27

Jane så ikke bedre ud, og hun virkede ikke helt vågen. Mae havde givet hende nogle puder i ryggen. Hendes øjne var blegt blå, næsten gennemsigtige, og hendes udtryk var helt tomt. Hun så hverken glad eller vred ud over at være i live, men hun iagttog mig med en slags undertrykt fascination. Jeg tror, det var hårdt for hende at vænne sig til tanken om, at jeg var kønnere end hende, selvom jeg kom lige fra min seng.

”Hej,” sagde jeg. Jeg stod lidt kejtet ved siden af sengen. ”Hvordan har du det?”

”Hvordan ser jeg ud til at have det?” spurgte Jane.

”Åh, hun klarer det virkelig fint,” sagde Mae, inden jeg kunne nå at svare. Der stod et glas vand på natbordet, og Mae rakte det til hende. Hun sendte Mae et ligegyldigt blik, men hun tog det alligevel og drak en ordentlig slurk. ”Hun har været meget igennem på det sidste.”

”Ja, det ved jeg,” sagde jeg. Mae strøg lidt hår væk fra Janes pande, og jeg brød mig ikke om den måde, som hun hele tiden kom mig i forkøbet. Jane havde brug for særlig omsorg, men det var ikke rart, at Mae fik mig til at føle mig uduelig.

”Du ved ingenting. Vi har ikke talt sammen i månedsvis,” snerrede Jane og stirrede på mig.

”Det er ikke min skyld.” Jeg følte mig trådt på. ”Jeg har ringet og sms’et til dig tusind gange. Du ville ikke tale med mig!”

”Nej! For pludselig er du blevet vampyr!” Jane satte sig op i sengen, og Mae så utilfreds på, at jeg hidsede hende op.

”Slap af,” sagde Mae og tog vandet fra Jane, inden hun spildte i sengen.

”Og hvad så, hvis jeg er vampyr?” spurgte jeg. Jeg ignorerede Mae. ”Altså du er så vild med vampyrer, at du næsten har slået dig selv ihjel!”

”Ja, fordi de var sjove, og de havde noget at give. Du er den kedeligste udødelige på hele planeten. Jeg mener, se lige på dig selv!” Jane pegede på mig med sin tynde arm. ”Du har en Blink 182-T-shirt på og joggingbukser!” Jeg så ned ad mig selv og fjernede en tot af Matildas pels fra min fanbluse.

”Det er mit nattøj!” Jeg lagde beskyttende mine arme over kors. Så pegede jeg på hende. ”Så du selv, hvad du havde på i går aftes? Din kjole var plettet og møgbeskidt!”

”Jeg havde ikke haft chance for at skifte.” Jane slog blikket ned.

”Piger!” sagde Mae. ”Nu må I altså tage en slapper! Jane har ikke godt af at hidse sig sådan op.”

”Så siger vi det.” Jane gned sig i øjnene. ”Må jeg bede om mit tøj, så jeg kan tage hjem?”

”Du får ikke lov til at gå nogen steder, min ven,” fortalte Mae hende blidt. ”Du er syg. Du skal først være rask.”

”Og det kan jeg ikke blive hjemme?” Jane forsøgte at lyde vred, men hun havde allerede givet sig og lænede sig tilbage i sengen. ”Ved Jonathan, at jeg er her?”

”Øh … på en måde.” Jeg udvekslede et blik med Mae. ”Har du fortalt hende, hvordan hun er endt her?”

”Jeg har fortalt hende, at du fandt hende på V, og at hun havde det skidt.” Endnu en gang omskrev Mae med stor øvelse sandheden, og jeg spekulerede på, hvor ofte hun løj for os.

”Han bliver ikke glad, når han hører, hvor jeg er.” Jane lød på ingen måde truende. Ud fra det blik hun sendte Mae, var det snarere, som om hun faktisk forsøgte at beskytte os. Hendes kæreste havde helt klart problemer med at styre sit temperament.

”Det ved vi, men vi ville sikre os, at du kom i sikkerhed,” sagde jeg.

Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor vi opførte os så fjendtligt over for hinanden. Hun havde været letsindig og levet livet farligt, og jeg ville gerne hjælpe hende med at ændre på det. Måske kunne vi blive venner igen. Jeg havde brug for at være venner med nogen, der ikke også boede i samme hus som mig. Selvom hun nok ville komme til at bo her i hvert fald et stykke tid.

”Jeg forstår.” Jane pillede i sin flossede neglelak og stirrede ned på sine hænder et stykke tid. ”Du ser godt ud. Dit hår er blevet længere.”

”Ja, vores hår vokser afsindig hurtigt.” Jeg legede med en lok og smilede til hende. ”Du ser … okay, jeg kan ikke lyve. Du ser ret skidt ud lige nu.”

”Jeg ved det godt.” Hun trak på sine spinkle skuldre. ”Men nu er jeg her. Så det er jo i hvert fald noget, ikke?”

