11

Da vi landede i Minneapolis, lignede Ezra næsten sig selv. En ret så underspillet version af sig selv, men han kunne tale og gå uden at skære grimasser. Fordi jeg havde siddet og stirret på ham hele vejen, havde jeg ikke nået at fortælle nogen, at vi var på vej hjem. Vi tog en taxa hjem og besluttede os for, at det var bedre at overraske dem.

Så snart flyet landede, mærkede jeg det i mit hjerte. Efter så mange dage med den smertende følelse i hjertet over at være adskilt fra Jack, skreg mit hjerte nu af lykke over at vide, hvor tæt på han var. Taxaen nåede knap at standse foran huset, før jeg hoppede ud.

Jeg løb ind ad døren, i samme øjeblik som Jack kom gående. Hans blå øjne blev helt store. Han brød ud i et kæmpe smil, og jeg løb ind i hans favn og lagde armene om hans hals.

Jeg kunne mærke hans hjerte banke ind i mit bryst, og det var den forbindelse, jeg havde savnet så forfærdeligt. For første gang, i hvad der virkede som en evighed, følte jeg mig hel. Jeg lukkede øjnene for at holde de lykkelige tårer tilbage, der fyldte dem. Sådan kunne jeg stå for altid.

Jacks greb om mig strammedes, og jeg kunne regne ud, at Peter var trådt ind af døren. Jeg kunne høre Mae og Ezra tale sammen, men Peter sagde ikke et ord.

Jack og jeg stod helt tæt, men det var stadig ikke tæt nok. Jeg havde lyst til at dække hele hans krop med kys og … ja, en hel masse mere end det. Men jeg måtte rive mig løs fra Jack og opføre mig civiliseret omkring andre mennesker. Jeg åbnede øjnene og så over skulderen på Jack. Der stod et andet problem. Min bror, Milo, og en fyr, jeg aldrig før havde set. De kiggede begge nysgerrigt på os.

Fyren så ud til at være lidt ældre end mig. Hans sorte hår faldt ned over panden, og hans hud var næsten olivenfarvet. Han var lavere, end Milo havde været, da han var menneske, og man kunne se hans tatoveringer i udskæringen på hans T-shirt og hele vejen ned ad hans arme. Hvis ikke jeg havde været så optaget af Jack, ville jeg straks have lagt mærke til ham.

I hans årer løb varmt blod. Varmt menneskeblod. Det gik op for mig, hvor længe siden det var, at jeg havde spist. Efter at have tilbragt så meget tid sammen med mennesker havde jeg fået lidt mere kontrol over mig selv. Men jeg var ikke vant til at skulle styre mig i mit eget hjem.

”Hvem er det?” spurgte jeg og gav omsider slip på Jack. Milo stillede sig beskyttende foran fyren, hvilket satte et eller andet i gang i mig.

”Det er Bobby.” Jack holdt mig rundt om livet, og jeg tvivlede på, at det kun var fordi, han havde savnet mig. Anspændtheden mellem Jack og Peter, der kunne mærkes i hele rummet, og min forvirrede reaktion på Bobby-fyren fik det hele til at flimre. ”Jeg fortalte om ham i telefonen, kan du ikke huske det?”

”Du sagde ikke, han var et menneske,” sagde jeg og lagde armene over kors.

”Du var et menneske indtil for cirka ti sekunder siden,” sagde Milo og himlede med øjnene.

Bobby så på mig fra sin position bag Milo. Det var ikke hans race som sådan, der irriterede mig, men det var første gang, Milo havde en fyr med hjem, og jeg havde ikke været hjemme, og han var ældre end Milo og fuld af tatoveringer.

”Det var lidt svært at fortælle en masse om ham, for du besvarede jo aldrig mine opkald,” sagde Jack køligt og så hen på Peter.

Peter stod akavet med vores bagage i fordøren. Matilda gik hen og snusede til ham, mens den logrede med halen, men ingen andre så ud til at tage imod ham. Ezra så meget bedre ud, men han havde det tydeligvis stadig slemt. Mae måtte kunne lugte de andre vampyrer på ham. Selv jeg kunne stadig lugte det – en klam, muggen, ubehagelig lugt. Med tårer i øjnene rørte Mae forsigtigt hans ansigt og var helt upåvirket af den tiltagende spænding i lokalet.

”Kom.” Milo pegede ind mod stuen. ”I har haft en lang tur. I vil sikkert gerne slappe lidt af og fortælle os de saftige detaljer.”

Milo førte os ind i stuen og gik demonstrativt mellem Bobby og mig. Det var mærkeligt at tænke på mig selv som en trussel. Jacks arm lå stadig om mig, og det var rart at være sammen med ham igen. Jeg smilede til ham, men han var langsom til at gengælde det. Hans hjerte slog for hårdt, hvilket betød, at der var noget, der generede ham.

