Rengøring

Kayley Callaghan gik i ottende klasse, og hun boede i en lille lejlighed sammen med sin mor på Dyer Road i Crosby i Maine, hendes far var død for to år siden. Hendes mor var en spinkel, ængstelig kvinde, og fordi hendes mor ikke ville være afhængig af sine tre ældre døtre, som alle var gift og havde børn, havde hun solgt det store hus de havde boet i oppe på Maple Avenue, til et par fra en anden stat, de syntes det var utrolig billigt og tog hver weekend op for at sætte det i stand. Huset på Maple Avenue lå i nærheden af Kayleys skole, og hver dag gik hun en omvej for at undgå at komme forbi det sted hvor hendes far var død i det værelse der lå ud mod baghaven.

Det var tidligt i marts, og dagen havde indtil videre været overskyet, solen skinnede ind gennem vinduerne i Kayleys klasse hvor de havde engelsk. Kayley støttede hovedet i hånden og tænkte på sin far; han var en mand uden højere uddannelse, men dengang hun var lille, havde han fortalt hende om den hungersnød der havde været i Irland og om Kornlovene der gjorde brød for dyrt at købe, han havde fortalt hende mange ting, og hun så for sig folk på i gaderne i Irland, hvordan de allesammen døde, faldt om langs vejene.

Mrs. Ringrose stod foran klassen med bogen med nye ord som hun holdt ind mod sit fremskudte bryst med begge hænder. Hun sagde: „Brug det tre gange, så er det jeres,“ det var det hun altid sagde når de lærte nye ord. Mrs. Ringrose var gammel, med hvidt hår og briller som vippede op og ned på næsen, de var med guldkant.

„’Uregerlig’,“ sagde mrs. Ringrose. Hun kiggede ud over eleverne der sad ved deres borde, og sollyset glimtede i hendes briller. „Christine?“ Og stakkels Christine Labbe kunne ikke finde på noget. „Øh, det ved jeg ikke.“ Det brød mrs. Ringrose sig ikke om. „Kayley?“ spurgte hun.

Kayley rettede sig op. „Hunden var meget uregerlig,“ sagde hun.

„Godt,“ sagde mrs. Ringrose. „To til.“

Kayley vidste det som de fleste mennesker i byen vidste om Ringrose-parret: Til Thanksgiving klædte de sig ud som pilgrimme og tog rundt på skolerne i staten og holdt foredrag om den allerførste Thanksgiving i New England, og mrs. Ringrose holdt altid to dage fri fra arbejde for at gøre det, det var de eneste fridage hun nogensinde holdt.

„De legende børn var virkelig uregerlige,“ sagde Kayley.

Mrs. Ringrose så ikke glad ud. „En til, Kayley, så er det dit.“

Kayley vidste også – fordi mrs. Ringrose talte meget om det – at en af mrs. Ringroses forfædre havde været med på Mayflower -skibet fra England for mange år siden.

Kayley lukkede kortvarigt øjnene, og til sidst sagde hun: „Min far sagde at englænderne syntes at irerne var uregerlige,“ og mrs. Ringrose kiggede op i loftet og lukkede bogen med nye ord med et smæld. „Okay, det er vel i orden. Nu har du det ord, Kayley.“

Som Kayley sad der i klasselokalet på anden etage, og eftermiddagssolen strømmede ind gennem vinduerne, mærkede hun en tomhed i maven som ikke var sult, men en vag form for kvalme; Kayley vidste ikke hvorfor, men følelsen havde noget at gøre med mrs. Ringrose hvis fornavn var Doris.

Doris Ringrose, og hendes mand hed Phil. De havde ingen børn.

„Kan vi lige tale sammen efter timen?“ sagde mrs. Ringrose til Kayley.

¤

For en uge siden var Kayley kommet hjem efter at have gjort rent hos Bertha Babcock – det gjorde hun hver onsdag efter skole – og havde hørt sin ældste storesøster Brenda tale med deres mor ude i køkkenet. Kayley havde stået ved døren i den halvmørke gang; den trappe hun lige var kommet op ad, var stejl og lavet af træ og kun oplyst af en enkelt pære, hendes rygsæk med skolebøgerne i sad ikke ordentligt på ryggen af hende, og hun hørte Brenda sige: „Men mor, han vil hele tiden gøre det, og jeg kan næsten ikke holde det ud.“ Og hendes mor svarede: „Brenda, han er din mand, det er du nødt til.“

Kayley blev stående lidt, men de holdt op med at snakke, og da hun kom ind, rejste Brenda sig og sagde: „Hej, søde. Hvad har du lavet?“ Brenda var mange år ældre end Kayley, og engang var hun en køn kvinde med sit mørkerøde hår og sin glatte hud, men på det seneste var der kommet brune plamager under hendes øjne, og hun havde taget på i vægt.

„Jeg har gjort rent hos Bertha Babcock,“ sagde Kayley og lod rygsækken glide ned på gulvet. „Jeg kan ikke fordrage det.“ Hun tog jakken af og tilføjede: „Jeg kan ikke fordrage hende.“

Kayleys mor tændte en cigaret og sagde: „Nå, men hun kan heller ikke fordrage dig, du skal endelig ikke bilde dig andet ind. Du er irer, i hendes øjne er du bare tyende.“ Hun lod tændstikken falde ned i underkoppen til sin tekop og sagde, henvendt til Brenda: „Hun er kongregationalist, Bertha Babcock,“ og nikkede medvidende til hende.

Brenda trak lidt i sin blå cardigan, men den ville ikke nå sammen på midten over hendes mave. „Men det er alligevel flinkt af dig at du gør det.“ Hun blinkede til Kayley.

„Nu spørger mrs. Ringrose også om jeg vil gøre rent hos hende,“ sagde Kayley. „Mrs. Babcock anbefalede mig.“

„Fint nok,“ sagde hendes mor som om hun var ligeglad, og det var hun måske også.

„Endnu en kongregationalist?“ spurgte Brenda drillende, og Kayley sagde: „Det tror jeg.“

Kayley gik ind på sit værelse. Den gamle trædør kunne aldrig lukkes helt, og mens Kayley hørte kvinderne snakke sammen, nu mere dæmpet – forstod hun at det handlede om sex, hendes søster havde ikke lyst til at gå i seng med Ed, og det kunne Kayley godt forstå. Han var okay, hendes svoger, men han var en lille mand og havde dårlige tænder, og det gav Kayley en ubehagelig følelse i maven at tænke på at han ville gøre det hele tiden. Kayley satte sig på sin seng og tænkte at hun aldrig – aldrig nogensinde – ville gifte sig med sådan en som Ed.

