Pedicure

Det var november.

Der var endnu ikke faldet sne i Crosby, Maine, og fordi solen skinnede denne onsdag, var der en slags frygtindgydende skønhed over verden: Egetræerne holdt fast i deres blade, og de stedsegrønne træer stod ret op og ned som om de frøs, alle de andre træer var mørke og havde sorte lemmer der strakte sig svagt stikkende mod himlen; vejene var øde, og markerne var fejet rene, alt var grufuldt og uendelig prægtigt at se på når solen stod i den vinkel og aldrig nåede helt op på himlen. Himlen selv var mørkeblå.

Jack Kennison foreslog Olive Kitteridge at de kørte en tur i bilen. „Åh, jeg elsker at køre tur,“ sagde hun, og han sagde at det vidste han godt, han foreslog netop en køretur for at gøre hende glad. „Jeg er glad,“ sagde hun, og han sagde at det var han også. Så de satte sig ind i deres nye Subaru – Olive brød sig ikke om sportsvognen – og afsted kørte de. De besluttede at køre til Shirley Falls, en times kørsel derfra, hvor Olive havde gået i highschool, og hvor hendes første mand Henry kom fra.

Jack og Olive havde været sammen i snart fem år efterhånden, Jack var nioghalvfjerds og Olive otteoghalvfjerds. I de første måneder havde de sovet i hinandens arme. Ingen af dem havde sovet med et andet menneske i armene i årevis. Når Jack havde været afsted sammen med Elaine, sov de på en måde i hinandens arme på det hotel de nu var på, men det var ikke på samme måde som han og Olive gjorde i deres første måneder sammen. Olive lagde sit ene ben over begge hans, hun lagde hovedet på hans bryst, og i løbet af natten flyttede de på sig, men de blev ved med at holde om hinanden, og Jack tænkte på deres store, gamle kroppe, skibbrudne, skyllet op på kysten – og hvordan de holdt fast som gjaldt det livet.

Han ville aldrig have kunnet forestillet sig det. Hendes Olive-hed, hvor meget han behøvede den, aldrig i sit liv ville han have forestillet sig at han skulle tilbringe sine sidste år med sådan en kvinde og på sådan en måde.

Men han kunne være sig selv sammen med hende. Det var det han tænkte i de første måneder med en sovende, snorkende Olive i sine arme, og det var det han stadig tænkte.

Hun irriterede ham.

Hun spiste ikke morgenmad, men begyndte på alt muligt med det samme, som om hun havde ting hun skulle nå. „Olive, du har ikke noget du skal,“ sagde han. Og hun rakte næse ad ham. Rakte næse. Helt ærligt.

Det var ikke før efter de var blevet gift, at han begyndte at forstå at hun var utrolig anspændt meget af tiden. Hun vippede konstant med foden når hun sad i sin stol, pludselig forlod hun huset og sagde at hun skulle over til Joanns stofbutik og købe noget stof, og få sekunder efter var hun væk. Men hun klamrede sig stadig til ham om natten, og han klamrede sig til hende. Og så, efter et år var gået, klyngede de sig ikke længere til hinanden når de sov, men delte sengen og skændtes om hvem der havde taget dynen i løbet af natten; de var virkelig et ægtepar. Og hun var blevet stadig mindre anspændt, og Jack havde det pragtfuldt med det, i sit stille sind.

Men for nogle år siden var de taget en tur til Miami, og Olive hadede det. „Og hvad skal vi så foretage os her, bare sidde i solen?“ spurgte hun, og Jack kunne godt se hendes pointe, så de tog hjem. Sidste år var de rejst til Norge og havde været på krydstogt rundt i fjordene, og det havde de begge to syntes meget bedre om. Og nu var det at køre en tur blevet det de begge holdt mest af. „Så kan vi sidde og fise den af herinde i bilen,“ havde Jack sagt sidste gang de var ude, og Olive sagde: „Jack, du ved godt jeg hader det udtryk.“

Nu kørte de afsted og lod Crosby i Maine bag sig, de kørte forbi den lille eng med stengærdet og klippestykkerne som man kunne se under det blege græs. „Har jeg fortalt dig,“ sagde Olive, „at Edith faldt af tønden den anden dag og brækkede armen så de var nødt til at få hende flyttet?“

„Flyttet?“ spurgte Jack og så over på hende.

„Åh, du ved.“ Olive viftede i luften med hånden. „Til aflastningsafdelingen eller sådan noget.“

„Kommer hun sig over det?“

„Ved det ikke. Regner jeg med.“ Olive kiggede ud ad vinduet; de var på vej ind i byen Bellfield Corners. „Jøsses,“ sagde hun, „hvor er det dog en trist by.“ Jack syntes også at det var en trist by. Der var kun en enkelt diner åben på hovedgaden, og så var der en sparekasse og en benzintank. Alt andet var lukket. Selv spinderiet som engang var det første man så når man kørte ind i byen, var blevet revet ned inden for de sidste ti år, det sagde Olive til Jack.

„Jeg har aldrig været i Shirley Falls,“ sagde Jack da de forlod Bellfield Corners og kørte ud på landevejen igen.

Olive flyttede på sig så hendes ryg næsten vendte helt om mod bildøren, og hun stirrede på Jack. „Det er da løgn?“ sagde hun. „Har du aldrig været i Shirley Falls?“

„Hvorfor skulle jeg have været i Shirley Falls?“ spurgte Jack. „Hvad er der i Shirley Falls nu om dage? Jeg ved da godt at det var et betydningsfuldt sted før i tiden, men hvad er der nu?“

„Somaliere,“ sagde Olive og vendte sig igen med ansigtet fremad.

„Nå ja,“ sagde Jack. „Dem havde jeg glemt.“ Så sagde han: „Okay, jeg havde ikke glemt dem, jeg havde bare ikke tænkt på dem i et stykke tid.“

„Mm-hm,“ sagde Olive.

