnebarn. Har du ikke en telefonsvarer? Det var jeg helt sikker på at du havde, jeg har lagt beskeder på den før.“

„Jeg har aldrig set mit barnebarn,“ sagde Olive. „Og selvfølgelig har jeg en telefonsvarer.“ Så sagde Olive: „Åh, men jeg slukkede for den en dag, der var nogen som blev ved at ringe til mig om en ferie jeg havde vundet. Måske fik jeg aldrig tændt for den igen.“ Nu gik det op for hende at det var sådan det var, hun havde aldrig tændt for den hulens maskine igen.

Jack var stille, han stirrede ned på sin tånegl. Så kiggede han op og sagde: „Nå, men så må vi hellere få skaffet dig en mobiltelefon. Jeg køber den til dig, og jeg skal nok forklare dig hvordan man bruger den. Og hvorfor har du så ikke set dit barnebarn?“

En krusning af et eller andet strømmede gennem Olive, nærmest en vag følelse af uvirkelighed. Denne mand, Jack Kennison, havde tænkt sig at købe en mobiltelefon til hende! Hun sagde: „Fordi jeg ikke er blevet inviteret. Jeg fortalte dig godt hvor skidt det gik sidst jeg var i New York.“

„Ja, det gjorde du. Har du inviteret dem på besøg hos dig?“

„Nej.“ Olive kiggede på lampeskærmen med den der flæse forneden.

„Hvorfor gør du så ikke det?“

„Fordi de har de der tre børn jeg fortalte dig om – hun har to andre børn med to forskellige mænd – og de har Lille Henry nu, og jeg er sikker på at sådan en tur ville være for meget for dem.“

Jack åbnede en hånd. „Måske. Men jeg synes det ville være pænt af dig at invitere dem.“

„De behøver ikke blive inviteret, de kan bare komme.“ Olive lagde begge hænder på lænestolens armlæn, så lagde hun dem i skødet igen.

Jack lænede sig frem med albuerne på knæene. „Olive, sommetider vil folk gerne inviteres. Jeg ville for eksempel meget gerne været blevet inviteret over til dig ved mange lejligheder, men du har ikke inviteret mig andet end den ene gang hvor jeg bad om at du gjorde det. Og derfor har jeg følt mig afvist. Forstår du det?“

Olive åndede højlydt ud. „Du kunne have ringet.“

„Olive, jeg har jo lige fortalt dig at det gjorde jeg faktisk. Jeg ringede til dig et par gange, og fordi du slukkede for din pokkers telefonsvarer, vidste du ikke at jeg havde ringet.“ Han lænede sig tilbage og viftede med pegefingeren ad hende. „Jeg siger jo bare at folk ikke kan læse dine tanker. Og jeg sendte dig også en e-mail.“

„Ha,“ sagde Olive. „Jeg vil så ikke kalde en masse spørgsmålstegn for en e-mail.“

„Jeg kan godt lide dig, Olive.“ Jack sendte hende et lille smil og rystede så lidt på hovedet. „Jeg ved faktisk ikke rigtig hvorfor. Men det kan jeg.“

„Ha,“ sagde Olive igen, og hendes ansigt føltes varmt igen, men så snakkede de sammen. De snakkede om deres børn, og et stykke tid efter fortalte Jack hende om den dag forleden hvor han var blevet standset af politiet for at køre for hurtigt.

„De var helt utrolig uforskammede over for mig, Olive. Man skulle tro jeg var eftersøgt for mord sådan som de talte til mig.“ Jack åbnede modløst hånden da han havde fortalt hende det.

„De troede sikkert at du var fra en anden stat.“

„Jeg har Maine-nummerplader.“

Olive trak på skuldrene. „Men du er stadig en gammel mand der kører rundt i en smart lille sportsvogn. De kan tydeligt se at du er tilflytter.“ Olive hævede øjenbrynene. „Jeg mener det helt alvorligt, Jack. De kunne lugte det på flere kilometers afstand.“ Hun så ned på det store ur som hun gik med og som havde været Henrys. „Klokken er mange,“ sagde hun, og hun rejste sig op.

„Olive, vil du blive her i nat?“ Jack flyttede på sig i stolen. „Nej, nej, hør lige på mig. Jeg sidder her med noget der minder om en ble på fordi jeg gennemgik en prostataoperation lige inden Betsy fik konstateret kræft.“

„Hvad?“ spurgte Olive.

„Jeg prøver bare at berolige dig. Jeg har ikke tænkt mig at overfalde dig. Du ved godt hvad Depend er, ikke?“

„Depend?“ spurgte Olive. „Hvad mener du –? Nåh.“ Det gik op for hende at hun havde set dem i reklamer i fjernsynet.

„Det jeg siger, er at jeg har et Depend-bind på, sådan nogle man laver til folk der tisser i bukserne. Mænd som ikke kan holde på vandet efter sådan en operation. De siger at det bliver bedre, men det er det ikke blevet endnu. Olive, jeg fortæller dig det bare fordi –“

Hun viftede med hånden for at han skulle holde op. „For pokker, Jack,“ sagde hun. „Du har da vist været igennem en hel del.“ Men hun kunne mærke at hun følte sig lettet.