Og hun ville aldrig blive gammel ligesom Bertha Babcock som var enke, og hvis køkkengulv bestod af sorte og hvide klinker som mrs. Babcock fik Kayley til at rense med en tandbørste mellem fugerne hver uge; Kayley kunne ikke fordrage det. Babcock-huset syntes at stinke af en ensomhed som der ikke var nogen kur mod.

Brenda kom hen og stillede sig i døren til Kayleys værelse. Værelset var lille og lige nu oplyst af en loftslampe der skinnede på Kayleys lyserøde vattæppe som lå uordentligt på hendes seng, og mens Brenda tog jakken på, sagde hun til Kayley: „Jeg er nødt til at gå nu, søde, børnene skal have deres aftensmad.“ Brenda boede to byer væk. Så sagde hun: „Mor siger at du stadig ikke spiller på klaveret.“ Brenda spurgte, konspiratorisk, lavmælt: „Skal hun sælge det, søde?“

Kayley rejste sig og gav sin søster et farvelknus. „Nej, du må ikke lade hende sælge det.“ Kayley tilføjede: „Jeg skal nok spille, det lover jeg.“

Det var deres far der havde spillet klaver, men efter Kayley lærte at spille sagde han at han hellere ville lytte til hende. „Jeg elsker dig, og jeg elsker klaveret, så den kombination sender mig direkte i himlen,“ havde deres far sagt som han stod i døren til deres gamle stue. Den aften satte Kayley sig til klaveret, et gammelt sort et. Men hun spillede skidt fordi hun næsten aldrig spillede længere, og selv Mozarts enklere sonater var ikke lige så nemme for hende som de havde været engang. Kayley lukkede låget over tangenterne. „Jeg skal nok spille noget mere,“ sagde hun til sin mor der sad ovre i hjørnet og røg en cigaret ud ad vinduet som hun havde åbnet lidt på klem. Hendes mor svarede ikke.

Kayley blev inde på sit værelse resten af aftenen, og hun så Martin Luther King Jr. på computeren, fra dengang han holdt sin ’Jeg har en drøm’-tale. Det var noget de havde for i samfundsfag, men hendes far havde også fortalt hende om talen.

¤

Ringrose-huset havde også noget ensomt over sig. Men der var en anden stemning end hos Bertha Babcock, og det var et mindre hus – det var et Cape-hus på River Road, og på facaden hang der et lille skilt hvor der stod 1742 – og det var også renere på en eller anden måde, så det var ikke lige så hårdt arbejde for Kayley. Den første dag hun var der, sagde mrs. Ringrose til hende at hun skulle rense brændeknuderne i kaminen hver uge med et særligt rengøringsmiddel som Kayley skulle hælde i en spand varmt vand – brændeknuderne var birketræ, og deres bark var en hvidlig grå farve. Og hun skulle vaske trægulvene på hænder og knæ, sagde mrs. Ringrose, og Kayley var ligeglad, hun var ung, det var ikke det samme endeløse køkken som hjemme hos Babcock. I stuen på et bord helt for sig selv stod en træmodel af Mayflower. Kayley måtte ikke røre ved den, sagde mrs. Ringrose den første dag og løftede pegefingeren. „Ikke. Røre.“ Så fortalte hun Kayley at hun var direkte efterkommer af Myles Standish som var kommet over på det skib, og hvis man kiggede godt efter – mrs. Ringrose så nærsynet ned på modellen – kunne man se hvor folk havde opholdt sig, og Kayley mumlede: „Nej, virkelig,“ selvom hun tænkte på sin far netop den dag, og på hvordan hun, da han lå syg inde i værelset bagest i huset, havde set en film sammen med ham om Michael Collins og englændernes grønne kampvogn der kørte ind i Croke Park og begyndte at skyde på alle irerne. Kayley trådte et skridt væk fra mrs. Ringrose, for når hun stod så tæt på hende, kunne Kayley se de lyserøde pletter af hovedbund gennem det hvide hår, det gav hende igen den der følelse af kvalme.

Men på den første dag – det var så underligt – fik mrs. Ringrose også Kayley til at prøve hendes brudekjole. Kjolen var gulnet nogle steder og lå udbredt på mrs. Ringroses seng. Mrs. Ringrose havde et soveværelse og badeværelse separat fra sin mand. „Bare prøv den, Kayley. Du er nogenlunde samme størrelse som jeg var da jeg blev gift, og jeg vil så gerne se den her kjole på en eller anden.“ Hun nikkede svagt. „Kom bare,“ sagde hun.

Kayley kiggede bag sig, og så igen på mrs. Ringrose. Langsomt knappede hun sin bluse op, og mrs. Ringrose blev ved med at stå der og kigge på hende, så Kayley tog blusen af, og så lynede hun sine jeans op og tog også dem af efter hun havde smidt sine gummisko. Hun stod i underbukser og bh foran denne kvinde mens et mælket sollys skinnede ind gennem soveværelsesvinduet, og hun fik gåsehud på arme og ben. Mrs. Ringrose holdt kjolen op over Kayleys hoved og lod den glide ned over hendes krop, den passede hende helt fint.

Mrs. Ringrose tog sine briller af og tørrede øjnene med den anden hånd. Der var stadig vand på hendes kinder da hun tog brillerne på igen.

„Hør her,“ sagde mrs. Ringrose og rørte ved Kayleys skulder. „Jeg har startet en gruppe henne i kirken, den hedder Sølvfirkanten. Der er allerede en gruppe som hedder Den Gyldne Cirkel, men de er gamle, så jeg har startet Sølvfirkanten, og vi skal have et modeshow til juni, og jeg kunne godt tænke mig at du spillede klaver til det og havde min brudekjole på.“

Mens kvinden stadig iagttog hende, tog Kayley sit eget tøj på igen.

Bortset fra den første gang Kayley kom i Ringrose-huset, var mrs. Ringrose der aldrig selv. „Jeg er ovre hos Sølvfirkanten,“ havde hun sagt. Kayley tog nøglen under måtten og lukkede sig selv ind sådan som hun havde fået besked på. Der lå altid en tidollarseddel på køkkenbordet til hende.

Men Ringrose-huset gjorde virkelig Kayley meget deprimeret.

