Gåturen

Hvad angik hans børn, var der noget galt.

Det var en tanke der faldt Denny Pelletier ind en sen aften i december mens han gik alene hen ad vejen i Crosby i Maine. Det var en kold aften, og han var ikke klædt på til det, han havde kun en jakke på over sin T-shirt og et par gamle jeans. Han havde ikke haft planer om at gå en tur, men efter aftensmaden mærkede han hvordan han fik en begyndende trang til det, og så senere, da hans kone var ved at gøre sig klar til at gå i seng, sagde han til hende: „Jeg er nødt til at gå lidt.“ Han var niogtres år gammel og i god form selvom han sommetider følte sig meget stiv om morgenen.

Mens han gik, tænkte han igen: Der var noget galt. Og han mente med sine børn. Han havde tre børn, de var allesammen gift. Ingen af dem havde været særlig gamle da de blev gift, det var inden de var tyve, ligesom ham og hans kone heller ikke havde været særlig gamle, hans kone havde været atten år. Dengang hans børn blev gift, havde Denny ikke tænkt over hvor unge de var, selvom det nu mens han gik her, slog ham at det på det tidspunkt havde været ret usædvanligt at blive gift så tidligt. Nu vendte hans tanker sig mod børnenes klassekammerater, og det gik op for ham at mange af dem havde ventet til de var femogtyve eller otteogtyve, eller endda – som ham den virkelig kønne Woodcock-dreng – toogtredive, det var så gammel han var da han giftede sig med sin kønne, gulhårede brud.

Kulden var distraherende, og Denny gik raskere til for at få varmen. Det var snart jul, men der var ikke faldet sne de seneste tre uger. Det var mærkeligt, syntes Denny – det syntes mange andre også – for han kunne huske sin barndom her i byen, her i Maine, og omkring juletid var der altid så meget sne at han og hans venner kunne bygge borge i driverne. Men i aften, mens han gik her, var den eneste lyd en dæmpet raslen af blade under gummiskoene.

Månen var fuld. Den skinnede ned på floden da han gik forbi spinderierne med deres lange rækker af mørke vinduer. På et af spinderierne, Washburn, havde Denny arbejdet, han begyndte som attenårig; for tredive år siden lukkede det, og så havde han arbejdet i en tøjbutik der blandt andet solgte regnfrakker og gummistøvler til fiskere og også til turisterne. Spinderiet stod tydeligere for ham end butikken, minderne om det, selvom han ikke havde arbejdet der nær så længe som i butikken. Men han kunne med overraskende stor klarhed huske maskinerne der kørte hele natten, den vævehal han arbejdede i; hans far havde arbejdet som reparatør af vævene dengang, og da Denny startede, havde han efter tre måneder været så heldig at gå fra at feje gulv til at blive væver og så, ikke længe efter, reparatør lige som sin far. Stedets øresønderrivende larm, skyttelens skræmmende hurtige ryk når den kom til at sidde forkert og piskede hen over klædet og slog små metalsplinter af; det havde virkelig været noget! Han tænkte på Snuffy der aldrig havde lært at læse og skrive og som tog sine tænder ud og vaskede dem i vandtruget, og så var der blevet sat et skilt op: Tandvaskning forbudt! Og vittighederne om at Snuffy jo ikke kunne læse skiltet. Snuffy var død for nogle år siden. Mange – de fleste – af de mænd han havde arbejdet sammen med på spinderiet, var døde nu. Her til aften slog det på en eller anden måde Denny som forbløffende.

Og så vendte hans tanker sig igen mod børnene. De var stille, tænkte han. For stille. Var de vrede på ham? De var alle tre kommet videre på college, hans sønner var flyttet til Massachusetts, hans datter til New Hampshire, der havde ikke været arbejde at få for dem her. Hans børnebørn havde det fint, de klarede sig godt i skolen. Det var børnene han grublede over mens han gik der.