”Jeg vil gerne høre om det hele. Jeg har savnet jer så meget,” sagde Mae, da vi nåede ind i stuen. Hun smilede og gav min arm et kærligt klem. Ezra stod bag hende med et tillukket ansigt. ”Men Ezra og jeg er nødt til at gå til ro. Han skal hvile.”

”Det forstår jeg godt,” sagde jeg.

Da de gik, mærkede jeg Jacks blik på mig. Ezras tilstand gjorde Jack nervøs for, hvad der var foregået i Finland. Jeg undveg hans blik, for jeg var ikke klar til at forklare noget, især ikke foran Milo og hans nye ven.

Milo kastede sig ned i en overpolstret stol. Bobby blev ved at klamre sig til ham og satte sig på armlænet, så han halvvejs sad på skødet af Milo. Der var noget ved det, der sendte bølger af irritation gennem min krop. Da Bobby lagde en hånd på Milos lår, var jeg nær ved at daske den væk.

”Nå …” sagde Milo. ”Hvordan gik turen?”

”Det gik okay,” sagde jeg henkastet og ville ikke sige mere.

Peter lænede sig op ad væggen, og Jack bevægede sig rundt om mig, så han stod mellem Peter og mig. Sådan ville det sikkert være noget tid, og det var for tidligt at blive gnaven over det. Jeg satte mig på sofaen.

”Siden det lykkedes jer at få Peter med tilbage, går jeg ud fra, at det var en bragende succes.” Milo så på Peter ud af øjenkrogen. Han havde kun mødt Peter en enkelt gang, og det var ikke gået særlig godt.

”Det kan man godt kalde det,” sagde jeg.

Jack satte sig ved min side, og Peter så sig om i stuen. Han så hverken glad eller vred ud. Jeg trak knæene op til brystet og puttede mig længere ind i Jacks armhule, men han var usædvanlig anspændt. Hvis ikke jeg havde været så optaget af den der Bobby-fyr, der nærmest sad på skødet af min lillebror, ville jeg have beroliget ham.

”Det ser ud, som om du har haft ret travlt, mens vi var væk,” sagde jeg, så henkastet jeg kunne.

”Det kan man godt sige,” sagde Milo med et grin.

Milo så modbydeligt kærligt på Bobby, og Bobby lænede sig forover og kyssede ham på munden. Jeg kunne høre Milos hjerte, der hamrede løs. Min mave knugede sig sammen af afsky og sult, og det var ikke en god kombination.

Det var ikke det, at Milo kyssede en fyr, der var afskyeligt. Det var det, at han overhovedet kyssede nogen.

”Nå, jeg tror, jeg hopper i seng,” sagde Peter. Han så på Jack, der strammede grebet om mig, som om han forventede, at Peter ville hive mig væk fra ham. ”Er mit værelse det samme?”

”Nøjagtig som du efterlod det,” sagde Jack, så tonløst som han kunne.

”Fint nok.” Peter nikkede til Jack, vendte om og gik ovenpå.

”Den fyr udsender nogle mærkelige vibes,” sagde Bobby. Det var det første, jeg havde hørt ham sige, siden vi kom ind.

Han så hen på det sted, hvor Peter havde stået, og rystede på hovedet. Han var nødt til at ryste hovedet endnu en gang, så pandehåret kunne komme væk fra de mørke øjne. Milo nussede ham beroligende på ryggen, og Bobby smilede og satte sig tilbage i stolen. Var det for tidligt at sige, at jeg måske hadede Bobby?

”Nå, men, Bobby,” sagde jeg, og han smilede klodset til mig. ”Er du bøsse?” Jack grinede, og det fyldte mig med den velkendte boblen. Nu da Peter var gået, slappede han mere af.

”Alice!” sagde Milo skarpt. Det var tydeligt, jeg havde gjort ham flov.

”Hvad er der?” spurgte jeg.

Der var ikke noget særlig bøsset over Bobby, andet end at han sad og kyssede min bror. Hans tøj var sådan noget, man ville have på i byen, skinny jeans og et par Vans-sko. Måske havde han eyeliner på, men det kunne også bare være hans mørke øjenvipper.

”Nej, det er okay,” grinede Bobby. ”Ja, jeg er bøsse.”

”Hvor gammel er du?” spurgte jeg demonstrativt.

”Tyve,” sagde Bobby. Alt strittede på mig.

Milo var vampyr, og fordi man hurtigt blev moden som vampyr, lignede han en på nitten. I virkeligheden var han ikke engang seksten, og nu snavede han med en tyveårig fyr. Det var ikke okay! Faktisk var det så lidt okay, at jeg havde tænkt mig at flippe ud på Jack, fordi han havde ladet det ske, mens jeg var væk. (Lige der havde jeg glemt, at Jack var født for mere end fyrre år siden, og at jeg endnu ikke var atten).

