5

Hotellet var en blanding af Holiday Inn og en jagthytte. Der var pejse med ild og gevirer på væggene, og jeg var ret positivt overrasket. Efter endnu en flyvetur, en kort køretur i en lejet bil og et stop hos en lokal blodbank for at tanke op indlogerede vi os på hotellet.

Vores værelse havde parketgulve og det samme lidt anonyme look, som alle andre hoteller havde. Der var internet og tv. Parkeringskælderen havde været fuld af biler, så der måtte være godt fyldt op. Ezra havde travlt med at pakke ud, men jeg kastede bare mine tasker på den ene seng. Jeg valgte dobbeltsengen henne ved vinduet.

”Jeg tager et bad,” sagde Ezra og tog sit tøj og sine toiletsager. ”Så sover vi og tager ud for at finde Peter i morgen.”

”Men er det ikke spild af tid?” spurgte jeg og forsøgte at undgå at lyde bebrejdende. Vi havde haft så travlt med at komme af sted.

”Vi er nødt til at hvile, ellers kan jeg ikke hjælpe Peter.” Han trak på skuldrene.

Da han var gået ud på badeværelset, og jeg kunne høre vandet fra bruseren, tog jeg nattøj på. Det føltes skønt efter at have tilbragt et lille døgn i jeans og sweater.

Jeg havde sovet lidt på den lange flyvetur, og med tidsforskellen var det faktisk ved at være tid til at stå op i Minneapolis. Desuden havde Ezra sat gang i min fantasi, da han fortalte om de varulveagtige vampyrer, så jeg havde ikke lyst til at sove.

Jeg tog mobilen frem og blev overrasket over, at der faktisk var dækning, jeg havde nok på en måde forestillet mig, at Finland lå i stenalderen.

Jeg satte mig på sengen og håbede, at Jack var vågen. Det var det længste stykke tid, vi ikke havde talt sammen, siden jeg var blevet vampyr, og det føltes meget mærkeligt. Det var, som om min krop kom i ubalance, når han ikke var der.

”Hallo?” Jack lød ude af den, da han tog telefonen. ”Alice? Er du okay? Er I okay?”

”Ja, jeg har det fint.” Irrationelle tårer trillede ned ad mine kinder. Det var helt åndssvagt, hvor meget jeg savnede ham. ”Vi er lige kommet hen på hotellet. Jeg ville bare ringe for at sige, at vi er kommet godt frem.”

”Godt. Godt.” Han var lettet, men slappede endnu ikke af. ”Hvordan gik flyveturen?”

”Jeg sov det meste af tiden,” sagde jeg. ”Men det er første gang, jeg er uden for Minnesota, og det pisser mig af, at jeg var i New York og ingenting så. Jeg fik knap nok set noget af Helsinki, da vi landede.”

”Er I i Finland?” råbte Jack. Det gik op for mig, at jeg måske havde sagt for meget. ”Er det der, Peter har ballade med nogle vampyrer?”

”Øh …” Jeg sad uroligt på sengen og forsøgte at finde på noget at sige, der kunne berolige ham.

”De er ikke rigtig vampyrer, vel? De er lykanter.” Han sukkede, da jeg ikke sagde noget. Så holdt han røret væk fra munden. ”Mae! Mae!”

”Hvorfor råber du på Mae?”

”Fordi. Hvis hun havde vidst, at der var der, I skulle hen … ”

”Hvad?” afbrød jeg ham. ”Hvad ville hun så gøre?”

Han mumlede noget uhørligt, men kunne tilsyneladende ikke komme med et ordentlig svar. Hvis Mae havde vidst det, inden vi tog af sted, ville hun have forsøgt at tale Ezra fra det. Ezra havde derfor ikke sagt noget til nogen. Han havde besluttet sig, og han ville ikke spilde tiden med at skændes om det.

”Jeg burde hoppe på et fly med det samme,” sagde Jack.

”Hold nu op. Ezra sørger for, at der ikke sker mig noget. Jeg er her bare for at overtale Peter til at komme tilbage og holde op med at slås med dumme vampyrer,” sagde jeg.

”Peter behøver ikke komme tilbage,” mumlede han.

”Har du været i Finland?” Jeg skiftede hurtigt emne. Jeg kunne ikke få ham til at have det godt med, at jeg var her, men jeg kunne måske distrahere ham en smule.

”Ja, for et par år siden,” sagde han modvilligt. ”Vi stod på ski, og det var forfærdeligt. Jeg ødelagde et snowboard og rullede ned ad bjerget. Det var ikke særlig sjovt. Finland er ikke specielt fedt. Du skulle hellere bare komme hjem.”