Sidste år, omkring på den tid da Dennys halvtredsårs highschooljubilæum havde fundet sted, havde han vist sin ældste søn sin årbog, og hans søn havde sagt: „Far! Kaldte de dig virkelig ’ Frenchie ’?“ Jada, sagde Denny og lo lidt. „Det er ikke sjovt,“ havde hans søn sagt og tilføjede: „Tilbage i syvende klasse sagde mrs. Kitteridge at det her land skulle forestille at være en smeltedigel, men at det i virkeligheden aldrig rigtigt smeltede sammen, og det havde hun ret i,“ og han havde rejst sig og var gået, og Denny sad tilbage med årbogen opslået på køkkenbordet.

Mrs. Kitteridge tog fejl. Tider skiftede.

Men Denny, som var drejet ned for at gå langs floden, kunne godt se hvad hans søn havde ment nu: At blive kaldt ’Frenchie’ var ikke længere acceptabelt. Det Dennys søn ikke havde forstået, var at Denny aldrig var blevet såret over at blive kaldt ’Frenchie’. Mens Denny gik videre og begravede hænderne dybere i lommerne, begyndte han at spekulere over om det virkelig var rigtigt. Så forstod han: Det der var rigtigt, var at han, Denny, havde accepteret det.

At acceptere det betød at acceptere en masse ting: Det betød at Denny accepterede at han ville komme til at arbejde på spinderiet så snart han kunne, det betød at han ikke havde nogen forventning om at fortsætte i skolen, gå op i sit skolearbejde. Betød det virkelig alt det? Som Denny nærmede sig floden og kunne se hvordan floden bevægede sig hurtigt i månelyset, følte han hvordan hans liv havde været som et stykke bark på den flod, hvordan det bare flød med strømmen, uden overhovedet at tænke. På vej mod vandfaldet.

¤

Månen stod en anelse til højre for ham, og det var som om den skinnede klarere da han standsede op og kiggede på den. Var det derfor han pludselig kom til at tænke på Dorothy Paige?

Dorie Paige havde været en smuk pige – åh, hun var en rigtig skønhed! Hun havde gået omkring der i gangene på deres highschool med sit lange lyse hår ned over skuldrene, hun var høj, og hun bar sin højde med ynde. Hendes øjne var store, og hun havde altid et tøvende lille smil på ansigtet. Hun var begyndt i slutningen af andet år, og hun var årsagen til at Denny var blevet i skolen. Han ville bare gerne have lov at se på hende, bare gerne kigge på hende selvom planen egentlig havde været at gå ud af skolen og få arbejde på spinderiet. Hans skab var ikke særlig langt fra Dories, men de havde ingen timer sammen, for ud over sit fantastiske udseende var Dorie også intelligent. Hun var, ifølge lærerne, og selv de andre elever sagde det samme, den mest begavede elev de havde haft på skolen meget længe. Hendes far var læge. En dag sagde hun: „Hej,“ da de stod ved deres skabe, og Denny følte sig svimmel. „Hej med dig,“ sagde han. Og derefter var de en slags venner. Dorie hang ud med nogle af de andre begavede elever, og det var hendes rigtige venner, men hun og Denny blev også venner. „Fortæl mig om dig selv,“ sagde hun en dag efter skole. De var alene på gangen. „Fortæl mig alt.“ Og hun lo.

„Ikke noget at fortælle,“ sagde Denny. Og han mente det.

„Det er ikke rigtigt, det kan ikke være rigtigt. Har du nogen søskende?“ Hun var næsten lige så høj som han, og hun havde stået der og ventet på ham mens han fumlede med sine bøger.

„Ja, jeg er den ældste. Jeg har tre søstre og to brødre.“ Denny fik endelig tag om sine bøger, og nu stod han og kiggede på hende. Det var som at kigge ind i solen.

