13

Milo og Bobby tog Maes bil ind til byen, fordi Jack ville have Lamborghinien. Jack kørte altid stærkt, men turen ind til byen havde aldrig været længere.

Klokken var over to om natten, og de fleste af barerne og diskotekerne havde lukket, så det var let at finde en parkeringsplads i nærheden af V. Milo parkerede et minut efter os, hvilket betød, at han også havde kørt vildt stærkt. Jeg skulle lige til at sige noget om at køre forsigtigt, men i det samme så jeg en vampyr komme gående mod os.

Efter jeg var blevet vampyr, var det meget nemmere at spotte andre vampyrer. Et vampyrhjerte slog meget langsommere og mere stille end et menneskehjerte. Ham her var slank, bleg og lignede Tim Burtons idé om en vampyr. Hans udseende fik pigen ved hans side til at se endnu kortere og mere buttet ud. Hendes hud var en smule askegrå, hvilket fik mig til at tænke på nyligt blodtab, og hendes øjne var glasagtigt klare med forstørrede pupiller.

Hendes Tim Burton-ledsager førte hende omhyggeligt af sted, så hun ikke faldt omkuld lige der på fortovet, og selvom han smilede til hende, var der noget ligegyldigt over den måde, han behandlede hende på. Som førte han en ko til slagtehuset.

Jeg gøs mod min vilje, og hun smilede groggy til mig, så hendes buttede kinder fik smilehuller. Hun var sikkert ikke mere end seksten, hvis endda så meget, og jeg havde lyst til at hive hende væk fra ham. Han ville ikke blive begejstret for det, og hvis jeg endelig kunne slippe af sted med hende, ville hun heller ikke sætte pris på det. Den skrækkelige sandhed var, at sådan var livet. I hvert fald mit liv. Vampyrer drak menneskeblod, og i det mindste var begge her indforståede med det. Mere kunne man nok ikke forlange.

”Kom,” sagde Jack og lagde en hånd på min lænd. Han så mit blik følge dem, og han havde også ondt af hende, men der var ikke mere, vi kunne gøre. ”Vi skal videre.”

”Ja, kom nu, inden Jane tager af sted,” sagde Milo. Han holdt Bobby i hånden og gik foran os.

Milo drejede ned ad en mørk gade. Gadelamperne var gået ud, og jeg forestillede mig, at det nok ofte var tilfældet. Vampyrer kunne godt lide den helt sorte nat, og det var derfor, døren ind til baren lå på den mørkeste gade i Minneapolis. Bobby klyngede sig til Milo, sikkert fordi han ikke kunne se noget. Jack og jeg gik lige bag dem, og Milo så på os over skulderen, inden han åbnede en anonym dør. Udsmiderne stod lige indenfor. Det var et par kæmpe vampyrer, der ikke ofrede os megen opmærksomhed, men de sniffede nysgerrigt til Bobby. Vi klemte os ind mellem dem og kom ind i en smal gang oplyst af en enkelt rød pære. For enden af gangen førte en rå betontrappe ned i intetheden. Det eneste lys kom fra den røde pære i gangen. Jeg kunne sagtens se i mørket, men Bobby gik forsigtigt ned, og Milo holdt fast i ham, så han ikke faldt. Straks vi havde åbnet døren til baren, havde jeg vagt kunnet høre musikken, men Bobby hørte den nok først, da vi nåede nedenunder. Gangen så ud til at fortsætte i det uendelige, men vi stoppede udenfor en gigantisk dør.

Milo hev døren op, og vi blev badet i et blåt lys, der næsten blændede os efter gangens mørke. For de mennesker, der dansede derinde, var lyset svagt og rart, men det var anderledes for vampyrer. Der var en lang metaldisk langs den fjerne ende af rummet, hvor der stod en lang række spiritusflasker til mennesker. Et par lækre vampyrer var bartendere. Stolene ved baren var alle optagede, og der var en lang kø af mennesker, der ventede på at bestille drinks.