”Jack.” Jeg smilede ved tanken om ham, der rullede ned ad bjerget, men holdt op, da han fortsatte med at overtale mig til at komme hjem. ”Du spilder tiden. Min mobil går snart ud, og jeg har ikke nogen oplader med. Vil du bruge al tiden på at skændes med mig, når du ved, at du ikke får mig til at ændre mening?”

”Ja,” sagde han. ”Desuden er jeg sikker på, at Ezra har en oplader med, så den kan du bare bruge.” For et par uger siden havde Jack købt en iPhone til mig, ligesom de andres, så hvis Ezra havde en oplader med, kunne jeg også bruge den.

”Ezra taler finsk,” sagde jeg og forsøgte at holde samtalen væk fra emnet Peter og min hjemrejse. ”Det er ret vildt, selvom jeg ikke forstår et ord.”

”Ezra taler alle sprog i verden, selv de døde. Han syntes selv, han var vildt cool, da han så The Passion of the Christ uden undertekster, fordi han taler aramæisk. Jeg er ret sikker på, at det er den eneste gang, han har haft brug for det.” Jacks stemme lød lidt gladere, og det fik mig til at smile.

”Kan du tale andre sprog?” spurgte jeg.

”Spansk og tysk,” sagde han stolt. ”Jeg lærte spansk i skolen og tysk på universitetet, så jeg taler ikke noget af det flydende. Men jeg kan spørge, om du taler engelsk på begge sprog, og det er alt, jeg behøver at kunne.”

”Ja, det lyder brugbart,” sagde jeg og grinede. Nye lykketårer vældede op i mine øjne. ”Jeg savner dig.”

”Jeg savner også dig. Du kan komme hjem, når du vil, Alice. Ikke noget pres.”

”Det ved jeg. Men jeg er nødt til at hjælpe. Det tager sikkert ikke så lang tid. Vi finder Peter, og så kommer vi hjem.”

Jack begyndte at sige noget om, at den vilde finske natur var ret svær at finde rundt i, men Ezra kom ud fra badeværelset og distraherede mig. Han havde taget natbukser på i uld og en T-shirt og kørte en hånd gennem det fugtige hår, mens han så spørgende på mig.

”Det er bare Jack,” sagde jeg og holdt telefonen lidt væk fra min mund.

”Er Ezra der? Lad mig lige tale med ham!” sagde Jack.

”Du behøver ikke tale med ham,” sagde jeg med et suk.

”Ved han, vi er i Finland?” spurgte Ezra. Jeg nikkede undskyldende. ”Javel ja. Nå, han ville jo finde ud af det før eller siden.”

”Hør, Jack, jeg er nødt til at sove. Jeg ringer snart og fortæller, hvordan det går,” sagde jeg. Ezra tæppede af og gjorde det klart, at han var på vej i seng, og at det burde jeg også være.

”Alice …” Jack lød næsten bønfaldende. Det gik op for ham, så han droppede det igen. ”Bare ring til mig snart, ikke? Og pas på dig selv.”

”Det skal jeg nok,” lovede jeg.

Da jeg lagde på, kæmpede jeg mod tårerne. Det havde gjort det hele værre at høre hans stemme. Mit hjerte gjorde ondt i brystet, og min krop føltes, som om den var ved at gå i opløsning. Jeg hadede, at jeg næsten ikke kunne overleve at være væk fra Jack.

”Du behøvede ikke afslutte samtalen på grund af mig,” sagde Ezra.

Jeg holdt tårerne tilbage og så ned på min telefon. Jeg hørte lyden af dynen, der blev trukket til side, da han lagde sig i sengen. Selvom jeg lige havde lagt på, overvejede jeg at ringe Jack op igen. Men det ville ikke gøre mig i bedre humør, så jeg lod være.

”Det ved jeg godt,” sagde jeg. Jeg lagde telefonen på natbordet og kravlede ned under dynen. ”Skal du ikke ringe til Mae?”

”Ikke før jeg ved noget. Jack kan fortælle hende, hvad der foregår.” Han rullede om på maven og lagde hovedet på hovedpuden. ”Klarer du det?”

”Ja, selvfølgelig,” sagde jeg og nikkede, men jeg ikke var helt klar over, om det var løgn eller ej. Jeg lagde mig med ryggen til ham og tillod et par stille tårer at glide ned ad min kind. Han sagde ikke noget, og kort efter havde hans vejrtrækning fået den dybde, der kommer med søvnen. Desværre kom søvnen ikke så let til mig.

