3

Min forvandling fra menneske til vampyr havde været så hård, at der ikke var nogen ord, der kom i nærheden af at beskrive det.

Min krop døde og spiste sig selv. Mine indre organer bevægede sig rundt, og det føltes, som om mine indvolde var blevet erstattet af levende slanger, der vred sig indeni. Jeg kastede op uafbrudt. Jeg var hele tiden i en slags febervildelse. Hver en celle i min krop gjorde ondt. Alene det at røre mit hår forvoldt mig ulidelige smerter.

Først da jeg drak blod for allerførste gang, koldt fra en pose, begyndte jeg at få det bedre. Smerten aftog og blev i stedet til velvære. Alle mine sanser blev skærpet, og det var ikke til at forstå, hvor fantastisk alting var. Der var flere farver, mere smag og flere fabelagtige mønstre i verden, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg kunne mærke, når Jack var i nærheden af mig, mit hjerte vidste altid præcis, hvor tæt på han var. Som planterne higer efter sol, sådan higede jeg efter ham.

Min krop var også blevet anderledes. Min hud var smukkere, mit hår mere silkeblødt, og mine øjne mere strålende. Jeg havde været slank før, men nu så min krop mere elegant og velformet ud. Forvandlingen var ikke så drastisk, som den havde været med Milo, der var gået fra teenagebuttet usikkerhed til veltrænet skønhed. Det var mere, som om jeg havde fået en makeover, der havde fremhævet mine træk. Og så var jeg ikke længere en meter og tres, men en meter og femogtres.

Da jeg var kommet til mig selv, havde fået mad, og smerten havde forladt mig, havde jeg behov for at få nogle ting på plads. Det sidste, jeg huskede, var, at jeg lige havde drukket Jacks blod, og at han var på vej ud for at kæmpe mod Peter. Men her sad vi på Jacks værelse, og alt lod til at være i den skønneste orden.

”Hvad skete der?” spurgte jeg og tvang mig til at sidde op i sengen.

”Hvornår?” Jack spillede dum. Han sad i fodenden og kiggede på mig.

”Hvordan kan vi begge være i live?” spurgte jeg. Han grinede, og det distraherede mig fuldstændig. Hans latter havde altid haft en stor effekt på mig, men nu gik den direkte ind i min krop. Den var næsten for mirakuløs til, at jeg kunne rumme lyden af den.

”Du ser helt salig ud,” sagde Jack med et smørret grin.

”Det er jeg også … men du skal ikke skifte emne.” Jeg blinkede med øjnene for at genfinde fokus. ”Hvordan har vi overlevet? Er Peter … ?”

Jacks læber forvandlede sig til en tynd streg ved lyden af hans navn. Måske var det ikke så meget lyden af hans navn, som det var min bekymring for ham? Uanset hvad, besluttede han åbenbart, at jeg havde ret til en forklaring, og at hans følelser måtte vige.

”Nej. Han lever.” Han lod ordene hænge i luften, og jeg ville ønske, at han ville forklare nærmere, men han tav.

”Hvordan? Hvordan kan I begge have overlevet?”

”Jeg brød båndet mellem jer.” Hans øjne strålede atter, og et smil bredte sig i hans ansigt og fortryllede mig. ”Da du drak af mit blod, blev enhver tilknytning til Peter brudt.”

Det burde jeg selv have registreret. Så snart jeg tænkte på Peter, oplevede jeg ikke den sædvanlige smerte og hjerteflimmer, som alene tanken om ham plejede at sætte i gang. Jeg var bekymret for ham, men derudover var det eneste, jeg kunne mærke i min krop, en begyndende blodtørst og en higen efter Jack.

”Så vi er … forbundne nu?” Jeg sagde det forsigtigt, bange for, at det var for godt til at være sandt. Efter al den tid, hvor vi havde forsøgt at finde en udvej, var det næsten umuligt at tro på, at det hele havde løst sig, mens jeg sov.

”Hvad tror du?” Jack smilede skævt til mig. Jeg indsnusede hans duft og kunne mærke, hvordan min krop helt automatisk blev trukket mod hans. Vi var forbundne.

Da Jack havde åbnet sin blodåre inde på kontoret, havde jeg ikke kunne modstå duften af hans blod. Det havde smagt vidunderligt, og bare ved at tænke på det igen løb min mund i vand. Normalt var vampyrblod slet ikke tillokkende for mennesker. Blodtørsten var specifik for vampyrer og menneskelig. Men jeg havde mærket en voldsom blodtørst efter Jacks blod.

”Hvad skete der så?” spurgte jeg og prøvede at ignorere den liflige lykkerus, der var ved at indfinde sig. Mit hjerte begyndte at banke hårdt i mit bryst, og min tørst blev større, men jeg ville have tilfredsstillet min nysgerrighed, inden jeg tog mig af andre presserende behov.

”Det ved jeg ikke rigtig,” Jack rynkede panden. Det virkede, som om han ikke havde lyst til at tale om det. ”Jeg var sammen med dig på kontoret, mens Peter gik amok i stuen. Jeg var bange for, at han ville komme ind til dig, så jeg gik ud for at se, hvad der foregik. Han var ved at rive huset fra hinanden, og Ezra havde svært ved at styre ham. Men han virkede ligeglad med mig.”