„Hvordan faldt Edith af tønden?“ spurgte Jack lidt efter.

„Hvordan? Jeg går ud fra hun bare … faldt. Hvor skulle jeg vide det fra?“

Jack lo; han elskede den kvinde. „Jamen du vidste jo at hun var faldet. Du ved masser af ting, Olive.“

„Ved du hvad Bunny Newton fortalte mig forleden? Tilsyneladende kendte hendes mand engang en mand som mistede sin kone, og den mand, han havde været glad for en anden kvinde i ti år – selv mens hans kone stadig levede – og den anden kvinde, ikke, hun gik ud, på sin fødselsdag, og satte sig ned midt ude på motorvejen og blev ramt og dræbt på stedet. Satte sig bare der lige midt i det hele. Har du nogensinde hørt noget lignende? Nu sørger ham manden meget mere over hende end han sørgede over sin kone.“

„Hun begik altså selvmord?“

„Det lyder da sådan, synes jeg. Det var da for pokker også en måde at gøre det på.“

„Og hvor gammel var hun så, denne kvinde?“

„Niogtres. Nå ja, og hun vejede fyrre kilo. Det siger Bunny. Jeg synes det lyder lidt vanvittigt.“

„Det lyder som om der mangler nogle oplysninger,“ sagde Jack.

„Jeg genfortæller bare hvad jeg har hørt,“ svarede Olive. „Nå jo,“ sagde hun, „kvinden havde lige begæret skilsmisse. Måske er det vigtigt, hvem ved. Vanvittigt.“

„Det er en af dine bedre historier,“ måtte Jack medgive.

„Nej det er ej.“ Efter nogle minutter sagde Olive: „Jeg var virkelig glad for min pedicure, Jack.“

„Det er jeg glad for, Olive. Du må gerne få en til.“

„Det har jeg også tænkt mig.“

Nogle dage før var Jack kommet ind i soveværelset, og der sad Olive med små tårer ud ad øjnene. Det var fordi hun ikke længere kunne klippe sine tånegle, ikke sådan som hun plejede at kunne, hun var for stor og for gammel til at få sine fødder tæt nok på sig, og hun hadede, sagde hun, hun hadede simpelthen hvor frygtelige hendes tæer så ud. Og så havde Jack sagt: „Så lad os bestille en pedicure til dig,“ og Olive opførte sig som om hun dårligt nok vidste at det var noget man kunne. „Kom nu, kom nu med,“ sagde Jack, og han fik hende ud i bilen og kørte hende hen til Cook’s Corner hvor der lå en neglesalon. „Kom nu,“ sagde han da hun blev stående, og så fulgte hun efter ham derind, og Jack sagde: „Damen her vil gerne bede om en pedicure,“ og den lille, asiatiske kvinde vinkede og sagde: Ja, okay, denne vej. Jack sagde: „Jeg kommer tilbage senere,“ og vinkede til Olive der så desorienteret ud, men da han kom tilbage og hentede hende senere, hold op et smil han blev mødt med.

„Jack,“ sagde hun, næsten åndeløst, da de sad ude i bilen igen. „Jack, de har en balje vand til den ene fod, og en anden til den anden, altså, det er nærmest små badekar, og man stikker bare fødderne derned, og kvinden derinde, åh, det var helt fantastisk det hun gjorde –“

„Du er nem at gøre tilfreds,“ havde han sagt til hende.

Og hun havde sagt: „Det er du nok det første menneske der nogensinde har ment.“

Nu sagde Olive: „Hun gnubbede mine lægge, åh, det føltes rart. Masserede, det er det det hedder. Hun masserede mine lægge. Så dejligt.“ Et øjeblik efter tilføjede hun: „Du ved hende forfatteren der skriver alle de der uhyggelige bøger, hvad er det nu hun hedder – Sharon McDonald – altså, hun er jo bare en pige fra Bellfield Corners, andet er hun ikke.“

„Hvad mener du?“ spurgte Jack.

„Jeg mener, for mange år siden, dengang hun begyndte, der begyndte hun i Bellfield Corners. Andet er hun jo ikke, vel. Bare en pige fra Bellfield Corners.“

Jack tænkte lidt. „Nå, men måske er det derfor hun er så god til at skrive om rædsler.“

„Jeg vidste ikke at hun skrev noget som helst der var godt,“ sagde Olive.

„Hold op, du er en snob,“ sagde Jack.

Og Olive sagde: „Og du er et skvadderhoved hvis du læser hendes bras.“

„Jeg har aldrig læst hendes bras,“ sagde Jack. Han sagde ikke at hans afdøde kone Betsy havde læst alt hvad den kvinde havde skrevet, det behøvede han ikke at fortælle Olive. De kørte langs floden nu, og der var en skønhed over den, noget barsk og nøgent, et bredt gråt bånd langs vejen. „Jeg er glad for at vi er kørt den her tur,“ sagde Jack.

„Det er jeg også,“ sagde Olive. „Orv, jeg har en historie du skal høre. Bunny og hendes mand var på Applebee’s forleden aften, og de sad nede bagest i lokalet, og der var kun ét andet par, helt ekstremt tykke begge to, og så begyndte manden at hoste, og så begyndte han at kaste op –“

„Helt ærligt, Olive.“

„Nej, hør lige. Han blev ved med at kaste op, og kvinden hev plastikposer frem og blev ved med at undskylde over for Bunny mens hun holdt plastikposer frem som manden blev ved med at kaste op ned i.“

„De skulle have ringet efter en ambulance,“ sagde Jack, og Olive sagde: „Det foreslog Bunny også. Men det viste sig at manden havde en lidelse som hedder, åh, hvad hedder den nu, Zankers? Zenkers divert-et-eller-andet, ifølge konen, så Bunny og Bill fik regningen, og det her stakkels, tykke ægtepar blev siddende mens han blev færdig med at kaste op.“

„Helt ærligt,“ sagde Jack. „Altså, helt ærligt, Olive.“

„Jeg genfortæller bare.“ Hun trak på skuldrene.