Ezra åbnede persiennerne, mens solen stadig stod på himlen. Jeg missede med øjnene og trak dynen op over hovedet. Det, jeg havde oplevet af solen efter min forvandling, havde gjort mig træt og gnaven, så jeg havde ikke lyst til at gentage den oplevelse. Ezra var fuldt påklædt og gik og nynnede en gammel Neil Young-sang. Jeg fornemmede, at det var tid til at stå op.

”Hvad er klokken?” mumlede jeg med hovedet under dynen.

”Den er lidt over et, men vi er nødt til at tage af sted. Vi må se, om vi kan tåle dagens lys.” Han klukkede over sit eget lille ordspil, og jeg begyndte at overveje, om vi havde samme sans for humor.

”Mener du virkelig, at jeg skal stå op nu?” Jeg stak hovedet frem i det skarpe lys, der fyldte værelset.

”Ja, vi er nødt til at tage af sted.” Han tjekkede noget på sin telefon og så derefter hen på det åbne vindue. ”Jeg kan trække for igen, hvis det hjælper.”

”Ja, det gør det faktisk,” sagde jeg med et gab.

Ezra trak for og kiggede igen på sin telefon. Jeg håbede, det betød, at han havde fået færten af noget. Hans halvdel af værelset var allerede fuldstændig ryddet op. Sengen var redt, og alt var på plads. Jeg spekulerede på, hvornår han mon var stået op.

”Jeg ville ønske, jeg stadig drak kaffe eller Red Bull eller sådan noget,” sagde jeg, da jeg tumlede ud af sengen og gik ud på badeværelset. Lige lidt bonusinfo: Vampyrer skal også tisse. Blod er jo trods alt væske.

”Tag et koldt brusebad. Så bliver du frisk,” råbte Ezra efter mig.

Jeg tog et koldt styrtebad, som han foreslog, og det hjalp. Jeg skyndte mig at tage tøj på og føntørrede mit hår, så det ikke frøs til is udenfor.

Hotellet var fuld af mennesker, og jeg tog et tørklæde hen over min mund og næse, så jeg ikke kunne lugte dem alle. Da vi gik ud, lagde jeg mærke til, at al interiøret på hotellet var holdt i grønt. Der var potteplanter alle vegne, sikkert for at skabe modvægt til de lange vintre og de hvide panoramaer uden for vinduerne. Jeg holdt af vinter, men det måtte være mærkeligt at bo et sted, hvor der var sne otte måneder om året.

Det var faktisk ikke så koldt udenfor, omkring frysepunktet, men jeg havde vinterjakke og store støvler på, ligesom alle andre. Der lå et tyndt lag sne, der knirkede lidt under støvlerne.

”Hvad er planen?” Jeg fulgte efter Ezra ud af hotellet og hen til den sølvgrå Range Rover, han havde lejet dagen før.

”Vi skal ud at køre en tur,” svarede Ezra vagt. Jeg spekulerede på, om det var med vilje, at han var så irriterende, eller om det bare var dårlig vane. Han satte sig ind på førersædet, så jeg steg ind ved siden af. Han satte bilen i bakgear og drønede ud fra hotellets parkeringskælder. Jeg havde kun oplevet ham som en forsigtig chauffør, men nu var det tydeligt, hvem der havde lært Jack at køre bil. Jeg trak hætten op over hovedet og sank dybere ned i sædet, så jeg kunne være i fred for solens stråler.

”Hvordan håndterer vi en hel dag i solen?” Vi havde kun kørt i ti minutter, men jeg gabte allerede. Jeg havde brug for en lur, og jeg ville bare blive mere og mere træt, efterhånden som dagen skred frem.

”Vi kører i ly af træerne det meste af tiden.” Han pegede på de tykke fyrretræer, der omkransede os. ”Du har din hætte og dine solbriller, og når vi kommer tilbage i morgen tidlig, spiser vi. Vi skal nok klare os.”

Vi kørte en halv times tid, indtil han drejede ned ad en sidevej og parkerede i en lysning. Jeg havde halvsovet, men satte mig straks op, da vi holdt stille. Jeg så over på GPS’en for at finde ud af, hvor vi var. De finske ord og navne lignede volapyk for mig, så det hjalp ikke meget.

”Okay, hvad skal der ske nu?” spurgte jeg. Ezra slukkede bare bilen og steg ud. ”Tak for det klare svar!” Jeg tumlede ud efter ham og var ved at falde på den tilisede jord. Da jeg greb fat i bilen for ikke at falde, lavede jeg en bule i den ene side. Det var så fedt ikke at have kontrol over sin krop. Jeg glædede mig som en gal til at få bare en smule mere ynde og elegance.