Jack sagde: „Hvorfor sover du ikke inde i gæsteværelset, og så sover jeg i gæsteværelset på den anden side af gangen? Jeg vil bare gerne have du er her når jeg vågner, Olive.“

„Når du vågner? Jamen jeg kommer bare tilbage. Jeg står tidligt op.“ Da han ikke svarede, tilføjede hun: „Jeg har ikke nogen natkjole, eller min tandbørste. Og jeg tror ikke jeg ville få lukket et øje.“

Jack nikkede. „Jeg forstår. Det med tandbørsten – vi har en hel del nye, ubrugte tandbørster, spørg mig ikke hvorfor. Men Betsy havde altid ekstra af alting, og jeg kan låne dig en T-shirt hvis du vil.“

De var tavse, og Olive forstod. Han ville have at hun var der hele natten. Hvad skulle hun gøre? Køre hjem til den rotterede hun efterhånden boede i? Ja, det skulle hun. I døren vendte hun sig om. „Jack,“ sagde hun. „Hør her.“

„Jeg hører.“ Han var blevet siddende i stolen.

Hun stod og stirrede på den latterlige lampeskærm med dens flæsehalløj. „Jeg har bare ikke lyst til at støde på dig mens du står og snakker med hende der Bertha Babcock nede hos købmanden –“

„Bertha Babcock, det var det hun hed. For pokker, jeg kunne ikke huske hvad hun hed.“ Han lænede sig tilbage og klappede i hænderne en enkelt gang. „Hun taler om vejret, Olive. Vejret. Hør her, Olive, jeg siger bare at jeg godt kunne tænke mig at du blev her i nat. Jeg lover at du får dit eget værelse, og det gør jeg også.“

Det var lige ved. Det var det. Men så sagde hun: „Vi ses i morgen hvis du synes.“ Det var ikke før hun havde åbnet døren at Jack også rejste sig og kom derover.

Han vinkede med hånden. „Men så farvel.“

„Godnat, Jack.“ Hun vinkede med hånden over hovedet.

Udenfor overfaldt aftenluften hende med naturens dufte, og hun hørte frøerne mens hun gik over mod bilen. Idet hun rakte hånden frem for at tage i bildøren, tænkte hun: Olive, dit fjols. Hun så for sig hvordan det ville være derhjemme, hvordan hun ville falde i søvn på vinduesbænken i karnapværelset, hun tænkte på hvordan hun ville ligge med den lille transistorradio ind mod øret hele natten, sådan som hun havde gjort lige siden Henry døde.

Hun vendte sig om og gik tilbage til Jacks dør. Hun ringede på, og Jack åbnede næsten omgående. „Godt,“ sagde hun.

Hun brugte den nye tandbørste som hans stakkels døde kone af en eller anden grund havde købt (Olive havde ingen ekstra tandbørster i huset), og så lukkede hun døren til gæsteværelset med dobbeltsengen og tog en enorm T-shirt på som han havde lånt hende. T-shirten lugtede af nyvasket tøj og noget andet – svagt af kanel? Den lugtede ikke som Henry. Hun tænkte: Det her er det dummeste jeg nogensinde har gjort. Og så tænkte hun: Det er ikke dummere end det tåbelige babyshower jeg var til. Hun foldede sit tøj sammen og lagde det på stolen ved sengen. Hun var ikke ulykkelig. Så åbnede hun døren på klem. Hun kunne lige akkurat se at han havde lagt sig til rette i enkeltmandssengen i gæsteværelset på den anden side af gangen. „Jack?“ sagde hun højt.

„Ja, Olive?“ svarede han.

„Det her er det dummeste jeg nogensinde har gjort.“ Hun vidste ikke hvorfor hun sagde det.

„Det dummeste du nogensinde har gjort, var at tage med til det babyshower,“ råbte han tilbage, og et øjeblik var Olive helt paf. „Bortset fra det barn du bragte til verden,“ råbte han.

Hun lod døren stå halvt åben og lagde sig i seng og vendte sig om på siden, ryggen mod døren. „Godnat, Jack.“ Hun nærmest råbte ordene.

„Godnat, Olive.“

¤

Den nat!

Det var som om bølger svingede hende først op og så ned, smed hende højt op – så utrolig højt – og så kom mørket nedefra, og hun mærkede rædsel og kæmpede. For hun forstod at hendes liv – hendes liv, sådan et fjollet tåbeligt begreb, hendes liv – at hendes liv var anderledes, måske kunne være meget anderledes eller slet ikke anderledes, og begge tanker fandt hun usigeligt skræmmende, bortset fra når bølgerne sendte hende højt op og hun mærkede en stor lykke, men det varede kun kort, og så var hun nede igen, dybt nede under bølgerne, og sådan blev det ved – frem og tilbage, op og ned, og hun var udmattet og kunne ikke sove.

Det var først ved daggry hun døsede hen.

„Godmorgen,“ sagde Jack. Han stod med uglet hår i døren til hendes værelse. Han havde en morgenkåbe på som var mørkeblå og gik ham til midt på læggene. Han virkede ikke velkendt, hun følte sig frastødt.

Olive viftede med hånden fra sengen. „Gå væk,“ sagde hun. „Jeg sover.“

Han brølede af latter. Og sikke en lyd det var, Olive mærkede en fysisk fornemmelse, et frydefuldt gys. Samtidig følte hun rædsel, som om der var blevet strøget en tændstik på hende, og hun havde været gennemvædet af olie. Rædslen, gyset over hans latter – det var mareridtsagtigt, men også som om en stor dåse hun havde været proppet ned i, lige var blevet åbnet.

„Jeg mener det,“ sagde Olive. Hun vendte sig i sengen. „Lige nu. Gå væk, Jack,“ sagde hun. Hun klemte øjnene fast i. Vil du ikke nok, tænkte hun. Men hun vidste ikke hvad hun mente med det. Vil du ikke nok, tænkte hun igen. Vil du ikke nok.