Vi talte et par minutter mere, men hun var tydeligvis ved at blive træt. Mae sendte mig ud. Hun sagde, at Jane havde brug for hvile. Det var et stykke tid siden, jeg selv var blevet bidt, men jeg huskede, hvor udmattet jeg havde været i flere dage efter. Jane måtte være stærkere end mig, når hun overhovedet havde haft kræfter til at sidde op og tale.

Så snart solen gik ned, bad jeg Milo om at køre mig hen til butikken. Vi købte ind til Jane, masser af mad med højt fedtindhold og rødt kød. Energidrikke som Red Bull. Vitaminer. Før vi gik, havde jeg spurgt hende, om der var noget særligt, hun havde lyst til at spise. Nej, men hun ville gerne have noget hårfarve.

Da vi kom tilbage, lavede Milo mad til hende, og hun kom nedenunder for at spise. Bobby satte sig sammen med hende, og hun virkede en smule interesseret i ham, indtil hun fandt ud af, at han var bøsse og sammen med Milo. Så var han som luft for hende. Det var godt at se den gamle Jane igen.

Da hun var halvvejs gennem sin steak, som virkede unødvendigt rød selv for mig, men det var Milo, der var kokken, dukkede Peter op. Han havde siddet på kontoret og hjulpet Ezra med et eller andet og ville op på sit værelse for at tage et bad.

Så snart Jane så ham, låste hendes laserblik sig fast på ham. Selvfølgelig ignorerede han hende, mens hun nærmest snublede over sine egne ben for at komme op og stå og følge efter ham. Det lykkedes Milo at få hende til at forstå, at Peter var helt uden for hendes rækkevidde, hvilket sikkert bare fik hende til at ville have ham endnu mere. Men det var, som om hun forstod, at der nok ville gå et stykke tid, inden hun fik en ny beundrer, så hun lod ham gå for nu.

Jane hældte omkring ti Red Bulls i sig, og så gik hun ovenpå. Jeg fik endelig overbevist Mae om, at hun godt kunne overlade mig ansvaret for Jane, selvom jeg var lidt tørstig. Jane var ikke særlig indbydende, fordi hendes blod ikke var sundt. Hendes blod var besudlet af en anden vampyrs lugt. Men jeg var klar over, at jeg blev nødt til at drikke, inden jeg skulle sove.

”Jeg forstår det ikke rigtig,” sagde Jane. Hun rodede mit skab igennem for at finde noget tøj, hun kunne låne, for jeg havde ikke hentet noget hjemme hos hende. Alt mit tøj var nyt, og for første gang i vores venskab havde jeg tøj, som hun faktisk kunne lide.

”Hvad er det, der er svært at forstå med mit tøj?” Jeg satte mig på den lille bænk ved siden af skohylden. Det var overvældende at sidde omgivet af alle Jacks ting. Jeg var nødt til at gå ind i hans walk-in closet for at finde tøj, men jeg skyndte mig ud, så hurtigt jeg kunne. Jeg lagde mig ned på bænken, så jeg i stedet for at se på Jack ting kunne stirre op i loftet.

”Det halve er Jacks,” Jane rørte ved en af hans skjorter. ”Men ingen har nævnt

ham i den tid, jeg har været her. Hvor er han?”

”Jeg ved det ikke.” Jeg havde min telefon i hånden, og jeg så ned på skærmen, som for at få ham til at ringe … Jeg havde ikke forsøgt at kontakte ham i dag, men jeg håbede, at han snart havde fået så meget luft, at han kom hjem. At savnet ville få ham til at elske mig højere.

”Hvad mener du med, at du ikke ved det?” Jane fortsatte med at kigge mit tøj igennem, men sendte mig et skarpt blik. ”Er I to ligesom ikke forelskede eller hvad?”

”Noget i den retning,” mumlede jeg og lagde telefonen med skærmen ind mod min mave, så den ikke længere kunne plage mig. ”Vi skændtes, og han skred.”

”Hvad skændtes I om? Om hvem der glemte at sætte låget på tandpastaen?” spurgte Jane tørt.

Da hun fandt noget, hun kunne lide, tog hun uden videre sin bluse af. Hun havde kun en oversize T-shirt på. Bukserne havde hun sparket af for længe siden. Mens hun glattede min kjole, inden hun tog den på, stod hun der i limegrønne trusser. I det mindste var de tangaer og ikke g-streng. Hendes rygsøjle var tydelig, men jeg så væk, inden jeg nåede at tænke for meget over det.

”Nej. Det var mere alvorligt,” sukkede jeg. Jeg så Peters grønne øjne for mig, og jeg rystede på hovedet.

”Jeg kan ikke forestille mig dig gøre noget som helst for alvor,” sagde hun fraværende.

Hun fokuserede på sit eget spejlbillede, mens hun fik den stropløse cocktailkjole, som hun lige havde taget på, til at sidde. Jeg havde tabt mig, men det havde hun også, så mit tøj var stadig for stort til hende. Jeg ville mene, at kjolen var for kort, for Jane var fem centimeter højere end mig, og sømmen gik hende et godt stykke over knæet, men det var sikkert den helt rigtige længde for hende.