”Alice, du har været i Finland i flere uger!” sagde Milo med noget af en overdrivelse. Han kunne fornemme min tiltagende vrede. ”Jeg er sikker på, at du har mere spændende ting at tage dig til end at forhøre min kæreste.”

Kæreste? Var de allerede hoppet ind i den kategori? Der var gået mange, mange måneder, før jeg var begyndt at referere til Jack som min kæreste. Jeg var ikke engang sikker på, at jeg ville kalde ham det nu. Det lød forkert. Når man var over femogtyve og ikke er menneske længere, så var det, som om ordet ”kæreste” ikke kunne bruges.

”Ja. Hvad skete der i Finland?” Jack så på mig.

”Jeg orker ikke tale om det lige nu,” sagde jeg affærdigende.

”Seriøst?” Jack hævede et øjenbryn. ”Er det det, du byder mig? Efter uger af det her? Du kommer hjem og siger, at du ikke orker at tale om det?”

”Jeg vil bare ikke gøre dig oprevet.”

”Du var i Finland med Peter! Og du tog ikke telefonen, når jeg ringede!” Jack råbte næsten af mig. ”Jeg var allerede ude af den, og det lod da ikke til at gå dig på.”

”Selvfølgelig gik det mig på.” Jeg trak mig væk fra ham. ”Jeg tænkte på dig konstant. Men hvis jeg fortalte dig noget, så ville du bare skynde dig derover og blive slået ihjel.”

”Ville jeg blive slået ihjel?” Han så på mig, og hans ansigt blev endnu mere alvorligt. ”Hvad fanden havde I gang i derovre, Alice? Og hvad skete der med Ezra?”

”Ja, hvad er der med ham?” spurgte Milo, uden at være til nogen hjælp overhovedet.

”Det er bare så indviklet.” Jeg rystede på hovedet og var bange for, hvad Jack kunne finde på, hvis jeg fortalte ham, hvad der var sket. Han ville råbe af mig og måske begynde at banke løs på Peter og Ezra.

”Jeg ved, at I var hos lykanterne. Det var dem, der havde Peter.” Jack bed sig i læben og så på mig. ”Jeg burde være taget af sted, da jeg fandt ud af det, men …” Hvis han var dukket op, ville det hele være gået meget værre, og det vidste han godt inderst inde.

”Lykanter?” Milo satte sig straks op og var ved at vælte Bobby ned af stolen. ”Mener I varulve?”

”Ikke helt,” sagde jeg med et suk. ”Faktisk slet ikke. Lykanter er bare vampyrer, der lever ude i skoven. De var efter Peter, men Ezra lavede en byttehandel med dem, og vi kom hjem. Slut prut. Det meste af tiden brugte vi på at lede efter Peter.”

”Hvad gik den byttehandel ud på?” spurgte Milo. Jeg kunne se på Jack, at han allerede havde regnet det ud.

”Lod Peter dem gøre det?” hviskede Jack.

”Han havde ikke noget valg. Ezra … gjorde, hvad han var nødt til at gøre,” forsøgte jeg at forklare.

”Hvad snakker I om? Hvad skete der?” spurgte Milo.

”Ikke noget. Det er lige meget,” sagde jeg. Jack stirrede på mig, hans blå øjne var fulde af bekymring. ”Der skete ikke noget med mig, okay? Jeg forlod nærmest ikke hotelværelset. Ingen forsøgte at gøre mig noget. Jeg var ikke ude at slås. Alt var helt fint. Det lover jeg.”

Jack var ikke helt overbevist, men han lagde armen om mig, så jeg kunne krybe ind til ham. Milo var forvirret, men spurgte ikke om mere.

Milo havde aldrig været uden for Minnesota, så han ville gerne vide mere om rejsen. Jeg fortalte ham, hvor lidt jeg havde set, og hvor bange jeg havde været om bord på flyet.

Bobby så ud, som om han var ved at falde i søvn, så Milo besluttede, at det var tid til at gå i seng. Han tog Bobby i sin favn og bar ham op til deres værelse. Jeg sad og måbede, da han gik, vi var nødt til at tage en lang snak om alt det her meget snart.

Jeg ville så gerne snakke med Jack, men jeg var for træt efter turen. At være væk hjemmefra havde været hårdere, end jeg havde været klar over. Jack ville gerne gå med mig i seng, og selvom jeg var udmattet, havde jeg lyst til at give efter. Men jeg vidste, at han kun insisterede, fordi Peter sov lige ovre på den anden side af gangen, og jeg nægtede at lade hans paranoia styre vores forhold. Han var nødt til at vænne sig til, at Peter var hjemme igen, og jeg var nødt til at få lidt søvn, inden jeg skulle være alene med Jack.