”Kommer du?” Ezra stod stille længe nok til, at jeg kunne få styr på mig selv og haste efter ham.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg, da jeg nåede op på siden af ham.

”Ind i skoven.” Vi var allerede på vej ind mellem træerne, så svaret var ligesom ret indlysende og ubrugeligt.

”Du ryger hurtigt ned ad listen over mine yndlingspersoner,” mumlede jeg, da jeg nær var faldet over en tyk træstamme, der lå på jorden.

”Jeg ved ikke, hvor vi skal hen,” sagde han modvilligt. ”Jeg ved bare, hvilket område vi skal være i. Det her!”

Takket være de høje træer stod vi heldigvis i skygge. Der var fyrretræer over det hele og et sted længere fremme kunne jeg høre en flod, der strømmede af sted. Jeg kunne ikke forstå, hvordan Ezra kunne skelne det ene træ fra det andet, eller hvordan han overhovedet kunne vide, hvor vi var. Han måtte kende området godt, for jeg kunne ikke se, hvad der adskilte det ene træ fra det andet.

”Hvor er vi?” Jeg var stoppet op og stod og stirrede op i himlen gennem træernes grene.

”Lykanterne bor heromkring.”

Jeg ville gerne spørge ind til det, men det var tydeligt, at han ikke ville tale om det. Ezra satte ikke farten ned for at vente på mig, så jeg lærte hurtigt at holde op med at stoppe uden grund. Vi travede gennem skoven hele eftermiddagen. Solen ikke skinnede lige på mig, og alligevel kunne jeg mærke, hvordan jeg fik mere energi, da den endelig gik ned.

Da det var blevet helt mørkt, begyndte Ezra at vente på mig og insisterede på, at jeg holdt mig i nærheden af ham. Om dagen var det ikke så sandsynligt, at andre vampyrer var ude. Derfor var vi startet så tidligt. Aftenens største oplevelse var, da vi så nogle rensdyr, der stod lige foran os. Ezra fortalte, at mange europæere mente, at julemanden boede her og ikke på Nordpolen, fordi her var så mange rensdyr. Vi var faktisk ikke så langt fra Nordpolen, når det kom til stykket.

Da solen begyndte at stå op, var jeg helt udmattet. Det hedder sig, at vampyrer aldrig bliver trætte eller mangler energi, hvilket Ezra var et klassisk eksempel på. Måske var jeg bare en svækling. Vi gik hele vejen tilbage til bilen, og jeg var så lettet, da jeg endelig sad inde vores Range Rover igen.

En nagende sult var begyndt at fylde for nogle timer siden. Ezras puls var blevet mere tydelig, og mine hænder begyndte at ryste lidt. Det tidlige morgenlys, der skinnede ind gennem bilruden, gjorde det hele værre. Da vi endelig kom tilbage til hotellet, må jeg have set ret desperat ud, for Ezra lagde armen om mig, da vi gik indenfor. Klokken var lidt over syv om morgenen, så folk var på vej hen i restauranten for at få morgenmad. Lugten af æg og rensdyrspølse gav mig kvalme. Over madlugten lå lugten af blod, så jeg var taknemmelig for Ezras stærke arm, der førte mig hen mod vores værelse.

Da jeg kom ind, hev jeg jakke og støvler af.

”Det var jo fuldkommen spild af tid,” sagde jeg og vandrede hvileløst rundt. Mit tøj føltes alt for tungt og snævert, og det var svært at lade være med at tage det af.

Ezra havde skruet ned for varmen og fyldt badekarret med is og poser fulde af blod, inden vi var taget af sted, så blodet var stadig køligt og velbevaret. Mens jeg gik rundt om mig selv inde på værelset, sørgede han for maden ude på badeværelset.

”Vi fandt ud af noget.” Ezra kom ud fra badeværelset med flere poser blod. ”I morgen ved vi mere om, hvor vi skal tage hen.”

Blodet var inden for rækkevidde, så alle mine brokkerier forsvandt som dug for solen. Jeg nærmest kastede mig over hans hænder. Jeg slugte det, mens Ezra så fascineret på mig. Den vidunderlige varme spredte sig i min krop, og jeg rakte ud efter mere.

”Gør dig klar til at gå i seng først,” sagde han og rystede på hovedet. ”Jeg gider ikke klæde dig af, når du er bevidstløs.”

”Okay. Så kig væk.”

Han adlød, og jeg tog mit tøj af så hurtigt som muligt. Det var ikke så hurtigt igen, for den trætte, groggy følelse overmandede mig, og jeg var næsten ved at gå omkuld, da jeg tog min trøje af. Jeg faldt ned på sengen, mens jeg tog mine natbukser på, og orkede ikke at rejse mig igen.