Der var højloftet af en kælder at være. Dansemusikkens dumpe elektroniske lyd fyldte mine ører og overdøvede alle hjerteslag, hvilken var en lettelse. Man kunne ikke gøre noget ved lugten. Der var mindst fem hundrede mennesker, der dansede vildt ude på dansegulvet. Og de lugtede alle lifligt af blod og sved. Jack klemte min hånd og trak mig ind til sig, for at blodtørsten ikke skulle løbe af med mig.

De dansende var en blanding af perfekte vampyrer og mennesker. Udsmiderne sorterede i folk, så kun de allermest tiltrækkende mennesker fik lov at komme ind. Alle var smukke og appetitlige. Bobby lod til at være fortryllet af vampyrerne. Jeg ville gerne blive vred på ham over det, men de fortryllede stadig også mig.

”Hun er sikkert inde ved siden af,” sagde Milo og lænede sig ind mod os. Han hævede ikke stemmen, men jeg kunne alligevel høre ham hen over larmen.

Han lagde armen om livet på Bobby og vadede igennem menneskehavet. Jack så på mig for at se, om jeg kunne klare at gå gennem mængden. Jeg ville komme i nærkontakt med en masse mennesker og mærke deres hurtige puls mod min hud, men jeg var jo nødt til at lære viljestyrke på en eller anden måde. Jeg tog en dyb indånding, nikkede og tog hans hånd, og så fulgte vi efter Milo.

Alle var varme af at danse, og jeg kunne mærke det på min hud. Jack gik målrettet på en demonstrativ måde for at få folk til at fjerne sig. Han var ikke en truende person, men han var stærk, og de lod os komme forbi. Det var stadig svært at holde min blodtørst i skak. Jeg forstod ikke, hvordan Milo havde klaret det, lige efter han var blevet vampyr.

Vi nåede tværs over dansegulvet, de blå lys blev svagere, og en dør førte ind til et andet rum, hvor et svagt, rødt lys mødte os. Milo ventede henne ved døren med Bobby ved sin side. Bobbys hoved hvilede på hans skulder.

Lige inden vi nåede derhen, hørte jeg noget uhyggeligt velkendt. Jack og Milo lagde åbenbart ikke mærke til det, hen over de mange andre lyde, men jeg stivnede straks. Lyden var sød og skrøbelig, som Klokkeblomst … på helium. Jeg trak mig væk fra Jack og så hen over menneskemængden efter det lysende, lilla hår.

Sidst vi havde været her, havde jeg mødt et par vampyrer, Lucian og Violet, der var fast besluttede på at indfange mig. Peter havde taget sig af Lucian, men Violet var sluppet væk. Ligesom sin kæreste lignede hun en parodi på en vampyr. Hendes hår var farvet lilla, hendes eyeliner var tyk og sort, og hun havde filet sine tænder spidse som hugtænder.

”Hvad er der?” spurgte Jack, da han så, at jeg scannede dansegulvet.

”Jeg ved det ikke.” Jeg rystede på hovedet. Jeg var ellers sikker på, jeg havde hørt Violets genkendelige latter, men jeg kunne ikke få øje på hende. Jeg skulle lige til at opgive, da en pige henne ved baren fangede min opmærksomhed. Hendes lyse hår hang ned ad ryggen og glinsede som silke under det blå lys. Hun lagde hovedet tilbage og grinede af noget, som en fuld fyr sagde til hende, og det gøs i mig. Det var Violets latter.

Hun så sig åndsfraværende over skulderen, og hendes mærkelige, lilla øjne landede på mig. Jeg så et glimt af skræmt genkendelse i hendes blik. Hun havde erstattet den tykke, sorte eyeliner med noget mere diskret, der fik hende til at se kønnere, yngre og mere uskyldig ud. Som vampyr lignede hun en på nitten eller tyve, men der var noget i hendes blik, der fik mig til at tro, at hun var yngre end det.

”Violet?” sagde jeg ud i luften. Hun kunne umuligt høre mig, og alligevel så hun straks væk og gemte sit ansigt bag håret.

”Kender du hende?” Jack stod ved siden af mig og så spørgende hen på hende. Han havde kun mødt hende meget kort en enkelt gang, så han kunne ikke genkende hende.

”Jeg tror, det er Violet.” Jeg gik hen mod hende, men Jack lagde en hånd på min arm.