De var først nu nået til Shirley Falls og kørte ind ad bagvejen. Husene begyndte at ligge tættere, og de høje træhuse der blev bygget for mange år siden til arbejderne på spinderiet, lå der også, næsten oven i hinanden, med deres trætrapper bagtil. Jack kiggede ud ad bilruden og så flere grupper af sorte kvinder i hijabber og lange gevandter komme gående ad fortovet. „Kors,“ sagde han fordi synet overraskede ham.

„Min mor,“ sagde Olive, „dengang for længe siden, hun hadede virkelig når hun hørte nogen tale fransk i busserne heroppe. Og der var selvfølgelig mange der talte fransk, de kom fra Quebec for at arbejde på spinderierne, men mor, hun hadede det virkelig. Tja, tiderne skifter.“ Olive sagde det i en munter tone. „Se bare de mennesker,“ tilføjede hun.

„Det er lidt underligt, Olive.“ Jack sagde det mens han kiggede til højre og venstre. „Det må du da indrømme. Altså, helt ærligt. Det er som om vi er kørt lige ind i en hel redefuld af dem.“

„Sagde du lige en redefuld af dem?“ spurgte Olive.

„Ja.“

„Det er stødende at sige sådan, Jack.“

„Det er det sikkert.“ Men han skammede sig lidt, og han sagde: „Okay, jeg burde ikke have udtrykt det sådan.“

De kørte gennem byen der virkede meget trøstesløs på Jack, og så kørte de over floden og op ad en lang bakke hvor der lå klynger af huse i forskellige beboelseskvarterer. „Drej, drej, til højre der,“ forlangte Olive, så Jack drejede til højre, og de kørte ned ad gaden, og hun viste ham det hus hvor Henry var vokset op.

„Rart,“ sagde Jack. Han var faktisk fuldstændig ligeglad med hvor Hellige Henry var vokset op. Men han tvang sig til at kigge, og tænke over det, og det virkede som et passende sted for Henry at være vokset op. Huset var lille, i to etager, malet mørkegrønt og med et gigantisk ahorntræ i forhaven.

„Henry plantede det træ da han var fire år gammel,“ sagde Olive. „Det gjorde han.“ Hun nikkede. „Han fandt det her lille ungtræ, og han besluttede at stikke det i jorden, og hans mor – den gamle heks – hjalp ham åbenbart med at vande det da det var helt lille, og nu står det så her.“

„Meget fint,“ sagde Jack.

„Du er fuldstændig ligeglad,“ sagde Olive. „Det er også lige meget, lad os bare køre.“

Jack tvang sig til at kigge rundt i det lille kvarter, og han sagde: „Jeg er ikke ligeglad, Olive. Hvor vil du hen nu?“

Og hun sagde, ud til West Annett hvor hun var vokset op, så han kørte bilen, og hun viste vej, og de kørte ad en smal vej, forbi mange marker der stadig var mærkeligt grønne i betragtning af at det var november, og solen stod skråt hen over dem på den der grufulde, prægtige måde. De kørte og kørte, og Olive fortalte ham om skolen med kun ét lokale hvor hendes mor havde været lærer, hvordan hendes mor måtte møde tidligt for at få gang i brændeovnen om vinteren, hun fortalte om den finske kvinde som havde passet hende – passet Olive – dengang Olive stadig var for lille til at gå i skole, hun fortalte ham om sin onkel George som var fordrukken, og som fik sig en ung kone, og den unge kone forelskede sig i en nabo – „Lige der, det hus lige der“ – og naboen, Olive vidste virkelig ikke hvad der var med ham, men den unge kone havde hængt sig for foden af sin egen kældertrappe.

„Kors,“ sagde Jack.

„Jep,“ sagde Olive. „Jeg var bange for at gå ned i den kælder da jeg var barn, en eller anden sendte mig ned efter kartofler eller sådan noget, åh hvor jeg dog hadede at gå derned.“

„Du godeste,“ sagde Jack.

Og så sagde Olive at hendes onkel George havde giftet sig igen, men ti år efter hans første kone døde, hængte han sig selv samme sted.

„Jamen du godeste gud,“ sagde Jack.

Så sådan var det, de kørte rundt, ad mange små veje, og de snakkede. Jack fortalte om sin barndom, det havde han allerede gjort, men at se Olives barndomshjem fik ham til at tænke på sit eget barndomshjem uden for Wilkes-Barre i Pennsylvania, og han talte om det igen, hvor lille det havde føltes for ham, selv da han var ung, selvom det ikke var lige så lille som Olives hjem havde været, men han havde følt sig indespærret, sagde han nu. Olive lyttede og sagde: „Mm-hm.“

Så sagde hun: „Nej, se engang der,“ for Jack var kørt rundt i et sving, og foran dem stod den nedgående novembersol mod den mørknende, blå himmel. Langs horisonten lå en stribe gult. Og de nøgne træer stak deres nøgne, mørke grene op mod himlen. „Det er ret så pragtfuldt,“ sagde Jack.

Op og ned kørte bilen, op ad den ene lille bakke, ned ad en anden, rundt i en lang kurve, rundt i et kort sving, bilen kørte op og ned ad vejene mens solen gik ned.

Jack sagde: „Lad os prøve den der nye restaurant i Shirley Falls. Jeg hørte Marianne Rutledge snakke om den forleden. Det er åbenbart den eneste gode restaurant i byen. Hvad var det nu den hed – noget lidt fjollet.“

„Gasoline,“ sagde Olive.