For eksempel: Mr. Ringroses badeværelse var indrettet så det lignede et gammeldags das. Der stod en tønde som var malet mørkegrøn omkring et almindeligt toilet så det så ud som om man skulle sætte sig over et hul. Der var groft tilhuggede brædder på væggene. Kayley havde aldrig talt med mr. Ringrose, han var der ikke når hun gjorde rent, og hun vidste kun hvem han var fordi hun havde set ham ude i byen sammen med mrs. Ringrose. Han var høj, gammel og hvidhåret, og i mange år arbejdede han i Portland på et historisk museum, men han var gået på pension for længe siden. Der var ingen håndvask på hans badeværelse, kun de bare brædder med den mørkegrønne tønde i midten. Mrs. Ringroses badeværelse var normalt, hvidt porcelæn med en håndvask og et sminkebord med hendes hårbørste og hårnåle.

Inde i stuen var sofaen lille og fast i polstringen. Sædet rundede opad som en lille høj, og når Kayley satte sig på den, følte hun næsten at hun gled af. Stolene var samme slags. Betrækket var en dyb lyserød nuance, og på de mørkegrønne vægge hang der malerier af folk der lignede underlige dukker, de lignede voksne lidt, bortset fra at de ikke var særlig høje, og de havde hvide hatte og kjoler på fra en anden tid – de malerier kunne Kayley ikke fordrage.

Hun kunne ikke fordrage dem.

¤

„Hvorfra ved hun overhovedet at du spiller klaver?“ spurgte Christine Labbe. Hun og Kayley gik på fortovet inde midt i byen, tæt på doughnutstedet, og Christine spiste en doughnut der var fuldstændig dækket med kanel. Der var mørkeblå eyeliner rundt om Christines øjne, og noget af den var tværet ud.

„Det ved jeg ikke.“ Kayley vendte sig om og så på bilerne der kørte forbi. „Måske har hun hørt mig spille på det klaver de har stående nede i gymnastiksalen. Jeg ved ikke hvor hun ved det fra.“

Christine sagde: „Hun giver mig myrekryb. Det gør hendes mand også. Klæde sig ud som de latterlige pilgrimme hvert år og al den snak om det fucking latterlige Mayflower -skib hendes forfædre sejlede med. Og så skal hun hele tiden recitere det latterlige Longfellow-digt, ’The Courtship of Miles Standish’, mens alle eleverne gaber kæberne af led.“

„Du skulle se deres hus,“ sagde Kayley, og hun beskrev mr. Ringroses badeværelse.

Christine kiggede på hende og sagde: „Det er fucking løgn.“ Så rørte Kayley ved sit øje for at vise Christine at hendes makeup var tværet, og Christine trak på skuldrene og tog endnu en bid af sin doughnut.

¤

Lørdag eftermiddag cyklede Kayley ud forbi broen og hen til det plejehjem hvor Miss Minnie boede. Det var koldt der midt i marts, men der var meget lidt sne, og Kayleys cykel bumpede hen over grene der var faldet ned på fortovet; hendes hænder var kolde fordi hun ikke havde handsker på. Før i tiden boede Miss Minnie i lejligheden over den hvor Kayley nu boede sammen med sin mor; Miss Minnie havde boet der i årevis, og hun var den første Kayley havde gjort rent for. Den gamle dame var lillebitte, med kæmpestore mørke øjne, og Kayley havde været forbløffet over alt det snavs, især i køkkenet, som havde samlet sig over tid. Så Kayley skrubbede og skrubbede mens Miss Minnie kiggede på ovre fra døren og sagde: „Åh, hvor er du dog grundig og dygtig, Kayley!“ Miss Minnie klappede i hænderne, så begejstret var hun over Kayleys arbejde, og det elskede Kayley hende for. Miss Minnie gav altid Kayley et glas appelsinjuice når hun var færdig, og Miss Minnie satte sig over for hende ved bordet, lænede sig frem mod Kayley og spurgte til hendes skole og hendes venner. Ingen havde spurgt Kayley om den slags siden hendes far døde.

Efter Miss Minnie fik sit slagtilfælde sidste efterår, tog Kayley ud og besøgte hende på plejehjemmet, selvom stedet var mørkt og lugtede dårligt. Miss Minnie takkede hende mange gange for at hun var kommet. „Det er ikke noget problem,“ sagde Kayley. „Jeg er glad for at se dig,“ og efter de første par besøg gav hun Miss Minnie et kys når hun gik, og den gamle dames kæmpestore mørke øjne glødede.

Kayley låste cyklen ude bag plejehjemmet, og netop som hun gik om til indgangen, var mrs. Kitteridge på vej ud. „Hej igen,“ sagde mrs. Kitteridge til hende, hun var en stor kvinde, høj, og da Kayley havde mødt hende første gang for en måned siden, havde hun virket en smule skræmmende. Nu holdt mrs. Kitteridge døren åben for Kayley, og hun sagde: „Det må jeg nok sige, det er meget imponerende at du sådan kommer og besøger nogen et sted som her. Jøsses, jeg håber virkelig at nogen skyder mig når jeg bliver så gammel.“

Kayley sagde: „Ja. Det gør jeg også. Jeg mener, jeg håber også de skyder mig.“

Mrs. Kitteridge tog solbrillerne på og kiggede op og ned ad Kayley og sagde: „Nå, men det behøver du ikke at bekymre dig om lige foreløbig.“ Hun lod døren falde i, og de stod sammen i den blege martssol. „Hør, jeg tjekkede lidt op på dig og fandt ud af at du er en af Callaghan-pigerne. Jeg underviste dine søstre i skolen for mange år siden. Din far var vores postbud. Han var en rar mand, det gør mig ondt at han er død.“

„Tak,“ sagde Kayley. En pludselig varme strømmede gennem hende over at kvinden her vidste hvem hendes far havde været. Kayley sagde: „Har du været på besøg hos din ven?“

Mrs. Kitteridge sukkede dybt og kiggede op i himlen gennem sine solbriller. „Ja. Frygteligt. Det hele. Men hør,“ nu kiggede hun igen på Kayley, „du sagde sidst at du gjorde rent for Miss Minnie tidligere, og jeg kender en anden gammel dame der leder efter en rengøringsdame. Bertha Babcock. Hun er en frygtelig gammel heks, men hun skal nok være sød over for dig. Jeg siger til hende at hun skal ringe til dig, ikke?“

„Hun har allerede fået fat på mig,“ sagde Kayley. „Jeg arbejder der hver onsdag eftermiddag. Jeg begyndte for nogle uger siden.“

Mrs. Kitteridge rystede på hovedet i noget der lignede medfølelse.

Kayley sagde: „Og nu gør jeg også rent for mrs. Ringrose. Hun er min engelsklærer.“

„Jeg ved godt hvem hun er. Endnu en frygtelig gammel heks. Nå, men held og lykke med det.“ Og mrs. Kitteridge gik sin vej, viftede med hånden over hovedet.