”Sådan,” sagde jeg og rakte en hånd ud.

”Du er nødt til at lære at spare lidt på dem. Jeg tror ikke, jeg har pakket nok til, at du kan drikke dem så hurtigt,” sagde han, idet han rakte mig en pose.

”Jeg troede, du var sådan en, der pakkede alt for meget,” sagde jeg og slugte blodet.

”Det er jeg også.” Han så alvorligt på mig, da han satte sig på sengen overfor.

”Det er solen.” Mine ord var helt slørede. ”Solen er så udmattende. Jeg tror ikke, jeg kan gå derud igen. Og så at gå rundt i sytten timer? Det er for meget for mig … ”

”Det er ikke for meget for dig.” Han rystede på hovedet og så på mig, mens jeg kæmpede for at holde mig vågen. ”Din styrke er næsten grænseløs, Alice. Du er nødt til at holde op med at tænke på dig selv som et menneske.”

”Det er du!” udbrød jeg, men jeg kunne høre, at det ikke rigtig gav mening.

”Ja, ja, selvfølgelig er jeg det,” sagde han og vendte det hvide ud af øjnene.

Jeg begyndte at stille ham spørgsmål, men ikke engang jeg forstod helt, hvad de handlede om. En frydefuld følelse fyldte mig, og jeg ville ikke kæmpe imod længere. Ezra ville have, at jeg skulle udvise mere selvbeherskelse, men samtidig sagde han også, at jeg var meget kontrolleret. Hvis det her var kontrolleret i forhold til andre vampyrer, så havde jeg ikke lyst til at se, hvordan de klarede det.

”Åh … lykanterne er meget værre end det, er de ikke?” sukkede jeg.

”Jeg forstår nok ikke helt spørgsmålet.” Ezra gik over til mig. ”Sov nu lidt, Alice. Det har været en lang dag. Læg dig under dynen.”

Hvis Ezra havde været ivrig den første dag i sin eftersøgning af Peter, så var han nådesløs dagen efter. Jeg ville ikke ud i solen, så han lod mig sove til klokken fire om eftermiddagen. Jeg vidste ikke, hvor meget søvn han selv havde fået. Han havde siddet med sin mobil og den bærbare for at få koordinater på, hvor Peter kunne opholde sig.

Da jeg stod op, svarede jeg på et par sms’er fra Jack, gjorde mig klar, og så tog vi af sted. Ti timer senere stod jeg midt i Lapland og stirrede op på et fantastisk lysshow over mig. Smukke, grønne lys fór hen over den klare nattehimmel. Vi havde krydset en flod, da jeg ved et tilfælde så op og fik øje på nordlyset, der dansede hen over os. Jeg stoppede op på den frosne jord og stirrede i ærefrygt. Det var så bjergtagende, at selv Ezra måtte stoppe op og se op på himlen.

En raslen af blade forstyrrede min opslugthed af nordlyset. Jeg kunne se noget bevæge sig mellem træerne, og jeg fangede den velkendte lugt af rensdyr. Lidt længere nede af floden kom seks kæmpestore rensdyr løbende ud fra skoven og krydsede floden.

”Alice,” hviskede Ezra. Han gik hen mod mig og holdt beskyttende en arm op.

”Hvad er der? Det er bare rensdyr. Har du aldrig mødt Rudolf før?” drillede jeg, men han tyssede på mig.

”De ville ikke løbe af sted på den måde midt om natten, medmindre der var nogen efter dem.” Hans ord druknede næsten i lyden fra dyrenes hove, der plaskede gennem vandet.

Jeg rykkede tættere på Ezra og forsøgte at se, hvorfor rensdyrene løb. Jeg krydsede fingre i håbet om, at det var ulve, men jeg havde på fornemmelsen, at det var noget lidt mere monstrøst, der var på spil. Da rensdyrene var forsvundet ind i skoven igen, kunne man for en tid stadig høre lyden fra deres hove. Så blev der stille. Langsomt gik det op for mig, at det ikke var helt sandt. Der var stille, men alligevel ikke stilhed. Jeg kunne se ting, men alligevel ikke få øje på noget. Hver gang mit blik fangede noget i mørket, var det, væk, inden jeg opfattede, hvad det var. Det var, som om det var spøgelser, der havde skræmt rensdyrene, og et øjeblik håbede jeg, at det bare var det lokale, finske spøgelse.

”Alice!” råbte Ezra pludselig og hev fat i min arm.