Han kastede et blik på hende. „Det er rigtigt. Hvorfra har du hørt om en fin restaurant i Shirley Falls ved navn Gasoline, Olive? Du overrasker mig.“

„Og du overrasker mig. Læser du aldrig noget? Der var en artikel om den i avisen for nogle måneder siden. Tænk at kalde en restaurant for Gasoline. Jeg har da aldrig hørt noget lignende.“

Jack parkerede på gaden et lille stykke fra restauranten, der havde sit navn i neonlys udenfor, og mens han låste bilen, så han sig omkring. Det havde været mørkt i lidt over en time, og mørket på denne tid af året virkede altid ekstra mørkt på Jack; han kunne ikke lide det, og han ville ikke have sin bil stjålet eller brudt ind i. Olive stod inde på fortovet. „Åhr, hold nu op, Jack,“ sagde hun som om hun kunne læse hans tanker – for Jack føltes det sommetider som om hun faktisk kunne –„for himlens skyld, bilen står fint der.“

„Det ved jeg godt,“ sagde han.

Ved første øjekast virkede stedet lidt som en stor grotte da de trådte indenfor. Der var højt til loftet, og der var en bar hvor glassene glimtede og spiritusflaskerne stod på række foran et gigantisk spejl, og på den anden side af baren var der borde. Yderligere to spejle hang på hver sin væg, og på hvert bord stod et lille, flakkende lys. Værtinden førte dem ned til et bord midt i lokalet, der var ikke så mange mennesker lige i øjeblikket, og så satte de sig, og Olive rystede sin serviet og sagde: „Jeg håber de har en bøf. Jeg vil gerne have en bøf.“ Og Jack sagde at han var sikker på at de havde en bøf. „Jeg giver,“ tilføjede han og blinkede til hende.

Tjeneren kom med en whisky til Jack og et glas hvidvin til Olive, og lidt efter bestilte de, Olive bestilte en bøf, og Jack tog kammuslingerne, og et stykke tid efter kom tjeneren med maden, og Olive og Jack snakkede så meget at de var nødt til at læne sig tilbage og lade tjeneren sætte maden, og så snakkede de videre. Olive fortalte Jack om somalierne som var flyttet hertil for over femten år siden, hvordan det i begyndelsen havde vakt stor opstandelse fordi Maine var sådan en hvid, hvid stat. „Og gammel,“ tilføjede Olive. Men somalierne var meget entreprenante, ifølge Olive, og havde startet en hel masse forretninger i byen.

„Det er da dejligt,“ sagde Jack, og han mente det, selvom han også var ret ligeglad. Men hun gjorde det interessant, så interessant det kunne være for Jack, fordi hun var Olive, og han vidste at de lige om lidt ville begynde at tale om noget andet – han ventede.

Den store, tunge dør til restauranten gik op, og et par trådte ind. Jack kastede et hurtigt blik over mod døren, så kvinden først og tænkte: Det ligner næsten – og så hørte han hendes stemme. Hun vendte sig og talte til manden som var kommet ind lige efter hende, og det var hendes stemme, det var ikke til at tage fejl af. Jack kunne høre hende sige: „Åh ja, det ved jeg godt, det ved jeg godt, ja, det ved jeg godt,“ og han – Jack – sagde lavmælt: „Nej.“

„Nej hvad?“ spurgte Olive. Hun skulle til at tage en bid af sin bøf som hun lige havde skåret et stykke af.

„Ikke noget,“ sagde Jack. „Jeg troede jeg så en jeg kendte, men det var ikke hende.“

Men det var det.

Og han kunne ikke tro det var rigtigt. Han kunne virkelig ikke tro det var rigtigt. Det mindede lidt om at falde af cyklen for mange, mange år siden, dengang han var barn, den langsomme fornemmelse af at der var ved at ske noget forfærdeligt, og bevidstheden om at han ingenting kunne stille op. Han kunne bare se fortovet komme op mod sig, vide at næste stop var hans kind.

Han sad uden at bevæge sig og så dem gå længere ind i lokalet, han så værtinden hilse på dem, han så dem komme gående hen mod sig. Hun havde en gyldenbrun rulamsjakke på med et brunt halstørklæde om halsen, den gyldenbrune jakke var næsten samme farve som hendes hår, og hun var lidt større end han huskede, måske var det jakken, og meget køn sådan som hun altid havde været, hun havde kraftige guldøreringe på der virkede meget store, og så så han at hun kiggede på ham. Han så et glimt af forvirring i hendes ansigt, så hende kigge væk, og så kiggede hun på ham igen, og hun standsede op lige ved hans stol. „Jack?“ sagde hun. „Jack Kennison?“ En svag duft af parfume nåede ham, det var den samme som hun altid havde brugt, og Jack mærkede en underlig snurren langs kæben.

„Goddag, Elaine.“ Han rettede på servietten i skødet.

Elaine stirrede ned på ham, hendes øreringe var som to skilletegn på hver sin side af hendes ansigt, og Jack overvejede om han burde rejse sig, så det gjorde han, og så så han – han så meget tydeligt – hendes grønne øjne flytte sig helt ufrivilligt fra hans ansigt ned over hans krop og op til hans ansigt igen. Han satte sig ned igen, hans mave ramte bordkanten. Fyren hun var sammen med, var også standset op.

Hendes ansigt var ældre – selvfølgelig – men det lignede forbavsende meget sig selv. En anelse større virkede hendes ansigt, hun havde taget lidt på. Hendes makeup sad perfekt, hendes grønne øjne var tegnet op med sort, og de så meget grønne ud, og hendes hår var en anelse længere end da han havde kendt hende. „Jack, hvad laver du her?“

„Jeg spiser middag.“

Han så hendes blik flytte sig til Olive som netop i det øjeblik stak hånden frem og sagde: „Goddag. Jeg er Jacks kone, Olive,“ og han så Elaines tavse forbløffelse. Elaine gav Olive hånden. „Elaine Croft,“ sagde hun. Og så lagde hun hånden på armen af ham fyren hun var sammen med og sagde: „Det her er Gary Taylor.“ Så Gary gav Olive hånden, og så gav han Jack hånden, og Jack tænkte at fyren lignede et fjog med sine runde briller og sin ene ørering (en ørering, for fanden, en lillebitte guldring!) og hår næsten ned til skuldrene.