Jack fulgte mig op til værelset og kyssede mig på panden, inden han gik ned på kontoret for at sove. Jeg lagde mig på den uredte seng og faldt straks i søvn i et rod af dyner. Det var skønt at være hjemme igen.

Det første, jeg mærkede, da jeg vågnede, var lettelse over at ligge i min egen seng. Efter en lang rejse var der ikke noget bedre. Eller næsten ikke. Jeg strakte mig for at få stivheden ud af min krop. Min genforening med Jack havde været et anti-klimaks. Jeg var blevet distraheret af min brors nye kæreste og af Jacks bekymring over, hvad der var sket i Finland. Jeg var nødt til at tage en lang snak med Milo om ham Bobby-fyren, men lige nu var der vigtigere behov, der skulle opfyldes.

Jeg kunne mærke den velkendte tørst brænde lige under overfladen, og samtidig kunne jeg mærke en desperat sult efter Jack. Jetlag og lidt stress havde gjort vores genforening bittersød, og det måtte jeg rette op på.

Ude på gangen kunne jeg straks lugte Bobby. Den søde, frydefulde lugt af varmt blod i hans årer. Hans hjerte slog lige så hurtigt som hos en kanin i fare.

Min første tanke var, at han var i fare, men så gik det op for mig, at han bare var ophidset. Det blev bekræftet af et lystfyldt støn fra ham og en hæs latter fra Milo. Min mave knugede sig sammen i kvalme og ængstelse, når jeg tænkte på, hvad Milo lavede i rummet ved siden af mit. Det var simpelthen ikke i orden, at han havde et sexliv før mig. Vi måtte virkelig snart have snakken, men jeg havde ikke lyst til at afbryde dem i, hvad de end måtte have gang i lige nu.

Døren til Peters værelse gik op, det gav et sæt i mig. Selvom jeg havde bragt ham hjem, var det stadig et chok at se nogen på hans værelse. Værelset havde været lukket af så længe, som en mindestue for en elsket afdød, skønt det modsatte var tilfældet.

”Hey,” sagde Peter og nikkede til mig.

”Hey,” svarede jeg. Vi stod akavet over for hinanden, mens jeg ledte efter noget at sige. ”Har du sovet godt? Det er sikkert rart at være hjemme i din egen seng igen.”

”Ja. Det er det.” Peter nikkede igen og skiftede uroligt vægten over på det andet ben.

”Du er oppe!” erklærede Jack lidt for højt neden for trappen og skyndte sig op til os. Han var glad for at se mig, men den arm, han lagde rundt om skulderen på mig, var for besidderisk og krampagtig til at være andet end demonstrativ. ”Jeg troede, du ville sove hele dagen.”

”Undskyld. Jeg havde vist noget søvn, der skulle indhentes.” Jeg smilede til ham. Hans greb om min skulder gjorde næsten ondt.

”Jeg vil bare lige … smutte,” sagde Peter. Han vendte sig for at gå ned ad trappen og ignorerede blikket i Jacks øjne.

Da Peter var væk, vred jeg mig ud af Jacks arm. Det føltes mærkeligt at trække mig væk fra ham, men jeg var ikke nogen stor fan af hans jalousi. Det gik op for Jack, hvad han lavede, og han lignede pludselig en lille dreng, der blev fanget med hånden nede i kagedåsen. Han stak hænderne i lommen og så undskyldende på mig.

”Undskyld,” sagde han og trak på skuldrene. ”Jeg skal bare vænne mig til det. Du har haft masser af tid til at vænne dig til Peter igen, men sidst jeg så ham …” Han rystede på hovedet og så væk. Jeg kunne ikke helt regne ud, hvad han tænkte på, men det var enten på Peter, der kyssede mig, eller Peter, der forsøgte at slå ham ihjel.

”Det er okay.” Jeg lagde en hånd på hans bryst. Hans muskler føltes varme og stærke, og hans hjerte slog stille. Jeg lænede mig ind mod ham og skulle til at give ham det kys, som jeg havde villet give ham i flere uger, men en ny lugt distraherede mig.

Nede for enden af gangen var Milo åbenbart ved at drikke af Bobbys blod, og lugten af hans blod var så stærk og appetitvækkende, at min mund løb i vand. Min mave knurrede ikke, men jeg var pludselig hundesulten. Jeg kunne høre Bobbys hjerte slå endnu hurtigere, og forbindelsen mellem lyden og lugten gjorde det uimodståeligt. Min krop blev varm over det hele, og jeg kunne ikke se, høre, sanse andet end hans blod og hvor meget, jeg havde lyst til det.

Min blodtørst overmandede mig fuldstændig.