Plejehjemmet var mørkt, og der lugtede selvfølgelig stadig dårligt. Miss Minnie sov, så Kayley satte sig på den eneste stol i stuen. På bordet ved Miss Minnies seng stod et fotografi af en ung mand i uniform, og ved siden af billedet stod en buket kunstige violer. Det samme billede og de samme violer havde stået ved Miss Minnies seng hjemme i hendes lejlighed. Fotografiet forestillede Miss Minnies bror, det fandt Kayley ud af en dag da Miss Minnie tog billedet op og holdt det ind til brystet og fortalte Kayley at han var død i Koreakrigen. Det gjorde Kayley trist, hun ville meget hellere have haft at det havde været en mand som Miss Minnie havde elsket og som hun ikke var i familie med.

Nu sad Kayley og ventede på at Miss Minnie vågnede. En plejer kom ind, en stor kvinde i blå uniform, og sagde: „Hun har ikke været vågen hele eftermiddagen. Hun er deprimeret. Hun sover mere og mere.“ Sammen kiggede Kayley og kvinden på Miss Minnie, og så rejste Kayley sig og sagde: „Okay. Men gider du ikke sige til hende at jeg har været her? Så er du sød.“

Kvinden så på sit ur. „Jeg har fri om en time. Hvis hun vågner inden, skal jeg nok sige det.“

„Jeg lægger en seddel,“ sagde Kayley, og så gik den store kvinde ud og fandt et stykke papir og en blyant, og Kayley skrev med meget store bogstaver: HEJ MISS MINNIE! DET ER MIG, KAYLEY. JEG KOM FOR AT BESØGE DIG, MEN DU SOV. JEG KOMMER IGEN EN ANDEN GANG!

¤

En dag mens Kayleys far var meget syg, havde han gjort tegn til hende derfra hvor han lå i sengen, og Kayley var gået hen og havde lagt øret til hans mund, og han sagde: „Du har altid været mit yndlingsbarn.“ Et øjeblik efter tilføjede han: „Din mors yndling er Brenda.“ Der sad noget hvidt klistret stads i hans mundvige.

„Jeg elsker dig, far,“ sagde Kayley, og med en serviet tørrede hun ham omhyggeligt om munden, og hendes far så på hende med varme i øjnene.

Men hun tænkte ofte på det hendes far havde sagt til hende, at hun var hans yndlingsbarn. Og hun tænkte på sin mor som altid havde været en åndsfraværende kvinde og som nu arbejdede på deltid hos en tandlæge i byen; det virkede som om hun havde meget lidt at sige til Kayley om aftenen, og det sårede tit Kayleys følelser, hun kunne rent faktisk mærke en lille bølge af smerte gå gennem brystet en gang imellem, og hun tænkte: Det er derfor man siger at folks følelser bliver sårede, fordi de rent faktisk gør ondt, som et sår.

¤

Næste gang Kayley gjorde rent i Ringrose-huset, fik hun den samme følelse som hun altid fik i deres hus, en utilsløret fornemmelse af bedrøvelighed. Dagen var kolossalt solrig, lyset væltede ind ad vinduerne i stuen, og efter Kayley havde vasket brændeknuderne i stuen, satte hun sig på sofaen med den stive og hårde polstring.

En stærk sansefornemmelse skød pludselig gennem hende, som om husets kyskhed skreg efter hende. Hun sad der mens følelsen voksede, og et øjeblik efter knappede hun langsomt den øverste knap i sin bluse op og stak hånden ind under sin bh og mærkede sit bryst, og det glødede i hende. Hun lukkede øjnene og knappede den næste knap i blusen op og hev brystet ud af bh’en. I husets stilhed føltes hendes bryst sårbart og levende, og hun tog fingrene op til munden og så ned til brystet igen, og hun fortsatte med at røre ved sit bryst, fyldt med ubegribelige sansefornemmelser. Hun sad med øjnene lukket og rørte ved sit bryst, mærkede hvordan luften også rørte ved det – det var mærkeligt ophidsende at gøre det midt i Ringrose-husets tyste fremmedhed.

En svag lyd fik hende til at åbne øjnene, og i døren til stuen stod mr. Ringrose. Kayley rettede sig op og prøvede at knappe blusen, hendes kinder blev brændende varme. Manden var høj, og han stod og kiggede på hende bag sine briller, uden at smile. Uden at sige noget nikkede mr. Ringrose ganske, ganske svagt, og i øjeblikkets tåge fattede Kayley på en eller anden måde at han ville have at hun skulle blive ved. Hun stirrede på ham, og så sagde hun – eller prøvede at sige – „Nej,“ men han talte først, og hans stemme var grødet. „Bare bliv ved.“ Hun rystede på hovedet, men han fortsatte med at kigge på hende, og han fik et venligt udtryk i ansigtet. „Bare bliv ved,“ sagde han stille. Hun stirrede på ham, hun var helt kolossalt bange. Og det virkede som om han godt vidste det for hans venlige udtryk blev mere udtalt, han bøjede hovedet ganske let. Han sagde lavmælt: „Vær sød at blive ved.“ De betragtede hinanden, og hans øjne – han havde store, uindfattede briller på – virkede venlige og mærkelig harmløse, så et øjeblik efter lukkede hun øjnene og rørte igen ved sit bryst. Da hun åbnede øjnene, var han væk.

Hun knappede hurtigt blusen og rejste sig, hun gjorde sig færdig med at støve af, stadig med brændende varme kinder, og hun mærkede en åndeløshed mens hun gik rundt i huset og vaskede gulvet på hænder og knæ. Hendes hjerne tænkte hele tiden: „Åh gud, åh gud, åh gud.“

Hun var lige ved at overse den da hun gik, den konvolut der lå på måtten ved fordøren da hun forlod huset, men da hun bukkede sig ned, så hun at der stod hendes efternavn på den. Hun tog konvolutten, og da hun kom om hjørnet, åbnede hun den og fandt tre tyvedollarsedler.

Nu mærkede Kayley en anden form for frygt. Hun stak pengene i baglommen, stadig i konvolutten, og kørte langt uden for byen på sin cykel. „Åh gud, åh gud,“ sagde hun hele tiden.

Da hun kom hjem, sagde hendes mor: „Hvor har du været?“ Kayley sagde at hun havde kørt en tur på sin cykel efter hun var færdig med at gøre rent hos Ringrose-parret, det var sådan en smuk dag. Og så satte Kayley sig ved klaveret og begyndte at spille – hold da op hvor hun spillede! Hun strøg gennem Mozarts sonater som om hun ikke kunne få fingrene langt nok ned i musikkens friske muld, hun spillede og spillede.