Elaine vendte sig mod Jack igen, og han så hvor meget hun havde lyst til at spørge, og derfor sagde han: „Betsy er i øvrigt død. Bare så du ved det.“

„Er hun død?“ Hendes øjne blev store på en måde der glædede ham, så forbavset var hun.

„Ja, det er hun.“ Jack samlede gaflen op.

„Hvornår –“

„Det er seks år siden nu.“

„Men – men bor du her, Jack?“ Han lagde mærke til at hun sænkede sig lidt nedad, som for at kunne se ham tydeligere.

„Vi bor ikke i Shirley Falls, nej. Men sig mig, miss Croft.“ Han lagde gaflen fra sig på sin tallerken og så op på hende. „Hvad bringer mon Dem her til Shirley Falls?“

Hun så på ham og hendes ansigt blev koldt, ’miss Croft’ var modtaget. „Klitoridektomier, dr. Kennison, er det der bringer mig hertil.“

„Aha.“ Jack var nær ved at le.

„Byen har en stor somaliansk befolkningsgruppe,“ sagde Elaine.

„Ja, det er jeg klar over,“ svarede Jack.

Olive løftede pegefingeren. „Somalisk.“ Olive sagde det idet hun viftede med fingeren. „Ikke ’somaliansk’. Der er mange der siger det forkert. Men det er en somalisk befolkningsgruppe, bare så du ved det.“

Elaines ansigt snerpede sammen og blev endnu køligere. Hun sagde: „Ja, det er jeg klar over, mrs. Kennison. Og jeg sagde også ’somalisk’.“

„Nej, jeg hørte at du sagde –“ Olives øjne blev større, hun trak lidt på skuldrene og skar så en bid til af sin bøf.

Jack sagde: „Og hvordan forsker du så i disse klitoridektomier, Elaine? Banker du på disse somalianeres dør og siger: Goddag, jeg hedder Elaine Croft, jeg er ansat på Smith College, og vi prøver at finde ud af om der er kvinder i Deres husstand som har fået en klitoridektomi?“

Elaine så ned på ham, og i hendes ene mundvig var der et lille halvt smil, det var raseri, det vidste han fra gamle dage. „Farvel, Jack,“ sagde hun, og hun nikkede til sin tumpede ven, og de gik videre, Jack så hende tale med tjeneren, og de satte sig ved et bord så langt fra Jack og Olive som muligt.

„Hvem var det?“ spurgte Olive og spiste sin bøf, og Jack sagde at hun bare var en han havde kendt for mange år siden på Harvard. Han var lige ved at sige: „Hun er skør,“ men det gjorde han ikke.

„Nå, men hun virkede ikke særlig venlig. Meget selvoptaget, ville jeg sige. Hvad mente hun med at hun er her for at undersøge – hvad kaldte hun det?“

„Hun sagde klitoridektomier, Olive. Kvindemennesket er tilsyneladende kommet hertil for at studere kvindelig omskæring.“

Olive sagde: „Åh, for guds skyld, åh for himlen skyld, jeg har da aldrig hørt noget lignende, Jack.“

„Nå, men det har du så nu.“ Han spiste sine kammuslinger uden at bemærke noget som helst andet ved dem end at det var mad som han spiste: rent brændstof. Han havde stadig den fornemmelse af at falde af cyklen, men han var ikke sikker på om han var landet endnu.

„Ved du hvad, det er simpelthen så trist at høre hvad den somaliske befolkningsgruppe bliver beskyldt for –“

„Lad os snakke om noget andet, Olive,“ sagde han, og Olive sagde: „Fint.“ Lidt efter spurgte hun hvordan hans kammuslinger havde smagt, og han sagde at de var rigtig gode. „Ja, den her bøf er simpelthen pragtfuld,“ sagde hun, hun var halvvejs igennem.

Ud af øjenkrogen kunne han se Elaine og hendes – hvad han end var – læne sig ind over bordet og tale sammen, og han forstod at hun var ved at fortælle fyren om hvem han, Jack, var. Jack havde lyst til at kyle servietten ned på bordet og gå derover og sige: „Men det var ikke sådan det var!“ Han følte at han ikke kunne se ordentligt når han kiggede ned på sin mad. Faktisk ville han bare gerne hjem. Og så så han igen for sit indre blik Elaines tilsyneladende forbløffede reaktion da Olive sagde at hun var hans kone. Betsy havde været smuk på en afdæmpet måde, Elaine havde mødt hende nogle gange til fester på universitetet. Og han tænkte igen på hvordan hendes grønne øjne var gledet ned over hans krop da han rejste sig, hvordan de selvfølgelig havde bemærket hans store mave.

Det tog en evighed for Olive at spise den bøf, og hun kommenterede igen hvor god den var, så spurgte hun: „Skal vi bestille dessert?“ Og Jack sagde nej. Han så hendes forbløffelse, og han sagde: „Undskyld, Olive, jeg har det bare ikke så godt.“

„Hvorfor har du ikke sagt noget?“ spurgte Olive. „Hvor længe har du ikke haft det godt?“ Og han sagde: Kun lige kort, og hun sagde: Nå, men det var da virkelig spild af penge, så, at gå ind på sådan en fin restaurant hvis det ender med at man får det skidt. Og så blev hun tavs. Jack som var bevidst om Elaine, bevidst om at det var meget sandsynligt at hun kiggede på dem, rørte ved Olives arm og lænede sig over mod hende og sagde: „Åh Olive, det er lige meget, det er bare penge.“ Olive så bare på ham.

Da de forlod restauranten, kiggede Jack ikke over mod Elaines bord.