”Vent lige. Var det hende, der var efter dig? Hvorfor vil du så tale med hende. Vil du …” Hans ansigt blev helt mørkt. ”Hvad vil du gøre?”

”Det ved jeg ikke. Jeg vil tale med hende.” Jeg rystede på hovedet og kunne ikke forklare det.

”Hvad foregår der?” spurgte Milo. Han stod og ventede i døren med armen rundt om sin kæreste. Han havde ikke set Violet, og det var også det bedste. Han ville ikke tackle det så godt som mig.

”Jeg kommer straks tilbage,” sagde jeg og skyndte mig over til Violet, inden hun kunne nå at stikke af. Jack var lige bag mig, men han forsøgte ikke at stoppe mig.

Den fulde fyr var lige ved at sige noget, men hun rejste sig op uden videre. Jeg burde være vred. Hun havde næsten fået Milo, Jane og mig slået ihjel, men jeg var ikke på jagt efter hævn. Jeg ville bare tale med hende.

”Hey, Violet!” Jeg stillede mig i vejen for hende, og hun så på mig med store øjne. Al hendes kækhed var forsvundet som dug for solen – sikkert på grund af hendes kærestes død.

”Jeg ved ikke, hvad du vil, men …” Hun sagde ikke mere, men så over på Jack. ”Jeg vil ikke have ballade.”

”Det vil jeg heller ikke.” Jeg så over på Jack for at se, om han skulede olmt til hende. Men Jack havde sådan et åbent ansigt, at det var svært for ham at se truende ud, medmindre han var virkelig, virkelig vred.

”Hvad vil du så?” Violet forsøgte at se stærk og vred ud, men uden selvtillid virkede hun bare som et lille barn.

”Det ved jeg ikke helt.” Jeg bed mig i læben. ”Dengang du løb efter mig, hvad ville du da?”

”Jeg ville ikke noget,” sagde Violet. ”Jeg mener … Først jagtede jeg dig, fordi du var lækker …” Hun så ned. ”Men Lucian ville ikke stoppe igen. Jeg tror, han kunne lide tanken om at stjæle dig fra en anden vampyr.”

”Nå, men nu er han væk, og hun er blevet vampyr, så alt er i orden,” sagde Jack med et klodset smil.

”Hvor gammel er du?” spurgte jeg og ignorerede Jack.

”Hvad har det med noget som helst at gøre?” sagde Violet, men hun så forlegen ud. ”Jeg var fjorten, da jeg blev vampyr, og det er omkring to år siden. Hør lige, det var jo ikke min idé.” En lok af det lyse hår faldt ned i hendes øjne, og hun så trodsigt på mig. ”Hverken at jagte dig eller blive vampyr. Det var Lucians idé. Han troede, at det ville blive fantastisk at blive vampyr. Da han var blevet vampyr, fik jeg desværre ham til at gøre mig til vampyr. Men nu er han død. Og jeg er kommet over det. Så …” Hun blinkede med øjnene for at holde tårerne tilbage. ”Forstår du?”

”Ja, okay.” Jeg nikkede. Jeg kunne ikke finde på noget at tale om, som kunne holde på hende. Violet gik ud på dansegulvet. Selv efter alt det, hun havde gjort, havde jeg på en måde medlidenhed med hende. At være så stærk og ung og så alligevel så forvirret og alene. Hun havde bare været en fjollet pige, der legede med goth-makeup, og pludselig var hun ude, hvor hun slet ikke kunne bunde.

”Er du okay?” Jack rørte min arm.

”Ja.” Jeg kom i tanke om, at vi ikke var her for at tale med mine fjender. Jane var her et eller andet sted, og hun mistede sikkert en masse blod, mens vi stod og snakkede. ”Undskyld. Lad os gå.”

”Hvem var det, du talte med?” sagde Milo, da vi nåede hen til dem. Bobby strakte hals for at se hende.

”Ikke nogen. Hvor er Jane?” spurgte jeg.

”Jeg har ikke set hende, vi har bare ventet her.” Milo sendte mig et irriteret blik, så jeg gik forbi ham og ind i det tilstødende lokale.

Lyset var dovent rødt, den form for lys som ikke generede en vampyrs øjne. Rummet var mindre end det andet, og det lignede mere en café end en bar. Bløde sofaer stod rundt omkring, og en lille bar serverede drinks, men kun indenfor blodtyperne A eller B.