”Men hvorfor? Hvorfor var han så vred? Hvorfor ville han ikke straffe dig?”

”Han kunne mærke, det blev brudt.” Han så ned i jorden. ”Båndet mellem jer. Hvis ikke du havde været bevidstløs, ville du også have mærket det. Og hvis ikke du var forbundet med mig, ville du stadig kunne mærke det. Det er åbenbart … meget, meget smertefuldt.”

”Hvorfor?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke.” Han sad uroligt og tøvede lidt, inden han fortsatte. ”Fysisk føles det nok lidt som forvandlingen til vampyr, men knap så voldsomt. Men … der sker også noget følelsesmæssigt. Og Peter var så oprevet over alt det, der var foregået.”

Jack kunne ikke lide at tale om det faktum, at Peter faktisk havde holdt af mig. Det var, som om han ikke rigtig ønskede tro på det, dels på grund af den måde Peter havde behandlet mig på, og dels fordi Jack selv elskede mig så højt. Hvis han erkendte, at Peter måske nok havde elsket mig, så blev det, Jack havde foretaget sig, til forræderi, og sådan ville han ikke se på det.

”Hvor er han så nu?” spurgte jeg.

”Det er der ingen, der ved. Han er bare forsvundet, og den her gang er det for altid.” Jack trak på skuldrene, som om det intet betød for ham.

”Godt,” løj jeg og håbede ikke, han bemærkede det. Så slog jeg til hans arm. Hårdere, end jeg havde villet, at dømme ud fra det overaskede udtryk i hans ansigt.

”Øh, tak?”

”Det er for at være den største idiot i hele verden! Hvordan kunne du gøre noget så dumt?” råbte jeg. Det var svært ikke at slå ham igen. ”Du kunne være blevet dræbt! Hvis ikke båndet mellem Peter og mig var blevet brudt, så var du blevet slået ihjel!”

”Jeg havde ikke noget valg,” sagde Jack og undertrykte en latter. ”Jeg ville blive slået ihjel, uanset hvad jeg gjorde. I’m a lover, not a fighter, hvis du skulle være i tvivl.”

”Det er ikke nogen undskyldning,” sagde jeg, men et smil begyndte at brede sig på mine læber.

”Jeg var bare nødt til at vide, at du var i sikkerhed. Det var det eneste, der betød noget for mig,” sagde han oprigtigt og lagde sin hånd over min.

En varme bredte sig straks i min krop og fik mit hjerte til at danse let. Jeg lænede mig ind mod ham, kyssede ham og pressede min krop ind mod hans. Han gav efter et øjeblik, men sulten truede med at overtage min krop fuldstændig. Lige da jeg skulle til at give efter for det, skubbede han mig væk fra sig. I stedet fik jeg det store sexforedrag.

Efter nogle dage, hvor jeg havde fået min blodtørst lidt under kontrol, mente Ezra, at det var en god idé, hvis jeg tog hånd om de sørgelige rester af mit menneskeliv. Alle mulige sjove ting, som for eksempel at tage Jack med hjem til min mor. Vi havde et kæmpe skænderi, hvor jeg fortalte hende, at jeg flyttede sammen med Jack igen. Hun forsøgte at overbevise mig om at blive, græd en masse, kaldte mig alverdens grimme ting og sagde, at hun elskede mig. Da der ikke var mere tilbage at sige, stormede hun ud af lejligheden og ud i natten.

Jeg pakkede mine ting. Og fordi jeg havde så dårlig samvittighed, ”lånte” jeg nogle penge af Jack, som jeg lagde til hende. Måske ville hun så ikke være nødt til at arbejde så hårdt, og det var altid noget.

Milo ringede til hende et par dage senere. Det havde han gjort af og til, siden han flyttede. Han havde fundet på alle mulige spændende historier om at gå på kostskole i New York, og det lod til at muntre hende lidt op.

Til min store fornøjelse meldte jeg mig også ud af skolen. Milo insisterede på, at vi skulle tage studentereksamen senere, så vi kunne komme på universitetet, hvis vi ville. Jeg gik med på aftalen, men havde ikke tænkt mig overholde den. Stod det til mig, kunne jeg fint tilbringe resten af mit liv som trofækone.

Der var lige problemet med min ”bedste veninde” Jane, men det havde jeg ikke nogen løsning på. Hun så mig henne på skolen og opdagede med det samme, hvad der var sket. Jeg lignede mig selv, men jeg så samtidig meget bedre ud end før. Måske endda bedre ud end hende?

Det var midt på dagen, så jeg var vildt træt. Vi sagde nogle knap så pæne ting til hinanden, og hun afsluttede samtalen med den ubehagelige kommentar: ”Jeg håber, du får en god død.”

Men bortset fra det var mit liv som vampyr ellers ret så fedt. Det var lidt besværligt at få styr på min gang, mine bevægelser, mit åndedræt, spisningen … alle de basale ting, jeg bare havde taget for givet før. Men jeg var helt og aldeles forelsket i Jack, og jeg var lige begyndt på en evighed sammen med ham.

Hvad var der overhovedet at være ked af?