¤

Hendes fødder havde været smukke. Det var de sødeste fødder Jack havde set i sit liv, og Elaine havde været forbavset, hun hævdede at hun ikke havde vidst det om sine fødder, og det havde hun måske heller ikke. Men hun havde høj vrist og smalle ankler, og hendes tæer – som altid var lakeret i en klar rød farve, eller sommetider rødgylden, „Jeg får pedicure hver uge,“ fortalte hun ham leende deres første gang – var de dejligste tæer der nogensinde havde eksisteret noget sted, syntes Jack. „Du ender med at tage livet af mig, og det bliver fødderne der smutter først,“ lo hun i sin seng, og han begyndte at kalde hende Sokrates, efter den mand som havde hævdet at han var ved at dø fra fødderne og op. Da Jack først havde opdaget hendes fødder, var det ofte dem han begyndte med, og hun lo og lo fordi hun var kilden, og hun spurgte ham om han havde noget med fødder, men faktisk havde han ikke noget med fødder, kun med hendes fødder. Hendes mave bulede ud, og hendes bagdel var ikke ligefrem lille. Hun havde været en stor skønhed, i Jacks øjne, han havde aldrig set nogen smukkere, og han forstod at det var fordi han elskede hende.

Du gode gud, hvor han dog havde elsket hende. Engang mødte han ikke op til sin undervisning fordi de havde skændtes, det gjorde for ondt at gå fra hende, selvom han ikke længere kunne huske hvad de havde skændtes om, sandsynligvis noget med om han skulle blive sammen med Betsy, selvom Elaine altid, helt fra begyndelsen havde sagt: „Jeg vil ikke have at du går fra din kone, Jack, det vil jeg ikke tage ansvar for.“ De var på et hotel i Cambridge, det var risikabelt fordi de begge boede i Cambridge, men det havde ikke føltes lige så risikabelt som at lade folk se ham komme ud fra hendes hus så ofte. Og på deres hotelværelse den dag havde hun måske sagt noget om Betsy, og han var blevet væk fra undervisningen – den eneste gang i hele sin karriere han gjorde det, undtagen dengang han fik fjernet galdeblæren mange år tidligere – for at være hos hende. Og det han huskede, var: Da de var færdige, var blevet forsonede, havde hun sagt noget om at hun var nødt til at gå, hun skulle mødes med Schroeder, dekanen, hun var på vej ud af badet og bad ham om at række håndklædet til hende, og så havde hun sagt at hun var nødt til at skynde sig til det møde med dekanen, mens Jack var blevet væk fra sin undervisning! Og noget i Jack var faldet på plads selvom han aldrig – selv ikke den dag i dag – kunne sætte fingeren på hvorfor. Men noget i ham den dag forstod: Hun er karriererytter.

Og det var hun selvfølgelig. Alle på det sted var karriereryttere. Men det var ikke før hun stod foran en mulig fastansættelse, og Jack stemte imod hende fordi alle andre i komiteen også havde stemt imod hende – og fordi han i sit stille sind aldrig havde syntes at hendes arbejde var særlig godt – at hun besluttede at lægge sag an mod Jack for sexchikane. Og da Schroeder kaldte ham ind på sit kontor den dag, fortalte Schroeder ham at han havde optagelser af hvordan Jack havde ringet til hende, beruset, sent om aftenen – opringninger Jack havde foretaget igennem det seneste år da han mærkede at hendes følelser begyndte at kølnes – og hun havde også e-mails fra ham, og Schroeder sagde til Jack: „Vær venlig at tage forskningsorlov indtil vi får afklaret det her.“

Forskningsorlov.

Og så ville Schroeder ikke tale med ham igen. Tre år senere gik Elaine Croft derfra med en forligssum på tre hundrede tusind dollars. På det tidspunkt havde Jack sagt op, og han og Betsy var flyttet til Crosby i Maine.

Jack havde selv været en karriererytter. Men det var mange år inden han mødte Elaine. Da han mødte hende, var han dødtræt af at være ansat der, men hun var ung, og hun havde tænkt sig at blive til noget, og det blev hun.

Bare ikke på Harvard.

Han skulle aldrig have nævnt Smith College i aften. Det afslørede at han havde googlet hende – og det havde han, for nogle år siden – og han havde opdaget at hun havde fået en fastansættelse på Smith, og han havde tænkt: Ha.

¤

Jack låste bilen op på afstand, holdt nøglen op og trykkede på den; lysene blinkede én gang, og der lød et lille bip, og så, da han gik hen mod bilen, så han i skæret fra gadelampen at nogen havde kørt en skarp genstand – sandsynligvis en nøgle – hen langs siden af bilen og lavet en lang ridse i døren i førersiden. „Det er løgn,“ sagde han. „Det er simpelthen bare løgn.“ Olive stod også og kiggede, og så sagde hun: „Men hvem ville dog gøre den slags?“ og gik om til sin side af bilen.

Jack sagde: „Jeg skal fortælle dig hvem der ville gøre den slags. En eller anden ung fyr som ikke kan holde ud at se på sådan en ny Subaru.“ Han tilføjede: „Til helvede med de røvhuller.“ Og inde i bilen sagde han: „For fanden da også.“

„Nå, men det virker nu temmelig tåbeligt,“ sagde Olive og tog selen på. Og så sagde hun: „Men det er trods alt bare en bil.“ Og det gjorde bare Jack endnu mere rasende.

Han sagde: „Ja, men det er den sidste bil jeg nogensinde kommer til at købe,“ hvilket var det han havde tænkt da han købte bilen.

Han kørte hen til stopskiltet for enden af gaden og bremsede hårdt op, så speedede han kraftigt op igen, han kunne se Olive blive presset lidt tilbage i sædet. „Jamen dog,“ sagde hun lavmælt som for at irettesætte ham lidt for sjov.