”Hvad synes du om den?”

”Den er fed,” løj jeg. For en gangs skyld var der noget, som jeg så bedre ud i, end hun gjorde. Hendes skulderblade stak ud som vinger, og overdelen var skåret til en større barm, så stoffet flagrede foran på brystet.

”Har du nogle sko, der passer til?” Jane vendte sig og beundrede sig selv fra en anden vinkel. ”Der skal gode sko til en god kjole.”

”Et eller andet sted.” Jeg pegede på de veludstyrede skohylder.

”Hvad gjorde du, siden prinsen på den hvide hest løb sin vej?” Jane var ikke helt klar til at finde sko endnu og gav sig i stedet til at til stjæle mere tøj.

”Jeg kyssede Peter.” Jeg lukkede øjnene og skar en grimasse.

I det øjeblik jeg havde sagt det, undrede jeg mig over, hvorfor jeg havde fortalt hende sandheden. Det med Peter var ikke noget, jeg var stolt af. Men det var sket, og jeg havde ikke kunnet tale med nogen om det før. Milo havde ikke rigtig sagt noget, mest fordi han havde været for optaget af Bobby-dramaet, og Mae og Ezra havde aldrig nævnt det. Desuden var Jane egentlig den eneste ven, jeg havde. Alle andre var familie. Eller Bobby.

”Hvad?” sagde Jane. Hun rullede med øjnene og spærrede dem op. ”Har du kysset med Peter? Ham den ufatteligt lækre fyr, som jeg så tidligere? Kyssede du ham? Jeg havde end ikke overvejet, at det var en mulighed!”

”Det er det heller ikke.” Jeg rystede på hovedet. ”Det var bare en dum fejltagelse. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg gjorde det.”

”Det ved jeg. Den dreng er uimodståelig.” Jane så salig ud ved tanken. ”Hvis jeg var dig, så ville jeg sige gud ske lov, at Jack er gået, og så ville jeg tage ham Peter i stedet for.”

”Jeg har ikke lyst til at tage Peter i stedet for!” Først for sent gik det op for mig, at det var rigtig dumt af mig at sige det til Jane. Jeg satte mig op og rystede på hovedet. ”Jeg elsker Jack, og jeg vil gerne være sammen med han. Det var en fejl, det med Peter.”

”Okay. Fint nok. Jeg tror dig,” sagde Jane uden at forstå noget som helst. Men hun blev ved med at stirre på mig, mens hun bed sig i læben. ”Altså … betyder det så, at han er single?”

”Jane!” Jeg stønnede. ”Peter er dårligt selskab! Og du skal holde dig fra vampyrer et stykke tid. Se, hvad de har gjort ved dig.”

”Ja.” Jane trak på skuldrene. ”Men se også, hvad de har gjort ved dig.”

Hun havde ret. Vampyrer havde suget det meste af livet ud af hende, men mig havde de givet udødelighed, skønhed, magt og penge. Alt sammen ting Jane allerede havde – lige med undtagelse af udødeligheden.

”Men jeg er stadig fucked-up. Så …” Jeg rakte tunge ad hende, og hun rystede på hovedet.

”Åh, Alice, du vil altid være fucked-up, uanset hvad.” Jane vendte tilbage til mit tøj og trak noget pink og stumpet frem, som jeg aldrig havde haft på. ”Det er dit liv i en nøddeskal.”

”Måske,” sukkede jeg. ”Men hvad med dit liv?”

”Min lod i livet er at være smuk.” Hun holdt kjolen op foran sig og kiggede på sig selv i spejlet. ”Har du noget tilbehør?”

Jane var irriterende og selvoptaget, men på en mærkelig måde var det også en trøst at have hende her. Jeg vidste altid præcis, hvad jeg fik med hende. Jeg kunne faktisk lide hende på trods af det.

I den time, der var gået sammen med Jane, havde jeg ikke tjekket min telefon en eneste gang, men det var ikke, fordi jeg havde glemt ham. Den dumpe smerte i mit bryst gik ikke bare sådan væk, men jeg var ikke så besat, som jeg havde været.

Da Jane gik i seng, gik jeg ned for at spise. En ild spredte sig fra min mave og snart brændte den overalt. Jane havde ikke fristet mig, men Bobbys blod var begyndt at dufte sødt, så det var tid til at spise. Jeg slugte en pose blod og gik tilbage til min værelse og rullede mig sammen på sengen.

Jeg havde en drøm om en ufattelig varme, der bredte sig inden i mig. Den brændte ikke som ild, men føltes anderledes og skønnere. Som et klart hvidt lys, der spredte sig i mig, indtil det blev så stærkt, at jeg ikke længere kunne holde det ud, og så åbnede jeg øjnene.

Da jeg vågnede, var jeg stakåndet, men følelsen havde ikke forladt mig. Jeg satte mig op og skreg. Der stod nogen ved fodenden af sengen, men da jeg så, hvem det var, kunne jeg ikke sige et eneste ord.

”Det var ikke min mening at vække dig,” sagde Jack lavmælt.