Da de sad og spiste aftensmad, sagde hendes mor: „Du har dårligt rørt det klaver siden din far døde, og det står bare der og fylder.“

Kayley sagde: „Jeg skal nok blive ved med at spille. Du må ikke skille dig af med det.“

¤

Ugen efter regnede det, og Kayley cyklede ud til Ringrose-huset med regnjakke på og hætten over hovedet, men hun var alligevel gennemblødt da hun nåede frem, og igen var der ingen spor af nogen af dem. Hun tørrede sig så godt hun kunne med et håndklæde fra køkkenet og begyndte på arbejdet, hentede spanden med rengøringsmiddel til brændeknuderne, og mens hun lå på knæ og kørte kluden over brændeknuderne i kaminen – der må have været en lyd – kiggede hun op, og mr. Ringrose stod præcis samme sted som han havde stået sidst. Der var et par regndråber på hans blå skjorte, og også på hans briller, men hun kunne stadig se hans øjne. Han stod der bare og kiggede på hende, og hun sagde ikke noget. Et øjeblik efter nikkede han ganske svagt til hende, og hun lænede sig lidt tilbage og lagde en hånd over sit bryst, og han nikkede ganske svagt igen, og et øjeblik efter rejste Kayley sig igen og tørrede hænderne i sine jeans, og hun gik hen og satte sig tilbagelænet på den stive sofa, og hun knappede sin bluse op, denne gang kiggede hun på ham imens. For Kayley var der en fornemmelse af uvirkelighed over det mens hun langsomt tog blusen af, så bh’en, og luften i stuen syntes at springe ud efter hendes nøgne bryster, og regnen udenfor slog ned over ruderne. Manden sagde med lav stemme. „Tak.“

På måtten ved fordøren lå der endnu en gang en konvolut fuld af penge.

¤

Da Kayley var lille, havde hun en dag spurgt sin mor om hun var pæn, og hendes mor sagde: „Ja, du vinder jo nok ikke nogen skønhedskonkurrencer, men du kommer heller ikke med i et freakshow.“

Men ikke længe inden Kayleys far døde – hun gik i sjette klasse – blev hun faktisk spurgt om hun ville stille op i en skønhedskonkurrence. Hendes gymnastiklærer kaldte hende til side og spurgte om hun kunne tænke sig at deltage i Little Miss Moxie-konkurrencen i Shirley Falls. Kayleys far var rasende. „Ingen af mine døtre skal stå der og blive vurderet på deres udseende!“ Han var virkelig vred over det, så Kayley sagde nej til sin lærer, hun kunne ikke, og det betød ikke noget for Kayley, hverken det ene eller det andet.

Men nu stod hun tit og stirrede i spejlet på sit værelse, drejede hovedet fra side til side. Hun tænkte – det tænkte hun nogle aftener – at hun måske var meget pæn. Hun tog ikke sin bluse og bh af foran spejlet for at se hvad det var mr. Ringrose så. Det kunne hun ikke få sig selv til, men hun tænkte næsten konstant på manden.

¤

Det blev juni. Skolen var slut om to uger.

Inde i fællesrummet i kongregationalistkirken sad Kayley på klaverbænken klædt i mrs. Ringroses brudekjole. Det var en usædvanlig varm dag, og en stor ventilator stod tæt ved og knirkede let mens den hvirvlede luften rundt og rundt. Klapstole blev sat op med en midtergang imellem, og det gamle trægulv knagede da kvinderne gik over det og satte sig i stolene. Gennem vinduerne kunne man se en skinnende blå himmel og også en del af parkeringspladsen. Hver dag i ni uger havde Kayley taget sin bluse af for mr. Ringrose – kun én gang kom han ikke, og Kayley følte sig ensom og forladt – og konvolutterne med penge, som hun havde proppet ned i skuffen under sine underbukser og sokker, var blevet så mange at hun havde taget nogle af dem og gemt dem i sit skab. Det var mærkeligt for sommetider var der tres dollars, og enkelte gange var der kun en tidollarseddel og nogle enere, og én gang var der to tyvere.

Som Kayley sad der på klaverbænken og så mrs. Ringrose gå rundt i fællesrummet, tænkte hun: Din mand har set mine bryster, og jeg vil vædde på han ikke har set dine i årevis! Den tanke gjorde hende utrolig glad. Endelig nikkede mrs. Ringrose til hende, og hun begyndte at spille ’Pomp and Circumstance’, og den første kvinde i Sølvfirkantens modeshow gik ned gennem den lille midtergang mellem klapstolene i en lang kjole og hvid kyse over sit gråhårede hoved, og mrs. Ringrose stod forrest i lokalet og sagde: „De første pilgrimme, 1620.“ Der sad måske femten gamle damer på stolene hvor der var sat frem til halvtreds, og Kayley blev ved med at spille mens mrs. Ringrose stod bag en talerstol og sagde hvem alle var og hvilken tidsalder det var om det de nu havde på.

Bertha Babcock var den sidste, hun havde en orange buksedragt på. „Moderne tid,“ sagde mrs. Ringrose, og de klappede alle let.

Bagefter sad kvinderne på klapstolene og spiste småkager med tynde papirservietter i skødet. Ingen talte til Kayley, så efter et stykke tid gik hun ud og tog brudekjolen af og lagde den på bordet forrest i lokalet; så cyklede hun hjem.

¤

Christine Labbe stirrede på hende fra sine makeup-blå øjne, så brast hun i latter. „Hvor sygt,“ sagde hun, og hun lo og lo, hostede, knækkede helt sammen.

„Det var det virkelig,“ sagde Kayley. „Det var simpelthen så fjollet.“

„Det siger du ikke?“ Og Christine hostede igen og sagde: „Gud i himlen og alle hans djævle, Kayley. Det lyder så fucking dumt. Hun går på pension i år, ved du godt det?“

Kayley sagde at det vidste hun ikke. Hun så over på en lastbil der stod i nærheden, den havde et klistermærke i bagruden hvor der stod: BLEGE BONDERØVE SØGES. FREGNER OK.

„Jo, jo. Elevrådet var helt tårevædede over det, og de har tænkt sig at give hende en syrenbusk på sidste skoledag.“ Christine himlede med øjnene.

„Og hvad så. Jeg er ligeglad, det er i hvert fald helt sikkert,“ sagde Kayley.

¤

Derhjemme om aftenen spillede Kayley klaver, hun spillede og spillede, og hun blev god til det igen. Frem og tilbage over tangenterne fløj hendes fingre.