Men da de kørte ud af byen og kom ud på landevejen, sad Olive tavs i sædet ved siden af ham. Og Jack havde ikke noget at sige til hende, han havde stadig den fornemmelse af cyklen der væltede. Men som han kørte der langs floden uden at se andet end den hvide stribe på vejen, stod det klart for ham igen, det at Olive var hans kone, og at de havde haft en dag sammen fuld af lykke inden de her til aften havde set Elaine. Men det føltes ikke længere som lykke, det han havde oplevet sammen med Olive, det virkede meget langt væk fra ham nu.

Og den dag de havde haft sammen, foldede sig ind i sig selv, den var overstået, væk.

I stilheden i den mørke bil kunne Jack mærke Olive – sin kone – kunne mærke hendes nærhed på en måde som føltes uoverstigelig. En luftlomme steg op i hans bryst, og han åbnede munden og bøvsede, det var en lang og høj lyd. Olive sagde: „Du godeste, Jack, du kunne da i det mindste lige sige undskyld.“ Jack blev ved med at stirre lige frem for sig på den sorte vej og den blege, hvidlige streg i midten af den.

Olive sagde: „Gasoline har åbenbart en pointe med det tåbelige navn. Men hvorfor forkorter de det ikke bare til Gas?“

Jack sagde: „I det mindste fes jeg ikke,“ og han var bevidst om at han lige havde affyret en salve – uden egentlig at ville det – og Olive reagerede ikke.

Da de langt om længe kørte ind i den triste by Bellfield Corners, sagde Olive lavmælt: „Jeg ved godt hvem hun var, Jack.“ Han kiggede hurtigt over på hende. Han kunne lige akkurat se hendes profil i det svage lys, og hun kiggede lige frem.

„Og hvem var hun så?“ spurgte Jack tørt.

„Det var hende der fik dig fyret fra Harvard.“

„Jeg blev ikke fyret,“ sagde Jack, det gjorde ham virkelig vred.

„Det var hende der var årsagen til det.“ Olives stemme var stadig lavmælt. Og så vendte hun ansigtet mod ham og sagde, og det virkede som om hendes stemme næsten skælvede: „Jeg må bare sige en ting, Jack. Det eneste der gør mig ked af det i alt det her er din smag i kvinder, jeg synes hun er en rædsom, rædsom kvinde.“

Da Jack ikke svarede, fortsatte Olive: „Hende den tåbelige Thibodeau-pige som Henry forelskede sig i for alle de år siden, hun var grå og kedelig, men hun var i det mindste et ordentligt menneske. En uskyldig pige. Og ham fyren, Jim O’Casey, som jeg havde min næsten-affære med for hundrede år siden, han var i det mindste en fin og god mand.“

Jack kørte forbi skiltet til sparekassen. Hele byen var mørk, bortset fra benzintanken der virkede uhyggeligt alene med sine lys.

„Åhr, hold op,“ sagde Jack. „For helvede, Olive. En fyr med seks børn og en kone som siger til sin skolelærerkollega: Vil du forlade Henry og stikke af sammen med mig? og så drikker sig fuld og smadrer ind i et træ, han er ikke nogen fin og god mand, Olive. Helt ærligt.“

„Du aner ingenting,“ sagde Olive. „Du aner overhovedet ikke hvad du snakker om, og jeg ville sætte pris på hvis du holdt dine tåbelige – tåbelige – meninger for dig selv. Han var en fin og god mand, og den snobbede gimpe er en ko. Den rædsomme kvinde som du nedlagde og gik i seng med i alle de år.“

„Så er det nok, Olive.“

„Nej, jeg er ikke færdig. Hun var hoven. Hun var bare en mær, Jack.“

„Olive, jeg vil gerne bede dig om at holde op nu. Okay, hun var en mær. Er det ikke lige meget?“

„Det er ikke lige meget for mig,“ sagde Olive. „Det er ikke lige meget, fordi det siger noget om dig. Når du bliver tiltrukket af sådan en mær, så siger det noget om dig.“

„Det er mange år siden, Olive.“ Han syntes turen føltes ufattelig lang, han vidste at der var mange kilometer endnu til de var hjemme. Han kørte for hurtigt rundt i et sving.

„Og det samme var min næsten-affære med den mand som var fin og god. Du har aldrig mødt ham, du ved ingenting. Men han var en fin og god mand, Jack, og det at du siger til mig at han ikke var, det er rædsomt af dig. Og nu ved jeg også hvorfor du siger det. På grund af den kvinde som du selv var så tiltrukket af.“ Hun holdt inde, så sagde hun. „Jeg får kvalme af at tænke på det.“

Han var lige ved at råbe ad hende. Han var lige ved skrige at hun skulle holde sin kæft, holde op, han var så tæt på at gøre det at han kunne mærke ordene i sin mund, og på en måde troede han næsten at han havde råbt det, men det havde han ikke. Og hun sagde ikke mere. Da de nåede hjem, steg hun ud af bilen og smækkede døren.

„Nyd din whisky,“ sagde Olive til ham og gik op ad trappen, han hørte hende gå ind i deres soveværelse. Lige der hadede han hende.

¤

Jack drak sin whisky meget hurtigt, som han sad der i stolen, fordi han var så bange. Det der skræmte ham, var hvor meget af sit liv han havde levet uden at vide hvem han var eller hvad han lavede. Han mærkede hvordan det fik ham til at skælve indeni, og han kunne ikke helt finde ord for – ikke engang for sig selv – hvordan det præcis føltes. Men han følte at han havde levet sit liv på en måde som han ikke havde været bevidst om. Det betød at der havde været et kæmpestort blindt punkt lige foran næsen på ham. Det betød at han ikke forstod, faktisk overhovedet ikke, hvordan andre havde opfattet ham. Og det betød at han ikke vidste hvordan han skulle opfatte sig selv.