„Åhr, wow,“ sagde Dorie, „er det dejligt? Det lyder dejligt. Jeg har kun én bror, så der er meget stille i huset. Jeg vil vædde på der ikke er stille hjemme hos dig.“

„Nej,“ sagde Denny. „Der er ikke særlig stille.“ Han var allerede kæreste med Marie Levesque, og han blev urolig for om hun skulle dukke op. Han gik ned ad gangen, væk fra gymnastiksalen hvor Marie øvede – hun var cheerleader – og Dorie fulgte efter ham. Nede i den anden ende af skolen, ikke langt fra musiklokalet, blev de stående og snakkede sammen. Han kunne ikke huske alt hvad de sagde den dag, eller de andre dage når hun pludselig dukkede op, og de gik ned i retning af musiklokalet og stod udenfor det og snakkede. Han kunne huske at hun aldrig sagde at han burde tage på college, hun måtte have vidst – selvfølgelig, ’Frenchie’ – at han ikke havde gode nok karakterer til det, eller penge nok, hun måtte have vidst det på grund af de timer de ikke havde sammen, ligesom han vidste at hun skulle på college.

I to år forsatte de med det, de snakkede sammen omtrent en gang om ugen. De snakkede oftere i basketballsæsonen når Marie øvede i gymnastiksalen. Dorie spurgte aldrig Denny om Marie selvom hun havde set ham på gangene sammen med hende. Han så Dorie sammen med forskellige fyre, der var altid en ny fyr som så ud til at følges med Dorie, og hun lo sammen med fyren og råbte „Hej Denny“ når hun så ham. Han havde virkelig elsket hende. Hun var sådan en smuk pige. Hun var bare noget så fuldendt smukt.

„Jeg skal på Vassar,“ sagde hun til ham om foråret i deres sidste skoleår, og han vidste ikke hvad hun snakkede om. Et øjeblik efter sagde hun: „Det er et college i den nordlige del af staten New York.“

„Det er fantastisk,“ sagde han. „Jeg håber det er et virkelig godt college, du er simpelthen så klog, Dorie.“

„Det er fint nok,“ sagde hun. „Joh, det er et godt college.“

Han kunne aldrig huske den sidste gang de talte sammen. Han kunne huske at da hendes navn blev råbt op under translokationen, havde der været nogen der fløjtede og piftede efter hende, den slags. Han blev gift inden der var gået et år, og han så aldrig Dorie igen. Men han kunne huske hvor han befandt sig – lige uden for det største supermarked i byen – da han fandt ud af at hun var blevet færdig på Vassar og derefter havde begået selvmord. Det var Trish Bibber der fortalte ham det, en pige de havde gået i skole med, og da Denny sagde: „ Hvorfor?“, havde Trish kigget ned i jorden, og så sagde hun: „Denny, I to snakkede jo en del sammen så jeg ved ikke om du vidste det. Men der var seksuelle overgreb i hendes hjem.“

„Hvad mener du?“ spurgte Denny, og han spurgte om det fordi hans hjerne havde svært ved at fatte det.

„Hendes far,“ sagde Trish. Og hun stod der lidt sammen med ham mens det sank ind hos ham. Hun så venligt på ham og sagde: „Det gør mig ondt, Denny.“ Det var også noget han aldrig glemte: Trishs venlige udtryk da hun fortalte ham det.

Så det var historien om Dorie Paige.

Denny begyndte at gå tilbage mod sit hus, han gik op ad hovedgaden. En pludselig fornemmelse af uro fyldte ham som om der ikke var trygt. Faktisk havde byen forandret sig så meget over de seneste år at folk ikke længere vandrede rundt midt om natten sådan som han gjorde nu. Men han havde ikke tænkt på Dorie længe, engang tænkte han en hel del på hende. Over ham skinnede månen, dens klare lys fortsatte som om mindet om Dorie – eller Dorie selv – havde forårsaget det. „Jeg vil vædde på der ikke er stille hjemme hos jer,“ havde hun sagt.

Og pludselig slog det Denny: Der var stille hjemme hos ham nu. Gennem årene var der blevet mere og mere stille. Efter børnene var blevet gift og flyttede, blev der langsomt mere og mere stille i hans hus. Marie, der havde arbejdet som teknisk assistent på den lokale skole, var gået på pension for nogle år siden, og hun havde ikke længere så meget at fortælle. Og så havde han trukket sig tilbage fra butikken, og han havde heller ikke særlig meget at sige.