¤

På plejehjemmet sad Miss Minnie og hang over et bakkebord med hovedet hvilende på armene og lukkede øjne. „Miss Minnie?“ hviskede Kayley og lænede sig ind mod den gamle kvinde. „Miss Minnie?“ Men den gamle kvinde svarede ikke, hun rørte sig ikke, åbnede ikke øjnene. Hun havde siddet sådan – præcis sådan her – de to seneste gange Kayley var cyklet ud til plejehjemmet. Den samme plejer kom ind i sin blå uniform, og hun stod med hænderne i siden og betragtede Miss Minnie.

„Åh, søde ven,“ sagde hun til sidst. „Hun er bare virkelig gammel, og virkelig deprimeret.“

Kayley lænede sig ned mod Miss Minnie, og hun talte stille ind i hendes øre, mærkede kvindens fine hår mod sin mund. „Miss Minnie, det er mig, Kayley. Ved du hvad, Miss Minnie?“ Og så sagde Kayley: „Jeg elsker dig.“ Og kvinden bevægede sig ikke.

Næste gang Kayley kom på besøg, var Miss Minnies stue tom – helt tom, ingen seng, ingen stol – og der var to kvinder derinde i gang med at vaske gulv. „Vent!“ sagde Kayley, men de fortsatte bare med at svinge med deres gulvmopper, og da Kayley gik hen til receptionen, sagde kvinden der sad der: „Det er jeg ked af. Vi havde ikke dit nummer, ellers ville vi have ringet.“

Den aften trak Kayleys mor bare på skuldrene og sagde: „Det måtte jo ske på et tidspunkt.“

„Men hvad skete der med billedet af hendes bror, og hendes violer?“

Hendes mor sagde: „Jeg vil tro det blev smidt ud.“

Kayley ventede længe nok til at hendes mor ikke skulle tro at hun gerne ville væk fra hende, men da der var gået noget tid, sagde Kayley: „Mor, jeg tror jeg cykler en tur. Det er lyst om aftenen nu,“ og hendes mor så mistænksomt på hende. Kayley kunne ikke cykle hurtigt nok, op ad Dyer Road, så ned ad Elm Street, og så op forbi skolen, hun kunne slet ikke cykle hurtigt nok.

¤

Da mr. Ringrose dukkede op ugen efter, stille som altid, var Kayley i gang med at støve sofaens ben af. Hun vendte sig om, hun var umådelig glad for at se ham. „Hej,“ hviskede hun idet hun rejste sig. Det var første gang hun havde sagt noget til ham. Han nikkede og sendte hende et lille smil, stirrede på hende gennem sine uindfattede briller. Hun knappede blusen op uden at vente. Hun syntes at hans øjne virkede endnu venligere end ellers, og hun så ufravendt på ham mens hun fugtede fingerspidserne og rørte ved sine bryster, brystvorterne blev stive næsten omgående, hvis mrs. Ringrose var kommet ind netop da, ville hun have været ligeglad! Det var sådan Kayley havde det den dag mens hun vendte sig lidt til den ene side, lidt til den anden, foran den tavse mr. Ringrose.

Hun lagde konvolutten med pengene ned i sin undertøjsskuffe, og de næste tre uger blev hun ved med at gøre det samme. Hun blev forbløffet over at der én uge lå en hundreddollarseddel i den.

¤

Skolen var slut nu, og onsdag formiddag og lørdag formiddag arbejdede Kayley på doughnutstedet. Hun skænkede kaffe og hentede doughnuts ude bagved og lagde dem i hvide papirposer til kunderne. En onsdag så hun mr. Ringrose gå forbi, han kiggede ned i fortovet og så ikke op og ind gennem ruden. Han var lettere foroverbøjet, hans hvide hår strittede i sære vinkler fra hans hoved. Hun standsede op midt i en ordre og kiggede på ham, det så ikke ud som om han gik helt lige. Det kunne ikke være ham, kom hun frem til. Men hun var rystet. Nej, det kunne ikke have været ham.

Da hun gjorde rent i Ringrose-huset ugen efter, viste han sig ikke, og hun blev frygtelig ked af det og urolig.

Lørdagen efter, hvor solen stod i skarpe stråler ind gennem doughnutstedets store glasruder, kom mrs. Kitteridge ind. „Åh, mrs. Kitteridge,“ sagde Kayley, og det forbavsede hende hvor glad hun blev for at se hende. Men mrs. Kitteridge så på hende og sagde: „Kender jeg dig?“ Og Kayley rødmede.

„Jeg er en af Callaghan –“

„Ah, vent. Naturligvis. Jeg kan godt huske dig, du cyklede ud til det der frygtelige plejehjem for at besøge den der kvinde.“

Kayley sagde: „Tager du stadig derud og besøger din ven? Min ven døde.“

Mrs. Kitteridge så op og ned ad hende. „Det er jeg ked af at høre,“ sagde hun. Så tilføjede hun: „Altså, ikke at hun er død, hvem ville ikke hellere være død end at bo der. Pokkers klogt af hende at dø. Min ven er stadig i live.“

„Åh, det er jeg ked af,“ sagde Kayley.

Mrs. Kitteridge bestilte tre doughnuts uden noget og to kopper kaffe, og så vendte hun sig mod manden bag sig. „Jack,“ sagde hun, „sig goddag til Callaghan-pigen.“ Manden trådte et skridt frem, han var også stor, med flyversolbriller og en kortærmet skjorte så man kunne se hans slatne arme, og Kayley brød sig ikke rigtig om hvordan han sagde: „Hej, Callaghan-pige,“ som om han gjorde lidt nar ad hende.

„Hej, hej,“ sagde mrs. Kitteridge, og de gik igen mens mrs. Kitteridge vinkede med hånden over hovedet.

¤

Nogle aftener senere ringede telefonen i deres lejlighed, og Kayleys mor tog den og sagde: „Ja, selvfølgelig. Hun er her.“

Kayley havde siddet og spillet klaver – hun havde spillet som en rasende, men hun var holdt op da telefonen ringede – og nu, da hendes mor sagde: „Det er til dig,“ rejste Kayley sig og gik over til telefonen.

„Kayley? Det er mrs. Ringrose.“

Kayley åbnede munden, men der kom ingen lyd.

„Jeg får ikke brug for dig længere,“ sagde mrs. Ringrose. Så blev der stille.

„Åh, men jeg –“ begyndte Kayley.