Der var døre og mørke gange, der førte ind og ud ad lokalet, og på trods af, at jeg aldrig havde været i et af de små rum, vidste jeg udmærket, hvad de skulle bruges til. Nogle vampyrer ville have lidt mere privatliv, når de var sammen med en blodluder, mens andre bare hang ud i sofaen og drak åbent fra deres menneskelige donorer.

Jeg så mig omkring og fornemmede straks, at Jane ikke var der. Hendes hjertelyd og duft var næsten lige så velkendt for mig som Jacks eller Milos. Jeg vendte mig om mod Milo, og han var nået frem til samme konklusion.

”Hun var her før,” sagde Milo.

”Hun var sammen med en fyr,” tilføjede Bobby.

Jack undersøgte rummet nøje for at se, om vi havde overset noget. Jeg havde været for længe om at gøre mig klar og havde brugt for lang tid på at snakke med Violet. Jeg havde spildt tiden, når jeg burde have ledt efter Jane. Jeg havde stadig hendes mobilnummer, men hun havde ikke besvaret mine opkald, siden jeg var blevet vampyr.

”Alice! Så gjorde han det endelig!” kurrede en stemme, og en vampyr rejste sig fra sofaen og kom over til mig. Hun forlod en pige, der lå på sofaen bag hende med en tynd stribe blod på sin hals. Pigen stønnede sagte og rakte ud efter den tomme plads, hvor Olivia lige havde siddet.

Med sit lange, sorte hår, der nåede ned til knæene, var Olivia en tidløs skønhed. Hun havde været i fyrrerne, da hun blev vampyr, og det var sikkert længe, længe siden. Hun var iført tætsiddende sort læder, der gjorde det svært at forstå, hvordan hun kunne bevæge sig.

Vi var måske ikke gamle venner, men det var Olivia, der først havde reddet mig fra Lucian og Violet. En visdom syntes at gemme sig bag hendes hæse latter, og selvom hun bevægede sig som en aldrende junkie, havde hun stadig en vampyrs dræberinstinkt.

”Hvad?” Jeg forsøgte at besvare hendes smil, men jeg var irriteret over, at Jane ikke var der.

”Han gjorde dig til vampyr,” sagde Olivia og kærtegnede mine kinder. Hendes øjne var tågede, men hendes stemme var hæs og overraskende forførende. ”Og sikke en smuk skabning, du er blevet.”

”Tak,” sagde jeg usikkert, og Jack dukkede op ved min side.

”Måske kan du hjælpe os.” Milo kom over til os. Bobby fulgte i hælene på ham, og Olivia så på ham med foragt i blikket. Hun interesserede sig åbenbart udelukkende for menneskepiger, eller sikkert bare piger i det hele taget. ”Vi leder efter en pige, en veninde til Alice.”

”Vi tror, hun er blodluder,” sagde jeg. ”Hun er høj, tynd og meget smuk. Som en model. Hendes hår er kort og mørkt, og hun er altid klædt i noget meget nedringet. Hun hedder Jane, og jeg tror, hun er i fare.”

”Hvis det er hende, jeg tror, det er, så er hun absolut i fare.” Olivia nikkede alvorligt. Hun slikkede sig om munden og pegede ned mod gangen. ”Hun er kommet her meget mere end nogen andre, og hun gik ned ad den gang med en vampyr for en times tid siden.”

”Tak,” sagde jeg med et smil, før vi alle gik ned ad gangen.

Der var bælgravende mørkt, men jeg kunne se omridset af dørene. Jeg kunne lugte blodet og hørte de hurtige hjerteslag og de frydefulde støn, og jeg måtte forsøge at holde igen. Jeg skulle finde Jane uden at give efter for min egen blodtørst. Jack var et par skridt foran mig. Bobby klagede over, at han intet kunne se, og Milo måtte berolige ham.

Før jeg fangede færten af hende, hørte jeg hendes overdrevent glubske støn. Jeg havde desværre allerede hørt den lyd alt for tit. Uden at vente flåede jeg døren op, og en skikkelse kastede sig over mig.