Han rejste sig for at tage noget mere whisky, han hældte det i det glas han lige havde tømt, og så gik han ud på badeværelset og tissede så det sprøjtede, sådan som en gammel mand gør. Da han vendte sig for at gå ud, så han sit ansigt i spejlet. Han var en gammel mand: Han var halvskaldet, hans næse så ud til at være blevet større, det var umuligt at forbinde manden i spejlet med den han havde været da han kendte Elaine. Han gik ind og satte sig i sin stol igen og drak sin whisky. Men hvem havde han været dengang? En der var meget ældre end hende, en der syntes hun var smuk, som elskede hendes begavelse, som elskede hendes ungdom, men hvordan i alverden gjorde det den historie anderledes end alle andre tåbelige, usle affærer af samme slags? Det gjorde det heller ikke. Der var ikke noget anderledes ved historien – bortset fra at den var hans. Og at den var endt som den gjorde. Det forbløffede ham stadig, at Elaine havde kunnet gøre det. Hun måtte have udnyttet ham hele vejen igennem. Hvilket var det første Betsy sagde da han fortalte hende det hele, da han stod der i køkkenet i deres hus i Cambridge og rystede synligt.

Elaines ansigt i aften havde en kulde over sig, forstod han, en kulde som havde forbløffet ham. Hendes makeup var for perfekt, der var noget koldt over det. Og så forstod han: Jeg var selv kold. Uden at være bevidst om det var han formentlig blevet tiltrukket af denne kulde hos hende. Betsy havde ikke været kold – undtagen over for ham. Men hun havde ikke været kold af natur. Hun var venlig, og folk kunne godt lide hende.

Åh, Betsy –!

Betsy, som læste alle de bøger af Sharon McDonald. Åh, hvor han dog lige nu ønskede at Betsy var hos ham igen, han var ligeglad med hvor kedelig han havde syntes hun var, hvor indifferent hun havde været over for ham, det var lige meget, han ville bare gerne have hende igen. Betsy, græd han indvendig, Betsy, Betsy, Betsy, du forstår slet ikke hvor meget jeg savner dig!

Og det gjorde han. Og det var ikke bare i aften. Der havde været nætter – en del – hvor Olive lå og snorkede i sengen, og han havde siddet ude på verandaen foran huset og grædt – halvfuld – fordi han hellere ville være sammen med Betsy. Sommetider forekom det ham at Olive kun talte om sig selv – han vidste at det ikke var (helt) rigtigt, men hun var meget fascineret af sig selv på en måde der trættede Jack de nætter, og var det ikke bare fordi han gerne ville snakke om sig selv i stedet? Jo. Han var ikke dum, Jack. Han forstod godt at han havde lige så mange af den slags karaktertræk som Olive. Og han vidste også, selv i aften, midt i sin sorg, at hans ægteskab med Olive have været overraskende vidunderligt på mange måder, at gå ind i alderdommen sammen med denne kvinde som var så – så Olive.

Men som han sad der nu og mindedes, tænkte han på Betsy, på hendes afdæmpede skønhed, hvor ligefrem en personlighed hun havde, selvom der ikke var noget ukompliceret ved hende overhovedet. Hun havde uden at blinke accepteret at Cassie var lesbisk, hun havde haft en affære (åh, Betsy!) – nej, der var intet ukompliceret ved Betsy. Og nu i nat ville han ønske at hun var i live og sammen med ham. Og det efterlod ham i vildrede, og så alligevel ikke. Det efterlod ham i vildrede over deres forspildte liv sammen – bortset fra at det ikke var hele deres liv der var forspildt, de havde haft mange grin, mange søde øjeblikke, der kom flygtigt til ham, nu i nat. Han så for sig hvordan han havde lavet pandekager i weekenden, hvordan de alle tre – Betsy og Cassie og ham – havde spist dem ved køkkenbordet, og i hans erindring om det lo de sammen. Han så sin kone for sig da hun gik i seng senere på aftenen, hendes hoved var bøjet, men så kom det uventede, åbne smil hun sommetider sendte ham, og da mærkede han en frygtelig brusen i hjertet, for han havde virkelig elsket hende på sin egen måde, og hun var borte. De havde forspildt det de havde fordi de ikke havde vidst bedre.

Når han tænkte på Betsys affære med Tom Groger, vidste han ikke hvad han skulle mene. Men den var tydeligvis begyndt før hans egen. Og som han nu sad der i sin stol og kiggede ud i den mørke, mørke nat, så mørk at han ikke engang kunne se træerne og markerne, pressede han albuerne ind i maven og sagde højt, med lavmælt stemme: „Åh, Betsy, jeg ville ønske du ikke havde gjort det, jeg ville ønske du ikke havde gjort det!“

Men Betsy var død. Og det var han ikke.

¤

Jack var lige ved at lægge sig til at sove nedenunder. Men til sidst gik han op ad trappen og lagde sig ved siden af Olive, han anede ikke om hun var vågen eller ej.

Den nat drømte han om Betsy og Cassie: Hans datter var lille, og hun holdt sin mor i hånden, de havde ryggen til ham. Men så vendte de sig om og vinkede til ham, og han følte fryd – fryd – og han gik hurtigt hen til dem, men et kort øjeblik efter var der kun Cassie, og selv hun forsvandt, og i drømmen sad Jack på en stor, stor klippe, den rundede nedad som om det var selve jordkloden, eller månen – for den føltes øde – og han var alene på sin klippe, og den panik han følte, var gennemgribende. Han vågnede og råbte højt, og selv da vidste han ikke hvor han var.

Olive sagde hans navn, „Jack,“ sagde hun, hun sad op i sengen. Da han sagde: „Olive, jeg ved ikke hvor jeg er!“ sagde hun roligt: „Rolig, Jack, kom med mig,“ og hun fulgte ham rundt i huset, hun tog ham med nedenunder, ind i stuen for at vise ham det hus han boede i, og selvom hun viste ham det, var han grundlæggende forvirret og bange, selv mens han hørte Olives stemme sige –„Jack, det er dit hjem det her, her er stuen, og nu er vi tilbage i soveværelset“ – selv mens han hørte det, forstod han at han var alene med sin natlige drøm.

Sådan som folk altid er, med den slags.