„Der er nogle helbredsmæssige ting herhjemme, og jeg er gået på pension, som du jo nok ved. Så jeg kan godt klare det selv. Tak, Kayley. Farvel.“

¤

En bølge af sorg fejede Kayley omkuld, og den ville ikke slippe hende. Hun cyklede gennem byen, ned langs kysten, hun kørte og kørte mens hun tænkte på mr. Ringrose. Der var ingen hun kunne fortælle om det der var sket, og den viden blev hængende i hende og gjorde at hun næsten konstant følte sig utilpas. Men hun forsatte bare, kørte på cykel, arbejdede på doughnutstedet to gange om ugen, og manden der havde det, lod hende få en formiddag mere, om torsdagen. Men hun var fortvivlet, og en eftermiddag hvor hun lå på knæ på Bertha Babcocks køkkengulv med tandbørsten, mærkede hun en ægte svimmelhed. Bertha Babcock var ikke hjemme, og Kayley rejste sig, og hun lagde en seddel til kvinden. JEG KAN IKKE ARBEJDE HER LÆNGERE. Hun tømte ikke en gang spanden med vand, og hun efterlod tandbørsten midt på gulvet.

Dagen efter kom hendes mor ind på doughnutstedet og sagde til Kayley: „Du kommer lige hjem efter arbejde.“ Hendes mor så frygtelig ud, rasende, med små øjne. Da Kayley kom hjem, stod hendes mor inde på hendes værelse. Kayleys undertøj og sokker var blevet smidt på sengen, kommodeskuffen stak ud som en tunge. „Hvor har du de penge fra?“ Hendes mor skreg ad hende og viste hende konvolutterne med tyvedollarsedlerne i og den ene konvolut med hundrededollarsedlen. Hendes mor tog pengene og lod dem flyve rundt i værelset, hun kylede dem op i luften. „Sig så hvor du har dem fra!“

„Det er de penge jeg har tjent på at gøre rent,“ sagde Kayley.

„Nej det er ej! Du fik ti dollars for at gøre rent for hende Ringrose-kvinden, og her er der mindst tre hundrede dollars, hvor kommer de fra?“

„Mor, jeg har gjort rent for hende i en evighed.“

„Du skal ikke lyve for mig!“ Hendes mors vrede var enorm, den bølgede gennem værelset.

Kayleys hjerne arbejdede hurtigt, hun regnede løs, selv mens hendes mor skreg ad hende – de andre konvolutter med penge lå skjult i hendes skab, og hun lod ikke sit blik søge derover. I stedet satte hun sig på sengen og gjorde sin stemme rolig: „Det er de penge jeg har fået for at gøre rent, mor. Fra Bertha Babcock, som betaler mig femten dollars, så det er femogtyve dollars om ugen.“ Hun tilføjede: „Og jeg var i banken for at få en hundrededollarseddel, det kunne jeg bare godt tænke mig.“

„Du lyver,“ sagde hendes mor. „Bertha Babcock ringede her til formiddag og sagde at du bare var skredet.“ Kayley svarede ikke. „Hvem har lært dig at du bare kan skride fra dit arbejde på den måde? Hvem har lært dig den slags?“

Kayley så til mens hendes mor skreg og skreg ad hende. Og så skete der noget mærkeligt med Kayley. Hun blev ligeglad. Det var som om en kontakt var blevet slukket i hende. Al den angst som var blevet stadig større indeni, forsvandt. Hun var færdig med det, hun var ligeglad. Hendes mor gav hende endda en lussing, og det fik tårerne til at stå i øjnene på Kayley, men hun var ligeglad. Det var den mærkeligste følelse hun nogensinde havde haft, og følelsen – ikke hendes mor – skræmte hende. Hendes tavshed syntes at få morens vrede til at blive endnu voldsommere – „Jeg ringer til din søster!“ skreg hendes mor – og da det var overstået, da Kayleys mor havde forladt værelset, kiggede Kayley sig omkring og syntes at det så hærget ud: Et par af hendes underbukser var landet på en lampe som var væltet på hendes lille skrivebord, der lå sokker langs den fjerneste væg, hendes lyserøde sengetæppe var blevet flået af.

Da Brenda kom, sagde hun: „Lad os lige være alene lidt, mor.“ Brenda satte sig på sengen ved siden af Kayley og sagde: „Åh, lille skat, hvad er der sket?“ Kayley så på hende, nu havde hun lyst til at græde, men hun tillod ikke sig selv at gøre det. „Søde ven,“ sagde Brenda og tog Kayleys hånd og strøg den, „min søde ven, fortæl mig nu bare hvor du har pengene fra, ikke, søde. Bare sig det.“

„Hvis du lagde det sammen, ville du se at det er de penge jeg har fået for at gøre rent. Og også fra doughnutstedet.“

Brenda nikkede. „Okay, det tænkte jeg nok. Mor blev bare virkelig, virkelig rasende fordi du sagde op hos Bertha Babcock og ikke sagde noget til hende om det. Mor har det svært, og hun så alle de penge og tænkte at det måske var noget med stoffer eller sådan noget.“

„Åh, helt ærligt,“ sagde Kayley, og Brenda nikkede forstående, nu strøg hun Kayley over armen og sagde: „Åh, søde skat, jeg vidste jo godt det ikke var stoffer.“

Lidt efter sagde Kayley: „Jeg kan næsten ikke holde ud at bo her sammen med hende. Hun siger næsten ingenting til mig. Og – det sårer mine følelser.“

„Åh, lille skat,“ sagde Brenda. „Hør nu her, søde. Mor blev megadeprimeret efter far døde. Og hun var i virkeligheden for gammel til at få dig –“ Brenda lænede sig frem og sagde: „Men gud ske tak og lov at hun gjorde det!“ Kayley så på sin søster, de mørke plamager under hendes øjne, og hun huskede pludselig hvordan Brenda havde sagt: „Han vil gøre det hele tiden, og jeg kan næsten ikke holde det ud.“

„Brenda, jeg elsker dig,“ sagde Kayley stille.

„Og vi elsker dig. Hør lige på mig, lille skat.“ Brenda ventede og sagde, som om det var en hemmelighed: „Søde, du er den kvikke af os. Det ved du godt, ikke? Vi andre er mere ligesom mor,“ og hun lagde fingeren på læben som for at antyde at det var noget der skulle holdes hemmeligt. „Men du er ligesom far. Du er kvik. Så Kayley, min søde, du skal blive ved med at få gode karakterer i skolen, så har du en fremtid. En rigtig fremtid.“

„Hvad mener du med en rigtig fremtid?“

„Jeg mener, du kunne blive læge, eller sygelejerske, eller en eller anden som er noget, Kayley.“

„Mener du det?“

„Det mener jeg,“ sagde Brenda.