Denny gik videre og kom forbi bænkene ved musiktribunen. Nogle blade raslede afsted foran ham i den stride blæst. Hvor hans tanker var henne, kunne han ikke have sagt, eller hvor længe han havde gået. Men foran sig så han pludselig en stor mand lænet ind over ryglænet på en bænk. Denny var lige ved at vende sig og gå videre. Men den store krop hang bare slapt over ryggen af bænken – så usædvanligt et syn – og så ikke ud til at bevæge sig. Langsomt nærmede Denny sig. Han rømmede sig højlydt. Fyren bevægede sig ikke. „Undskyld?“ sagde Denny. Mandens bukser var gledet lidt ned fordi han hang over bænken på den måde, og i månens lys kunne Denny se det øverste af revnen i hans røv. Fyrens hænder hang foran ham, som om de var presset ned mod bænkens sæde. „Undskyld?“ Denny sagde det meget højere, og der kom stadig ingen reaktion. Han kunne se fyrens hår, halvlangt, lysebrunt, det lå hen over hans kind. Denny rakte ud og rørte ved mandens arm, og manden stønnede.

Denny trådte et skridt tilbage, tog sin telefon frem og ringede til alarmcentralen. Han sagde til kvinden der tog den hvor han var, og hvad det var han stod og kiggede på, og kvinden sagde: „Vi sender nogen afsted med det samme, sir. Bliv på linjen hos mig.“ Han kunne høre hende sige noget – i en anden telefon? – og han kunne høre radioknitren og kliklyde, og han ventede. „Okay, sir. Ved De om manden stadig er i live?“

„Han stønnede,“ sagde Denny.

„Okay, sir.“

Og så kort efter – sådan forekom det Denny – holdt en politibil med blå blink ind lige ved siden af ham, og to betjente steg ud af bilen. De var rolige, bemærkede Denny, og de talte kort med ham, så gik de over til manden som hang hen over ryglænet på bænken. „Stoffer,“ sagde den ene af betjentene, og den anden sagde: „Jep.“

En af betjentene stak hånden i lommen og fandt en sprøjte frem, og med hurtige, rolige bevægelser trak han mandens jakkeærme op og gav ham en indsprøjtning i armen, i albueleddet, og ganske kort tid efter rejste manden sig op. Han kiggede rundt.

Det var Woodcock-drengen.

Denny ville ikke have genkendt ham hvis ikke drengen med de dybtliggende øjne i det kønne ansigt havde kigget på ham og sagt: „Hey, hej.“ Så vendte han det hvide ud ad øjnene et øjeblik, og betjentene fik ham sat ned på bænken. Han var ikke nogen dreng længere – han var en midaldrende mand – men Denny kunne ikke se ham som andet end den unge fyr fra datterens klasse fra for mange år siden. Hvordan var han endt sådan her? Stor – fed – med halvlangt hår og helt væk på stoffer? Denny blev hvor han var og kiggede på fyrens baghoved, og så holdt en ambulance ind med hylende sirene og blinkende udrykning, og et øjeblik efter sprang to ambulancereddere ud og henvendte sig til betjentene, en af betjentene sagde: Ja, han havde omgående givet ham en indsprøjtning med Naloxon. De to ambulancereddere tog Woodcock-drengen under armene og fulgte ham over til ambulancen; døren lukkede.

Da ambulancen kørte væk, sagde en af betjentene til Denny: „Du har reddet et menneskeliv her til aften,“ og den anden betjent sagde, idet han satte sig ind i bilen: „Ja, indtil videre.“

Denny gik hurtigt hjemad, og han tænkte: Der var slet ikke noget med hans børn. Det stod meget klart for ham nu. Hans børn havde haft et trygt barndomshjem, ikke ligesom stakkels Dorie. Hans børn var ikke på stoffer. Det var ham selv der var et eller andet galt med. Han havde været bedrøvet over at hans liv lakkede mod enden, men det var jo slet ikke slut.

Han skyndte sig op ad trappen til sit hus, smed jakken, og inde i soveværelset lå Marie vågen og læste. Hendes ansigt lyste op da hun så ham. Hun lagde bogen på sengen og vinkede til ham: „Hej med dig,“ sagde hun.