¤

Dagen efter, da hendes mor var taget på arbejde, tog Kayley de mange konvolutter med penge i skabet, og da hun gik rundt og ledte efter et sted at skjule dem, kom hun pludselig til at tænke på klaveret. Hun åbnede låget øverst oppe og stak dem ind, så dem falde hele vejen ned på bunden bag strengene. Hun havde ingen anelse om hvordan hun nogensinde skulle få dem ud igen, men de var i sikkerhed derinde – hun var holdt op med at spille klaver.

Hun forventede ikke længere noget af sin mor. Så da hendes mor pludselig var venlig over for hende om aftenen, blev Kayley overrasket og var også venlig over for hende. En aften talte hun med sin mor om Miss Minnie, og hendes mor lyttede. Hendes mor talte om de forskellige patienter der kom hos den tandlæge hvor hun arbejdede, og Kayley lyttede. Det var en udholdelig tilværelse.

Så da Kayley en lørdag kom tilbage fra doughnutstedet og trådte ind i stuen og så – som en fortand der manglede i en eller andens mund – den tomme plads der hvor klaveret havde stået, følte hun sig helt knust, næsten som om det ikke var virkeligt.

„Jeg solgte det,“ sagde hendes mor. „Du spiller aldrig længere, så jeg solgte det til et forsamlingshus uden for Portland.“

Kayley ventede, men der var aldrig nogen der ringede om pengene.

¤

En af de sidste dage den sommer kom mrs. Kitteridge igen ind på doughnutstedet. Hun var alene denne gang, og der var ingen andre kunder. „Goddag, min pige,“ sagde hun, og Kayley sagde: „Goddag, mrs. Kitteridge.“

„Arbejder du stadig for hende Ringrose-heksen?“ spurgte mrs. Kitteridge – hun havde lige bestilt to doughnuts uden noget.

Og mens Kayley lagde doughnuttene i en hvid pose, sagde hun: „Nej, hun fyrede mig.“

„Hun fyrede dig?“ Mrs. Kitteridge så forbavset ud. Så sagde hun: „Hvad gjorde du, kom du til at lege med hendes lille Mayflower -båd?“

„Nej. Hun ringede bare og sagde at hun ikke længere havde brug for mig. Og at der var noget sygdom i huset eller sådan noget.“

„Ah.“ Det så ud som om mrs. Kitteridge overvejede noget. „Nåja, hendes mand har det ikke godt.“

Kayley mærkede en underlig sitren i næsetippen. „Er han ved at dø?“ spurgte hun.

Mrs. Kitteridge rystede på hovedet. „Det er værre endnu,“ sagde hun. Så lænede hun sig frem og sagde, mens hun tog hånden op til kinden: „Hendes mand har fået rotter på loftet.“

„Mr. Ringrose? Har han det?“

„Det har jeg hørt. Der var nogen der så ham stå ude i baghaven og vande deres tulipaner, splitternøgen. Og tulipanerne er for længst visnet.“

Kayley så på mrs. Kitteridge. „Det er løgn, ikke?“

Mrs. Kitteridge sukkede. „Det bliver værre endnu. Jeg har allerede fortalt dig noget af det, nu kan du lige så godt få resten at vide også. Hun har tænkt sig at sende ham ud til det der plejehjem hvor Miss Minnie var. Er det ikke utroligt? De må have penge nok til noget andet. Hun kunne sagtens få råd til at have ham på det der Guldbrogård-sted, men hun sender ham derud, og jeg siger bare – og det har jeg altid sagt –“ Mrs. Kitteridge slog to gange i disken med hånden. „Den kvinde har aldrig været sød ved ham. Ikke på nogen som helst måde.“ Mrs. Kitteridge nikkede alvorligt til Kayley.

„Åh,“ sagde Kayley og lod ordene synke ind. „Åh, det er bare så sørgeligt.“

Og mrs. Kitteridge sagde: „Det er det i den grad.“

¤

To dage senere skulle Kayley begynde i highschool. Skolen lå halvanden kilometer uden for byen, og hendes mor ville køre hende derud om morgenen, og så skulle hun gå hjem, eller måske kunne en ven køre hende. Men det var ikke i nærheden af hendes gamle hus på Maple Avenue, og i dag cyklede hun forbi det, og hun så hvordan renoveringen havde forandret det. De havde malet det mørkeblåt selvom det altid havde været et hvidt hus, og der stod krukker med blomster på den nye veranda foran huset. Værelset der havde været bygget til bag på huset, der hvor hendes far var død, var blevet fjernet, og i stedet var der nu en stor terrasse deromme. Efter hun var kørt forbi det, drejede hun om hjørnet og cyklede over broen forbi spinderiet ud til det gamle plejehjem hvor Miss Minnie havde boet. Hun blev ovre på den anden side af vejen da hun kom derud og steg af cyklen og kiggede på bygningen; den var mørkegrøn, med en facade dækket af træspån, og den virkede mindre end den havde gjort tidligere. Hun trak cyklen langs vejen, og nogle biler fór forbi. Hun ventede på at bilerne var væk, så gik hun over vejen og trak cyklen om til bagsiden af bygningen hvor de ansatte parkerede. Og fordi hun ikke ville ses af nogen, gik hun om til den side af bygningen der vendte ud mod skoven, og hun satte sig i gruset med cyklen lænet op mod muren.

En af trækronerne var begyndt at blive rød øverst oppe, og Kayley så op på den, så kiggede hun på gruset der glitrede i solen. Hun tænkte på mrs. Ringrose, hvordan hun havde startet den der Sølvfirkant-gruppe og afholdt det modeshow hvor de begyndte med pilgrimmene. Åh, gud, tænkte Kayley og lænede hovedet op ad den træklædte mur og lukkede øjnene. Og hendes Mayflower -båd i stuen. Det forekom Kayley at den historie som kvinden klamrede sig til, ikke længere betød noget, det meste ville snart blive skyllet væk, kun en lille prik ville være tilbage – og den blev ikke bare skyllet væk af irerne, men af alle de mange ting der var sket siden dengang, borgerrettighedsbevægelsen, det at verden var meget mindre nu, folk knyttede kontakter på nye måder som mrs. Ringrose aldrig havde forestillet sig.

Og så tænkte Kayley på mr. Ringrose som hun på en måde aldrig var holdt op med at tænke på, den ensomhed han måtte have levet med, og stadig levede med, nu kun nogle få meter fra hvor hun sad.

Kayley rystede på hovedet og gemte det i armene. Lige nu – bare lige i dette øjeblik – var det alt hvad hun ønskede, bare at være tæt på ham igen.